(kapitlet før dette ses på En ven )
Jeg er som en korrespondent, der beretter fra Vejle by. Hver dag iagttager jeg folk og forholdene og undrer mig over dem. Det er ikke helt ufarligt. Jeg hørte om en korrespondent, som skulle til Japan, men i Singapore hørte han om en voldsom eksplosion på et japansk atomkraftværk, så han tog en flyver i den anden retning. Jeg går ned i Vejle hver dag uanset hvad jeg har hørt. En anden korrespondent, som var i Japan, fortalte at han boede på et hotel med 20 andre korrespondenter, og de havde talt med hinanden og han sagde: " Vi mener, at forholdene i Japan er meget alvorlig" og så rettede han det til " den japanske befolkning mener, at det er meget alvorligt." Det kunne tyde på, at han ikke havde været uden for hotellet. Det ville heller ikke nytte. Han kunne ikke japansk og han vidste ikke, at når han spurgte en japaner på engelsk om ikke situationen var alvorlig, så vil en japaner af høflighed altid give ham ret. Jeg taler ikke med andre korrespondenter eller udspørger borgerne. Jeg lytter. Jeg stiller mig f.eks. foran en butik med dametøj. Det er ganske vist lidt mistænkeligt at en tynd mand står og ser på dametøj. Men jeg lader som ingenting. Straks er der bid. To kvinder nærmer sig og skal se på butiksvinduet, mens de snakker. " Min læge siger, at jeg skal tabe mig, ellers er jeg i risiko." Den anden svarer:" Det er nederen. Hvordan vil du tabe dig." - " Jeg vil først prøve banankuren." Jeg ser for mig, at hun har stoppet en banan i munden og en i hvert øre og hvert næsebor osv.. Men den anden bryder ind: " Sidst jeg var på kur, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg syndede og alt det jeg ikke måtte spise, det spiste jeg rigtig meget af. Jeg følte mig som dårligt menneske."
En sådan lille samtale fortæller meget om forholdene i Vejle og blandt danskerne og den er ikke helt ufarlig. Man kan blive smittet af de synspunkter, som bliver udvekslet. Synspunkterne stammer jo ikke fra de to konkrete kvinder, men er spredt fra mund til mund og jævnlig holdt ved lige i medierne. Det er uskyldigt blandet ind mellem andre nyheder. Flyulykker, drab i Randers og storm i morgen, så står der pludselig: Den som spiser salt, dør af overvægt, kræft og blodpropper. For at forenkle risikoen nævnes altid kræft og blodpropper. Jeg tænker nogle gange, hvorfor der aldrig er risiko for fodsved eller vorter i armhulerne.
Jeg har hørt, at Jesus har sagt, det ikke er det som kommer ind ad munden, som gør et menneske dårligt; det er alle de dårlige ord og tanker som kommer ud af mennesket. Tænk hvis det som spredes fra mund til mund og fra medier, var rent, så ville den værste forurening være overstået. Men så ville der ikke være så mange ord i omløb. Jeg har også hørt, at Jesus har sagt, at dine ord skal være ja,ja, og nej,nej. Det er ikke meget. Selv var Jesus lige så kortfattet, som Gud er. Jeg selv prøver så vidt det er muligt at holde mund. Det ville være synd, hvis kvinder foran et butiksvindue skulle det. Det er så opmuntrende at lytte til dem. Størrelsen på en bluse. Farven på en kjole. Man kommer langt væk fra drab og stormvejr, som det er farligt hele tiden at gå og frygte.
Modvilligt giver jeg slip på de to kvinder og vandrer videre i Vejles verden.
Lige nu er der meget liv på gågaden. Folk snakker, folk går, folk kigger. Jeg ser på dem og tænker: nu bliver alting stille. Og sandelig hvor de går og står, standser de og bliver hvor de var. Hvis deres mund var åben, er den det. Ekspedienten, som lige kiggede ud af butiksdøren, bliver ved med det. En af damerne fra før peger på vinduet og er stivnet. Jeg kigger mig forundret omkring. Jeg prøver om jeg kan gå. Det går fint. De kan allesammen se og høre, men de kan ikke bevæge sig. Jeg kan frit gå rundt mellem dem. Jeg går hen og kigger en i øjnene og så hvisker jeg i hendes øre: " Der er mange, som godt kan lide dig. Det må du også gerne." En anden har et lidt besværet ansigt og til ham hvisker jeg: " Du er ikke den eneste, som er ked af det. Hver anden heromkring skjuler det. Det ved jeg alt om." En pige er meget nervøs, og jeg hvisker: " Tag det helt roligt. Der er én som passer på dig." Sådan går jeg fra person til person og finder på et eller andet. Jeg kigger en mand i ansigtet og hvisker til ham: "Du tror, at du bestemmer, men i virkeligheden er der mange, som hjælper dig. Det må du gerne sige til dem." Der er en kvinde, som har fire poser i sine hænder og til hende siger jeg i øret: " Du går meget op i tøj. Det er en trøst for dig og den hænger død hjemme i dit skab. Find hellere en, som du kan trøste." Jeg drejer om hjørnet ved kirkegade og går ned mod banegården. Her kører bilerne og folk er i bevægelse. Jeg sniger mig tilbage og kigger nedad gågaden. Jo, nu begynder de at røre på sig. Først lidt tøvende og lidt usikkert smilende. Og så er alt normalt igen, kiggen og snakken og gåen. Men det er som om nogle af dem er lidt eftertænksomme. Det var meget uheldigt, at de nu allesammen husker mit ansigt.
Jeg må indrømme, at øde og tomhed iriterer mig og sætter gang i min fantasi. Det samme gør larm og snak. Det var min fantasi, som fik alt til at stå stille og gav dem bløde ord i ørerne. Men en korrespondent må ikke påvirke dem, som han iagttager. Han skal neutralt berette om tomhed, larm, flugt og tristhed. Hvorfor er der ingen bomber, som skaber liv. Så kunne vi bede om hjælp fra Nato og de kunne sender jagere ind over Vejle og folk blev reddet fra alt det panser, som de omgiver sig med. De kunne være frie til at se hinanden i øjnene. Jeg må indrømme, at det er lidt for naivt og for højt et mål. Danskerne har det udmærket. Hver for sig har de det dårligt. Det er ikke med i de økonomiske planer, hvordan man har det, men hvor meget man tjener.
