Agerbo's

En korrespondent

2011-04-19T00:56:00.000-07:00

(kapitlet før dette ses på En ven )

Jeg er som en korrespondent, der beretter fra Vejle by. Hver dag iagttager jeg folk og forholdene og undrer mig over dem. Det er ikke helt ufarligt. Jeg hørte om en korrespondent, som skulle til Japan, men i Singapore hørte han om en voldsom eksplosion på et japansk atomkraftværk, så han tog en flyver i den anden retning. Jeg går ned i Vejle hver dag uanset hvad jeg har hørt. En anden korrespondent, som var i Japan, fortalte at han boede på et hotel med 20 andre korrespondenter, og de havde talt med hinanden og han sagde: " Vi mener, at forholdene i Japan er meget alvorlig" og så rettede han det til " den japanske befolkning mener, at det er meget alvorligt." Det kunne tyde på, at han ikke havde været uden for hotellet. Det ville heller ikke nytte. Han kunne ikke japansk og han vidste ikke, at når han spurgte en japaner på engelsk om ikke situationen var alvorlig, så vil en japaner af høflighed altid give ham ret. Jeg taler ikke med andre korrespondenter eller udspørger borgerne. Jeg lytter. Jeg stiller mig f.eks. foran en butik med dametøj. Det er ganske vist lidt mistænkeligt at en tynd mand står og ser på dametøj. Men jeg lader som ingenting. Straks er der bid. To kvinder nærmer sig og skal se på butiksvinduet, mens de snakker. " Min læge siger, at jeg skal tabe mig, ellers er jeg i risiko." Den anden svarer:" Det er nederen. Hvordan vil du tabe dig." - " Jeg vil først prøve banankuren." Jeg ser for mig, at hun har stoppet en banan i munden og en i hvert øre og hvert næsebor osv.. Men den anden bryder ind: " Sidst jeg var på kur, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg syndede og alt det jeg ikke måtte spise, det spiste jeg rigtig meget af. Jeg følte mig som dårligt menneske."

En sådan lille samtale fortæller meget om forholdene i Vejle og blandt danskerne og den er ikke helt ufarlig. Man kan blive smittet af de synspunkter, som bliver udvekslet. Synspunkterne stammer jo ikke fra de to konkrete kvinder, men er spredt fra mund til mund og jævnlig holdt ved lige i medierne. Det er uskyldigt blandet ind mellem andre nyheder. Flyulykker, drab i Randers og storm i morgen, så står der pludselig: Den som spiser salt, dør af overvægt, kræft og blodpropper. For at forenkle risikoen nævnes altid kræft og blodpropper. Jeg tænker nogle gange, hvorfor der aldrig er risiko for fodsved eller vorter i armhulerne.

Jeg har hørt, at Jesus har sagt, det ikke er det som kommer ind ad munden, som gør et menneske dårligt; det er alle de dårlige ord og tanker som kommer ud af mennesket. Tænk hvis det som spredes fra mund til mund og fra medier, var rent, så ville den værste forurening være overstået. Men så ville der ikke være så mange ord i omløb. Jeg har også hørt, at Jesus har sagt, at dine ord skal være ja,ja, og nej,nej. Det er ikke meget. Selv var Jesus lige så kortfattet, som Gud er. Jeg selv prøver så vidt det er muligt at holde mund. Det ville være synd, hvis kvinder foran et butiksvindue skulle det. Det er så opmuntrende at lytte til dem. Størrelsen på en bluse. Farven på en kjole. Man kommer langt væk fra drab og stormvejr, som det er farligt hele tiden at gå og frygte.

Modvilligt giver jeg slip på de to kvinder og vandrer videre i Vejles verden.

Lige nu er der meget liv på gågaden. Folk snakker, folk går, folk kigger. Jeg ser på dem og tænker: nu bliver alting stille. Og sandelig hvor de går og står, standser de og bliver hvor de var. Hvis deres mund var åben, er den det. Ekspedienten, som lige kiggede ud af butiksdøren, bliver ved med det. En af damerne fra før peger på vinduet og er stivnet. Jeg kigger mig forundret omkring. Jeg prøver om jeg kan gå. Det går fint. De kan allesammen se og høre, men de kan ikke bevæge sig. Jeg kan frit gå rundt mellem dem. Jeg går hen og kigger en i øjnene og så hvisker jeg i hendes øre: " Der er mange, som godt kan lide dig. Det må du også gerne." En anden har et lidt besværet ansigt og til ham hvisker jeg: " Du er ikke den eneste, som er ked af det. Hver anden heromkring skjuler det. Det ved jeg alt om." En pige er meget nervøs, og jeg hvisker: " Tag det helt roligt. Der er én som passer på dig." Sådan går jeg fra person til person og finder på et eller andet. Jeg kigger en mand i ansigtet og hvisker til ham: "Du tror, at du bestemmer, men i virkeligheden er der mange, som hjælper dig. Det må du gerne sige til dem." Der er en kvinde, som har fire poser i sine hænder og til hende siger jeg i øret: " Du går meget op i tøj. Det er en trøst for dig og den hænger død hjemme i dit skab. Find hellere en, som du kan trøste." Jeg drejer om hjørnet ved kirkegade og går ned mod banegården. Her kører bilerne og folk er i bevægelse. Jeg sniger mig tilbage og kigger nedad gågaden. Jo, nu begynder de at røre på sig. Først lidt tøvende og lidt usikkert smilende. Og så er alt normalt igen, kiggen og snakken og gåen. Men det er som om nogle af dem er lidt eftertænksomme. Det var meget uheldigt, at de nu allesammen husker mit ansigt.

Jeg må indrømme, at øde og tomhed iriterer mig og sætter gang i min fantasi. Det samme gør larm og snak. Det var min fantasi, som fik alt til at stå stille og gav dem bløde ord i ørerne. Men en korrespondent må ikke påvirke dem, som han iagttager. Han skal neutralt berette om tomhed, larm, flugt og tristhed. Hvorfor er der ingen bomber, som skaber liv. Så kunne vi bede om hjælp fra Nato og de kunne sender jagere ind over Vejle og folk blev reddet fra alt det panser, som de omgiver sig med. De kunne være frie til at se hinanden i øjnene. Jeg må indrømme, at det er lidt for naivt og for højt et mål. Danskerne har det udmærket. Hver for sig har de det dårligt. Det er ikke med i de økonomiske planer, hvordan man har det, men hvor meget man tjener.

Jeg prøver igen: " Alle bliver løftet op en halv meter over jorden og bliver hængende dér." Men der sker ingenting. Det virker ikke hver gang. Vejlenserne havde ellers godt af at se det hele lidt ovenfra med alle sanser åbne og opdage, at de også er mellem himmel og jord. Men pludselig virker ordene på mig. Jeg løftes ganske lidt op, sikkert ikke mere end 10 cm. Men det er da altid noget. Det føles uvirkeligt.

Hovedet kan jeg dreje, og da jeg gør det, står Jesus foran mig. Jeg kender ham ikke, men jeg ved at det er ham. Han siger ikke noget men ser ind i mit ansigt. Han ser alt det som er og kan alligevel lide det han ser på en rolig måde. Det er både at forstå og blive forstået. Så er øjeblikket forbi, og jeg daler og jeg ser ham ikke længere. Det havde jeg ikke ventet midt på Kirkegade. " Gud, det er nok, at jeg må tale med dig. Skal jeg nu også til at se syner." Jeg ser op, men Gud svarer ikke. Til gengæld får jeg øje på de øverste etager på husene. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Flere af dem har fine udsmykninger øverst oppe. Folk ser nu en tynd mand gå gennem gaden med ansigtet vendt mod himlen. De går uden om ham og undrer sig og kigger selv op: " Er der noget?" Gud viser sig heller ikke for mig. Men det er som om nogen hvisker mig i øret:" Der er mere mellem himmel og jord, og det kan være smukt."

Der er boder og torvedag på kirkepladsen. Jeg er på jorden igen og går roligt rundt og ser på ost og fisk, som om jeg er en almindelig kunde og ikke en iagttagende korrespondent. Der er to som har fået øje på mig som et muligt offer og de stiller sig foran mig og spærrer vejen mens de rækker et blad til mig. Det tager jeg ikke imod, men venter på hvad de vil sige. " Kender du Jesus?" spørger den ene.
Jeg svarer: " Det ved jeg ikke, men jeg har lige set ham på hjørnet mellem gågaden og kirkegade. Det er kun et kort øjeblik siden. Måske er han der endnu. Hvis I skynder jer, kan I måske få ham at se. I må gerne hilsen fra malermester Madsen." De er ikke teknisk forvaltere, men reagerer lige sådan. De har svært ved at tro på mig og kan alligevel ikke lade være. Efter at have svinget frem og tilbage på fødderne skynder de sig afsted. Jeg hvisker efter dem: " Det kan være I skal hoppe lidt."

Hvorfor brugte de ordet "kende". Kender de sig selv;nej; og så kan de heller ikke kende det, som er større end dem selv. Kender de sandheden eller er de kun selvbestaltede forvaltere af et sæt sætninger, som de har lært udenad, og det kan aldrig være sandheden, som er rummelig og fri til nysgerrighed. De fleste ved ikke, hvad sandheden er, fordi de slet ikke ser i den retning. De ser kun deres egne meninger. Jeg har nok i at finde ud af løgnen i mig selv, og min fantasi og selvbestaltede tanker gør det så meget sværere.

Nu er ham, der skriver, kommet i selvsving. Folk hænger nærmest under skyerne og der er et helt afsnit om et ord. Det er som om han ikke kan finde på noget. Jeg ved hvorfor. Han har en søn, som er 30 år og en kone som er ældre. Sønnen taler han aldrig med, fordi han klarer sig fint, men det gør ham, der skriver, ikke. Han kan ikke klare hus og have og arbejde. Derfor er han flyttet over i lejligheden lige under mig. Dels var den ledig, dels vil han gerne være i nærheden af mig, som han tror han kender. Hvordan det ord så skal forstås. Da han ikke kan klare ret meget, har han indrettet lejligheden meget spartansk. Det mindste fjernsyn han kunne få. Det mindste bord han kunne få. En madras. Han bruger tiden i lejligheden. Jeg har hørt om japanske unge, som bor hjemme og pludselig beslutter, at de ikke vil ud af deres værelse. Døren er låst. Selv om forældrene trygler dem om at komme ud, får de ikke noget svar og døren forbliver lukket. Forældrene stiller engang imellem en tallerken med mad uden for døren, og senere står den tom tilbage. Hvis de stiller mælkekartoner eller poser, bliver det inde i værelset. På et tidspunkt når de unge er blevet sig selv og pludselig en dag kommer ud med langt hår og skæg. Det er mest drenge, som gør det, altså bliver inde og komme ud. Så er det værelse fyldt med skrald fra flere år.

Mon det er sådan ham, der skriver, har det. Hans forældre er døde for flere år siden. Nu har han meldt sig ud eller har lukket sig inde. Jeg stiller nogle gange en mælk og lidt kiks uden for hans dør. Han var ikke tynd, da han flyttede her over, men det skal han nok blive. Hvad sker der, hvis han holder op med at skrive. Så mister han den smule mad, som han har. Jeg har ondt af ham. Han har det næsten værre end mig. Det meste af dagen bruger han på at kigge gennem dørhullet for dog at se nogle mennesker og mig. Indimellem sidder vi stille i hver sin lejlighed og lytter til hinanden, men da vi sidder så stille, kan vi ikke høre noget.

Nu har jeg endnu mere brug for mine byture for at komme væk fra al denne ynkelighed. Mine fødder går af sig selv den korteste vej ned ad gågaden til Hennes og Mauritz. Jeg har hørt, at insekter er mere intelligente end man tror. Humlebier kan hurtigere end en computer udregne den bedste rute mellem alle de blomster, som den vil besøge. Jeg tænker tit på humlebier, når jeg sover til middag. Så kører postbudene rundt i kvarteret på små gule knallerter, der brummer som humlebier. Men intelligens har de ikke. De kører rundt uden mål og med og kommer flere gange den samme vej tilbage. Der skulle en stor fluesmækker til for at få ro i middagsstunden.

Jeg skal besøg en blomst. Det har mine fødder bestemt.

En ven

2011-04-08T03:05:00.000-07:00

(kapitlet før dette ses på Et kort kapitel )

Der er gået nogle dage siden I sidst hørte om mig. Det kan I ikke vide. Der skulle egentlig have været nogle kapitler med tomme sider. Jeg har hældt meget vand på mit humør i de dage og kun set fortorvet foran mig. Det var sådan set hvad der skete, flise efter flise. Heldigvis har jeg min plan, ellers var jeg ikke kommet ud af sengen. Min plan er at gå ned til byen og hjem og sove til middag, og så igen gå ned til byen og hjem og sove. Det er en overset beskæftigelse at sove. Tiden går så nemt. Man lægger sig og forsvinder og når man vågner er flere timer overstået. Det er som at sætte tomme sider ind i en bog.

I dag går det bedre og før jeg ser mig om, er jeg på vej ned ad Koldingbakken og befinder mig på gågaden. Og der er en, som råber: Malermester Madsen. Det skulle jo ske, at nogle genkendte mig, når jeg er begyndt at sige mit navn. Det kan være én af tre, som råber. Jeg har mest lyst til at gøre mig usynlig, men jeg vender mig og ser en blond pige, som løber hen imod mig. Hendes hår er ikke længere vådt. "Hvordan har du det," siger hun uden at vente svar, og fortsætter:" Du forsvandt så hurtigt. Vi fik slet ikke sagt tak til dig, og Peter og jeg fik snakket rigtig ud med hinanden bagefter." Jeg tænker, at hun vist aldrig får snakket ud, for hun snakker hele tiden, men det går jo rigtig godt, og jeg behøver ikke finde på noget at sige. Hun stråler. Hendes hår er mere blankt, skinnende hvidt end blond. Hendes grønne øjne stråler. Hendes smil er strålende. Hendes bevægelser med hænderne for at understrege hendes ord med små tegn, hendes person er strålende. Jeg må jo sige et eller andet for at holde gang i hendes talestrøm: "Går du i skole." Og hun svarer: " Ja, jeg går på Handelsskolen i HG. Det er andet år. Heldigvis skal jeg snart ud i en butik. Jeg har valgt Hennes og Mauritz. Det er så smart tøj og alle har råd til det. Bare de vil have mig. Jeg har været hjælpepige dernede. Så der er nok gode chancer. Jeg vil bare ikke ned i Bryggen. Dér er så trist og mørkt. Om vinteren kommer der måske flere end i buttiken nede på gågaden, men ikke om sommeren." Sådan bliver hun ved, mens hun smiler, dog kommer der nu noget mørkt i hendes øjne: " Som du så har jeg problemer med Peter. Nogle gange er han totalt passiv." Uden at jeg ved hvorfra det kommer, siger jeg: " Måske styrer du for meget. Hvis du giver ham mere frihed, bliver han mere sig selv." Hun ser eftertænksom ud: " Tror du? Måske har du ret. Min familie bor i Nordjylland. Så dem ser jeg sjældent. Jeg har mange veninder. Men jeg savner en voksen at tale, sådan som vi gør nu. Kan vi ikke snakke sammen igen." Jeg siger: "Det kan vi godt. Jeg er her ved Blockbuster hver dag kl. 10 og 16, undtagen om søndagen, hvor jeg kun er her kl. 16." - Hun undrer sig: "Det må jeg nok sige. Så ved jeg hvordan jeg kan møde dig. Det var dejligt at snakke. Du er så rolig. Vi ses snart igen."

Hun ved ikke at jeg er rolig i det ydre, på facaden af atomkraftværket, men indvendig buldrer skjulte kræfter, som indimellem slipper lidt damp ud. Lige nu er der godt kog i kedlerne. Jeg er ved at boble over. " Gud, hvad var det som skete. Her går jeg i fred og ro og så møder jeg sådan en solstråle. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om. Skal jeg nu gå og tænke på hende og hvordan hun har det." - Gud svarer:" Ja, du siger hele tiden at du er alene og ikke har nogen venner. Det har du nu. Du er i øvrigt selv skyld i det. Du kunne have lade være med at gå ombord i båden og ville lege frelser. I det mindste prøvede du ikke at gå på vandet. Nu hænger du på den. Det kan ikke spoles tilbage."

Ham der skriver om mig, er nu gået i stå og ved ikke hvordan han kommer videre. Og det lige efter et af de mest afgørende øjeblikke i mit liv. Det kan du ikke være bekendt. Du må gerne fortælle det én gang til. Hvordan hun var og hvad hun sagde. Jeg ser det i hvert fald for mig hele tiden og hører hendes stemme og hendes smil og alvor. Åh, nu forstår jeg det. Han har ikke selv nogen venner og han ved ikke hvordan han får det. Men hvorfor er han så utilfreds. Han har en kone og to døtre. Det har jeg set. Dem taler han ikke så meget med.

Jeg for min part kan sige, at jeg har en ven. Det tegner det til. Måske er Peter også til at snakke med. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere være tavs og ikke knytte mig til andre, som jeg gjorde. Nu buldrer det i mit indre og jeg tager straks min vandflaske og tager et par slurke. Men hvad hvis de andre knytter sig til mig. Man kan vel ikke være bekendt at ryste dem af sig, hvis de hænger fast på én. Det er en umulig situation. Hvis man har reddet nogen, er deres liv i ens hænder. Så meget har jeg lært af Gud. Desværre har jeg også lært, at de mennesker man ikke har reddet, også er i ens hænder. Men det er noget uoverskueligt, så det ser jeg bort fra. Jeg har nok i at have en mulig ven, som jeg gerne vil skal have det godt. Og hvordan skulle jeg kunne gøre noget for det. Gud griber pludselig ind:" I dette tilfælde er det nok, at du lytter. Det er mere end rigeligt."

Efter en middagssøvn og endnu en beroligende tur til byen er jeg på vej hjem op ad Koldingbakken til krydset ved Pedersholms Allé, hvor jeg går langsomt og står stille nogle gange. Det er ikke for at få pusten, selv om stigningen sidst på bakken godt kan tage den. Det er for at blive set. Læg mærke til en mand, som har været på dagens dont. Jeg har engang hørt om en græsk filosof, som boede i en tønde. Hans by var i krig og fjenden ville angribe. Derfor havde borgerne i filosoffens by travlt med at forberede forsvaret. De samlede sten, som de kunne smide i hovedet på fjenderne. De kogte vand, som de kunne det samme med. Alle løb rundt i gaderne og havde travlt. Så gav filosoffen sig til at rulle sin tønde rundt i byen. Nogle standsede ham og spurgte, hvorfor han gjorde det. Han sagde: " Alle har så travlt. Jeg vil også gøre noget." Jeg har ikke en tønde med, når jeg går rundt i Vejle. Men jeg gør noget. Og når jeg kommer til krydset mellem Kolding bakken og Pedersholms Allé kl. 17.00 er dagens dont forbi.

Fakta ligger lige dér og jeg køber altid et eller andet for at være med. Jeg tager aldrig en kurv for jeg køber højest 3 ting. I dag vælger jeg en pakke toiletpapir med 16 ruller og løfter den op foran mig og går stolt med den hen til køen ved kassen. Foran mig står ham, der skriver om mig. Han handler også i Fakta. Jeg har set ham før. Han ser ikke godt ud. Mon han har været i bad i dag. Hans hud er lidt svedig. Han er måske ikke så tyk, men det er han i ansigtet, som er æggeformet ligesom en teknisk forvalter. Han siger altid en sætning til de unge ved kassen og de smiler til ham og de siger: Ha en god aften. Det gør de ikke til andre. Han vil aldrig have bon. Inden han bliver spurgt, siger han: "Nej tak til bon," og smiler og når den unge ved kassen har hørt det tilstrækkelig mange gange, behøver de ikke omtale bonen men kun smile til hinanden. Han skiller sig ud. Måske kunne jeg skrive en bog om ham. Det ville blive en spændende retssag, hvis en forfatter anklagede sin hovedperson for at skrive noget forkert om ham. Han kan heldigvis ikke se mig fordi jeg holder den 16 ruller store pakke med toiletpapir op foran mig. Når den unge ved kassen spørger om jeg vil have en bon, siger jeg:"Ja." Det er det eneste jeg siger. Når jeg får bonen, stirrer jeg på den. Jeg ved ikke hvad jeg ser, men jeg har set, at der er mange, som gør det. Og jeg vil gerne falde i med mængden ligesom filosoffen. Jeg vil ikke skille mig ud

Jeg går langsomt hjem til min lejlighed.