Jeg prøver igen: " Alle bliver løftet op en halv meter over jorden og bliver hængende dér." Men der sker ingenting. Det virker ikke hver gang. Vejlenserne havde ellers godt af at se det hele lidt ovenfra med alle sanser åbne og opdage, at de også er mellem himmel og jord. Men pludselig virker ordene på mig. Jeg løftes ganske lidt op, sikkert ikke mere end 10 cm. Men det er da altid noget. Det føles uvirkeligt.
Hovedet kan jeg dreje, og da jeg gør det, står Jesus foran mig. Jeg kender ham ikke, men jeg ved at det er ham. Han siger ikke noget men ser ind i mit ansigt. Han ser alt det som er og kan alligevel lide det han ser på en rolig måde. Det er både at forstå og blive forstået. Så er øjeblikket forbi, og jeg daler og jeg ser ham ikke længere. Det havde jeg ikke ventet midt på Kirkegade. " Gud, det er nok, at jeg må tale med dig. Skal jeg nu også til at se syner." Jeg ser op, men Gud svarer ikke. Til gengæld får jeg øje på de øverste etager på husene. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Flere af dem har fine udsmykninger øverst oppe. Folk ser nu en tynd mand gå gennem gaden med ansigtet vendt mod himlen. De går uden om ham og undrer sig og kigger selv op: " Er der noget?" Gud viser sig heller ikke for mig. Men det er som om nogen hvisker mig i øret:" Der er mere mellem himmel og jord, og det kan være smukt."
Der er boder og torvedag på kirkepladsen. Jeg er på jorden igen og går roligt rundt og ser på ost og fisk, som om jeg er en almindelig kunde og ikke en iagttagende korrespondent. Der er to som har fået øje på mig som et muligt offer og de stiller sig foran mig og spærrer vejen mens de rækker et blad til mig. Det tager jeg ikke imod, men venter på hvad de vil sige. " Kender du Jesus?" spørger den ene.
Jeg svarer: " Det ved jeg ikke, men jeg har lige set ham på hjørnet mellem gågaden og kirkegade. Det er kun et kort øjeblik siden. Måske er han der endnu. Hvis I skynder jer, kan I måske få ham at se. I må gerne hilsen fra malermester Madsen." De er ikke teknisk forvaltere, men reagerer lige sådan. De har svært ved at tro på mig og kan alligevel ikke lade være. Efter at have svinget frem og tilbage på fødderne skynder de sig afsted. Jeg hvisker efter dem: " Det kan være I skal hoppe lidt."
Hvorfor brugte de ordet "kende". Kender de sig selv;nej; og så kan de heller ikke kende det, som er større end dem selv. Kender de sandheden eller er de kun selvbestaltede forvaltere af et sæt sætninger, som de har lært udenad, og det kan aldrig være sandheden, som er rummelig og fri til nysgerrighed. De fleste ved ikke, hvad sandheden er, fordi de slet ikke ser i den retning. De ser kun deres egne meninger. Jeg har nok i at finde ud af løgnen i mig selv, og min fantasi og selvbestaltede tanker gør det så meget sværere.
Nu er ham, der skriver, kommet i selvsving. Folk hænger nærmest under skyerne og der er et helt afsnit om et ord. Det er som om han ikke kan finde på noget. Jeg ved hvorfor. Han har en søn, som er 30 år og en kone som er ældre. Sønnen taler han aldrig med, fordi han klarer sig fint, men det gør ham, der skriver, ikke. Han kan ikke klare hus og have og arbejde. Derfor er han flyttet over i lejligheden lige under mig. Dels var den ledig, dels vil han gerne være i nærheden af mig, som han tror han kender. Hvordan det ord så skal forstås. Da han ikke kan klare ret meget, har han indrettet lejligheden meget spartansk. Det mindste fjernsyn han kunne få. Det mindste bord han kunne få. En madras. Han bruger tiden i lejligheden. Jeg har hørt om japanske unge, som bor hjemme og pludselig beslutter, at de ikke vil ud af deres værelse. Døren er låst. Selv om forældrene trygler dem om at komme ud, får de ikke noget svar og døren forbliver lukket. Forældrene stiller engang imellem en tallerken med mad uden for døren, og senere står den tom tilbage. Hvis de stiller mælkekartoner eller poser, bliver det inde i værelset. På et tidspunkt når de unge er blevet sig selv og pludselig en dag kommer ud med langt hår og skæg. Det er mest drenge, som gør det, altså bliver inde og komme ud. Så er det værelse fyldt med skrald fra flere år.
Mon det er sådan ham, der skriver, har det. Hans forældre er døde for flere år siden. Nu har han meldt sig ud eller har lukket sig inde. Jeg stiller nogle gange en mælk og lidt kiks uden for hans dør. Han var ikke tynd, da han flyttede her over, men det skal han nok blive. Hvad sker der, hvis han holder op med at skrive. Så mister han den smule mad, som han har. Jeg har ondt af ham. Han har det næsten værre end mig. Det meste af dagen bruger han på at kigge gennem dørhullet for dog at se nogle mennesker og mig. Indimellem sidder vi stille i hver sin lejlighed og lytter til hinanden, men da vi sidder så stille, kan vi ikke høre noget.
Nu har jeg endnu mere brug for mine byture for at komme væk fra al denne ynkelighed. Mine fødder går af sig selv den korteste vej ned ad gågaden til Hennes og Mauritz. Jeg har hørt, at insekter er mere intelligente end man tror. Humlebier kan hurtigere end en computer udregne den bedste rute mellem alle de blomster, som den vil besøge. Jeg tænker tit på humlebier, når jeg sover til middag. Så kører postbudene rundt i kvarteret på små gule knallerter, der brummer som humlebier. Men intelligens har de ikke. De kører rundt uden mål og med og kommer flere gange den samme vej tilbage. Der skulle en stor fluesmækker til for at få ro i middagsstunden.
Jeg skal besøg en blomst. Det har mine fødder bestemt.
Viser opslag med etiketten aaa Læs dem først. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten aaa Læs dem først. Vis alle opslag
tirsdag den 19. april 2011
fredag den 8. april 2011
En ven
(kapitlet før dette ses på Et kort kapitel )
Der er gået nogle dage siden I sidst hørte om mig. Det kan I ikke vide. Der skulle egentlig have været nogle kapitler med tomme sider. Jeg har hældt meget vand på mit humør i de dage og kun set fortorvet foran mig. Det var sådan set hvad der skete, flise efter flise. Heldigvis har jeg min plan, ellers var jeg ikke kommet ud af sengen. Min plan er at gå ned til byen og hjem og sove til middag, og så igen gå ned til byen og hjem og sove. Det er en overset beskæftigelse at sove. Tiden går så nemt. Man lægger sig og forsvinder og når man vågner er flere timer overstået. Det er som at sætte tomme sider ind i en bog.
I dag går det bedre og før jeg ser mig om, er jeg på vej ned ad Koldingbakken og befinder mig på gågaden. Og der er en, som råber: Malermester Madsen. Det skulle jo ske, at nogle genkendte mig, når jeg er begyndt at sige mit navn. Det kan være én af tre, som råber. Jeg har mest lyst til at gøre mig usynlig, men jeg vender mig og ser en blond pige, som løber hen imod mig. Hendes hår er ikke længere vådt. "Hvordan har du det," siger hun uden at vente svar, og fortsætter:" Du forsvandt så hurtigt. Vi fik slet ikke sagt tak til dig, og Peter og jeg fik snakket rigtig ud med hinanden bagefter." Jeg tænker, at hun vist aldrig får snakket ud, for hun snakker hele tiden, men det går jo rigtig godt, og jeg behøver ikke finde på noget at sige. Hun stråler. Hendes hår er mere blankt, skinnende hvidt end blond. Hendes grønne øjne stråler. Hendes smil er strålende. Hendes bevægelser med hænderne for at understrege hendes ord med små tegn, hendes person er strålende. Jeg må jo sige et eller andet for at holde gang i hendes talestrøm: "Går du i skole." Og hun svarer: " Ja, jeg går på Handelsskolen i HG. Det er andet år. Heldigvis skal jeg snart ud i en butik. Jeg har valgt Hennes og Mauritz. Det er så smart tøj og alle har råd til det. Bare de vil have mig. Jeg har været hjælpepige dernede. Så der er nok gode chancer. Jeg vil bare ikke ned i Bryggen. Dér er så trist og mørkt. Om vinteren kommer der måske flere end i buttiken nede på gågaden, men ikke om sommeren." Sådan bliver hun ved, mens hun smiler, dog kommer der nu noget mørkt i hendes øjne: " Som du så har jeg problemer med Peter. Nogle gange er han totalt passiv." Uden at jeg ved hvorfra det kommer, siger jeg: " Måske styrer du for meget. Hvis du giver ham mere frihed, bliver han mere sig selv." Hun ser eftertænksom ud: " Tror du? Måske har du ret. Min familie bor i Nordjylland. Så dem ser jeg sjældent. Jeg har mange veninder. Men jeg savner en voksen at tale, sådan som vi gør nu. Kan vi ikke snakke sammen igen." Jeg siger: "Det kan vi godt. Jeg er her ved Blockbuster hver dag kl. 10 og 16, undtagen om søndagen, hvor jeg kun er her kl. 16." - Hun undrer sig: "Det må jeg nok sige. Så ved jeg hvordan jeg kan møde dig. Det var dejligt at snakke. Du er så rolig. Vi ses snart igen."
Hun ved ikke at jeg er rolig i det ydre, på facaden af atomkraftværket, men indvendig buldrer skjulte kræfter, som indimellem slipper lidt damp ud. Lige nu er der godt kog i kedlerne. Jeg er ved at boble over. " Gud, hvad var det som skete. Her går jeg i fred og ro og så møder jeg sådan en solstråle. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om. Skal jeg nu gå og tænke på hende og hvordan hun har det." - Gud svarer:" Ja, du siger hele tiden at du er alene og ikke har nogen venner. Det har du nu. Du er i øvrigt selv skyld i det. Du kunne have lade være med at gå ombord i båden og ville lege frelser. I det mindste prøvede du ikke at gå på vandet. Nu hænger du på den. Det kan ikke spoles tilbage."
Ham der skriver om mig, er nu gået i stå og ved ikke hvordan han kommer videre. Og det lige efter et af de mest afgørende øjeblikke i mit liv. Det kan du ikke være bekendt. Du må gerne fortælle det én gang til. Hvordan hun var og hvad hun sagde. Jeg ser det i hvert fald for mig hele tiden og hører hendes stemme og hendes smil og alvor. Åh, nu forstår jeg det. Han har ikke selv nogen venner og han ved ikke hvordan han får det. Men hvorfor er han så utilfreds. Han har en kone og to døtre. Det har jeg set. Dem taler han ikke så meget med.
Jeg for min part kan sige, at jeg har en ven. Det tegner det til. Måske er Peter også til at snakke med. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere være tavs og ikke knytte mig til andre, som jeg gjorde. Nu buldrer det i mit indre og jeg tager straks min vandflaske og tager et par slurke. Men hvad hvis de andre knytter sig til mig. Man kan vel ikke være bekendt at ryste dem af sig, hvis de hænger fast på én. Det er en umulig situation. Hvis man har reddet nogen, er deres liv i ens hænder. Så meget har jeg lært af Gud. Desværre har jeg også lært, at de mennesker man ikke har reddet, også er i ens hænder. Men det er noget uoverskueligt, så det ser jeg bort fra. Jeg har nok i at have en mulig ven, som jeg gerne vil skal have det godt. Og hvordan skulle jeg kunne gøre noget for det. Gud griber pludselig ind:" I dette tilfælde er det nok, at du lytter. Det er mere end rigeligt."