(næste kapitel ses på En korrespondent )

Et kort kapitel

2011-04-08T02:57:00.000-07:00

(kapitlet før dette ses på Tredje første og sidste kapitel )

Dette kapitel er kort og skal kun overstås.

Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadre bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd." Nu svarer Gud endelig: " Du kan tro, at der er rigtig mange som siger sådan til sig selv og deres biler."
Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig.

Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.

(næste kapitel ses på En ven )

Tredje første og sidste kapitel

2011-03-28T08:28:00.000-07:00

(begyndelsen ses på Første og sidste kapitel )

(kapitlet før dette ses på Andet Første og sidste kapitel )

Jeg vågner og jeg husker. Det er jeg glad for. Tænk at vågne og ikke huske hvem man er. Jeg har dog svært ved det, for jeg har har en meget livagtig drøm, hvor Ægyptens syv plager blev blandet sammen med Vejle. Først fik Vejle byråd besked på af fjerne alt rustent jern i byen. Det var en tynd mand med meget hår og skæg. Jeg forestiller mig Moses som en lille rund person. Han og jeg ligner dog hinanden deri, at vi kan gå meget langt. Vejle byråd lyttede til budbringeren, men gjorde ikke noget. Så kom første plage. Jeg kan ikke huske hvad det var. Men byrådet gjorde stadig ingenting. Sådan fortsatte det. Ved den 5. eller 6. plage blev vandet i åen farvet blodrødt. Stadsarkiteten erklærede, at det var Tulips skyld. De havde ledt svineblod ud vandløbene i Vejle og omegn. Han mente også, at han havde set en pølserest.
Den sidste plage i min drøm var ikke dødens engel, som gik fra hus til hus og tog den ældste søn. I min drøm var det farvens engel, som hvirvlede gennem byen og undersøgte hvert hus og hver plads for at se om der var rustent jern. Det blev overmalet. Og alle regnbuens farver blev brugt. Det var tydeligt, at en overnaturlig kraft stod bag, for hele Bryggens enorme jern-tag, var blevet malet knaldende blåt, og en lille jern-lampe på en villa i Bredballe var ikke overset, men malet lysegrøn.

Det var en dejlig drøm, som gjorde mig glad og jeg så frem til at komme ned i byen.

I radioen har jeg hørt om en forfatter, som ikke kunne huske, hvem han var, dvs. han klædte sig ud som hjemløs og gik rundt i vores hovedstad og lod som om han ikke kunne huske hvem han var. Flere aviser tog det meget alvorligt og skrev om det. De troede at han hverken havde et hjem eller et navn og havde ondt af ham. Jeg ved ikke hvordan det blev opklaret, men det var ikke med hans gode vilje. Kort tid efter blev forfatteren skilt på meget dramatisk vis fra sin kone, som ikke vidste, hvem han var, og hans hus røg på tvangsauktion. Men da han fortalte det til aviserne, ville de ikke tro på det.

I dag skinner solen og fuglene er begyndt at synge. Det ville jeg gerne kunne. Det ville være morsomt, hvis en tynd mand gik kvidrende gennem byen. Koldingbakken ligner sig selv. Jeg kender hver en sten og hvert et strå. Jeg går tit og kigger ned. Men bilerne er forskellige hver dag. Hvor mon de kommer fra. De kører meget målbevidst, som om de skal noget meget vigtigt. Det kunne trænge til en undersøgelse. Politiet kunne lave en vejspærring midt på bakken og stikke hovedet ind ad vinduet i hver bil og spørge: "hvor skal du hen og hvorfor er det vigtigt." Og hvis det ikke var det, skulle bilisten vende om og køre tilbage.

Den forfatter som ikke kunne huske hvem han var, fandt også på andre ting. Han skrev en bog, hvor forsiden var en dødsannonce, hvor han blev erklæret for død med årstal og dato. Han selv tog navneforandring, så han kunne sige, at den første ham virkelig var død. Under det nye navn skrev han endnu en bog, hvor hovedpersonen var et virkelig levende menneske. Han blev beskrevet ned i alle detaljer. Det meste stemte til punkt og prikke. Det blev denne levende person sur over, fordi der var nogle tanker som han havde i bogen, som han mente, at han ikke havde i virkeligheden. Og hovedpersonen lagde sag an mod forfatteren. Desværre for mig vandt forfatteren. Landsretsdommeren sagde, at bogen var fiktion og at forfatteren måtte skrive lige hvad han ville. Det er jeg ked af. Jeg havde håbet, at jeg kunne lægge sag an mod ham, der skriver om mig. Ham, der skriver, indskyder her en kommentar: "Jeg har det så dårligt for tiden. Jeg kunne godt trænge til at blive opmuntret og ikke nedgjort og forfulgt." Jeg siger: Du kunne bare gå en tur ned i byen. Der sker altid noget. Eller vi kunne gå en tur sammen.

I dag vil jeg i hvert fald gå ned til havnen. Dér er vandet blåt, når solen skinner. Jeg går midt ned i byen og drejer til højre ved kirken og banegården.

Lidt fra banegården ligger Peters isbar, som viser at foråret er kommet. Der er rigtig mange kunder som går ind og kommer ud med is. Der er også et butiksvindue fra loft til gulv og dér sidder 3 unge piger ud til gaden og spiser is, mens de smiler og snakker. Det er et yndigt forårssyn og jeg bliver stående indtil de bliver generte.

Det er en lang gade, som fører ned til havnen. Allerede fra starten af gaden kan man se havnen og fjorden. Et stykke ude ses den høje bro med de slanke søjler. Det er meget smukt. Jeg går som i drømme lige ned til kajen og ser ud over havnen. Alle skibene ligger til kajs, undtagen en lille båd med påhængsmotor. Den styrer midt gennem havnebassinet lige mod mig. Jeg kan ikke se nogen personer om bord. De må ligge ned i bunden af båden. Jeg kommer i tanke om mit første skoleår for mange år siden, hvor vi hørte et sagn i historietimen. Det var en periode i Danmarks historien hvor alt gik galt. Der var hungersnød og krig. Der var reseccion og hvis man havde kunne aktier, var prisen helt i bund. Da så danskerne, som stod på strandbredden og ventede et mirakel, at et stort sejlskib kom styrende ind mod stranden. Et flag vajede øverst oppe og sejlene var spændt til bristepunktet, som om det hastede. Danskerne kunne ikke se matroser i rigningen, som forberedte at rebe sejlene. Nej, skibet fortsatte med fuld fart indtil det støtte på grund for an danskernes måbende øjne. De vadede ud og så ind over rælingen, og dér lige ved masten lå en lille nøgen, blond baby på et havreneg på et skjold. De tog ham op og han var i live. De kunne se, at det var en han, særlig da der kom en stråle ud og ramte ham, som bar ham, lige på maven. Det kan ske, når man tager en baby op, som er trængende. Danskerne løftede den blonde baby over deres hoveder og bar ham ind i det danske rige, og de kaldte ham kong Skjold, og han blev en god konge, og da han blev voksen, dræbte han bl.a. en bjørn med sit bælte.

Den lille båd med påhængsmotor er nu nået helt hen til mig og at jeg kan se, at der desværre ikke en nogen baby i båden. Der er nok mere uheld og uhygge ved denne båd. Jeg kravler ned ad en stige og går tøvende ud i båden, hvor motoren stadig kører. Der er en pind i roret, så man kan stå og styre og jeg drejer båden, og jeg sejler ud gennem havnen forbi alle de store døde skibe. Der er i hvert fald ikke noget liv på dem. Ellers ville de have set en mand stå op i en lille båd. Han ser ud som om han er ude og gå en tur og lige står og hviler sig. De ville også se, at han langsomt løfter sit højre ben bagud under knæet og står som en vadefugl på ét ben. Det ser ud som om han er artist, for det er svært at stå på ét ben i en lille båd på vandet. Jeg er nu snarere en autist, for jeg lægger ikke mærke til det højre ben. Jeg har nok at gøre med at stirre ud i det fjerne, hvor jeg ser en orange plet, som jeg styrer hen imod. Det er ikke en baby, men en ung mand, som ser ud til at være ligeglad med det hele, i hvert fald den del af ham som er over vandet. Han giver mig ikke nogen varm velkomst, så jeg siger heller ikke noget til ham, men haler ham indenbords, hvor han giver sig til at klapre. Han må virkelig trænge til varme, så jeg vender stående båden og vil sejle ind til havnen. Men nu kan han godt tale. Iblandet klap fra tænderne siger han: nej,nej, der er én mere. Stående bliver jeg ved med at dreje båden så den igen peger ud ad. Og nu gentager sceneriet sig. Jeg står stirrende og spejder efter liv, forhåbentlig. Denne gang kommer der også en orange plet til syne, som bliver større og et blond, vådt pigehoved dukker op. Hun er i live, for hun råber: hvad fanden har du gang i.
Jeg får hende dog trukket op i båden. Jeg tænker på om det er et tegn, at der dog også er lidt blond i denne redningssituation. Hvis de i det hele taget gerne vil reddes. De giver sig til at skændes, mens de klapre.

Hun: hvorfor fanden skubber du mig ud af båden.
Han: du gjorde mig så forbandet ophidset. Du skylder mig for, at jeg aldrig har sejlet en båd, at jeg ikke duer til at fiske, at jeg ikke duer til at kysse, og at jeg aldrig gør rent. Jeg tænkter, at så duer jeg da til at skubbe og du havde godt af en kold dukkert.
Hun: du er fandme ikke til at leve sammen med. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke være i nærheden af dig.
Han: Ja, sådan var det. Sådan sagde du også. Og jeg tænkte, det kan vi da godt ordne lige med det samme.
Hun: hvorfor kom du så ikke tilbage. Det er jo det rene mord.
Han: både sejlede af sig selv, og jeg kom i tvivl, om jeg overhovedet duer til noget og til at være i nærheden af. Så jeg hoppede selv ud for at gøre en ende på det hele. Dér lå vi så et godt stykke vand fra hinanden og det hele var meget trist, særlig når forårssolen skinner.

De sagde meget mere til hinanden og var begge meget godt til at klapre og der var ikke rigtig nogen udvikling i deres samtale. Jeg tænkte: det er nok sådan de plejer at tale sammen, undtagen klapren.

Imens havde båden styret hen til trappen på kajen, hvor jeg var kravlet ned. Jeg bandt båden til trappen og kravlede op. Da jeg var kommet op, hørte jeg en af dem råbe: Hvem er du. Jeg stak hovedet ud over kanten på kajen og sagde: Malermester Madsen.

Uden at se mig tilbage går jeg videre ud ad kajen. Vejen ved siden af kajen er meget bred og øde og lang. Jeg kommer forbi et lille dødt fragtskib, som hedder "Monsunen fra Svendborg". I gamle dage ville den være kaldt en plimsoller. Men navnet ændrer synet, som ser eventyr, hårdt arbejde på asisatiske floder og stormende kærlighed. Jeg går på den øde kajplads og undersøger båden. Hvordan ville det være at snige sig om bord på det døde skib og stikke til søs til ægte kærligheden og stormende eventyr med livet som indsats. Da ser jeg en ældre mand, hvis arbejdstøj er snavset, ja, det er hele hans person. Han bliver overrasket over at se mig i dette øde og stirrer uden hæmninger. Han ser lidt alene ud. Han fungerer måske både som matros, kok og kaptajn og har ikke tid til at blive vasket. Hvordan kan det være at olie i ansigtet på Humfrey Boggart er så charmerende, at enhver smuk kvinde falder for ham på skibet "Afrikas dronning." Her ved "Monsunen fra Svendborg" lugter jeg elendighed og bristede forhåbninger. Skibet kommer fra Svendborg, som ellers er en smuk by, og ligger nu til kaj i Vejle og lastrummet er tomt og der sker intet. Det er mere end et dødt skib. Det dræber alle drømme og jeg skynder mig videre uden at se tilbage.

Der er stadig trist og øde, selv om jeg kan se over på en stor beton lagerbygning med siloer og åbninger her og der, som solen skinner ind ad. Den er smukkere og mere ærlig end "den ensomme, syge kvinde." Ud for en lagerplads for cosangasflasker hører jeg et lille knald og jeg forestiller mig også en vislen og jeg standser. Pludselig kommer der en mand med stort hår på hovedet og ild i det. Han løber i rasende fart ud til kajkanten og springer i på hovedet og ilden. Jeg er meget i vildrede. Skal jeg løbe efter og springe i og redde manden. Det ligner ikke mig. Eller skal jeg løfte mit højre ben bagud ved knæet og gøre mig usynlig. Jeg bliver reddet af, at der nu kommer løbende en anden mand ligeså rasende og springer i vandet. Jeg går hen til kajkanten og kigger ned på de to hoveder, hvor af det ene ser ud som et bål der er slukket, og jeg spørger på bedste teknisk forvalter-vis: Hvad kan jeg hjælpe med. De svarer: Vi bliver her. Du må hellere skynde dig videre. Jeg er ikke god til at gå hurtigt, men skynder mig uden at se mig tilbage, mens jeg hører andre større knald og mere end vislen bagude.

Jeg indrømmer at dette sidste afsnit var et udslag af min fantasi, fordi der var så øde og intet skete, nærmest som en middagsvarm, stille by i det vilde vesten, hvor kun blæsten hvirvler lidt op, men dér bliver alligevel en gang imellem smidt en mand ud fra værtshuset og lander i støvet sammen med flere skud. Jeg måtte have noget til at ske og jeg hørte virkelig en lyd fra en cosangasflaske. Jeg siger: Gud, du ved, hvordan det er, når alt er øde og tomt, og lige siden har du brugt din fantasi. Jeg kom også lige til det, uden nogen sammenligning i øvrigt.

(næste kapitel ses på Et kort kapitel )

Andet første og sidste kapitel

2011-03-20T04:51:00.000-07:00

(foregående kapitel ses på Første og sidste kapitel )

Jeg er sammenbidt. Det kan ses. Mine kæbemuskler er veludviklede på grund af deres overdrevne brug og det gør at mit underansigt ser firkantet ud. Det påvirker også min gang, så det ser ud som om jeg konstant er trængende. Hele min underkrop er så sammenbidt, at jeg jævnligt må standse op på mine gåture for løsne mine muskler mange steder i kroppen. Mens jeg står stille i nogle minutter, ser jeg ikke på andre mennesker. Mange af dem har nemlig samme gangstil som jeg er og har mange ting som de skal have bidt sammen om, og det får mig ikke til at slappe af. I dag så jeg en mand, som havde en usædvanlig ret ryg. Den gik nærmest bagover. Han så ikke ud som os andre, som er mere foroverbøjede for at holde på kroppens spændte muskler. Men det havde nu sin naturlige forklaring. Manden havde så stor og omfangsrig en mave, som stod ud flere meter foran ham, så han måtte læne sig bagover for at skabe ligevægt. Alternativet var at han kunne have taget en indkøbsvogn, som han kunne lægge maven i. Han skulle ind i fakta og havde måske ikke en mønt til en vogn. I sådan et tilfælde, kan det være afslappende at se på en anden person. Man tænker, at der dog er nogle mennesker, som man ikke så gerne vil ligne.

Jeg lod manden gå ind i Fakta og fortsatte selv min gang, der som sædvanlig førte ned ad Koldingbakken til Vejle by. Jeg lever meget alene undtagen på mine gåture i Vejle. Det får mig til at glemme mig selv at se mange mennesker, selv om de i deres indre ikke er så forskellige fra mig.

Bakken slynger sig, det gør de larmende lastbiler også, den ene efter den anden, så man ikke kan tænke. Det kan jeg godt lide ved dem. Det er afslappende ikke at tænke, at være helt tom indvendig. Mon de også er det. Store stærke lastbiler med store anhængere, som er tomme kasser. Og ingen kan se det, undtagen chaufføren, som prøver ikke at se flov ud, fordi han larmer så meget, selv om han kun kører med luft. Sådan må buschaufføren også have det mens han styrer sin lange bus op ad bakken. Der er ingen passagerer i den. Får han slet ikke lyst til at standse og råbe ud af døren: Er der ingen, som vil køre med en runde. Bare for min skyld. Jeg betaler. Nej, han bider det i sig og lader som ingenting.

Jeg har hørt, at der i gamle dage var buschauffører, som gjorde det til en oplevelse at være passager. De kunne finde på at sige i højtaleren: Solen skinner. Det er en dejlig dag og bussen er nyvasket. Og så smilede alle i bussen. Det er der ingen som gør mere, for ganske vist er de stadig højtalere i bussen, nok flere end i gamle dage, men det er en automatisk stemme, som taler uden følelser eller humor om navnet på næste stoppested og om navnet på endestationen, hvor man endelig kan slippe for alle disse glædesløse oplysninger. Vejle går foran i udviklingen og har indført hvad de kalder "talende busser". I gamle dage kunne man spørge buschafføren, et talende mennesker, eller en af de andre passagerer og de kunne få lejlighed til at føle sig hjælpsomme. Nu sidder alle tavse og tomme og har ikke noget at tale med hinanden om, mens bussen taler i ét væk.

Heldigvis får jeg øje på vandtårnet øverst på bakken i det nordlige Vejle. Jeg har altid syntes, at der er noget uhyggeligt ved et vandtårn. Det ligner en ufo, som er landet. Neden for tårnet breder sygehuset sig. Det er helt hvidt og syner meget i landskabet. Herfra hvor jeg står, ser sygehusets vinduer meget små ud og der er mange af dem. Det kunne ligne skydehuller og sygehuset kunne ligne et fort, som ikke havde til formål at beskytte byen, men at angribe den. Måske er det ufofolkene, som er gået ned ad bakken og har sat sig ved hver sit skydehul og nu kun venter på tegnet til at fyre løs, og jeg befinder mig i direkte skudlinie.

Med det lysende hvide sygehus i baggrunden ser den ensomme, skæve dame syg ud. Hun er helt grå. Jeg får medlidenhed med hende. Ikke nok med, at kommune har opført dette ene ti-etagers runde beton tårn med lejligheder og kalder den "de fem søstre" og så ikke har haft penge til de 4 andre. Nu lader de hende også forfalde, som om de ved at glemme hende skjuler deres egen fiasko, som er meget iøjnefaldende. Jeg vil fra nu kalde hende "den syge og ensomme og faldne kvinde."

Eller også er det mit humør, som er dårligt. Det indser jeg pludselig nu. Her har jeg gået og skældt ud på tomme lastbiler, talende busser, vandtårne og faldne kvinder.

Jeg må hellere forklare om mit humør. Det er som et atomkraftværk, der hele tiden skal køles ned for ikke at eksplodere, dvs. det er vel mig som er atomkraftværket, og indvendig hælder jeg hele tiden koldt vand på humøret, så jeg udadtil ser klippefast ud, men indvendig hele tiden er i fare for at eksplodere. Jeg går altid med en flaske vand på mig og nu tager jeg to slurke og siger til Gud: "Gud, hvad skal jeg gøre. Jeg mangler at blive livet op og det gør kommunen også." Gud siger: "Du kan jo gå hen på teknisk forvaltning. Jeg skal nok lægge mine ord i din mund."

Nu har jeg et mål med min vandring. Jeg skal forbi biografen Lido over den runde bro, forbi Blockbuster, over parkeringspladsen og op til hallerne, ind ad kirkegade og ind på teknisk forvaltning.

Foran Lido lægger jeg mærke til at de skæve master har spidserne beklædt med et lysegult metal. Mon det skulle ligne guld. Det ser nærmest ud som om én ovenfra har tænkt: " De spidser kan man stikke sig på. Jeg sætter et midlertidig futteral på dem." Jeg undrer mig som sædvanlig over en lang, lav figur i rustent jern tæt ved muren ved Lido. Det er jern-bogstaver som er sat sammen. De er svære at læse. Jeg hørte to, som stod og så på det. Den ene sagde: "Det er kunst". Det kan jeg ikke se. Den anden sagde: "Det er et cykelstativ." Det kan jeg slet ikke se. Og der står da heller aldrig cykler.