Efter en middagssøvn og endnu en beroligende tur til byen er jeg på vej hjem op ad Koldingbakken til krydset ved Pedersholms Allé, hvor jeg går langsomt og står stille nogle gange. Det er ikke for at få pusten, selv om stigningen sidst på bakken godt kan tage den. Det er for at blive set. Læg mærke til en mand, som har været på dagens dont. Jeg har engang hørt om en græsk filosof, som boede i en tønde. Hans by var i krig og fjenden ville angribe. Derfor havde borgerne i filosoffens by travlt med at forberede forsvaret. De samlede sten, som de kunne smide i hovedet på fjenderne. De kogte vand, som de kunne det samme med. Alle løb rundt i gaderne og havde travlt. Så gav filosoffen sig til at rulle sin tønde rundt i byen. Nogle standsede ham og spurgte, hvorfor han gjorde det. Han sagde: " Alle har så travlt. Jeg vil også gøre noget." Jeg har ikke en tønde med, når jeg går rundt i Vejle. Men jeg gør noget. Og når jeg kommer til krydset mellem Kolding bakken og Pedersholms Allé kl. 17.00 er dagens dont forbi.
Fakta ligger lige dér og jeg køber altid et eller andet for at være med. Jeg tager aldrig en kurv for jeg køber højest 3 ting. I dag vælger jeg en pakke toiletpapir med 16 ruller og løfter den op foran mig og går stolt med den hen til køen ved kassen. Foran mig står ham, der skriver om mig. Han handler også i Fakta. Jeg har set ham før. Han ser ikke godt ud. Mon han har været i bad i dag. Hans hud er lidt svedig. Han er måske ikke så tyk, men det er han i ansigtet, som er æggeformet ligesom en teknisk forvalter. Han siger altid en sætning til de unge ved kassen og de smiler til ham og de siger: Ha en god aften. Det gør de ikke til andre. Han vil aldrig have bon. Inden han bliver spurgt, siger han: "Nej tak til bon," og smiler og når den unge ved kassen har hørt det tilstrækkelig mange gange, behøver de ikke omtale bonen men kun smile til hinanden. Han skiller sig ud. Måske kunne jeg skrive en bog om ham. Det ville blive en spændende retssag, hvis en forfatter anklagede sin hovedperson for at skrive noget forkert om ham. Han kan heldigvis ikke se mig fordi jeg holder den 16 ruller store pakke med toiletpapir op foran mig. Når den unge ved kassen spørger om jeg vil have en bon, siger jeg:"Ja." Det er det eneste jeg siger. Når jeg får bonen, stirrer jeg på den. Jeg ved ikke hvad jeg ser, men jeg har set, at der er mange, som gør det. Og jeg vil gerne falde i med mængden ligesom filosoffen. Jeg vil ikke skille mig ud
Jeg går langsomt hjem til min lejlighed.
(næste kapitel ses på En korrespondent )
Der er gået nogle dage siden I sidst hørte om mig. Det kan I ikke vide. Der skulle egentlig have været nogle kapitler med tomme sider. Jeg har hældt meget vand på mit humør i de dage og kun set fortorvet foran mig. Det var sådan set hvad der skete, flise efter flise. Heldigvis har jeg min plan, ellers var jeg ikke kommet ud af sengen. Min plan er at gå ned til byen og hjem og sove til middag, og så igen gå ned til byen og hjem og sove. Det er en overset beskæftigelse at sove. Tiden går så nemt. Man lægger sig og forsvinder og når man vågner er flere timer overstået. Det er som at sætte tomme sider ind i en bog.
I dag går det bedre og før jeg ser mig om, er jeg på vej ned ad Koldingbakken og befinder mig på gågaden. Og der er en, som råber: Malermester Madsen. Det skulle jo ske, at nogle genkendte mig, når jeg er begyndt at sige mit navn. Det kan være én af tre, som råber. Jeg har mest lyst til at gøre mig usynlig, men jeg vender mig og ser en blond pige, som løber hen imod mig. Hendes hår er ikke længere vådt. "Hvordan har du det," siger hun uden at vente svar, og fortsætter:" Du forsvandt så hurtigt. Vi fik slet ikke sagt tak til dig, og Peter og jeg fik snakket rigtig ud med hinanden bagefter." Jeg tænker, at hun vist aldrig får snakket ud, for hun snakker hele tiden, men det går jo rigtig godt, og jeg behøver ikke finde på noget at sige. Hun stråler. Hendes hår er mere blankt, skinnende hvidt end blond. Hendes grønne øjne stråler. Hendes smil er strålende. Hendes bevægelser med hænderne for at understrege hendes ord med små tegn, hendes person er strålende. Jeg må jo sige et eller andet for at holde gang i hendes talestrøm: "Går du i skole." Og hun svarer: " Ja, jeg går på Handelsskolen i HG. Det er andet år. Heldigvis skal jeg snart ud i en butik. Jeg har valgt Hennes og Mauritz. Det er så smart tøj og alle har råd til det. Bare de vil have mig. Jeg har været hjælpepige dernede. Så der er nok gode chancer. Jeg vil bare ikke ned i Bryggen. Dér er så trist og mørkt. Om vinteren kommer der måske flere end i buttiken nede på gågaden, men ikke om sommeren." Sådan bliver hun ved, mens hun smiler, dog kommer der nu noget mørkt i hendes øjne: " Som du så har jeg problemer med Peter. Nogle gange er han totalt passiv." Uden at jeg ved hvorfra det kommer, siger jeg: " Måske styrer du for meget. Hvis du giver ham mere frihed, bliver han mere sig selv." Hun ser eftertænksom ud: " Tror du? Måske har du ret. Min familie bor i Nordjylland. Så dem ser jeg sjældent. Jeg har mange veninder. Men jeg savner en voksen at tale, sådan som vi gør nu. Kan vi ikke snakke sammen igen." Jeg siger: "Det kan vi godt. Jeg er her ved Blockbuster hver dag kl. 10 og 16, undtagen om søndagen, hvor jeg kun er her kl. 16." - Hun undrer sig: "Det må jeg nok sige. Så ved jeg hvordan jeg kan møde dig. Det var dejligt at snakke. Du er så rolig. Vi ses snart igen."
Hun ved ikke at jeg er rolig i det ydre, på facaden af atomkraftværket, men indvendig buldrer skjulte kræfter, som indimellem slipper lidt damp ud. Lige nu er der godt kog i kedlerne. Jeg er ved at boble over. " Gud, hvad var det som skete. Her går jeg i fred og ro og så møder jeg sådan en solstråle. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om. Skal jeg nu gå og tænke på hende og hvordan hun har det." - Gud svarer:" Ja, du siger hele tiden at du er alene og ikke har nogen venner. Det har du nu. Du er i øvrigt selv skyld i det. Du kunne have lade være med at gå ombord i båden og ville lege frelser. I det mindste prøvede du ikke at gå på vandet. Nu hænger du på den. Det kan ikke spoles tilbage."
Ham der skriver om mig, er nu gået i stå og ved ikke hvordan han kommer videre. Og det lige efter et af de mest afgørende øjeblikke i mit liv. Det kan du ikke være bekendt. Du må gerne fortælle det én gang til. Hvordan hun var og hvad hun sagde. Jeg ser det i hvert fald for mig hele tiden og hører hendes stemme og hendes smil og alvor. Åh, nu forstår jeg det. Han har ikke selv nogen venner og han ved ikke hvordan han får det. Men hvorfor er han så utilfreds. Han har en kone og to døtre. Det har jeg set. Dem taler han ikke så meget med.
Jeg for min part kan sige, at jeg har en ven. Det tegner det til. Måske er Peter også til at snakke med. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere være tavs og ikke knytte mig til andre, som jeg gjorde. Nu buldrer det i mit indre og jeg tager straks min vandflaske og tager et par slurke. Men hvad hvis de andre knytter sig til mig. Man kan vel ikke være bekendt at ryste dem af sig, hvis de hænger fast på én. Det er en umulig situation. Hvis man har reddet nogen, er deres liv i ens hænder. Så meget har jeg lært af Gud. Desværre har jeg også lært, at de mennesker man ikke har reddet, også er i ens hænder. Men det er noget uoverskueligt, så det ser jeg bort fra. Jeg har nok i at have en mulig ven, som jeg gerne vil skal have det godt. Og hvordan skulle jeg kunne gøre noget for det. Gud griber pludselig ind:" I dette tilfælde er det nok, at du lytter. Det er mere end rigeligt."
Efter en middagssøvn og endnu en beroligende tur til byen er jeg på vej hjem op ad Koldingbakken til krydset ved Pedersholms Allé, hvor jeg går langsomt og står stille nogle gange. Det er ikke for at få pusten, selv om stigningen sidst på bakken godt kan tage den. Det er for at blive set. Læg mærke til en mand, som har været på dagens dont. Jeg har engang hørt om en græsk filosof, som boede i en tønde. Hans by var i krig og fjenden ville angribe. Derfor havde borgerne i filosoffens by travlt med at forberede forsvaret. De samlede sten, som de kunne smide i hovedet på fjenderne. De kogte vand, som de kunne det samme med. Alle løb rundt i gaderne og havde travlt. Så gav filosoffen sig til at rulle sin tønde rundt i byen. Nogle standsede ham og spurgte, hvorfor han gjorde det. Han sagde: " Alle har så travlt. Jeg vil også gøre noget." Jeg har ikke en tønde med, når jeg går rundt i Vejle. Men jeg gør noget. Og når jeg kommer til krydset mellem Kolding bakken og Pedersholms Allé kl. 17.00 er dagens dont forbi.
Fakta ligger lige dér og jeg køber altid et eller andet for at være med. Jeg tager aldrig en kurv for jeg køber højest 3 ting. I dag vælger jeg en pakke toiletpapir med 16 ruller og løfter den op foran mig og går stolt med den hen til køen ved kassen. Foran mig står ham, der skriver om mig. Han handler også i Fakta. Jeg har set ham før. Han ser ikke godt ud. Mon han har været i bad i dag. Hans hud er lidt svedig. Han er måske ikke så tyk, men det er han i ansigtet, som er æggeformet ligesom en teknisk forvalter. Han siger altid en sætning til de unge ved kassen og de smiler til ham og de siger: Ha en god aften. Det gør de ikke til andre. Han vil aldrig have bon. Inden han bliver spurgt, siger han: "Nej tak til bon," og smiler og når den unge ved kassen har hørt det tilstrækkelig mange gange, behøver de ikke omtale bonen men kun smile til hinanden. Han skiller sig ud. Måske kunne jeg skrive en bog om ham. Det ville blive en spændende retssag, hvis en forfatter anklagede sin hovedperson for at skrive noget forkert om ham. Han kan heldigvis ikke se mig fordi jeg holder den 16 ruller store pakke med toiletpapir op foran mig. Når den unge ved kassen spørger om jeg vil have en bon, siger jeg:"Ja." Det er det eneste jeg siger. Når jeg får bonen, stirrer jeg på den. Jeg ved ikke hvad jeg ser, men jeg har set, at der er mange, som gør det. Og jeg vil gerne falde i med mængden ligesom filosoffen. Jeg vil ikke skille mig ud
Jeg går langsomt hjem til min lejlighed.
(næste kapitel ses på En korrespondent )
Et kort kapitel
(kapitlet før dette ses på Tredje første og sidste kapitel )
Dette kapitel er kort og skal kun overstås.
Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadre bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd." Nu svarer Gud endelig: " Du kan tro, at der er rigtig mange som siger sådan til sig selv og deres biler."
Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig.
Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.
(næste kapitel ses på En ven )
Dette kapitel er kort og skal kun overstås.
Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadre bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd." Nu svarer Gud endelig: " Du kan tro, at der er rigtig mange som siger sådan til sig selv og deres biler."
Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig.
Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.