Broen er rund som andre broer. Den starter på den ene å-bred, går lidt op, og går ned på den anden å-bred. Men belægningen buer også opad hele vejen over broen. Det føles mærkeligt, som om man skal passe på ikke at glide ud mod siden. Stadsarkitekten har sikkert tænkt: der må ikke ligge vand på broen. Derfor skal den være høj midt på, hele vejen, så vandet løber ud til siden og ned i åen. Så gik der gang i hele tekniske forvaltning med beregninger. Hvor meget regn kommer i værst tænkelig tilfælde her midt i Vejle by. Det er meget pinligt hvis folk skal gå over broen i vand til knæene. I det fjerne udland hørtes om tsunami og teknisk forvaltning åndede lettet op: dér har vi det. Og de tegnede belægningens bue som en vold, der løber hen over broen. Folk går helst over ude i siderne af broen, fordi det virker farligt at gå oven på volden. Jeg kender en anden forklaring. Byrådet havde besluttet, at den gamle smukke bro skulle restaureres, for nu var turen kommet til den og man ikke kunne standse midt i det hele. Men da hele byrådet stod og så på broen, opdagede de, at den fortsatte ud i gågaden, som ved en restaurering gennem flere år havde fået en belægning af marmor, som var kommet helt fra Kina. Hurtigt blev rådet enig om, at den lille bro også skulle have marmor. Men det skulle være lige så pragtfuldt og dyrt som kom det fra Kina. Flade mamorplader er ikke så dyre. Det er runde tykke plader, en marmorvold. Beslutningen blev taget og tiden gik og byrådet kastede sig over andre projekter, hvor de enten kunne bruge marmor eller rustent jern. Så kom dagen hvor den lille bro skulle indvies og rådet igen var samlet. De turde ikke sige det til hinanden, men tænkte: Den vold er vist blevet for høj, men det kan man vel ikke gøre noget ved nu uden at tabe ansigt. De kunne nok heller ikke få kunstneren til at ligge på alle fire på broen og pudse på mamoren, så den blev flad. Det var kun få af rådet, som vovede sig over broen. Det er flere år siden, og meget vand er løbet i åen siden.

Når man på en eller anden måde er kommet over broen, ligger Blockbuster på højre hånd. Her er netop færdiggjort et af byrådets nyeste projekter og det viser, at de ikke har tabt modet. Hvor der før var parkeringspladser, så folk hurtigt kunne gå ind i butikken og leje en film, er der nu brede og lange marmorplader. Denne gang er de flade. Men til gengæld er der store marmorblokke, hvor folk kan sidde og spekulere på, hvor de skal parkere hvis de vil leje en film.

Når man drejer til venstre, ses projekt, som ikke er færdigt endnu. Her lå en fin, almindelig smuk parkeringsplads. Nu er de fleste parkeringsbåse fjernet, for at gøre plads til et meget langt hegn af rustent jern. Mon stadsarkitekten for mange år siden voksede op på en skråtplads, som han længes tilbage til. Da Adam og Eva stod uden for paradiset, som de ikke måtte komme ind i igen, begyndte de at fryse, og de begyndte at skabe sig et sted, hvor de kunne være, og de byggede og plantede en have, som skulle ligne den, som de havde mistet. Mon det er samme følelser, som har besjælet stadsarkitekten, bortset fra at det ikke er en have han længtes efter.

Jeg går så hurtigt som muligt forbi skråtpladsen og drejer til højre på kirkepladsen. Den ligger der sandelig endnu, men det bliver nok snart dens tur. Derhenne er kirkegade, hvor teknisk forvaltnings kontor har til huse.

Det er en lidt gammeldags glasindgang og det første man møder inden for er en skranke. Da jeg ser den siger jeg til Gud:"Jeg har glemt, hvad jeg skulle her." Gud siger:" Du skal oplive dig selv og den som du møder." Jeg siger: "Det med at oplive, er det ikke dit job. Mine oplivningsforsøg er vist ikke meget værd." Gud svarer:"Nej, men det er også mine ord du skal bruge. De skal nok gøre deres virkning."

Jeg går hen til skranken og en venlig dame rejser sig og kommer mig i møde og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med en teknisk forvalter. Hun studser lidt og beslutter at hun vil sætte en anden på opgaven og går over til en ældre, skaldet herre med skæg. Hans hoved er nærmest æggeformet. Efter at hun har hvisket lidt med ham rejser han sig nødtvunget og kommer hen til skranken og siger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger nu meget hurtigt efter hinanden den længste sætning, som jeg har talt i flere år: "Jeg vil gerne advare om, at der er en forening mod rustent jern, som har samlet penge ind på gågaden og nu snart har så stort et beløb, at de kan købe maling nok til at overmale alt rustent jern i Vejle en nat, hvor ingen ser det, og det vil skabe en stor forandring i bybilledet, som ikke mere vil ligne sig selv." Jeg kan tydeligt se, hvad den ældre herre tænker. Først tænker han ikke, så tænker han rigtig meget. Han ved ikke, om han tør tro på, hvad jeg siger, og han tør heller ikke lade være med at tro det, hvis han kan forhindre et omfattende hærværk. På den anden side kan han heller lide alt det rustne jern, men stadsarkitekten har ikke været til at standse. Det kan en borgerbevægelse. Den har byrådet respekt, for den kan få meget frem i lyset, som rådet ikke ønsker. Måske kan det skabe frisk luft og nyt liv i gaderne med en sådan borgerbevægelse. Måske vil de mennesketomme pladser og marmorblokke blive besat af levende mennesker.

Mens den ældre herre tænker, siger han ikke noget og jeg venter og ser neutralt på ham. Jeg prøver at lade være med at stirre. Jeg har i radioens P1 hørt om en kendt politiker, at han som forberedelse til politikergerningen øvede sig i at stirre, dvs ikke blinke med øjnene i mange minutter. Han mente, at han så mere professionel ud, når han ikke blinkede med øjnene. Når han stod over for andre og stirrede det bedste han havde lært, undrede de andre sig og tænke, at der måtte være noget i vejen med hans øjne og de hørte ikke ordentligt efter, hvad han sagde. Han var så disciplineret, at han kunne have øvet sig i hvad som helst, hvis han mente, at det gavnede hans karriere, f.eks. at prøve at få sit hjerte til at holde op med at slå et par timer. Så kunne han stå som en kold statue. P1 har hørt, at denne politiker på det sidste har indset, at det gavner ham at virke mere menneskelig, så han er gået igang med at lære at blinke med øjnene. Det er meget svært og ikke helt lykkedes endnu. Han virker stadig som en statue.

Den ældre herre ser også ud som en statue, men tager sig sammen og spørger: "Hvem står bag dette." Jeg svarer: "Det er en, som ikke træder offentligt frem. Det har han gjort engang, men det gik grusom galt. Nu er det mest med ord, at han handler, og han lader andre gå med sine budskaber, som alle har ét eneste formål: at skabe liv og frisk luft mellem mennesker."

Jeg kan se, den ældre herre er ved at miste modet og troen på, at det er et troværdigt menneske han står over for, så jeg siger hurtigt: "Måske kan I nå at få fjernet det meste rustne jern, hvis I skynder jer, inden det bliver overmalet."

Det får den ældre herre igen på sporet, men inden han kan samle sig, siger jeg: "Det var, hvad jeg gerne ville have, at I skulle hjælpe mig med." Jeg vender om og går hen mod udgangsdøren. Han råber efter mig: " Hvad er dit navn." Jeg vil helst svare: "Jeg er den jeg er." Men jeg siger over skulderen: "Malermester Madsen" Og så er jeg ude i det fri. Og det føles også sådan. Byen og mit humør har det bedre, for jeg har gjort en forskel. Den vending er der mange som bruger, når de har gjort noget ganske almindeligt som ikke er særligt forskelligt fra hvad andre gør. Min forskel kan måske sætte gang i noget, som har sit eget liv. I hvert fald er der begyndt noget i en teknisk forvalter. Måske kommer der flere farver i hans liv og det vil hans kone mærke osv.

Jeg føler, at jeg har gjort nok for i dag og er bange for at starte mere, som jeg ikke kan overskue, så jeg vandrer langsomt nedad gågaden og op af Koldingbakken. Men denne gang tager jeg smutvejen ind gennem et villakvarter og kommer bagfra op til de røde boligblokke, hvor mit hjem er. Jeg bruger nogle gange denne bagvej, så ham, der skriver om mig, ikke kan se, at jeg er kommet hjem. Jeg skal også have fri engang imellem. Han tror, at jeg kl 17 kommer hjem fra byen, fordi jeg da går hele vejen op ad bakken og drejer ind af Pedersholms Allé, hvor han bor i et af husene og står parat for at konstatere at alt er som det skal være.
Men i virkeligheden har jeg været hjemme og sove til middag og hørt radioens P1 på min lille transistor og smuttet ad bagvejen ned i byen igen. Det er godt for mit image, at det ser ud som om jeg hele dagen har gået rundt i byen og sat gang i ting

(næste kapitel ses på Tredje første og sidste kapitel )

Ufuldendt postkost

2011-01-02T08:37:00.000-08:00

Postkort fra London

Her er London. Her er london: it is a security anouncement. Hvad der ikke lykkedes i den sidste store krig, er nu virkelighed. I Londons gader høres kun ord på tysk, fransk, italiensk, vietnamesisk og sprog der ikke kan stedfæstes, som om der er fra fremmedplaneter. Den eneste bastion som holdes, er Downing Street. Der er lagt en jernring om denne gade. Der står politibetjente udstyret med alle de våben, som det er menneskeligt muligt at bære på én gang, indclusive en flaske ketchup til at sprøjte i øjnene på folk, der kommer for nær. Resutaltet er at Downing Street er totalt menneskeforladt. Her er det kun tavsheden, som råder, mens en symfoni af fremmede menneskestemmer bølger forbi uden for. Mon statsministeren, som ikke hedder Churcill, sidder tavs i en lænestol bag tunge panserruder.

Blandt sprogene høres også nogle danske ord, som kommer fra to fra dette land. De er også ankommet ovenfra via Ryan Air. Og de kæmper sig vej gennem mylderet, konen først.

Adskillige gange bliver vi sluset ind i Undergrundsbanen. Den er altid svær at finde. Mærkeligt for englænderne elsker skilte. Når man skal ind ad en dør, står der tit: "Keep the door shot". Det undrer mig. Døren kan ikke holdes lukket, hvis man vil ind ad den. Skilte med rygning forbudt står over alt. På en dør, inden for døren, længere inde i rummet, uden på toilettet og inden for. Og så er der overvågning. Nogle gange følte jeg mig i en fremtidsfilm, hvor fjerne robotter har taget styringen om menneskene, som drives over underjordiske gange og rullende trapper, mens højtalerstemmer pisker dem af sted. Det er vel mennesker, som i en fjern fortid har indtalt beskedderne, men nu er det bånd, som afspilles igen og igen. Hver gang min kone og jeg suges ind i undergrundsdybet, lyder der straks en stemme, som om de i overvågningskameraer tydeligt har set min kone og ved hvor glemsom hun er: "This is a security announcement. Don't leave any belongings be unatended. They maybe removed with out any notice and will be destroyed." Det er så nogenlunde hvad der bliver sagt. Højtalerne er meget dårlige. Båndene er måske også så gamle, at stemmerne er blevet utydelige. Det er tit jeg får underlige associationer ved at høre alle disse højtalerbeskeder. Måske sagde stemmen lige nu: "Alle gravide bedes føde nu på platform 4." I øvrigt er det mærkelig sammensætninger: hvis man går fra en kuffert, er der ingen, som ved hvem den tilhører. De kunne under ingen omstændigher "give notice" til vedkommende. Og mon de virkelig bomber enhver taske, som står unanteded eller er det bare for at gøre mig bange, så jeg klamrer mig til alle mine ejendele. På perronen siger en skinger stemme: "lav ikke forstoppelse midt på platformen. Pas på mellemrummet mellem toget og perronen. Dette er cirkle-line via Oxford." Englænderne må elske lyde. Knirkende og hylende rullende trapper. Skærende fløjt lyder, når togdøren lukkes, samtidig med at en stemme højt annoncere at dørene lukkes. En motor i toget larmer nu rigtig højt, efter et øjeblik slukkes den igen og så kører toget, som toget først nu opdager, at det er elektrisk og slet ikke behøver en motor, men det jo bare for at give sit besyv med. I toget kan man bruge sin tid på at læse alle skiltene. Selvfølgelig må man ikke ryge. Det havde jeg da også fuldstændig glemt. På et skilt fortælles, at man straks skal henvende sig til myndighederne, hvis man ser nogle som vandaliserer toget og på skiltet er billedet af en helikopter. Den ser rimelig stor og almindelig ud af en helikopter at være, men den må være lille og meget moderne, hvis den kan flyve ind gennem de smalle underjordiske togtunneller og lande på den smalle perron og destroere vandaler.

I fremtidsfilm er menneskene altid meget slukørede og triste og underkuede. Det er de også i undergrundsbanen. De stirrer frem for sig uden at se noget. Det skete en enkelt gang, at jeg fik én til at smile. Det var i myldretiden, som strækker sig fra morgen til aften. Toget kommer ind på perronen. Man ser den ene dør efter den anden forsvinde forbi og så åbner en dør og dér står allerede så mange at der ikke kan være flere. Min kone, som er forrest, skubber jeg ind og sniger mig selv lige indenfor under stor palaver. Jeg ser til venstre og dér sidder en måbende, yndig, indisk pige, som ligner en af mine to døtre, som også er yndige. Da hun ser, at jeg ser på hende, smiler hun et strålende smil, men ser hurtigt væk. Måske er hun bange for at overvågningskameraerne og højtalerne skal opdage det og det skal runge ud over det hele: " A smile is not permitted at Paddington station on platform 4, CircleLine. It will be removed and destroyed."

Underground viser dog englændernes modstandsvilje sig. For her nede under grunden høres englænderne. En ældre dame, som vi mødte på vores vej hjem til Ryan Air, fortalte, at hun altid gik med sin tunge, rullende kuffert.(Det forstår jeg så ikke, at hun altid havde den med). Men straks når hun kom ind underground, kom der en ung mand og bar hendes kuffert nedad trapper. Under en regnbyge, som vi heldigvis ikke havde mange af, var der en mand i Nottinghill, som sagde, at vi skulle gå ind ad gitterdøren og stå under halvtaget på hans grund, og han gik op ad trappen og ind ad en anden gitterdør. Men det var venlighed og det mødte vi mange steder. Jeg tror at deres undergrundsbevægelse er meget stærk.

Vi kom til London i stille regnvejr og var stærkt slukørede. Vi gik langt og kunne ikke finde hotellet. Mærkeligt at der nu kun findes rullende kufferter, som man trækker efter sig i regnvejret. Hvad gjorde man førhen. Hotellets adresse var ved en fin plads hvor der var mange fine hoteller, som ikke havde det navn vi søgte. Bag ved lå vores hotel. Det var nogenlunde, men vi havde jo heller ikke betalt mere. Min eneste bekymring var elevatoren. Den rokkede meget og sagde engelske lyde og vi skulle kun på 3. sal men det varede som 16. sal. Jeg kiggede efter i en elevator, hvor den sidst er efterset og hvornår den næste gang skal efterses. Det stod der intet om.

Det taler for sig selv

2011-01-02T07:50:00.001-08:00

For et stykke tid siden undrede jeg mig over en høj, skarp stemme, som gentagne gange i løbet af dagen råbte uden for mit hus, hvor der er et busstoppested. Det gav mig et chok hver gang. Kommunen meddelte mig, at den havde indført talende busser. Jeg tror det er for de blindes skyld. Hvis en blind har fundet hen til det stumme stoppested uden for mit hus, og bussen kommer og råber ham ind i ansigtet: "Finlandsparken", så tænker han: " Øv, det var ikke dér jeg skal hen. Nu må jeg søge videre i blinde."

Forleden dag fik jeg endnu et chok. Jeg skulle på genbrugspladsen med min kone, dvs. vi havde en trailer med, som var fyldt med ting som skulle genbruges. Da vi steg ud af bilen, studsede vi begge to over en meget høj stemme, som gjaldede ud over pladsen. Vi tænkte straks: "Hvad har vi nu gjort forkert." Det viste sig, at kommunen havde sat to store højtalere på en høj stang. Jeg ved ikke hvor jeg har det fra, men de to højtalere og lyden fra dem lignede noget jeg har set fra fangelejre og koncentrationslejre.

Mon kommunen har indført en talende genbrugsplads for at hygge om de blinde, som tilfældigvis er havnet et sådant sted.
Eller vil jeg få et endnu værre chok, næste gang jeg kommer til genbrug, så har Vejle kommune uden mit vidende indført et nyt guantanamo lige uden for byen.

Mon kommunen består af tænkende og følende mennesker, eller er kommunen overtaget af computerstemmer. Tænk hvis rådhuset er helt tomt og man ikke mere kan møde et menneske. Åh, nu kommer jeg i tanke om det: de er jo allesammen med tvang flyttet til Billund.

Første og sidste kapitel

2010-09-05T06:55:00.001-07:00

Jeg er en mand i min værste alder både i det ydre og i det indre, og det har jeg været i mange år. I mit indre myldrer mange ufrugtbare tanker. I det ydre vokser håret og skægget og rynkerne. Når jeg ikke kan se nogen vej ud af tankerne og jeg ikke kan se ud under de vildtvoksende øjenbryn, opdager distriktspsykiatrien det og jeg bliver indlagt og klippet både udvendig og indvendig. De kan ikke give mig en ny sjæl, men jeg får nye bukser og en ny jakke, som ikke er slidt af vind og vejr og regn, som den gamle. Jeg har ikke andet tøj, fordi jeg ikke kan overskue det, hverken at købe det eller at eje det.

Mit liv er udtørret som et tidligere flodleje, hvor enhver tydeligt kan se de triste beviser for, at der skulle have været vand. Det var meningen. Når vi taler om vand, kan jeg også føle det som om jeg går i en sump, hvor hvert skridt er møjsommeligt og der hele tiden er fare for at synke helt i. Min læge begiver sig sommetider ud i mit sinds sump og når han synker i og ikke kan komme videre, lader han som ingenting. Men når jeg har forladt konsultationen hører jeg et fjernt skrig. Det kan jeg ikke klandre ham for. I perioder gør jeg det samme.

Når jeg efter et kort ophold på sygehuset, er kommet hjem og vågner den første morgen, slår jeg øjnene op i min etværelses lejlighed, som ligger i et boligkompleks øverst på bakken i det sydlige Vejle. Jeg bor i stueetagen og har udsigt til en græsplæne, hvis jeg ser ud af vinduet. Om morgenen når jeg vågner, ligger jeg og ser op på loftet. Det tager et stykke tid, før jeg opdager, at jeg har åbnet øjnene eller dvs. det er ikke mig, der har. Hvem åbner mine øjne om morgenen? Det kan jeg bruge lidt tid på, men jeg har endnu ikke fundet ud af det. Mærkelig nok er mit tøj foldet pænt sammen på stolen. Det undrer jeg mig over. Og på bordet står en pakke Marie kiks. Det er meningen og rutinen, at jeg spiser nogle kiks og drikker et glas mæld til morgenmad. Nogle gange spiser jeg også morgenmad om aftenen. Derimellem går jeg. Jeg får min dag til at gå med at gå. Det meste af tiden. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan holde rutinen, men har det med midt i det hele at standse op.

Jeg går hen ad fortorvet ved Pedersholms Allé og pludselig standser jeg op, eller dvs. Det er ikke mig der gør det. Det er heller ikke mig, der bøjer det ene ben bagud, så jeg står ligesom en stork. Det undrer jeg mig over og løfter mine hænder og ser på dem og vender dem. Men de har ikke gjort det. Pludselig bliver jeg mig selv igen og slendrer videre ud på Kolding vej og ned ad bakken, som munder ud i byens gågade.

Det er en stejl bakke. Cyklerne på den anden side af vejen kører meget stærkt. Jeg har ellers hørt, at cykelryttere er bange for at kører nedad bjerge. Det er dødsensfarligt, hvis man ikke kan bremse når man er kommet ned. Men det ved vejlenserne ikke.
Anderledes på min side af vejen. De fleste cyklister kører i deres laveste gear. Det ser ud som om de spurter afsted. Så hurtigt træder de i pedalerne, men de kommer ingen vegne. Jeg spadserer stille og roligt og undrer mig. Jeg ser på bakken i det nordlige Vejle ikke langt herfra. Husene kravler hyggeligt op ad bakken. Hvis jeg havde prøvet at være i syden, ville jeg tror, at jeg var det. Lidt længere nede ad bakken ser jeg en rund, høj bygning.
Det er den ene af de fem søstre. Det navn har de fået, men der er kun bygget én, og den hælder lidt til den ene side. Mon beboerne har det ligesom på et skib i høj sø, at glas og kopper rutcher ned ad bordet og skal de skrue stolene fast i gulvet. Mon det er helt bevidst, for at Vejle skal have et vartegn lige som Pisa. Jeg stiller spørgsmålstegn ved om en søster kan være søster, når hun ingen søskende har. Hun er også lidt for bred til det. Jeg kalder hende altid " den ensomme, skæve dame". Vejle har det med vartegn. Ved havnefronten er bygget en meget moderne bygning som kaldes bølgen. Den skulle der også være fem af, men det er tvivlsomt om det lykkes. Tænk at stå ved stranden og der kommer én bølge og man siger: " Det er bølgen." Det er der ikke meget vartegn over.

Ved foden af Kolding bakken ser jeg ud over den kæmpemæssige bygning " Bryggen." Det kan ingen være i tvivl om. På siden er sat enorme blå bogstaver. De er så knald blå at de lyser selv i de klareste solskin. Mon det blå og ordet Bryggen skal minde om vand, som der ikke er noget af i nærheden. Bygningen er iklædt rustent jern over det hele. Det skal vel ligne en ark. Hvis vandet stiger, vil det rustne skib flyde og redde alle dem, som går rundt i butikkerne i bygningens indre og ikke aner, at der er fare på færde. Men som ved andre af Vejles vartegn er der sket en fejl, som man endnu ikke har opdaget og i hvert fald ikke indrømmet. Det rustne skib vender bunden i vejret. Måske kan det flyde, men alle som er inde i det må standse deres indkøb og søge op på den gratis parkeringsplads på øverste etage.

Jeg er nu ved hovedkrydset forenden af bakken. Her ligger bl.a. den lille Brørup Sparekasse, som har meget store bannere hængende uden for. Nu lyder en sirene og en bil med blå blink kører hurtigt gennem krydset, som ellers er så indviklet at meget få kan finde ud af det. Der er baner på kryds og tværs og nogle gange tager det så længe om at blive grønt at jeg har mistanke om at et af lysfyrene peger opad og bruger noget tid, hvis der skulle ske at komme nogen derfra. Krydset er da også besat af køer af biler i alle retninger og det er ikke godt nu, da der kommer endnu et udrykningskøretøj, en bred brandbil. Den bliver ved med at hyle, men alle bilisterne foran har lært, at man skal sidde stille og ikke foretage sig noget. Og de sidder virkelig musestille. En mand, som står ved siden af mig siger: " Sådan nogle idioter. De skulle jo køre frem om det så er for rødt." Det er nok for meget forlangt af en gennemsnits bilist. Brandbilen må da også stille og slukøret køre uden om køen. Jeg ser ind i brandbilens kabine, hvor brandmændene har travlt med at forberede sig og sidder i brandudstyr, mens de taler om vejkryds i Vejle. Herefter bliver alt normalt igen. Der bliver rødt og grønt i retninger jeg ikke kender til. Jeg ser nogle ældre bilister stolte køre frem, da det er deres tur, fordi de har hjulpet det vejlensiske brandvæsen.

Nu begynder gågaden med en stor plads, som ligger mellem Bryggen og Biografen, som også har rusten jern på fronten. Det har pladsen ikke. Det er kun fliser over det hele. Der er dog to store lygtepæle, som ligner master. De står skævt. Det kan ingen være i tvivl om. Der er sat små plader på og projektører, der er som kameraer. Der er intet på pladsen. Der sker intet på pladsen. Der er ingen, som står og beundrer, hvor smuk pladsen er. Endnu et vartegn.

Men så er der da Vejle Å og den gamle bro over, som det nuværende og tidligere Vejle byråd ikke har stået for. Åen er bred og fin og samler mange mennesker. Her er noget.

I løbet af dagen vil mine fødder føre mig gennem denne gågade flere gange, men jeg går langsomt og standser jævnligt, så ingen ser mig. Måske lægger de mærke til det bøjede ben, men så ser de straks væk. Det er det samme som ikke at blive set.

Det ligner enhver gågade med udstillinger uden for butikkerne og folk som vandrer hurtigt afsted, jeg ved ikke hvorhen. Nogle gange kommer de tilbage. Jævnlig står jeg stille. Det kan ske, at jeg løfter benet.

I dag er der en ekspedient, som bærer en stak af tøj og bøjler, og som ser mit bøjede ben, for han hænger en bøjle på det, uden at jeg mærker det. Ud af Danske banks filial kommer en mand med en taske og en pistol løbende ud. Det giver et ryk i mig, så min hånd griber bøjlen og kaster den som en boomerang efter bankrøveren, der rammes i nakken, og er nødt til at standse og falde om på gågaden, så de ansatte der kommer løbende ud fra banken kan tage tasken og stille sig oven på manden. Jeg prøver at falde i et med tapetet og står musestille mens jeg flere gange vender og drejer min hænder, som er fuldstændig tavse. Jeg lader også som ingenting. Nu sker der noget ganske uforståeligt for mig og som jævnligt sker. Jeg beder til Gud: “Kære Gud, hvad har du nu rodet mig ind i og hvad skal det være godt for. Har du tænkt at rode mig ud af det igen og vil du starte mine fødder, så jeg ubemærket kan vandre herfra og fortsætte en almindelig dag.” Gud svarer: “Ole derhenne, som nu ikke kan gøre noget, har lige fra sin barndom ikke fået sat grænser. Det var nødvendigt nu. Ellers ville det ende galt. Jeg skabte nogle tilfældigheder, så jeg kunne slå to fluer med ét smæk, hvilket Gud ellers må forbyde, da det gør ondt på mig, hver gang en flue dør. Den anden flue er dig. Du har jo kun grænser, som trænger til at blive brudt, så du kan få lidt glæde. Mon det lykkedes lige så godt, som Ole, der ligger derhenne.” Jeg ser derhen og det er som de prøve at slå en guiness rekord for hvor mange, der kan placeres på en bankrøver.

Jeg tænker:” Det er rigtigt. Jeg har ikke været særlig glad på det sidste og det rækker flere år tilbage, siden det skete. Jeg ved ikke hvad glæde er. Jeg er tilfreds, hvis bare den ene fod tager den anden.” Det gør de heldigvis og når jeg ser mig tilbage er banken og menneskegruppen omkring den faldne forsvundet. Alt ser normalt ud på Vejles gågade her til formiddag. Folk er på vej og lader sig sluge ind i butikkerne, som ligger tæt på hver side. De er som store snylterdyr, der gør alt for at friste intetanende folk, som bliver opslugt og tygget på inde i dyrenes indre og spyttet ud igen, hvor folkene står lige så intetanende med flere poser i hånden, som de ikke ved, hvad de skal bruge til, og når de åbner deres pung, vil de se, at der mangler en hel del penge, som er forsvundet i dyrets indre. Måske skulle de også lægges ned og stås på, for at det ikke skal ende galt.

Langt nede ser jeg en ung mand på en lille, hurtig cykel. Det ser farligt ud. Han cykler ud og ind mellem folk i stor fart. De går langsomt; han har farten. Jeg står stille og stirrer, dvs jeg gør ikke noget for at stirre. Sådan er mine øjne indrettet. De kan kun stirre. Og det helt uden hæmninger. Det har folk svært ved at klare, så de ser hurtigt væk. Det er som om der er en kraft i mit blik. Det får jeg brug for nu. Den unge cykellaban køre forbi en ældre dame og griber hendes taske og spurter op ad gågaden mod mig. Mine fødder går ind midt på gaden og vender mig mod den hurtigt kommende cykel. Jeg stirrer og mit blik fylder gaden i hele dens bredde. I hvert fald ved den lille laban ikke hvad han skal og sagtner farten. Han ser på mig eller måske snarere på mine øjne og det er som om han skrumper og standser helt. Han nærmest taber tasken og trækker cyklen i en lang bue uden om mig. Min fødder går ud i kanten af gaden, hvor jeg falder i et med mængden, mens fødderne langsomt spadserer videre. Jeg siger til Gud: " Hvad var nu det godt for?" Gud siger: " Det var ikke den ældre dame, du skulle redde. Hun er en laban over for sin mand og sine børn."

Det her gider jeg ikke mere. Jeg går straks væk fra gågaden. Ned mod dæmningen. Jeg har aldrig forstået det navn. Det er en almindelig gade, hvor der engang har været en å. Men dæmningen er ikke bygget på tværs af åen, men langs med den og oven på den. Det har det nuværende byråd fortrudt og de har gravet i flere år, ikke byrådet, men nogle som de betalte for det. Nu er der et fortorv og ved siden af en række rustent jern og så kommer gaden, som hedder dæmningen. Det rustne jern er 50 broer over åen, en for hver 10 m. og stænger på hver side af udgravningen, som vel skal forbindes med jern, så der er et hegn mod åen, hvor den så er. Man skal læne sig meget ud over den betonbeklædte kanal for nederst at kunne se lidt vand. Mon de har tænkt i deres drømme at åen skulle fritlægges og da den blev det, opdagede de, at der ikke var nogen særlig å. Om ikke så mange år tror jeg, at de fylder jord på det igen og fjerner det rustne jern.

(næste kapitel ses på Andet Første og sidste kapitel )

Gudsbevis

2010-07-31T09:06:00.000-07:00

Ved et tilfælde fik jeg fat i en tråd, som førte mig rundt på nettet og som handler om ateisme. Igen slog det mig, hvor følelsesladede nogle ateister er, og hvor meget de blander ting sammen: videnskab, filosofi og religionsvidenskab. Disse ateister tvivler ikke på deres evner. Jeg er ikke videnskabsmand, så jeg er rimelig ydmyg over for at udtale mig om videnskab. Det samme gælder filosofi. Jeg kender meget til teologi og jo mere jeg ved, desto mere ydmyg er jeg over for emnet.

Det andet som slog mig, er at nogle ateister går meget op i beviser for eller mod Guds eksistens. Jeg har aldrig kunne lide Gudsbeviser, som jeg i øvrigt mener kun få teologer beskæftiger sig med. Jeg tror ikke på, at Gud eksistere, men at Gud er umenneskelig kærlig. At ville bevise eller modbevise Guds eksistens, det et ønske om at stille sig neutralt over for Gud, og dermed udelukker man sig på forhånd fra at være sammen med Gud.

Jeg har en mistanke om, at nogle ateister har den opfattelse af kristne, at de kristne lægger stor vægt på at Guds eksisterer og at Jesus levede i virkeligheden. Og så bliver det store skyts kørt frem i en pærevælling. Ærgerligt at kuglerne rammer så langt ved siden af. Med den ringe viden som jeg har om videnskab, så virker ateisters videnskabsopfattelse lidt pseudoagtig og den er blandet sammen med filosofi, som også efter min ringe viden om filosofi er lidt fordrejet, men værre er, at kernen i kristendommen er helt misforstået. Jeg tror at Gud er kærlig og det har jeg hørt ud fra nogle fortællinger i bibelen. Jeg tror ikke på bibelen, men på det som lyser ud af den. Et bevis for Guds eksistens kunne ikke have nogen betydning for mig. For mig er det vigtige, at jeg ikke kan eksistere eller leve uden Gud, som bibelen har givet mig tro på.

Straks må jeg indrømme, at lige så lidt som jeg forstår ateister, lige så lidt forstår jeg kristne fundamentalister. Hvis jeg skulle tale med en fundamentalist, ville det selvfølgelig være med teologiske argumenter. Jeg ville aldrig bruge videnskab eller filosofi. Det ville ramme helt forbi. Der er desværre nok nogle ateister, som jeg slet ikke har lyst til at tale med.

På nettet læste jeg om Richard Dawkins. På http://videnlidenskab.blogspot.com/2006/10/video-dawkins-ved-tedtalks.html står der mange rosende ting om ham men også at "han mangler seriøse social-skills og jeg kan af den grund bedre lide hans solo-foredrag end hans dokumentarer, hvori han som oftest ender med at blive rasende på sine religiøse modstandere."

Der er sikkert mange ateister, som ikke er sådan. Men en god samtale mellem en ateist og en kristen tror jeg ikke på. Når jeg alligevel skriver om ateisme, er det fordi det giver mig en god anledning til at præcisere hvad kernen i kristendommen er. Jeg tror dog ikke, at en ateist ville prøve at forstå, hvad jeg siger. Det er så langt fra hans opfattelse af kristendommen. Og hvis hans opfattelse måske også er funderet på store og i grunden hadske følelser, så er samtalen håbløs.

Da jeg fulgte tråden på nettet, startede det egentlig med, at jeg ville finde noget om "empati forstyrrelse". Da stødte jeg på denne sætning: Citat en ateist: "... sindssyge vurderes som afvigelse fra en normal... hallucinationer, vrangforestillinger, forstyrrelser i sprog, tanke og evnen til kontakt med andre, humørsvingninger eller manglende evne til empati, vurderes alle i forventet adfærd i forhold til normen - man kan helt uden at strække begrebet diagnosticere religiøsitet som sindssyge, under såvel WHOs diagnosefortegnelse ICD-10 som den Amerikanske Diagnostics and Statistics Manual DSM-IV" (http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry240354.html).

En af mine tanker er, at det er synd for de sindsyge at de skal kaldes kristne. De har nok af lidelser at bære på.

Hvis jeg så, at min nabo fik det dårligt og led under en svær sindsygdom, ville jeg nok sikre mig, at han kom under behandling og blev hjulpet. Jeg ville have medlidenhed med ham. Jeg ville sætte mig i hans sted. Mon den tanke har strejfet ateisten.

Jesus solidariserede sig med den tids udstødte, for at vise dem, at Gud ikke støder nogen fra sig. Hvem er de mest udstødte i vore dages samfund, som er domineret af suces og fornuft og af det som kan måles og vejes. Det kan være, at det er de sindsyge, som falder uden for et sådant samfund og bliver foragtet, fordi de opfører sig helt uforståeligt. Jeg er som kristen ikke ked af at blive sat i bås med de sindsyge. De har virkelig brug for at så mange som muligt solidariserer sig med dem.

En strøtanke: jeg har på fornemmelsen at mange genier og højt begavede og kreative personer har været på grænsen til sindsygdom og flere af dem har overskredet grænsen. Måske er det ikke så dårligt at blive erklæret som sindsyg af en ateist.
Men jeg holder mig til, at Gud har erklæret mig som sit elskede barn, hvordan det end går mig og hvilke sygdomme og ulykker og fordømmelser jeg end bliver ramt af.

Ateisten nævner hallucinationer og han mener sikkert, at religiøse har mange overjordiske oplevelser. Det har jeg før stødt på når jeg på nettet læste ateisters meninger om religion. Når jeg læser bibelen, slår det mig, hvor betydningsløse eventuelle religiøse følelser og oplevelser er. Jeg er kristen, men jeg har ikke haft oplevelser.

Jesus beviste Guds kærlighed ved at dø på et kors. Det må snarere give undren end oplevelse.

Paulus skriver i et af sine breve." For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker." (1. Kor. 1). Dårskab er det samme som tåbeligehed eller idioti. At noget er forargende betyder at det er grænseløst frastødende.

Mon tegn kan oversættes med beviser; at der er mennesker som kun vil tro hvis de får beviser. Mon visdom kan oversættes med videnskabelighed; at der er mennesker, som afviser kristendommen, fordi de hellere vil tro på et afgudsbillede af videnskaben. Allerede på Paulus' tid må det have været sådan, at der var folk, som betragtede kristne som dårer, idioter eller sindsyge.

Jeg holder mig til den paradoksale, medlidende og kærlige kraft som stråler ud af Jesu kors.

Misbrugere

2010-04-09T09:09:00.000-07:00

Jeg er ikke katolik, og jeg er heller journalistist. Det sidste er jeg glad for. Medierne er større misbrugere end mange andre. Nu har de kastet sig over katolikkerne og voldtager dem. Det sidste mener jeg. Hvis en katolik i fjernsynet afmålt, velovervejet og sympatisk forklarer sin mening, glipper journalisten lidt med øjenene og ørene og vender sig straks til den danske biskop, som mener, at bilister, dvs. en person som ejer en bil, har større chance for at køre andre over.
Ja,ja, nikker journalisten. Han spørger ikke, om det betyder, da vi alle har biler, om vi så alle har stor chance for at blive børnemisbrugere. Når der er gået en måned eller to har medierne glemt det hele. Jeg er bange for hvis de undersøgte mange andre organisationer de sidste 100 år, ville de finde lig i skabet. Jeg var præst et sted og der gik rygter om, at en præst i samme sogn (i folkekirken) havde misbrugt en konfirmand. Det lykkedes mig ikke at gøre det.

Postkort fra Rom

2010-03-30T07:26:00.000-07:00

Jeg sidder her og skriver i et butikscenter i Rom. Det er en fin gade fra det halvgamle Rom. Den er overbygget med mosaiker og glasfresker i loftet. Væggene er de gamle palæagtige huses ydervægge med mange søjler og udsmykninger i dyb brun farve. Inde bag ved dem er butikkerne, som ligner alle andre moderne butikker. (Jeg håber ikke, at resten af dette postkort bliver lige så indviklet). Menneskenes stemmer giver genlyd i gadens pragtfulde rum, som har et gulv, belagt med små fliser i fine mønstre. Det ligner ikke Kolding Storcenter.
Det er min kære kone, som har fået mig herind. Jeg har fået lov til at sidde her og har lige bestilt en espresso double. Jeg skriver med egen hånd. Den vending kan man se i flere af Paulus' breve. Lige som andre store forfattere bl.a. Barbara Cartland dikterede Paulus normalt til sin sekretær, som minutiøst skrev ned ord for ord, hvad Paulus formulerede, mens han havde begge hænder fri til at rive sig i skægget.

Nu kom min kære kone tilbage. Det varede ikke længe. Måske havde det været godt, hvis Paulus havde haft en kone, så var hans breve ikke blevet så lange og hans sekretær havde ikkke fået skrivekrampe.

Jeg må hellere forklare, at mine største oplevelser til hverrdag er det Fakta, som ligger ved siden af hvor vi bor på Pedersholms Allé, som ikke har træer på begge sider. Fakta er bygget med et tårn som indgangsparti, men ser lige så sølle ud som en allé uden træer. Alt dette har jeg lært at se bort fra og har fået et godt forhold til de skiftende ansatte.

Jeg sidder nu med min kære kone i bussen, som skal køre os til lufthavnen. Vi måtte trække vores kuffert gennem det halve Rom, fordi der er maraton i byen med 50.000 deltagere og en kommunalt ansat, som er gået grassat med gule platik strimler, så alt er lukket af for taxitraffik. Jeg så flere helt ragmagre afrikanske løbere. (Hungersnøden i Afrika giver dem nogle fordele). Det er unfair. Dels skal jeg bære på min egen kropsvægt, dels skal jeg trække en kuffert meget hurtigt for at følge min kone, som fører an. Jeg har engang hørt om lænker, der blev sat omkring fangens fod og i den anden ende (af kæden) var der en meget tung jernkugle. Det ville jeg respektere, hvis de kunne løbe en maraton iført dette udstyr. Både jeg og kufferten er overvægtige, så jeg føler mig som en straffefange, der halser efter sin kone.

Grunden til at Paulus har efterladt så mange breve er måske, at han talte lige så meget og hurtigt som romerne (nu om dage). Når de er i en gruppe på to eller flere, taler de i munden på hinanden hele tiden. Den italienske præsident er kommet med mange uheldige udtalelser både i hans eget land og udenfor, men det er fordi han taler uafbrudt, så der må komme noge dumheder indimellem. Jeg prøver altid at lytte efter på gaden; måske kan jeg forstå bare lidt af hvad de siger. Det lykkedes en dag, hvor to ældre kvinder og 3 små hunde stod og talte uafbrudt. Den ene hund blev hidsig og bed efter de andre. Og da hørte jeg den ene kvinde sige i sin talestrøm: sancta spiritus. Da forstod jeg at de havde gang i en teologisk diskussion om helligånden: kan den forvandle en arrig hund, så der også er plads til den i himlen, hvor der ganske givet er flere paver, som går omkring og ikke vil bides i benet.

I det hele taget er der meget få hunde i Rom. Det er ikke som ved vores Fakta.

Nu sidder vi i flyet. Det er Ryan Air. Det glæder jeg mig til, for de er meget humoristike. Da vi fløj til Rom, sagde kaptajen på et tidspunkt: Alle der sidder til højre kan se ned på en meget smuk sø, og dem til venstre kan se til højre på dem, som sidder der og ser søen.