(næste kapitel ses på En ven )
søndag den 20. marts 2011
Andet første og sidste kapitel
(foregående kapitel ses på Første og sidste kapitel )
Jeg er sammenbidt. Det kan ses. Mine kæbemuskler er veludviklede på grund af deres overdrevne brug og det gør at mit underansigt ser firkantet ud. Det påvirker også min gang, så det ser ud som om jeg konstant er trængende. Hele min underkrop er så sammenbidt, at jeg jævnligt må standse op på mine gåture for løsne mine muskler mange steder i kroppen. Mens jeg står stille i nogle minutter, ser jeg ikke på andre mennesker. Mange af dem har nemlig samme gangstil som jeg er og har mange ting som de skal have bidt sammen om, og det får mig ikke til at slappe af. I dag så jeg en mand, som havde en usædvanlig ret ryg. Den gik nærmest bagover. Han så ikke ud som os andre, som er mere foroverbøjede for at holde på kroppens spændte muskler. Men det havde nu sin naturlige forklaring. Manden havde så stor og omfangsrig en mave, som stod ud flere meter foran ham, så han måtte læne sig bagover for at skabe ligevægt. Alternativet var at han kunne have taget en indkøbsvogn, som han kunne lægge maven i. Han skulle ind i fakta og havde måske ikke en mønt til en vogn. I sådan et tilfælde, kan det være afslappende at se på en anden person. Man tænker, at der dog er nogle mennesker, som man ikke så gerne vil ligne.
Jeg lod manden gå ind i Fakta og fortsatte selv min gang, der som sædvanlig førte ned ad Koldingbakken til Vejle by. Jeg lever meget alene undtagen på mine gåture i Vejle. Det får mig til at glemme mig selv at se mange mennesker, selv om de i deres indre ikke er så forskellige fra mig.
Bakken slynger sig, det gør de larmende lastbiler også, den ene efter den anden, så man ikke kan tænke. Det kan jeg godt lide ved dem. Det er afslappende ikke at tænke, at være helt tom indvendig. Mon de også er det. Store stærke lastbiler med store anhængere, som er tomme kasser. Og ingen kan se det, undtagen chaufføren, som prøver ikke at se flov ud, fordi han larmer så meget, selv om han kun kører med luft. Sådan må buschaufføren også have det mens han styrer sin lange bus op ad bakken. Der er ingen passagerer i den. Får han slet ikke lyst til at standse og råbe ud af døren: Er der ingen, som vil køre med en runde. Bare for min skyld. Jeg betaler. Nej, han bider det i sig og lader som ingenting.
Jeg har hørt, at der i gamle dage var buschauffører, som gjorde det til en oplevelse at være passager. De kunne finde på at sige i højtaleren: Solen skinner. Det er en dejlig dag og bussen er nyvasket. Og så smilede alle i bussen. Det er der ingen som gør mere, for ganske vist er de stadig højtalere i bussen, nok flere end i gamle dage, men det er en automatisk stemme, som taler uden følelser eller humor om navnet på næste stoppested og om navnet på endestationen, hvor man endelig kan slippe for alle disse glædesløse oplysninger. Vejle går foran i udviklingen og har indført hvad de kalder "talende busser". I gamle dage kunne man spørge buschafføren, et talende mennesker, eller en af de andre passagerer og de kunne få lejlighed til at føle sig hjælpsomme. Nu sidder alle tavse og tomme og har ikke noget at tale med hinanden om, mens bussen taler i ét væk.
Heldigvis får jeg øje på vandtårnet øverst på bakken i det nordlige Vejle. Jeg har altid syntes, at der er noget uhyggeligt ved et vandtårn. Det ligner en ufo, som er landet. Neden for tårnet breder sygehuset sig. Det er helt hvidt og syner meget i landskabet. Herfra hvor jeg står, ser sygehusets vinduer meget små ud og der er mange af dem. Det kunne ligne skydehuller og sygehuset kunne ligne et fort, som ikke havde til formål at beskytte byen, men at angribe den. Måske er det ufofolkene, som er gået ned ad bakken og har sat sig ved hver sit skydehul og nu kun venter på tegnet til at fyre løs, og jeg befinder mig i direkte skudlinie.
Med det lysende hvide sygehus i baggrunden ser den ensomme, skæve dame syg ud. Hun er helt grå. Jeg får medlidenhed med hende. Ikke nok med, at kommune har opført dette ene ti-etagers runde beton tårn med lejligheder og kalder den "de fem søstre" og så ikke har haft penge til de 4 andre. Nu lader de hende også forfalde, som om de ved at glemme hende skjuler deres egen fiasko, som er meget iøjnefaldende. Jeg vil fra nu kalde hende "den syge og ensomme og faldne kvinde."
Eller også er det mit humør, som er dårligt. Det indser jeg pludselig nu. Her har jeg gået og skældt ud på tomme lastbiler, talende busser, vandtårne og faldne kvinder.
Jeg må hellere forklare om mit humør. Det er som et atomkraftværk, der hele tiden skal køles ned for ikke at eksplodere, dvs. det er vel mig som er atomkraftværket, og indvendig hælder jeg hele tiden koldt vand på humøret, så jeg udadtil ser klippefast ud, men indvendig hele tiden er i fare for at eksplodere. Jeg går altid med en flaske vand på mig og nu tager jeg to slurke og siger til Gud: "Gud, hvad skal jeg gøre. Jeg mangler at blive livet op og det gør kommunen også." Gud siger: "Du kan jo gå hen på teknisk forvaltning. Jeg skal nok lægge mine ord i din mund."
Nu har jeg et mål med min vandring. Jeg skal forbi biografen Lido over den runde bro, forbi Blockbuster, over parkeringspladsen og op til hallerne, ind ad kirkegade og ind på teknisk forvaltning.
Foran Lido lægger jeg mærke til at de skæve master har spidserne beklædt med et lysegult metal. Mon det skulle ligne guld. Det ser nærmest ud som om én ovenfra har tænkt: " De spidser kan man stikke sig på. Jeg sætter et midlertidig futteral på dem." Jeg undrer mig som sædvanlig over en lang, lav figur i rustent jern tæt ved muren ved Lido. Det er jern-bogstaver som er sat sammen. De er svære at læse. Jeg hørte to, som stod og så på det. Den ene sagde: "Det er kunst". Det kan jeg ikke se. Den anden sagde: "Det er et cykelstativ." Det kan jeg slet ikke se. Og der står da heller aldrig cykler.
Broen er rund som andre broer. Den starter på den ene å-bred, går lidt op, og går ned på den anden å-bred. Men belægningen buer også opad hele vejen over broen. Det føles mærkeligt, som om man skal passe på ikke at glide ud mod siden. Stadsarkitekten har sikkert tænkt: der må ikke ligge vand på broen. Derfor skal den være høj midt på, hele vejen, så vandet løber ud til siden og ned i åen. Så gik der gang i hele tekniske forvaltning med beregninger. Hvor meget regn kommer i værst tænkelig tilfælde her midt i Vejle by. Det er meget pinligt hvis folk skal gå over broen i vand til knæene. I det fjerne udland hørtes om tsunami og teknisk forvaltning åndede lettet op: dér har vi det. Og de tegnede belægningens bue som en vold, der løber hen over broen. Folk går helst over ude i siderne af broen, fordi det virker farligt at gå oven på volden. Jeg kender en anden forklaring. Byrådet havde besluttet, at den gamle smukke bro skulle restaureres, for nu var turen kommet til den og man ikke kunne standse midt i det hele. Men da hele byrådet stod og så på broen, opdagede de, at den fortsatte ud i gågaden, som ved en restaurering gennem flere år havde fået en belægning af marmor, som var kommet helt fra Kina. Hurtigt blev rådet enig om, at den lille bro også skulle have marmor. Men det skulle være lige så pragtfuldt og dyrt som kom det fra Kina. Flade mamorplader er ikke så dyre. Det er runde tykke plader, en marmorvold. Beslutningen blev taget og tiden gik og byrådet kastede sig over andre projekter, hvor de enten kunne bruge marmor eller rustent jern. Så kom dagen hvor den lille bro skulle indvies og rådet igen var samlet. De turde ikke sige det til hinanden, men tænkte: Den vold er vist blevet for høj, men det kan man vel ikke gøre noget ved nu uden at tabe ansigt. De kunne nok heller ikke få kunstneren til at ligge på alle fire på broen og pudse på mamoren, så den blev flad. Det var kun få af rådet, som vovede sig over broen. Det er flere år siden, og meget vand er løbet i åen siden.
Når man på en eller anden måde er kommet over broen, ligger Blockbuster på højre hånd. Her er netop færdiggjort et af byrådets nyeste projekter og det viser, at de ikke har tabt modet. Hvor der før var parkeringspladser, så folk hurtigt kunne gå ind i butikken og leje en film, er der nu brede og lange marmorplader. Denne gang er de flade. Men til gengæld er der store marmorblokke, hvor folk kan sidde og spekulere på, hvor de skal parkere hvis de vil leje en film.
Når man drejer til venstre, ses projekt, som ikke er færdigt endnu. Her lå en fin, almindelig smuk parkeringsplads. Nu er de fleste parkeringsbåse fjernet, for at gøre plads til et meget langt hegn af rustent jern. Mon stadsarkitekten for mange år siden voksede op på en skråtplads, som han længes tilbage til. Da Adam og Eva stod uden for paradiset, som de ikke måtte komme ind i igen, begyndte de at fryse, og de begyndte at skabe sig et sted, hvor de kunne være, og de byggede og plantede en have, som skulle ligne den, som de havde mistet. Mon det er samme følelser, som har besjælet stadsarkitekten, bortset fra at det ikke er en have han længtes efter.
Jeg går så hurtigt som muligt forbi skråtpladsen og drejer til højre på kirkepladsen. Den ligger der sandelig endnu, men det bliver nok snart dens tur. Derhenne er kirkegade, hvor teknisk forvaltnings kontor har til huse.
Det er en lidt gammeldags glasindgang og det første man møder inden for er en skranke. Da jeg ser den siger jeg til Gud:"Jeg har glemt, hvad jeg skulle her." Gud siger:" Du skal oplive dig selv og den som du møder." Jeg siger: "Det med at oplive, er det ikke dit job. Mine oplivningsforsøg er vist ikke meget værd." Gud svarer:"Nej, men det er også mine ord du skal bruge. De skal nok gøre deres virkning."
Jeg går hen til skranken og en venlig dame rejser sig og kommer mig i møde og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med en teknisk forvalter. Hun studser lidt og beslutter at hun vil sætte en anden på opgaven og går over til en ældre, skaldet herre med skæg. Hans hoved er nærmest æggeformet. Efter at hun har hvisket lidt med ham rejser han sig nødtvunget og kommer hen til skranken og siger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger nu meget hurtigt efter hinanden den længste sætning, som jeg har talt i flere år: "Jeg vil gerne advare om, at der er en forening mod rustent jern, som har samlet penge ind på gågaden og nu snart har så stort et beløb, at de kan købe maling nok til at overmale alt rustent jern i Vejle en nat, hvor ingen ser det, og det vil skabe en stor forandring i bybilledet, som ikke mere vil ligne sig selv." Jeg kan tydeligt se, hvad den ældre herre tænker. Først tænker han ikke, så tænker han rigtig meget. Han ved ikke, om han tør tro på, hvad jeg siger, og han tør heller ikke lade være med at tro det, hvis han kan forhindre et omfattende hærværk. På den anden side kan han heller lide alt det rustne jern, men stadsarkitekten har ikke været til at standse. Det kan en borgerbevægelse. Den har byrådet respekt, for den kan få meget frem i lyset, som rådet ikke ønsker. Måske kan det skabe frisk luft og nyt liv i gaderne med en sådan borgerbevægelse. Måske vil de mennesketomme pladser og marmorblokke blive besat af levende mennesker.
Mens den ældre herre tænker, siger han ikke noget og jeg venter og ser neutralt på ham. Jeg prøver at lade være med at stirre. Jeg har i radioens P1 hørt om en kendt politiker, at han som forberedelse til politikergerningen øvede sig i at stirre, dvs ikke blinke med øjnene i mange minutter. Han mente, at han så mere professionel ud, når han ikke blinkede med øjnene. Når han stod over for andre og stirrede det bedste han havde lært, undrede de andre sig og tænke, at der måtte være noget i vejen med hans øjne og de hørte ikke ordentligt efter, hvad han sagde. Han var så disciplineret, at han kunne have øvet sig i hvad som helst, hvis han mente, at det gavnede hans karriere, f.eks. at prøve at få sit hjerte til at holde op med at slå et par timer. Så kunne han stå som en kold statue. P1 har hørt, at denne politiker på det sidste har indset, at det gavner ham at virke mere menneskelig, så han er gået igang med at lære at blinke med øjnene. Det er meget svært og ikke helt lykkedes endnu. Han virker stadig som en statue.