Jeg kom fra hundene ved Fakta, som vi dog ikke kan se, fordi der er et to meter højt lydtæt hegn mellem Faktas parkeringsplads og vores have. Hegnet er ikke så højt, at det kan forhindre tyve i at komme fra Fakta og ind til os og omvendt. Men hegnet er højt nokk til at vi ikke kan se de hunde, som bliver parkeret på række ved hundekroge af hundejere, som går ind for at handle, mens deres hunde gør, indtil ejeren er tilbage og siger: God hund. Jeg har tit siddet i min have en dejlig solskinsdag og tænkt: Hvordan jævner jeg Fakta med jorden, så der kun står nogle enkelte søjler tilbage ligesom ved Forum Romanum. Jeg kunne sætte et højt hegn op, så ingen kunne se ind og jeg kunne tage entré for at vise hvor Faktas tårn havde stået; måske kunne jeg vise nogle meget nylig udgravede hundeknogler, som havde haft et stadig intakt hundehalsbånd og hundelænke, som nu var lagt i en montre.

Blandt de første kristne var også Peter. Min kone er inde i alle de romerske kirker, for hun siger: det er fantastisk at de første kirstne gik rundt her, da danskerne troede på Odin og Tor. Efter min mening gælder det ikke Peter. Han sad i lænker, så han kunne ikke gå nogen steder. Måske kunne romerne ikke lide hans breve, som han kun skrev to af, fordi lænkerne og romerne forhindrede det. I USA bliver fanger klædt i orange tøj og får lænker på hænder og fødder og en kæde mellem dem, så de har svært ved at gå og slet ikke kan foretage en baglæns saldomortale. Så humane er amerikanerne. Peter kunne hverken det ene eller det andet og da romerne blev trætte af at se på det, lagde de Peter og sikkert også hans seekretær i en kiste, efter at have slået dem ihjel.

Lige et indskud: flyet er nu lettet. Det er jeg også (både udvendig og indvendig).

Tilbage til Peter. Min kone kan bevidne det med lænkerne. Hun var inde i en kirke og kom ud og fortalte mig, at der var et skrin derinde, som indeholdt Peters lænker. Først troede jeg, at hun sagde det for sjov. Men det gjorde hunne ikke, så jeg lod som ingenting og spurgte, om vi ikke skulle have en øl og jeg pegede over på en lav åbning i et hus, hvor jeg havde set andre forlade denne piezza. Det betyder torv. Det må ikke forveksles med pizza, som de også har mange af i Rom. Torvene i Rom er legendariske og stammer helt tilbage fra romertiden. Mange af dem er små og helt fyldt med parkerrede biler, men de fleste er fine og har altid en fornem fontæne med det reneste vand.

For at forlade denne piezza gik vi over mod hullet i muren, som viste sig at være en trappe, som gik ned under huset og først langt nede igen fortsatte ud i fri luft. Det var en lumsk trappe, for dernede på en afsats stod en harmonikaspiller i mørket og havde gang i en rytmisk spansk bazurka, som gjaldede under hvælvingerne. Jeg mærkede at det rykkede i mine ben som om de ville igang med spansk trappedans. Og jeg så for mig, at jeg helt dansende, halvt flyvende og halvt faldende fór forbi den forbavsede harmonikaspiller, mens jeg halvt henkastet smed nogle småmønter i hans hat, hvilket satte endnu mere gang i hans rytmer og jeg måtte se foran mig min deroute ( rute ned) og en værre skæbne end Peters endeligt, fordi jeg selv overværede det fra først til sidst. Peter derimod så ikke sin egen død med egne øjne. Han fik hovedet hugget af, inden han døde.

Heldigvis har jeg en kone. Det ville måske have reddet Peter hvis han haft en. Min kone ved altid, hvad jg tænker ( det er uhyggeligt og ikke altid rart og jeg kan ikke gøre noget ved det). Hun greb mig under armen og ledte mig forsigtigt forbi hamonikaspilleren helt ned til fast grund.

Det var i øvrigt dér i nærheden, at jeg oplevede et mirakel. Vi sad på en café og jeg drak en øl og spiste en kage, min kone en kaffe og en kage, da jeg skulle på toilettet. Det er meget almindeligt. Hver af vores i dag i Rom er gået med 7 timers vandring. Undervejs går man ind for at komme på toilettet og så kan man lige så godt drikke lidt, og det bevirker, at man et stykke tid efter igen skal på toilettet, hvor man så også må drikke lidt (inde i caféen). Denne gang var som de andre, men der var optaget. Efter et godt stykke tid kom en person ud og gik. Jeg ind og satte mig. Efter kort tid blev jeg blind. Jeg kunne intet se. Det kommer der ud af at blive trukket rundt af sin kone på lange vandringer med stadig nye indtryk. Det sætter sig på synsnerven. Nu bliver hun nødt til at lede mig helt bostaveligt ved hånden. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd foran mit ansigt, men jeg kunne ikke se den. Endelig fandt jeg håndtaget med bukserne nede. Og dér så jeg en lille lysstråle. Min venstre hånd fandt en lyskontakt. Det var en djævelsk kontakt, som sikkert har sat en skræk i livet på mange mennesker. Kontakten kunne kun tænde lyset, som af sig selv gik ud efter et stykke tid. Og de havde tætnet alle huller, så en ukendt gæst var sikker på at sidde i den mørke fælde og tænke over skæbnens gang. Jeg nådede f.eks. at tænke, at jeg ikke har skrevet et eneste brev, men måske skal straffes for at skrive postkort.

Min kone sad og spiste kage. Den italienske kage kan få enhver til at glemme alle sorger, bl.a. hvem man er gift med. Det gælder hele det italienske køkken. En aften gik vi ind på en lille restaurant som var betjent af en halvtreds årig søn og hans mor, som må være tilsvarende ældre. Der var intet menukort og vi fik straks pasta og vin, så kom en ubeskrivelig god gryde ret og bagefter kage. Vi gik helt fortumlet af lykke og mæthed fra sådan et sted. Et andet sted jeg husker var også en restaurant som ikke så ud af noget særligt. og der var ikke så mange derinde, men vi blev straks spurgt om vi havde reserveret. Vi blev alligevel ledt ind til et lille mellemrum med 4 borde. (Mon ikke et mellemrum er et rum, som ligger mellem to rum) Ved det ene bord sad en amerikaner og hans to døtre og fik forret, dvs. den blev båret ind. Først kom tjeneren med fire skåle. Så kom tjeneren med fire skåle mere. De kunne næsten ikke stå på bordet. Amerikaneren sagde til sine døtre og nabobordet: hvordan kommer vi gennem det. De svarede: det er kun forret. Så kom tjeneren med fire skåle til, meget demonstrativt grinende. Amerikaneren vedste sig nu også til os og indbød os i spøg til at tage smagsprøver.

Mod min forventning landede flyet gennem skyerne og tågen, så jeg ikke kunne kontrollere piloten, og jeg sidder nu i vores italienske orangeri i foårssolen nær hegnet til Fakta.

I Italien var tjenerne meget imødekommende, venlige og humoristiske. En dag pegede en tjener på min kones taske og spurgte, hvad det betød: Björn Borg; og hvor vi kom fra. En anden tjener til hvem jeg sagde: uno bierra medium spina, brød ud i lovsang over mit italienske og sagde: perfetto, perfetto. Og vores receptionist på hotellet omfavnede og kyssede både min kone og mig på kinden.

Sådan er det også i Fakta. Jeg kommer nogle gange, hvor der ikke er kø, og så kan jeg ikke lade være med at snakke med de ansatte. Det kan være at de glade fortælle, at de snart ikke mere skal arbejde i Fakta, men i et apotek eller som mekaniker. En anden fortalte hele sin livssituation og nogle gange senere spurgte han, om jeg var psykolog. Måske skulle jeg tage honorar for at gå i Fakta. Flere af dem smiler til mig, når jeg smiler til dem (en form for tvang?). Vi kysser dog ikke hinanden på kinden, her tænker jeg ikke kun på pigerne.

Dem var der mange af i Rom. Jeg så to italienske unge præster i hurtig gang og frakkeskøder. Præster og nonner går altid to og to . Det er der en grund til. Hvis den ene unge præst ud af øjekrogen får øje på et - langbenet, snævert cowboybukse beklædt, iført høje hæle på brosten - kvindeligt eksemplar af menneskearten og præstens ben under frakkeskøderne pludselig ændrer retning, så kan den anden gribe fat i den udeldige præsts skøder og slæbe ham i den rigtige retning, som sikkert var Peters kirken, der lå langt herfra, men de to unger præster var kommet til at slå et slag ned omkring den mest befærdede og butikbefængte gade, som tiltrækker mange af det andet køn, set med en mands øjne. Egentlig var der også mange skoleklasser, som bestod af begge køn, og måske så præsterne efter det første køn, set med en mands øjne. Mens vi har været i Rom, har der været en del om dette emne.

Vi så også præster helt klædt i hvidt, lige så hvidt som skinnende hvide trapper. Jeg regner med at disse præster tilhører en retning, som hedder trappisterne. De har sammen to og to vandret op og ned af alle Roms trapper uden at falde og er nu glade og respekterede. Jeg bliver aldrig trappist og går derfor ikke i hvidt.

Uheldigvis havde vi tæt ved vores hotel den fineste gade i rom, som hedder noget i retning af Confetti og som munder ud i den spanske trappe. Måske hedder den sådan for den lokkende kalder til spansk trappedans. Det er var dog ingen, som turde. Demonstrativt sad de allesammen på trappetrinene, unge som gamle, mest de første. De gamle stod neden for trappen og så op på menneskemyldret i solskinnet og turde ikke tage det første skridt.

Min kone øjner en kirke allerøverst oppe. Den vil hun ind og se og jeg skal med, i hvert fald op.

På hotelværelser rundt om i verden er det først jeg gør at tænde for fjernsynet og se hvor mange og hvilke kanaler som findes. I Rom var der ikke særlig mange og to af dem transmittede hele tiden fra en gudstjeneste i Lourde. Men jeg så reklamerne og en af dem fortalte om nogle snekæder som var meget lette at sætte på, og som have pigge på. I vinters i Danmark så jeg en opfindelse, hvor ældre mennekser, på alder med mig, kunne sætte sådanne kæder under deres sko så de ikke faldt, altså menneskene. I Rom fik jeg den tanke, at man ogå kunne sætte sugekopper på sådanne kæder og bruge dem på trapper. Den eneste ulempe er hvis sugekopperne sætter sig rigtig godt fast på et trin og man ikke kan rokke sig ud af stedet og endda kan læne sig frem og stå vandret ud fra trappen uden at falde.

Min kære kone fik mig godt nok op af trappen. Og hvilken udsigt. Til højre så vi Villa de Medici. Jeg tænkte at det måtte have noget med medin at gøre og det ville jeg få brug for når jeg skulle ned at trappen. Jeg ved så ikke om det var bedst med opkvikkende eller sløvende medikamenter, eller begg dele. Og selvfølgelig så vi foran og midt i det hele Peters kirken. En anden dag, da vi vandrede op til en af Roms store haver ved Borghese, så vi igen midt i det hele Peters kirken. Mon romerne tænkte: det var ikke godt, at vi slog Peter i hjel; vi bygger et stort pragtværk til hans ære. Mon Peter tænkte (oppe i himlen): Hvad har de gang i.

Uden tvivl er Peters kirken et pragtværk. Når vi gik over en bro ved Tiberen lå Peters kirken i solkinnet som et stykke himmel, der var faldet ned på jorden. Set ude fra er Peters kirken himmelsk, men lige så overvældende er køen af mennesker som vil se kirken indvendig. Vi prøvede i to dage, men køen blev bare større. Selv nonner måtte stå i kø. Deres fima gav ingen frynsegoder.

Det eneste jeg ikke kan lide ved kirken er den navn. Når man studerer bibebelen videnskabeligt og lidenskabeligt står der ingen steder, at kristne bygninger skal opkaldes efter Jesus eller hans disciple og da slet ikke Peter. Han var en snakbasse. Han kunne aldrig holde mund og det kommer der dumheder ud af. Når Peter lovede noget holdt han det ikke. En dag kom Jesus endda til at bande og sagde til Pter: Vig bag mig Satan, eller måske bedre oversat: Gå væk fra mig, for Satan. Det var fordi Peter ville forhindre, at Jesus gik til Jerusalem, hvor den usikre død ventede ham. Peter havde gået sammen med Jesus i tre år og han havde intet forstået, bl.a. at Jesus skulle dø. Det er ogå svært at forstå,, men så skulle Peter have holdt sig lidt i baggrunden og undret sig ligesom de anddre disciple. Det er måske i øvrigt det stadig måske særlig i vores tid mest forbavsende, at en kujon, opportunist og pralhans som Peter måtte være kristen. I et moderne firma var han bleveet smidt ud. Hvad kunne han bruges til? Han er måske det allerbedste eksempel på, at vi alle kan bruges, nemlig til at blive elsket.

Ude fra så vi Peters kirken fra mange steder i Rom, men vi så intet Fakta. Derimod så vi tre Spar købmænd. Det har vi også på Pedersholms Allé. Den Spar ligger ca. 100 m længere væk fra os end Fakta, så dér kommer vi aldrig. Den svarer heller ikke til sit navn. Hos Spar er alle varer dyrere end hos Fakta. Måske er det derfor de tre butikker i Rom hed Despar. På engelsk betyder despair fortvivlelse. Måske skulle Fakta hedder Kafka, fordi det er rimelig surrealistisk at komme der.

Der var en trappe hvor man mindst skulle vente det, og som gjorde mig fortvivlet. Da vi havde fået nøglen til vores værelse og åbnede døren, så vi en trappe og et meget lille værelse. Trappen var ca. på 1 m og med to trin. Jeg har aldrig set en trappe ligen inden for en dør Værelset var så lille, at der lige kunne stå en dobbelseng og et lille bord og en lille stol. Jeg fik selvfølgelig den side af sengen som vendte mod trappen. Når jeg om natten eller om dagen skulle ud på det endnu mindre toilet, måtte jeg kante mig forbi trappen,som kun ventede på et brække alle mine knogler. Ligner det Italien. De bygger et hus og når de åbner døren til et værelse, ser de, at gulvet ikke ligger i forlængelse af døren,, men 1 m over og de udbryder: Hovsa, dvs. som nogle ægte romere siger de: Hvad er det for et værelse, som pludselig ligger i dette hus og ingen har forudse det, selv ikke arkitekten, som er taget hjem og sover siesta.

Tæt ved vores hotelværelse og vores hotel, så vi et dansk flag på et palæ. Vi læste senere, at det er en legatbolig til danske kunstnere og forfattere. Måske er det ikke kun romanforfattere, som kan komme i betragtning men også en enkelt, som skriver postkort. Jeg ved dog ikke om jeg vil søge et legat, for lige inden for døren er det sikkert rigtig mange trapper, og man må nok ikke få sin kone med, og hende kan jeg ikke undvære, hvor jeg end står og går.

Faktas øl

2010-02-02T07:50:00.000-08:00

Jeg gik over til Fakta, som ligger lige ved siden af vores hus,
uheldigvis, fordi det bevirker, at vi ret tit går derover og
altid fortryder, fordi varerne er af jævnt dårlig kvalitet,
hvis hylderne i det hele taget er fyldt op. Nogle gange har det
fakta, som ligger tæt ved os (læg mærke til at jeg ikke siger
vores Fakta. Bevar mig vel) mindet mig om de butikker, jeg så
i tv fra Rusland for 20 år siden. Jeg har skrevet en mail om det
til det øverste Fakta og de skrev tilbage, at de godt vidste
det.

Forleden dag hørte jeg en sige, at han godt forstod, at det
kun tog 5 minutter at handle ind i Fakta. Det reklamere de med
og det passer, for mange af varerne mangler på hylderne.

Men øl kan de ikke ødelægge og jeg køber sjældne gange en dåse øl,en af de store, for at sidde stille og tænke over livet eller over
hvor godt øl smager. Men det sidste må man jo ikke sige,
fordi det er bedre at lade være, dvs. med at drikke noget,
der smager godt og hedder øl. Der er sikkert mange
sundhedsapostle, som går rundt og jubler, mens de
tænker, hvor er det godt klaret, at jeg i dette øjeblik
ikke smager en øl og slet ikke lugter af øl. Det gør mig til et godt menneske.

Jeg samlede varerne sammen, mens jeg havde mistanke om at det var et blødt løg i posen med løg, eller en rådden kartoffel i posen med kartofler, om brødet var tørt, mælken sur, smøret harsk.

I Fakta er der tit kø og jeg havde stået i den lidt og der var mange
efter mig, så det gælder om at skynde sig, når man endelig kommer
til. Jeg smed løg,kartofler,mælk, smør og øl på båndet.

Det sidste skulle jeg ikke have gjort. Øllen ramte den skarpe kant ved
siden af båndet. Det kom et lille hul i dåsen, men det havde en
stor virkning, som jeg først ikke forstod. Det vislede kraftigt.
Jeg så på øldåsen og vendte og drejede den for at undersøge
det mærkelige fænomen. Resultatet: øl sprøjtede ud over alle
dem, der stod i køen bag mig.

Se det kunne skabe røre i Fakta-køen. Alle snakkede, nogle
grinte, nogle grinte ikke. Fakta-robot-kasse-pigen kom endda
også med udråb og papir og tog dåsen mens hun ringede på
hjælp flere gange uden at der kom nogen. Flere i køen
fik også papir til at tørre sig, men det kunne man godt
se ikke hjalp, og som jeg sagde til dem: lugten kan I ikke
tørre væk. Pludselig blev alle stille og alt vendte tilbage
til Fakta stemning, dvs ingen må se på hinanden eller tale
med nogen. Det gælder især Fakta-robot-kasse-maskinen.
Også jeg så et andet sted hen mens jeg samlede mine varer
i min indkøbstaske. Jeg turde ikke gå i den anden ende
af butikken og tage en ny dåse.

Min eneste fornøjelse var, at der måske havde været en
sundhedsapostel i køen og nu lugtede af øl og kom hjem
til sin apostelinde og fik rusket lidt op i tilværelsen

Livets kampe

2010-01-22T07:35:00.000-08:00

I dag på arbejde stod to kvinder og talte sammen ved kaffemaskinen. Den ene spurgte den anden, som var på min alder, om hun havde det godt, for hun så meget opsvulmet ud i ansigtet. Den anden svarede, at det havde været endnu værre om morgenen. Hun havde været nødt til at tage et koldt, vådt håndklæde og lægge det på sit ansigt i lang tid. Det havde hjulpet lidt. Og jeg siger med tryk på lidt. Men man skal ikke kaste med vand, når man selv bor i en ørken. Når jeg om morgenen og også senere på dagen, ser mig i spejlet, ligner jeg en sværvægtsbokser, som har været gennem altfor mange hårde kampe og ikke har standset karrieren i tide.

Mange gange har jeg ligget ned eller været ude i tovene. De sværeste kampe var dem, hvor flere modstandere var ude efter mig og jeg ikke kunne flygte nogen steder hen. Jeg har nogle gange brugt det våben at give mig til at græde og ryste. Det kom af sig selv. Og det forvirrede fjenderne, så de stod ligesom groggige gorillaer og ikke vidste, hvad de skulle gøre, mens jeg længtes efter en lille pause i ringhjørnet, hvor jeg kunne være lidt mig selv.

Det er ikke kun mennesker, som har været ude efter mig. Det som oftest har fået mig ned at ligge, er trapper både i ind- og udland. Der var en mamortrappe i Tyskland, som kastede mig ned på et marmorgulv, så jeg havde ondt i knæene flere måneder efter.
Det var også en trappe i mit hjem i Vejle, hvor man mindst venter, som ikke kun smed mig men også skrællede min ene ankel af, så jeg ikke kunne gå i flere måneder.

Jeg er begyndt at længes efter den evige pause, hvor jeg må sidde i en krog, som er bestemt til mig, og se på dansende (ikke boksere, men ) engle og hvor der ingen tove er, men en grøn eng, som strækker sig lige så langt som evigheden og hvor kalven og ungløven græsser sammen.

Alting vokser mig over hovedet.

2010-01-09T04:17:00.000-08:00

Alting vokser mig over hovedet.
Det gælder bl.a. mine negle.
Lige når jeg har klippet dem, er jeg glad,
men kort tid efter bliver de en plage,
som hænger mig ud af halsen,
fordi de nu igen skal klippes.

Det samme gælder andre ting i mit liv,
bl.a. mit skæg, som vokser under hovedet.
Også dét hænger mig ud af halsen.