Den ældre herre ser også ud som en statue, men tager sig sammen og spørger: "Hvem står bag dette." Jeg svarer: "Det er en, som ikke træder offentligt frem. Det har han gjort engang, men det gik grusom galt. Nu er det mest med ord, at han handler, og han lader andre gå med sine budskaber, som alle har ét eneste formål: at skabe liv og frisk luft mellem mennesker."
Jeg kan se, den ældre herre er ved at miste modet og troen på, at det er et troværdigt menneske han står over for, så jeg siger hurtigt: "Måske kan I nå at få fjernet det meste rustne jern, hvis I skynder jer, inden det bliver overmalet."
Det får den ældre herre igen på sporet, men inden han kan samle sig, siger jeg: "Det var, hvad jeg gerne ville have, at I skulle hjælpe mig med." Jeg vender om og går hen mod udgangsdøren. Han råber efter mig: " Hvad er dit navn." Jeg vil helst svare: "Jeg er den jeg er." Men jeg siger over skulderen: "Malermester Madsen" Og så er jeg ude i det fri. Og det føles også sådan. Byen og mit humør har det bedre, for jeg har gjort en forskel. Den vending er der mange som bruger, når de har gjort noget ganske almindeligt som ikke er særligt forskelligt fra hvad andre gør. Min forskel kan måske sætte gang i noget, som har sit eget liv. I hvert fald er der begyndt noget i en teknisk forvalter. Måske kommer der flere farver i hans liv og det vil hans kone mærke osv.
Jeg føler, at jeg har gjort nok for i dag og er bange for at starte mere, som jeg ikke kan overskue, så jeg vandrer langsomt nedad gågaden og op af Koldingbakken. Men denne gang tager jeg smutvejen ind gennem et villakvarter og kommer bagfra op til de røde boligblokke, hvor mit hjem er. Jeg bruger nogle gange denne bagvej, så ham, der skriver om mig, ikke kan se, at jeg er kommet hjem. Jeg skal også have fri engang imellem. Han tror, at jeg kl 17 kommer hjem fra byen, fordi jeg da går hele vejen op ad bakken og drejer ind af Pedersholms Allé, hvor han bor i et af husene og står parat for at konstatere at alt er som det skal være.
Men i virkeligheden har jeg været hjemme og sove til middag og hørt radioens P1 på min lille transistor og smuttet ad bagvejen ned i byen igen. Det er godt for mit image, at det ser ud som om jeg hele dagen har gået rundt i byen og sat gang i ting
(næste kapitel ses på Tredje første og sidste kapitel )
Jeg er sammenbidt. Det kan ses. Mine kæbemuskler er veludviklede på grund af deres overdrevne brug og det gør at mit underansigt ser firkantet ud. Det påvirker også min gang, så det ser ud som om jeg konstant er trængende. Hele min underkrop er så sammenbidt, at jeg jævnligt må standse op på mine gåture for løsne mine muskler mange steder i kroppen. Mens jeg står stille i nogle minutter, ser jeg ikke på andre mennesker. Mange af dem har nemlig samme gangstil som jeg er og har mange ting som de skal have bidt sammen om, og det får mig ikke til at slappe af. I dag så jeg en mand, som havde en usædvanlig ret ryg. Den gik nærmest bagover. Han så ikke ud som os andre, som er mere foroverbøjede for at holde på kroppens spændte muskler. Men det havde nu sin naturlige forklaring. Manden havde så stor og omfangsrig en mave, som stod ud flere meter foran ham, så han måtte læne sig bagover for at skabe ligevægt. Alternativet var at han kunne have taget en indkøbsvogn, som han kunne lægge maven i. Han skulle ind i fakta og havde måske ikke en mønt til en vogn. I sådan et tilfælde, kan det være afslappende at se på en anden person. Man tænker, at der dog er nogle mennesker, som man ikke så gerne vil ligne.
Jeg lod manden gå ind i Fakta og fortsatte selv min gang, der som sædvanlig førte ned ad Koldingbakken til Vejle by. Jeg lever meget alene undtagen på mine gåture i Vejle. Det får mig til at glemme mig selv at se mange mennesker, selv om de i deres indre ikke er så forskellige fra mig.
Bakken slynger sig, det gør de larmende lastbiler også, den ene efter den anden, så man ikke kan tænke. Det kan jeg godt lide ved dem. Det er afslappende ikke at tænke, at være helt tom indvendig. Mon de også er det. Store stærke lastbiler med store anhængere, som er tomme kasser. Og ingen kan se det, undtagen chaufføren, som prøver ikke at se flov ud, fordi han larmer så meget, selv om han kun kører med luft. Sådan må buschaufføren også have det mens han styrer sin lange bus op ad bakken. Der er ingen passagerer i den. Får han slet ikke lyst til at standse og råbe ud af døren: Er der ingen, som vil køre med en runde. Bare for min skyld. Jeg betaler. Nej, han bider det i sig og lader som ingenting.
Jeg har hørt, at der i gamle dage var buschauffører, som gjorde det til en oplevelse at være passager. De kunne finde på at sige i højtaleren: Solen skinner. Det er en dejlig dag og bussen er nyvasket. Og så smilede alle i bussen. Det er der ingen som gør mere, for ganske vist er de stadig højtalere i bussen, nok flere end i gamle dage, men det er en automatisk stemme, som taler uden følelser eller humor om navnet på næste stoppested og om navnet på endestationen, hvor man endelig kan slippe for alle disse glædesløse oplysninger. Vejle går foran i udviklingen og har indført hvad de kalder "talende busser". I gamle dage kunne man spørge buschafføren, et talende mennesker, eller en af de andre passagerer og de kunne få lejlighed til at føle sig hjælpsomme. Nu sidder alle tavse og tomme og har ikke noget at tale med hinanden om, mens bussen taler i ét væk.
Heldigvis får jeg øje på vandtårnet øverst på bakken i det nordlige Vejle. Jeg har altid syntes, at der er noget uhyggeligt ved et vandtårn. Det ligner en ufo, som er landet. Neden for tårnet breder sygehuset sig. Det er helt hvidt og syner meget i landskabet. Herfra hvor jeg står, ser sygehusets vinduer meget små ud