Hjælpeløs

2009-12-16T08:48:00.000-08:00

Da jeg vandrede over Fakta's parkeringsplads med min indkøbstaske fyldt med varer, så jeg en kvinde køre ind. Jeg så først bilen, så fik jeg øje på kvinden, som var i sin værste alder (over 30). Det var bilen også. Hun havde store rindende bassethund øjne og jeg følte mig som i et dårligt eventyr, men jeg kunne ikke hjælpe hende. Jeg har en ligeså dårlig bil, som altid mangler luft i højre fordæk. Det samme gør jeg, så jeg gik skævt og hjælpeløst fra Fakta.

Glad hund

2009-12-16T08:47:00.000-08:00

Jeg købte en øl for at fejre, at jeg lever. Jeg delte den med min kone og min hund, som også kan lide øl. Den blev glad.

Imorges

2009-12-16T08:41:00.000-08:00

Kl. 6 stod jeg og vågnede i køkkenet, inden jeg skulle på arbejde, mens jeg tænkte, om det ikke kunne være en god idé at melde sig ind i et munkekloster og slippe for det hele. Men så sagde jeg til mig selv:" Munke skal tidligere op og de har aldrig fri." Måske har de heller ikke en kone.

Søfolk

2009-11-25T10:43:00.000-08:00

En hilsen til alle søfolk i det fjerne.
Dette er ikke morsomt:
Jeg arbejder på en af Danmarks bedste it-virksomheder
Vi har i vores afdeling arbejdet på et system i 3 år
og det er afleveret til kunden. Derfor skal flere af os forlade
afdelingen for at gøre gavn andre steder i virksomheden.
Vores virksomhed er moderne og bruger de mest moderne
metoder til udviklingen af systemer. Undervejs i de
3 år har vores afdeling jævnligt været samlet for at
at blive behandlet, så vi kunne bevare optimismen
og gåpåmodet og klare problemer med humor.

Nu er det stilnet af, for der er ingen moderne metoder,
som foreslår, hvordan de påmønstrede klarer et døende
projekt. Der er flere, som skal forlade os for at
rejse til andre afdelinger i virksomheden. Hvordan klarer
de det, de, som bliver tilbage, og hvordan føler de det,
de, som skal væk. Det er jo en slags sorg. Men det har
ingen moderne virksomheds metoder taget højde for.

Det er som et skib, som er ved at synke. Flere sømænd
og søpiger må forlade skibet. Kaptajnen ser lidt træt
ud og bliver på broen alene, hvor man ikke ved, hvad
han ser forude. Man ved heller ikke, hvilke skibe
de forladende søfolk kommer til. Er der opgaver,
som er elendige, f.eks hvis maskinrummet er så
gammeldags at der ikke er til at være, og at alle på
skibet hellere vil have job i kabyssen.

De som er tilbage på det synkende skib, ved at de aldrig
når i havn. De skal stadig gøre deres job, men de ved
at inden alt er helt færdigt, skal de også forlade skibet.

Mon søfolk trænes i at klare, når de skal forlade deres skib
eller andre skal forlade skibet og de er tilbage med savnet
og må stirre ud over det øde hav.

livslængde

2009-10-17T08:39:00.000-07:00

Jeg er 59 år.
Hvis jeg ser på min slægt, har jeg mulighed for at blive 100 år.
Men jeg motionerer ikke. Det giver et minus på 5 år.
Jeg har for højt colestorol tal og gør intet ved det. Det giver et minus på 10 år.
For et år siden begyndte jeg at ryge. Det giver et minus på 30 år, så jeg egentlig skulle være død for 4 år siden.
Jeg har tendens til hjertestop og hår i næsen.
Det ene med det andet. Jeg skulle nok være død inden jeg blev født.

Derfor tager jeg hver dag som en uventet fornøjelse og et uventet besvær.

latter

2009-10-12T10:44:00.000-07:00

Over for mig på mit arbejde sidder en sympatisk person. Ved siden af mig sidder en sympatisk person, som er over 20 år. Forleden dag fik hun hikke. Jeg sagde til hende: " Jeg troede, at kun børn fik hikke." Hun svarede: "Jeg prøvede at drikke vand, men det hjalp ikke." Jeg foreslog rimelig mange ting, som jeg kunne gøre for at hjælpe hende, og hun kom til at grine. Og pludselig sagde hun:" Nu er hikken forsvundet."

En lille latter letter livet.

lille

2009-09-24T11:12:00.000-07:00

En dværg er et helt menneske i en lille krop.
Jeg er et helt menneske i en lille sjæl.
Mon det kaldes en psygmæ.

en dejlig pige

2009-08-31T09:19:00.000-07:00

børn og bøger

2009-08-31T09:04:00.000-07:00

Jeg så nogle børn gå forbi i dag og tænkte: "Hvor skal de meget igennem. Uddannelse. Job. Ydmygelser. Hvad bliver der af dem? Hvordan kan de være så glade." Da jeg købte ind i Fakta, var der en dreng, som strålende sagde til sin mor: "Jeg har fået en ny danskbog i dag." Og det kan jeg huske fra underskolen og overskolen og overoverskolen. Det var et mirakel at få en ny bog. Hvilken viden åbnede der sig ikke. Måske skulle jeg bare finde nogle nye bøger. Det er på høje tid. Biblioteket har allerede for en uge siden rykket for de bøger jeg lånte.
(Dette indlæg er skrevet til ære for Arne)

Gave

2009-08-09T01:29:00.000-07:00

Folk og røvere i Vejle by

2009-03-14T11:47:00.000-07:00

Folkene, det er os. I et mere globalt perspektiv er vi nok røvere, men det føles fjernt. Vi bor øverst mod syd i Vejle og der kommer tit røvere, mere nærværende, forbi hvor vi bor.

Sidste lørdag aften kom min yngste datter og hendes kæreste ind og vækkede min kære kone og mig ved midnatstid. De sagde: " Der er en mand ude i haven." Det må man respektere. Selv om al erfaring siger, at børn i den alder, ca. 17, ikke er altfor troværdige, må man ikke vise det og helst tage dem alvorligt. Det gavner deres udvikling og alderdom; jeg har netop hørt, at et menneske, som tidligere i sit liv har oplevet nederlag, vil få kroniske sygdomme, når han/hun bliver over 90 år gammel. "Der er en mand ude i haven". Det kan også gøre en 60-årig endnu ikke kronisk syg mand, men dog med nogle svækkelser, nysgerrig, så selvfølgelig stod jeg op. Min kære kone gjorde det også, uden at jeg ved, hvilke begrundelser hun havde; måske havde hun ingen. Nej, det er forkert af mig; min kære kone gør alt for børnene, undtagen når hun siger nej til noget.
Åbenbart besluttede hun sig for ikke at sige nej. Vi stod alle op og gik nedenunder.

Jeg gik hen og åbnede terassedøren og råbte svagt ud, da jeg jo ikke ventede, at der var nogen derude; jeg råbte: "Hallo, er der nogen. Er der en mand i haven". Det gjorde jeg et par gange.
Der var ingen, som svarede: "Ja, der er en mand i haven." Det syntes jeg var rimelig godt resultat. Så sendte jeg vores hund ud i haven. Til den sagde jeg: "Se om der er nogen". Den logrede med halen. Efter et stykke tid kom den tilbage. Den logrede stadig, og som min datter bemærker: endnu mere, med halen. Efter megen træning og læsen bøger om hunde og set tvudsendelser om hunde, som ikke adlyder og skal roses, sagde jeg: "Dygtig". Det skulle jeg aldrig have sagt. Senere forestiller jeg mig, at den for rundt i haven og snusede til alt, også til en rimelig beskidt sumalier, som fik et ekstra snus og slik, fordi vores hund er mere allround end dens ejere, eller vi har måske ubevidst opdraget den til det. Måske er vi uden at vide det, tolerante over for alle folk og røvere i Vejle by og omegn. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke tolerance, hvis man ser det ud fra somalierens synspunkt. Han lå i en mørke krog og turde ikke røre en muskel og der kommer en hund, som han hader og er skide bange for, og han må uhindret lade den slikke sig.
Hvilke renselsesritualer måtte han ikke senere gå igennem for ikke at gå uren i døden til den tid og kan jeg forsikre uden at tage spændingen fra historien, ikke i vores have.

Jeg var rimelig tilfreds med min undersøgelse, men resten af huset var i oprør, de gik op og de gik ned, og de påstod stadig, at der var en mand i haven. Så gik jeg op sammen med min kære kone og så ud af balkonvinduet i min datters værelse. Vi kiggede nøje til venstre og til højre, og dér så vi en mand fra Faktas pakeringsplads, som ligger ved siden af vores hus, gå hen til vores hegn og have til hensigt at vælte sig over hegnet ind til vores have.

Vi skal lige gøre resultatet op. Vi har ikke opdaget en mand i vores have. Men nu ser vi en mand, som er på vej ind i vores have. Det ændrer vores virkelighedsopfattelse. Hvis der er én mand på vej, hvorfor kan der så ikke allerede være en i haven. Og hvorfor har jeg ikke sømmet noget på hegnet, så det ikke er særlig rart at rulle ind over det, hvis man ikke er fakir på de dele.

Det var, hvad vi så: en mand på vej ind over hegnet til vores have.
Da råbte jeg højt. Jeg har for 20 år siden gået til kursus i brug af stemmen. Jeg lærte, at man ikke skal anstrenge sig i halsen. Den skal være helt afslappet. Men man skal trække meget luft ind i maven over bækkenet. Det luft skal man presse med et hårdt stød op gennem nogle læber, som sidder i halsen; læberne i munden må gerne være meget åbne; det giver en høj lyd, uden at man føler at man har gjort noget for det; jeg har en gang vist det på mit arbejdet, og de blev rimelig begejstret og har senere jævnlig spurgt, om jeg ikke ville demonstrere det igen.

Den teknik brugte jeg, da manden, en somalier, var på vej ind over hegnet til vores have. Selve brølet standsede ham og han vaklede modstræbende tilbage over Faktas triste parkeringsplads.

Samtidig hørte vi en brasen, som træ der brydes i stykkker. Og jeg så lyset blive tændt hos vores nabo for enden af haven. Han har en kone og hun har måske også gået til stemmetræning, som hun bruger over for vores hund hvis den står nede i den ende af haven. Så kan hun kalde den alt muligt, og den logrer stadig med halen. Engang da hun og hendes familie larmede ligeså meget som 10 hunde, gik jeg ned i den ende af haven, og råbte på min måde: "Vi spiser lige nu. Kan I ikke vente med at lege til om en halv time." En ældre søn på ca. 30 år råbte tilbage på hans måde: "Kunne I ikke have spist noget tidligere." Men der blev mærkelig nok stille.

Da lyset blev tændt for enden af haven, tænkte jeg: "Nu kommer hjælpen." Men der lød ingen brøl, og det er meget forståeligt, efter det som siden skete.

Vores teenagedatter og kæreste havde gentagne gange foreslået,at vi skulle ringe til politiet. Nu kunne vi endelig se meningen med det. Jeg ringer aldrig til politiet. Dels skal man forklare meget, og selv om man siger, at en morder står lige for an en, siger de at det nok kan vente til næste dag.

Min kære kone har prøvet flere gange at kontakte politiet.
Engang kørte hun til politistationen. Det var svært at komme ind på parkeringspladsen, fordi to biler spærede indgangen. Hun brugte bilens horn et par gange, og en civilklædt person kom hen til hende og sagde: "Jeg er politibetjent i civil, og det er ulovligt at dytte. Det kan du få en bøde for." Og han gik tilbage. Efter et stykke tid kørte han sin bil væk, så min kære kone kunne komme ind og parkere. Derefter kom han hen til hende og påpegede igen den forbrydelse hun havde begået og spurgte gentagne gange om hun ville gøre det samme igen. Det sagde hun selvfølgelig nej til hver gang. Hvorefter han mærkelig nok forsvandt. Da min kære kone rystet kom hjem, skrev jeg et længere brev til folk og røvere i Vejle by, med særlig adresse til politimesteren, og han svarede ganske uventet tilbage, at der var intet at komme efter og at han havde irettesat den pågældende civile politibetjent kraftigt. Siden skal jeg ikke have med politiet at gøre.

Men det vil min kære kone åbenbart for hun ringede om manden i haven og på muren. Hun forklarede først en hel del, og så sukkede hun, fordi hun blev stillet om til et andet tlfnr, hvor hun skulle forklare det samme igen. Hun forklarede rigtig meget. Det gav ikke noget resultat. Men min kone stod i køkkenet og så ud af vinduet,og i det samme var der en hætteklædt mand, som standsede uden for vinduet Han så op på min kone og hun så ned på ham. Så sagde hun til ham og i telefonen: "gå væk, forsvind." Det gjorde hun flere gange. Det lød rimelig naturligt. Hun fortalte senere, at politimanden i telefonen svarede: "Så må vi hellere komme."

De næste 5 til 10 minutter så vi ud i haven efter røvere og vi så ud på gaden efter politi, som til sidst kørte forbi vores hus, men så vendte om og holdt uden for og jeg stak mit hoved ud af døren og sagde, at det var her. Min kone og jeg gik med dem ud i vores have, hvor vi så nogle papkasser stå på vores hegn. En af politibetjentene fik med besvær taget dem ned; han var ikke så trænet som røver; og det viste sig at indholde et Søndags.Bt og nogle øl. Jeg pegede over på hegnet til vores nabo, ikke ham for enden af vores have, men ved siden af den. Det hegn er af tyndt træ og et sted var der et omrids af en løbende mand; det lyder forkert som om en løbende mand kan have et omrids; men sådan så det ud. Han var forsvundet. Og man kunne ikke se længere om der også var et omrids ind til naboens nabos hegn. Det var mit brøl som havde bevirket det.

Politibetjentene vidste det ikke, men de var rimelig imponeret.
Nu var der meget snakken frem og tilbage og vi gik ud til vejen igen. Min datter sagde til mig, at hun mente, at hun havde set røverne løbe hen ad vejen og pludselig sagde hun til politibetjentene, at det vist var røverne som kom kørende og hun pegede på en bil, som netop passerede os.

Politibetjentene reagerede som de havde fået beskeden via et telefonopkald. De reagerede ikke. Men så gik de langsomt hen til deres politibil, og kørte efter røverne. Det viste sig noget efter, da de kom tilbage, at de havde standset er almindelig familie, som var ude at køre en aftentur.

Det må man være forberedt på, når man kører en aftentur, at blive overhalet af en politibil med blå blink og tvunget ind til siden og blive spurgt af en betjent klædt i fuldt politiudstyr: "Er I folk eller røvere." Og måske får man lov til at køre videre, hvis man ikke ser for somalisk ud og gentagne gange siger nej, når betjenten spørger, om man vil gøre det igen.

Så vidt så godt. Jeg gik i seng og stod op, og gik i seng og stod op, og nogle gange fik jeg at vide, at politiet havde undersøgt Fakta og ingen dør var brudt op, men åbenbart havde der været en insider, som havde lukket op for røverne.

Vi låste for alle døre, undtagen yderdøren, for vores ældste datter skulle komme hjem senere på natten, og hun fortalte, at der mange timer senere stadig holdt en politibil og en vagtbil ved fakta.

Det må åbenbart være meget vigtigt med røvere ved fakta, når politiet indsætter så mange resourcer for at bevogte en sådan butik så mange timer.

De spurgte selvfølgelig os, om vi ville anmelde denne skade, men min kone svarede, at det jo sikkert ville give os 70 kr, og det benægtede de ikke. Jeg vil tilføje, at skaden ikke kun er den fysiske, som omridset i vores hegn efterlader. Den værste skade er den somalier, som løber rundt i vores sind og dukker op på de mest uventede tidspunter. Min kone har f.eks. her en uge efter flere gange set ham i ansigtet ud af køkkenvinduet uden af han har været der. Det bliver spændende, hvad denne oplevelse og dette trauma bevirker af kroniske skader når vi bliver 90 år. Jeg har allerede her 30 år før rimelige mange knopper og lange vorter, som jeg har svært ved at slippe af med. Hvordan kan det ikke ende. Der er nogle mennesker, som lider under at de har for meget hår på kroppen. De er behårede. Jeg synes det er værre at være bevortet over hele kroppen.

Som en lille finale vil jeg fortælle, at vi idag har hentet for 1200 kr træ til at reparere omridset i vores hegn. Vi lånte min svogers bil og trailer og vi parkerede halvt inde på fortorvet ud for vores hus, som ligger ved siden af Fakta, og der er parkeringsforbud. I praksis ville det betyde, at et sådant hus er ubeboeligt, da en flyttebil ikke må holde uden for mens al indmaden i huset bliver båret ud eller ind. Og hvis vi skulle tage parkeringsforbuddet alvorligt skulle vi have holdt inde på Faktas parkeringsplads og smidt træ til 1200 kr ind over hegnet til vores egen have.

Der var da også en 90-årig mand som standsede på fortorvet overfor. Han standsede ikke særlig meget, for han gik så dårligt og langsomt, at han næsten var gået i stå. Og nu nedstirrede han min kone og mig og spurgte: "Er det er parkeringsplads?" Min kone svarede ham og fik at vide, at der straks blev ringet til politiet. "Held og lykke," tænkte jeg. Jeg ville gerne have spurgt, om han var tidligere betjent eller nuværende betjent og i sidste tilfælde om han var en betjent forklædt i civil, for så ville han kunne få en præmie i enhver forklædningskonkurrence. Han lignede nøjagtig
en 90-årig.

Men jeg besluttede, at han ikke var forklædt, men derimod havde haft meget modgang i sin barndom og ungdom og voksendom, og nu led han af kronisk dumhed.
Det er sikkert sådan jeg ender, ikke kun bevortet, men også bedummet.

mumbai1 010

2009-03-01T11:48:00.000-08:00

appelsiner

2009-03-01T11:47:00.000-08:00

goa1 052

2009-03-01T11:46:00.000-08:00

mumbai1 020

2009-03-01T11:43:00.000-08:00

mumbai1 021

2009-03-01T11:42:00.000-08:00

mumbai2 071

2009-03-01T11:41:00.000-08:00

mumbai2 092.TIF

2009-03-01T11:39:00.000-08:00

mumbai3 006

2009-03-01T11:38:00.000-08:00

mumbai3 027

2009-03-01T11:37:00.000-08:00

mumbai3 040

2009-03-01T11:36:00.000-08:00

mumbai3 060

2009-03-01T11:35:00.000-08:00

mumbai3 090

2009-03-01T11:34:00.000-08:00

mumbai3 087

2009-03-01T11:33:00.000-08:00

mumbai3 093

2009-03-01T11:32:00.000-08:00

mumbai4 008

2009-03-01T11:30:00.000-08:00

mumbai50

2009-03-01T11:28:00.000-08:00

goa1 079

2009-03-01T09:37:00.000-08:00

goa1 080

2009-03-01T08:50:00.000-08:00

goa1 086

2009-03-01T08:49:00.000-08:00

goa1 106

2009-03-01T08:47:00.001-08:00

goa1 126

2009-03-01T08:45:00.000-08:00

goa3 031

2009-03-01T08:43:00.000-08:00

goa3 044

2009-03-01T08:42:00.000-08:00

goa3 059

2009-03-01T08:41:00.000-08:00

goa3 064

2009-03-01T08:40:00.000-08:00

goa3 066

2009-03-01T08:39:00.000-08:00

goa01032 043

2009-03-01T08:37:00.000-08:00

goa01032 102

2009-03-01T08:36:00.000-08:00

goa vandbøffel

2009-03-01T08:25:00.000-08:00

goa01032

2009-03-01T08:22:00.000-08:00

elefant2

2009-03-01T08:21:00.000-08:00

elefant1

2009-03-01T08:20:00.000-08:00

unawatuna1 041

2009-03-01T08:19:00.000-08:00

unawatuna1 113

2009-03-01T08:18:00.000-08:00

unawatuna2 007

2009-03-01T08:17:00.000-08:00

unawatuna2 031

2009-03-01T08:16:00.000-08:00

unawatuna2 052

2009-03-01T08:15:00.000-08:00

unawatuna2 063

2009-03-01T08:12:00.000-08:00

unawatuna2 074

2009-03-01T08:11:00.000-08:00

unawatuna2 090

2009-03-01T08:09:00.000-08:00

unawatuna2 097

2009-03-01T08:06:00.000-08:00

unawatuna2 118

2009-03-01T08:02:00.000-08:00

to piger

2008-10-19T00:28:00.000-07:00

foto

2008-10-19T00:26:00.000-07:00

flere fotos jeg kan lide

2008-10-19T00:23:00.000-07:00

drivhus

2008-10-19T00:22:00.000-07:00

smukke fotos

2008-10-19T00:21:00.000-07:00

skov

2008-10-19T00:20:00.000-07:00

blomst

2008-09-11T12:45:00.000-07:00

detovernaturlige

2008-07-27T10:20:00.000-07:00

Jeg svarer her bl.a. på en kommentar til dette indlæg

Jeg er enig med dig i at "vi besidder bedre viden om verdens end de gjorde dengang." Måske ville jeg nuancere det til, at vi besidder en anden viden. Vi skal nok passe på at bedømme fortidens mennesker, som om de ikke var vidende. Det var bare en anden form for viden. Jeg tror, at deres viden i høj grad bestod af historier. Vi må nok indse, at fortidens mennesker troede på, at overnaturlige ting kunne ske.

I følge deres viden mente de, at nogle sygdomme, hvor et mennesker var ude af sig selv eller led af stumhed eller blindhed, skyldtes onde ånder. Der fortælles om undere, hvor Jesus hjælper et sådant ulyksaligt menneske. Jesu modstandere mente, at det var med djævelens hjælp, at Jesus gjorde disse undere, og han svarer dem et sted:

bibelcitat:Da blev en besat, der var blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så han både kunne tale og se. v23 Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: »Mon han er Davidssønnen?« v24 Da farisæerne hørte det, sagde de: »Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« v25 Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. v26 Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? v27 Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? bibelcitat slut

Jeg nævner det for at vise, at Jesus ikke var den eneste, som gjorde undere på den tid. Det var almindeligt, at man mente det kunne ske. Det er mærkeligt at kalde det svindlerhistorier, når de selv var overbevist om sandheden i dem.

I din opremsning af svindlerhistorier er flere af dem fra Det gamle Testamente:
talende buske, himmel stige, saltstøtter, vande der skilles.
Det er som om du ikke kan accepterer, at jeg læser bibelen ud fra det som peger hen på Jesus eller handler om ham. Det gamle Testamente er ikke vigtigt for mig.

Men lad mig alligevel tage et af eksemplerne: vande der skilles.
Jøderne for måske 2000 år siden følte at de blev frelst i en situation og at det var Gud som frelste dem. Det bliver du nødt til at acceptere, at mennesker dengang kunne tænke sådan. Gud skaffede dem en udvej ud af en umulig situation, som hvis man stod over for et hav og man kunne gå tørskoet over. Jeg er ikke i tvivl om, at jøderne mente, at det rent faktisk var sket sådan. Men jeg tror også, at det væsentlige i historien er indholdet: de troede, at Gud også i andre situationer kunne det umulige og ville hjælpe selv et lille og svagt folk som dem.

Du skriver:"skal jeg dertil anskueliggøre overfor dig hvor overnaturlige og urealistiske de er?"
Jeg: du må gerne anskueliggøre, at folk dengang mente, at historierne var overnaturlige og urealistiske.

Med hensyn til Jesu undere, som virker overnaturlige, mener jeg, at Jesus selv ikke tillagde dem så stor værdi. Det var vigtigere, at han kom med Guds tilgivelse til mennesker. Når han alligevel gjorde undere var det for at hjælpe svage mennesker, som ingen andre ville hjælpe

Se dette link http://home3.inet.tele.dk/agerbo/19.s.e.tri.html

kommentarTilJesusSomHistoriskPerson

2008-07-19T04:46:00.012-07:00

I går har Jakob H. Heidelberg skrevet en kommentar til mit indlæg "Jesus som historisk person". Hans kommentar vil jeg gerne kommenterer. I parenteserne er links til min mening, og browserens tilbageknap kan bruges til kommer hertil igen.

Jakob H. Heidelberg skriver sådan:

Nu håber jeg du ved at Shakespeare og Jesus ikke var samtidige og at der derfor er langt flere indikationer på at førstnævnte rent faktisk levede... Og kan et skuespil være "sandt"? (minKommentar1)

Nu er det jo heller ikke sådan, at Jesus skrev biblen selv (minKommentar9)) - det var der alle mulig andre der gjorde, folk som ikke engang var samtidige med Jesus... Fejlbarlige mennesker som ikke engang havde mødt manden! (minKommentar2)

Dertil hævder Shakespeare jo ikke i sine tekster at kende sandheden om altet - og han befaler jo ikke folk at følge hans råd mod trusler om helvedes pinsler.(minKommentar3) Modsat biblens fantasifulde forfattere.

Biblen er fuld af selvmodsigelser, dobbeltmoral, falsknerier, fejloversættelser, udeladelser, redigeringer, og gøres til genstand for (over)fortolkninger - det er slet ikke værdigt som eneste kilde til noget så essentielt som en guddom! (minKommentar4)

En bog som fortæller om overnaturlige hændelser i den grad som biblen gør bevirker jo ikke ligefrem at den bliver mere troværdig en Shakespeares værker.(minKommentar5) Tværtimod - ekstraordinære udsagn skal understøttes af ekstraordinære beviser.(minKommentar6) Du kan ikke sammenligne uskyldige skuespil med påståede (minKommentar7) "hellige skrifter".

Kom over det Hr. Agerbo - biblen er skrevet af mennesker over laaang tid og med alle mulige bagtanker. (minKommentar8) Den er rettet, redigeret, fortolket, oversat, samlet, vedtaget og meget mere gennem årene. Der står mindst lige så meget vrøvl som visdom i den overvurderede bog - det er og bliver en antologi, skrevet af og for mennesker. Derfor er den helt og aldeles utroværdig for os fornuftige tvivlere.(minKommentar10)

Holder De Dem fra skaldyr? Eller vælger du de passager fra skrifterne som passer dig bedst?
(minKommentar11)

mvh
Jakob H. Heidelberg
www.skepticisme.dk

minkommentar9kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.011-07:00

Et sted i en historie i bibelen fortælles, at Jesus skrev.
Her er et citat fra en prædiken:
"
Mens de skriftkloge fremlagde sagen for Jesus sad han og tegnede i sandet. Han sagde ingenting, før de indtrængende krævede et svar af ham, da så han op, så på dem og sagde, "lad den der er ren kaste den første sten."

Så blev de tavse. Der var ikke nogen der kunne sige, jeg er ren så jeg vil kaste. I stedet gik de. Ingen ved hvad Jesus tegnede i sandet, for vinden slettede det. Og sådan er det, loven skriver dommen på tavler og papir. Kærligheden skriver den i sand.

" link: http://home3.inet.tele.dk/agerbo/praed2008/1654.html

Det var en tid hvor almindelige mennesker ikke læste og skrev.(Der var nogle få som kunne og som blev kaldt skriftkloge og som foragtede almindelige mennesker). Hvis man ville bekendtgøre noget til almindelige mennesker, var det med en budbringer, som fortalte.

Hvis Jesus havde skrevet, ville han dermed vise, at det ikke var almindelige mennesker han ville have i tale, og det var det netop: dem der var uden for samfundet og som i hvert fald ikke kunne læse.

Det var en kultur, hvor det som blev overleveret, blev overleveret mundtligt. Hvis du kendte noget til den jødiske kultur på det tidspunkt, ville du vide det.

Mærkeligt i øvrigt, at man næsten ikke har nogen af Shakespears originale manuskripter (fra link http://shakespeareauthorship.com/#surv ):

The Survival of Manuscripts
Oxfordians find it suspicious that the original manuscripts of Shakespeare's plays have not survived. They darkly hint that this is evidence of a coverup, and have even gone so far as to x-ray the Shakespeare monument in Stratford because of a suspicion that the manuscripts may have been hidden inside. (They weren't.) But there is nothing the slightest bit suspicious about the absence of Shakespeare's manuscripts, since virtually no playhouse manuscripts from that era have survived at all. Read The Survival of Manuscripts by Giles Dawson and Laetitia Kennedy-Skipton (taken from their 1965 book Elizabethan Handwriting) for the opinion of two scholars who spent decades examining documents from Shakespeare's era.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar8kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.010-07:00

Som sagt kan jeg ikke med min fornuft regne ud, hvilke bagtanker de skulle have haft og hvorfor. Flere gange var det med risiko for deres eget liv, at de fortalte Jesu ord videre. Var bagtanken, at de gerne ville dø hurtigt. Hvorfor skulle de forvandske Jesu ord. Hvis de havde været så uærlige, hvorfor sprang de så ikke alle de ord over, som fortæller om pinlige situationer, f.eks. at de ikke kunne forstå Jesus eller at de tvivlede på ham og svigtede ham.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg nok snarere mener, at videnskabsmænd kan have bagtanker med deres forskning, for at få en god karriere, tjene mange penge, blive berømt. Og er det ikke også grunden til at mange nye og kontroversielle forskningsresultater har svært ved at blive anerkendt. Jeg siger ikke, at Lomborg har ret, men når så mange videnskabsmænd er mod ham, kunne grunden være, at hvis han har ret, er deres forskning tabt på gulvet. Det samme med den danske forsker, som mener, at solpletterne kan være en afgørende årsag til klimaforandringer. Jeg hørte en radioudsendelse, hvor han fortalte om den hån og ringeagtelse han mødte fra andre videnskabsmænd. Og hans resultater fordrejer de, for selv at få ret. Her fornylig kunne BBC meddele, at engelske forskere havde modbevist ham. Han selv var ikke kommet til orde, og jeg hørte ham give mange grunde for, at deres modbevis ikke var videnskabeligt.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar7kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.009-07:00

I hvert fald siger vi protestanter, at det ikke er skrifterne, som er hellige, men derimod nogle af ordene i Det nye Testamente handler om Gud. Jeg ville nu ikke kalde dem hellige.

Igen er den en opfattelse, som jeg ikke kan genkende fra kristendommen. Den er faktisk meget realistisk. Jeg mener som jeg skriver på dette link

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar6kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.008-07:00

ekstraordinære udsagn skal understøttes af ekstraordinære beviser

Det har jeg læst flere ateister skrive, det med beviser (se link)

Det ligner lidt, at de skriftkloge på Jesu tid krævede tegn og beviser fra ham.

Det er en meget ufornuftig tankegang, at der skal ekstraordinære beviser for ekstraordinære udsagn. Hvis min kone siger til mig: jeg elsker dig, så svarer jeg da ikke, at det er meget ekstraordinært og kræver et bevis. Jeg glæder mig over hendes ord.

Eller når jeg ser en utrolig spændende film, som fortæller noget dybt om livet, så glæder jeg mig over den uden at tænke på beviser. Mangler ateister evnen til at leve med i andres ord og glæde sig over dem.

Eller tror ateister, at tro er videnskab og skal bevises.
Det er helt ved siden af. Og i øvrigt en urimelig guddommeliggørelse af videnskaben.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar5kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.007-07:00

Jeg vil senere skrive om Jesu undere og hvordan de kan forstås.

Lige dette foreløbig:
Flere gange virker det som om Jesus er mod at gøre undere:

Et stedet står der:
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« v39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn.
Et andet sted står der:
Så kom farisæerne og gav sig til at diskutere med ham, og for at sætte ham på prøve krævede de et tegn fra himlen af ham. v12 Så sukkede han dybt i sin ånd og sagde: »Hvorfor kræver denne slægt et tegn? Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal intet som helst tegn få.«

For Jesus var det væsentlige det, som han fortalte om Gud, og i f.eks lignelsen om Arbejderne i vingården kan jeg intet overnaturligt se. Tværtimod handler Jesu lignelser om den ganske almindelige hverdag. En mand som sår korn på sin mark eller en mand som har to sønner. Jesus vender historierne, så vi får en ny forståelse af Gud.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar4kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.005-07:00

selvmodsigelser:
Det kan det ikke være, for det er mange forskellige mennesker som har skrevet og de modsiger ikke sig selv, men hinanden. Mærkeligt at opfatte bibelen som én bog. Meget ufornuftigt. I øvrigt er det ikke videnskab, de bedrev. De fortalte af karken bælg. Det var indholdet eller budskabet, som var vigtigt for dem.

Hvem ville, når man sad og hørte en fortælle en spændende historie, pludselig afbryde ham og sige: du modsiger dig selv. Det bærer man da over med, for at høre fortællingen.

dobbeltmoral:
Jeg ved ærlig talt ikke hvad du mener og hvor du finder det i bibelen. Tværtimod er det en meget umoralsk eller antimoralsk bog, i hvert fald den del der handler om Jesus. Jeg henviser til de links til prædikener, som er i tidligere kommentarer

falsknerier:
Jamen, hvor har du det fra. Tænker du også sådan om din omgangskreds? Er det din almindelige opfattelse af mennesker.
Det ligner andre konspirationsteorier, som er opdigtet simpelthen for at skade en gruppe mennesker, som man på grund af fordomme ikke kan lide. Enhver med almindelig sund fornuft kan da indse, at de første kristne ingen interesse havde i falskneri.

fejloversættelser:
Vi gør det så godt vi kan. Mere kan du ikke forvente af os.Men du mener måske, at vi med vilje skulle oversætte forkert.Så kender du intet til den videnskab, som teologien på universitet er.

ikke værdigt som eneste kilde til noget så essentielt som en guddom:

Jeg kan slet ikke følge din tankegang. På den ene side ophøjer du Gud, så det slet ikke passer med kristendommen. Gud er ikke en guddom. Gud er en far, som elsker sine børn. Bibelen er i øvrigt ikke "en kilde", som om den skulle bevise noget om Gud.

Jeg vil bruge en sammenligning: maleren Picasso har malet situationer og mennesker, som har øje i panden og næse på maven. Det ville være helt forkert at sige, at hans billeder er løgn, fordi der ikke findes sådanne mennesker. Nej, tværtom: med sin abstrakte måde at skildre mennesker på, har han ramt noget endnu mere sandt om menneskelivet, end hvis han havde malet naturalistisk.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar3kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.004-07:00

trusler om helvedes pinsler

Jeg tror, at du regner dig for fornuftig. I Jesu fortællinger kan du ikke finde noget om trusler og pinsler. Jeg henviser igen til Arbejderne i vingården
(link:http://home3.inet.tele.dk/agerbo/600.html)

Hvor har ateister den opfattelse fra at Jesus truede med helvede.
I hvert fald ikke ved selv at læse i bibelen. Mon det så ikke er fra nogle forskruede religiøse i deres eget liv, som de så ligestiller med kristendommen. En underlig ufornuftig måde af afvise er religion på.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar2kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.003-07:00

Først fejlbarlig.
Mener du, at du kun tror på perfekte mennesker og hvor finder du dem.

For det andet: hvor får du den foragt for fortidens mennesker fra.
De var virkelig meget omhyggelige med det, som var vigtigt for dem, og det var at videregive, hvad de selv havde hørt og som de kunne lide.

Hvor kommer denne opfattelse fra, at de første kristne var en samling svindlere, som sad og grinte i skægget, mens de opfandt svindlerhistorier, som aldrig havde fundet sted.

Med hensyn til at have mødt manden:
De har mødt mandens ord. Det var det vigtige for dem. I øvrigt er det sært, at der ingen steder er beskrevet, hvordan Jesus så ud. Det synes du måske er et tegn på, at han aldrig har eksisteret. Men så må det også være et tegn på, at de første kristne ikke var dygtige falsknere, for så havde de vel opdigtet en masse om Jesu udseende. Jeg forklarer det sådan, at man ikke er interesseret i en persons udseende, når man har talt ham og glemt sig selv, fordi hans ord var overvældende.

Jeg fortæller da også historierne om Jesus videre, fordi jeg synes lige så godt om dem som jeg synes om Rembrandts billeder eller Mozarts musik.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar1kommentar20080719

2008-07-19T04:46:00.001-07:00

For mig er en fortælling indikation nok på, at der har været en, som har opfundet den. Flere af Jesu fortællinger er ganske enestående, f.eks. Den fortabte søn eller Arbejderne i vingården
(link:http://home3.inet.tele.dk/agerbo/600.html)

Hvis du kunne henvise til historier, som er af samme karakter og lige så korte, inden for de sidste to tusind år, vil jeg meget gerne høre det.

Med hensyn til sandhed. Det er en almindelig opfattelse, at forfattere i deres kunstværker fortæller om livet og lader en moral skinne igennem. Selvfølgelig mener de, at det er den store sandhed, som de fortæller om.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar10kommentar20080719

2008-07-19T03:56:00.000-07:00

Er du mod antologier? Det kan ikke være med fornuftige grunde.
Jeg synes snarere, at det er dig, som overvurderer bibelen. Jeg synes, at det er en fordel, at så mange har fortalt på deres måde om Jesus. I det væsentlige er de meget ens, men det viser, at de følte sig frie til selv at fortælle.

Ateister forlanger noget af bibelen, som den ikke vil være. For det første er den ikke én bog, men mange bøger. Og bøgerne, især Det nye Testamente vil videregive et budskab. De første kristne ønskede ikke at bedrive videnskabelig historieskrivning, hvor man neutralt og til mindste detalje beskriver begivenheder. De kristne ville videregive Jesu budskab.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

minkommentar11kommentar20080719

2008-07-18T00:08:00.000-07:00

Jesus fortalte om Gud på en anden måde end traditionen, som den bl.a. kommer til udtryk i Det gamle Testamente.se link
Han gjorde det f.eks. med ordene: "De gamle har sagt .., men jeg siger jer." De skriftkloge og farisæerne mente, at han med sit budskab talte blasfemisk om Gud, bl.a. ved at kalde Gud far. Det var et ringeagte Gud, at bruge et barns kaldenavn til sin far.

Fundamentalister må have besvær med mange steder i Det gamle Testamente. Der er urimelige love, som vi aldrig ville overholde.

Jeg tager bare et tilfældigt eksempel:
"Dette er de retsregler, du skal fremlægge for dem: v2 Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag. "
Det var (eller er det stadig for en fundamentalist) lovligt at holde slaver. Skulle det betyde, at vi har lov til at købe en jøde og holde som slave. Noget positivt er måske, at slaven skulle frigives efter 6 år. Så vidt jeg husker fra min studietid, overholdt jøderne ikke den sidste del af budet.

Med hensyn til det nye Testamente er jeg enig med Luther i at Johannes Åbenbaring er
"noget hø"; jeg tror, at det var det udtryk Luther brugte.

Jeg vil bruge en sammenligning. Når jeg ser en film, danner jeg mig undervejs et indtryk af personerne, og det kan ske, at filmens forfatter eller instruktøren i en scene lader en person gøre noget, som jeg ikke synes passer med det hovedindtryk jeg har fået af personen. Det gør dog ikke, at jeg forkaster hele filmen som dårlig.

På samme måde har jeg dannet mig et indtryk af Jesu budskab, særlig vægt lægger jeg på hans lignelser, men også at han hjalp udstødte. (Egentlig er hans undere også lignelser, dvs de skal fortælle, at alle de folk, som jøderne så ned på, fik Guds accept og hjælp). Det er rigtig, at hvert af evangelierne har deres egen tone, og der kan være sætninger, hvor jeg tænker, at det ikke passer med det hovedindtryk jeg har af Jesus. Jeg tænker, at Mattæus f.eks. er kommet til at lade sin egen opfattelse skinne igennem nogle steder i det han skriver. Det synes jeg er meget menneskeligt og det kan jeg godt bære over med. Jeg har et nuanceret og kritisk billede af det som jeg læser. Det har jeg i øvrigt også med alt andet jeg læser, også videnskabelige artikler.

Jeg kan ikke genkende mig selv i det billede, som ateister tegner af kristne som dumme og ukritiske.

Jeg synes snarere, at ateismen er ufornuftig. Den har samme opfattelse som religiøse fundamentalister, at man enten skal godtage hele bibelen, og dvs. hvert ord, eller intet.

En anden fejl, som både fundamentalisten og ateisten gør, er, at de ikke ser, at bibelen ikke skal tages bogstaveligt.se link)Mange af historierne i bibelen er billeder, som skal fortælle om noget, vi ikke kan formulere i ord.

Jeg er mod fundamentalister, hvad enten de er kristne, muslimer eller videnskabsmænd. De er som regel ufornuftige fanatister. Jeg tror virkelig f.eks. at nogle få muslimer, de såkaldte islamister, har bagtanker, nemlig at få magten og gøre vores liv dårligt. De er kun et fåtal. De fleste muslimer er ærlige troende, som jeg bare er uenige med.

I USA er der mange kristne fundamentalister, men det er meget ufornuftigt at forkaste kristendommen på grund af dem. Vi skal derimod passe meget på dem. Mon ikke det er på grund af sin fundamentalistiske tro, at Bush startede krigen i Irak.

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Videnskab og tro

2008-06-27T02:23:00.000-07:00

Mange videnskabsmænd har sikkert forstand på videnskab. Hvorfor udtaler de sig så ikke det, som de har forstand på, Når aktiv atesitiske videnskabsmænd fører krig mod religion, benytter de sig uden at sige det af filosofi og teologi, som det er tydeligt, at de ikke har den mindste forstand på.

Hvordan kan det være at disse aktive ateistiske videnskabsmænd er blevet mere missionske end de fleste religiøse. Det er som om de er blevet besat af en idé: den kristne tro er skadelig.

Jeg tror, at der er flere beviser på, at videnskaben er skadelige, i hvert fald flere af dens resultater, og det skyldes, at videnskaben er uden moral og etik. Og det skal den være. Den skal forske uden hæmninger. Men den må så heller ikke blande sig i moral og etik og tro.

Jeg mener, at troen skal holde sig fra videnskaben og ikke diktere den noget. Men omvendt mener jeg også, at videnskaben skal holde sig langt fra religion. Jeg har en mistanke om at de aktive ateistiske videnskabsmænd har blandet relgion i deres forskning, nemlig den ateistiske tro.

Der er selvfølgelig videnskabsmænd, som ud over deres videnskab også har sat sin ind i filosofi og tro. Men mange videbskabsmænd er de rene diletanter, når de prøver at udtale sin om den slags, og det kedelige er, at andre kan forledes til den mening, at når en videnskabsmand er ekspert på sit felt, at så taler han med lige så stor ekspertice på alle andre områder, også filosofi og tro.

Jeg synes, at de aktive ateistiske videnskabsmænd mangler det, som kendertegner en ægte forsker, og det er ydmyghed og eftertanke. En ægte videnskabsmand ved, at alle videnskabelige sandheder står åbne til diskussion og at der kan komme nye teorier og ny indsigt, som fortolker data helt anderledes. Ellers kom vi jo aldrig videre.

Ved ateister, hvad kristendom er?

2008-06-27T02:08:00.000-07:00

Jeg forstår godt at mange også videnskabsmænd er mod fundamentalistiske religiøse,som f.eks. tror bogstaveligt på bibelen, dvs at jorden blev skabt på 7 dage osv.

Jeg synes at videnskabsmænd og mange, som støtter videnskaben, er lige så fundamentalistiske.Jeg ved ikke hvor denne tro på videnskaben kommer fra.

Jeg er ikke videnskabsmand og vil ikke bedømme alle deres teorier, men jeg har i hvert falden grund til at tvivle på de aktive ateistiske videnskabsmænd. Hvis de læser deres egne data, ligesom de læser de data, som kristendommen og kristne udgør, har de et problem.

Jeg er enig i deres kritik af fundamentalister, men det er som om disse videnskabsmænd er blinde.De beskriver i hvert fald ikke min tro. Mon de overhovedet ved, hvad kristendom er.

Det er vel også det letteste at tage en afart af kristendommen og sable den ned.Men jeg håber ikke, at det også er sådan de udøver deres videnskab.

En af mine yndlingssider er http://www.gluefox.com/trov.shtm

Han begynder:En allmän uppfattning idag verkar vara att vetenskapen en gång för alla bevisat att inget övernaturligt existerar, och att endast den som är dum eller okunnig kan tro på Bibelns Gud. Denna åsikt är den förhärskande i massmedia och förs även fram i skolans läromedel, låt vara i mer eller mindre förtäckt form.

Om nu denna åsikt skulle vara korrekt, återstår emellertid några smärre saker att bortförklara: Hur kan det t ex komma sig att ungefär 40 procent av alla forskare i USA tror på en personlig Gud (enligt artiklar i Nature 3/4-97 sid 435 och 23/7-98 sid 313), vilket för övrigt är samma siffra som för hundra år sedan? Har dessa troende forskare sovit under de senaste hundra åren och inte märkt att forskningen bevisat att de har fel? Varför hittar man dessutom den största procenten troende naturvetare bland fysiker och matematiker? Har fysikerna och matematikerna inte förstått konsekvenserna av sina egna teorier, när alla andra tydligen gjort det?!

Intelligensogreligion

2008-06-25T12:01:00.000-07:00

Intelligens og religion

Den 24 juni 2008 var der en nyhed om intelligens og religion, dvs det var i virkeligheden om Helmuth Nyborg, som mener at kunne sige noget om intelligens og religion.

Måske er nyheden også kendetegnende for medierne og deres opfattelse af religion.

(tryk på de blå tekster og tryk alt og pil til venstre for at komme tilbage eller browserens tilnage knap)
Jeg vil sammenligne dr.dk,JP, Politiken, Kristeligt dagblad og Information
1. overskrifterne
Overskriften hos dr.dk er pjattet, om ikke stødende.
2. indholdet under overskrifterne
Når man sammenligner indholdet er dr.dk det mest diletantiske.
3.kommentarer på netsiderne
Her flere kommentarer fra netsiderne, også fra dr.dk, og mærkelig nok er flere af dem mere fornuftige
end artiklen hos dr.dk

PostkortFraVejleIndledning

2008-06-14T08:36:00.000-07:00

Hermed en begrundelse for valget af postkortgenren og en læsevejledning.

Postkortgenren er på trods af dens store udbredelse en meget overset og undervurderet genre. Den består af korte sætninger og alligevel er der mange skjulte lag under hinanden. Et eksempel: "Her er strålende solskin". Den sætning kan godt betyde at der er ulidelig varmt og ikke til at gå udenfor. "Stranden er utrolig smuk". Det kan godt betyde, at der er så mange sten, at man ikke kan bade fra stranden.

I PostkortFraVejle er der flere lag. Ved kun at trykke på linket næste - (den blå tekst over (hvis du ved et tilfælde..); lad være med at scrolle eller rulle til næste indslag; men husk på det indlæg du er at se foto nederst) - vil hovedfortællingen folde sig ud. - (Ja, jeg råder nok til første gang, hvis det er muligt, kun at trykke på næste. Faren er bare, hvis du ikke har lyst til at læse det igen og trykke på links; så vil du gå glip af meget) - Hvis der trykkes på andre links, kan man komme tilbage ved at trykke på linket tilbage. (blå ord i teksten er links (lige på dette første indlæg er der ingen vej tilbage))

PostkortFravejle er formet som en tvtransmission fra en teaterforestilling. Ligesom ved store festlige begivenheder i kongehuset varer en sådan transmission (DenUddybendeKommentator1) en hel dag og mange kommentatorer sidder parat for at sige deres mening. Vi er så heldige at vi kan springe alle disse afbrydelser over ved kun at trykke på linkene "næste".

Der er endnu er fordel ved denne transmission. Du kan afbryde og slukke og vende tilbage til det sted du forlod. Du skal bare først tilføje et bogmærke i din browser til den side du var på, da du forlod transmissionen.

(Jeg vil på forhånd slå fast, at jeg har dyb respekt for de ansatte på Vejle Sygehus, og den respekt har jeg også efter min indlæggelse)

Velkommen til den store transmission PostKortFraVejle og god fornøjelse.

VaerktoejerVedUdarbejdelsenAfPostkortet

næste
ingen vej tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, så er du ved begyndelsen af en fortælling, som fortsætter )

træstamme

2008-06-14T08:30:00.001-07:00

FoerTaeppetGaar

2008-06-14T08:25:00.000-07:00

(Læg mærke til alle ord som berører det at gå og løbe)
I salen ses siddende og ventende personer, som ikke har tænkt sig at gå nogen steder, undtagen i pausen, som flere af dem ser frem til allerede. De går i teatret for at blive set. I dette øjeblik høres en spredt hvisken. Ved du hvad forestillingen handler om. Nej, det er en uropførelse og ingen kender forfatteren. Hvor var du henne i går. Jeg var nede i Hennes og Maurtiz i deres store butik i Vejle. Har du hørt noget om stykket. Han må i hvert fald have været i Vejle, når han kan skrive et postkort derfra. Var det dér du købte kjolen. Ja, der var en utrolig dygtig og sød ekspedient, som så ud til at være adopteret. Jeg hørte den kvindelige chef sige, at det var en skam, at ekspedienten allerede var adopteret, ellers ville hun gerne adoptere hende. Nej, ved du hvad, du skulle hellere gå ind i Solo; dér er en meget sød og smilende adopteret ekspedient. Mon de er søstre.

Nu dæmpes lyset; stemmerne tier forventningsfuldt; tæppet glider langsomt op.

Berlin, vist nok ikke et sygehus

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt1

2008-06-14T08:21:00.000-07:00

(3 optrædende, flere forbi- og tilløbende)

Hun har et fremmedlegeme siddende fast i halsen, siger han meget bekymret. Hvad tænker du, kære tilskuer? Jeg hører det, altså mandens ord, mens jeg ligger på hospitalet og venter og føler, at en fortælling er ved at komme til verden. Det er ikke fødegangen jeg ligger på, men en skadestue-stue.

Jeg (noteOmJegPerson) føler mig midt i en uvirkelig forestilling. Jeg vil ikke kalde det en cirkusforestilling, for jeg har aldrig følt mig særlig godt tilpas i cirkus. Hvad kan der ikke ske af ulykker i et cirkus. Det er farligt og tæt på. Sådan føler jeg mig, som en klovn midt i managen, faldet over sine egne ben og nu ikke kan rejse sig, mens folk klapper. Her er nu ret stille, fordi min kone og jeg ikke siger så meget til hinanden. Sådan kan vi godt have det. Kun gennem den åbne dør kommer der luft og lyde fra en lidt for livlig virkelighed uden for. Jeg vil senere få at vide, at der netop denne dag, hvor det var rimelig varmt efter danske forhold, er sket mange uheld, netop med folks ben. Flere er faldet ned fra stiger, ikke benene, men deres folk.

Nu hører jeg en ude på gange tale engelsk og blandet ind i samtalestrømmen hører jeg hende sige: "The show must go on."

Det gør vi så. En ældre sygeplejerske ser på min ankel og kommer den i en støvle med isvand, mens hun siger, at jeg selvfølgelig ikke skal sidde ude i venteværelset men straks må komme ind på en stue, så lægen kan komme og se på mig.

Hun løber ud igen og kommer ind med et mærkeligt apparatur: et lille, sindrigt stillads, som hun prøver at slå op; men det kan hun ikke; så hun løber ud igen og kommer straks tilbage og stiller det op under mit venstre ben (jeg ved ikke hvad hun lavede derud; måske stampede hun i gulvet, så op og sendte en kort bøn til Gud, så ned og truede ad det lille satans stativ), så anklen bliver hævet op. Tak, det var altfor meget. Den er allerede hævet til 3dobbelt størrelse.
Det syner måske af så meget, fordi det er et lille rum, hvor der både er et skrivebord, et skab, nogle hylder, en seng, som jeg ligger på, og min kone.

Da sygeplejersken har efterladt os igen, prøver min kone og jeg at finde på et eller andet at sige. Det gør vi da jævnligt. Nu har vi svært ved det, fordi man ikke bare sådan kan hyggesnakke, når en af parterne lige har fået sin tilværelse knust, eller måske er det bare anklen, som er forvredet.

(DenAlvorligeKommentator1, DenStyledeKommentator1)

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

FoerScene1Akt1

2008-06-14T08:17:00.000-07:00

Jeg har travlt. Jeg skal forberede årets happening: en udflugt med afdelingen på min virksomhed. Jeg samler ting sammen. Løber op og ned. Midt på trappen kommer jeg i tanke om det allervigtigste. Sidste år havde jeg ikke en kasket og det blev et så strålende solskin at jeg sidst på dagen lignede en kogt krebs oven på hovedet. Der er mange ting jeg ikke har, en af dem er hår på hovedet. Jeg har skæg, men det er ikke så langt at det kan bruges som kasket.

Midt på trappen drejer hurtigt om med ét ord i tankerne "kasket". Jeg glider ned ad trappen. Stort rabalder. Min kone og samtlige børn kommer løbende (det har jeg også; jeg har to). Hvad sker der? Jeg: jeg faldt. Min kone: du gled. Jeg: jeg faldt. Min kone: nej, du gled. Jeg: ja,ja (jeg er vant til at jeg i enhver situation skal give min kære kone ret). Jeg: jeg ska..
Min kone: hvad skal du nu! jeg: jeg skal brække mig. Min kone kan løbe hurtigt og inden jeg ser mig om, står jeg med en skål i hænderne og brækker mig. Da det er godt overstået, tager vi på skadestuen og Scene 1 akt 2 kan fortsætte

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt2

2008-06-14T08:04:00.001-07:00

Her kommer der lidt dødvande. (Vi skal senere komme mere ind på det med døden, som bliver meget konkret). Vi, dvs. min kære kone og jeg venter på lægen. Hvert minut varer lang tid. Pludselig kigger han ind og ser kort på benet, som hviler tungt i min bevidsthed, og siger jeg skal have taget et røntgentbillede. Så venter vi igen.

Min kone vil ud og finde nogle blade, som hun kan læse i. Jeg venter på hende og på lægen.

Når man ligger i et stille og lille rum ganske alene (man=jeg), hører man tydeligt hver lyd ude på gangen. Der er mang slags trin, hurtige, lette, trippende, klaskende, klikkende og jeg tror ikke mine egne ører (er jeg virkelig ved at blive skør eller mere skør end jeg plejer); jeg hører en slæbende gang; den høres først svagt langtfra; den kommer nærmere og nærmere; bliver højere og højere. Og det er tæt med midnat. Jeg tænker, at det er døden, den gamle død, som er blevet træt af sit arbejde og har svært ved at bære sin le. Heldigvis drejer de slæbende skridt ud i skadestuens venteværelse. Jeg ser et skelet, dvs. en ældre kvinde, gå derud og ånder lettet op.

Så hører jeg min kones trin (de er ikke så trætte) Så kom hun alligevel tilbage og hun siger undrende, at alle ugeblade er fra 2005. (DenNaestenAltVidendeKommentator1)

Min kone og jeg spørger hinanden om anklen kun er forvredet eller der skal gips på og min kone overvejer at tage hjem, fordi tiden føles syg sådan et sted. Men vi afbrydes af en portør (dem skal jeg møde flere af; det er raske svende). Han siger, at vi straks er tilbage, så min kone har ingen undskyldning for at tage hjem. Det havde jeg ikke behøvet en undskyldning til.

Det varer rigtig nok kun kort, for røntgenstuen er et par rum længere henne ad gangen og snart er jeg igen i skadestue-stuen. Eller er det typisk for et sygehus. Man venter og venter. Men når der så sker noget, sker det meget hurtigt, og så er man tilbage og venter igen.

næste

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt3

2008-06-14T07:58:00.000-07:00

Den unge læge kommer ind og ser træt ud og siger, at jeg skal indlægges og opereres. Det var en slem en; ordene er som et fremmedlegeme, jeg har svært ved sluge. Jeg kan næsten ikke få vejret. (Den samme fornemmelse får jeg, når jeg vågner). Men det hjælper ikke at protestere.

Senere kommer jeg i tanke om, at jeg straks for at tage pusten fra hele dette lægevæsen kunne have bedt om at blive overført til privathospitalet Mølholm Slot, hvor jeg ved de får rødvin til aftensmaden og som jeg har en forsikring til via mit job på en af Danmarks bedste arbejdspladser.

Nu skal jeg så udspørges. Først går remsen lidt langsomt. Lider du af nogle sygdomme. Nej. Har du før været på sygehuset. Ja og jeg siger hvornår og hvordan. Men så går remsen hurtigere og det er ikke meningen jeg skal sige nej hver gang: Har du ofte hovedpine, ondt i ørerne, ondt i tænderne, bihulebetændelse, hævede skuldre, halsbesvær, hævede kirtler,hår på brystet, vanskelig vandladning, varme tæer (det vil senere vise sig, at jeg har beundringsværdige varme tæer, også når de er døde) - midt i det hele synes jeg det er sjovt, at han kan sige så mange ord så hurtigt efter hinanden, så jeg bryder ind i hans opremsning og roser ham med ordene: hvor er det flot du kan så lang en remse. Han træt og udmattet: jeg har sagt den mange gange. Men jeg kan se at jeg har bragt ham ud af rollen og de næste spørgsmål kommer lidt tøvende som om han skal tænke sig om eller er ved at falde i søvn. Han holder dog masken.

næste

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

MegetAlvorligSlutningPaaSamtale

2008-06-14T07:00:00.000-07:00

Den unge læge taler om, at jeg ganske givet får sat en skinne og skruer på anklen. Jeg har engang set en film, som hedder Forrest Gump. Der har hovedpersonen i sin barndom skinner på begge ben og går meget akavet og bliver drillet af de andre drenge. Skinnerne rasler ved hvert skridt.(noteOmHuskeSaetning)

Jeg tænker om det er sådan jeg skal ende mine dage. I min barndom kan jeg huske ulækre mænd, som haltede, og som børn skjulte sig for. Nu om dage ser man sjældent den slags. Hvor er de blevet af, de halte mænd. Måske bliver jeg sådan en i vores kvarter. Er det sådan jeg skal ende min løbebane? Blive hånet for hvert skridt jeg tager. Skridt udtalt uden r og på engelsk.

Jeg føler mig lidt ensom. Min kære kone er også gået. Jeg elsker hende meget og kan ikke undvære hende og nu ligger jeg her i en skadestue-stue og er halt (også med v). Jeg føler mig miserabel (med q og x og z).

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt4godnat

2008-06-14T06:45:00.000-07:00

Min kone er nu endeligt gået efter at have sagt godnat. Den ældre og vågne sygeplejerske kører mig ud for at jeg kan komme over i en rigtig hospitalsseng. Det går let. Men så opdager hun noget, som mangler og siger: jeg henter lige en galge. Jeg tænker: er det sådan de hurtigt kommer af med patienter. Hun kommer med en stang, som hun sætter på sengen, så patienten kan hale sig op. Det vil senere vise sig, at jeg ikke kommer til at bruge den til andet end sengens fjernbetjening; når den hænger i krogen kan jeg løfte fodende eller hovedgærde. Jeg prøvede dog ikke at klappe den helt sammen med mig i midten som en sandwich

Endnu en portør dukker op ud af intet og kører mig med en flydende bevægelse; det føles som at flyve på en sky; er jeg allerede kommet hinsides;

Som andre portører er også denne en venlig mand. Han spørger hvordan det er sket. Jeg fortæller. Han fortæller, at han for nogle dage siden kørte end ældre dame, som var faldet og havde brækket begge håndled. Der var ellers så meget hun skulle have lavet og nu kunne hun ikke engang tage sine briller af og på. Det kan jeg, som ligger og bliver helt opmuntret. Det var måske portørens formål med hans fortælling. Hvad mon han siger til en, som har brækket halsen.

Jeg lander på ortopædkirurisk afdeling på en stue længst nede ad en tom gang. Undertiden undrer det mig, at der slet ikke står senge på nogen af gangene. Dér ville jeg da gerne have ligget og fulgt med i sygeplejerskernes gøren og laden.

Der er meget stille og en sygeplejerske kommer og ønsker mig velkommen. Ja, tak, når det nu ikke kunne være anderledes. Da hun går ønsker hun mig god nat og sov godt med et sødt smil. Det er hende, som har det, smilet. Jeg undrer mig. Vi ved jo begge to, at jeg ikke får lukket et øje hele natten.

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt5foerstenat

2008-06-14T06:40:00.000-07:00

På scenen er et aflangt større værelse. Til venstre er en håndvask. Længst inde er en seng med en patient. Højt på den ene væg er et stort fladskærmstv. I endevæggen er et stort vindue, hvor det næste dag vil vise sig, er den mest strålende udsigt over Vejle. Der er mørkt i værelset, så man ikke kan se håndvasken og sengen og vinduet, men der er en lille lysende rød plet på tv-et.

Der lyder et ret højt "TAK". Hvad mon det er? Det varer længe, endnu et "TAK". Hvad mon det er? Er det et overvågningsapparat, som registrer mine hjerteslag. Så er jeg gået i dyb dvale. Mon det er uret. Varer et minut så længe. Jeg er meget i tvivl, men det vil senere vise sig, at det er uret. Mon det er til blinde? De kan følge minutterne; ved at tælle kan de altid vide, hvad klokken er. Jeg prøver at overtale mig selv til ikke at være utaknemmelig.(denraadgivendeingenioer1)

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )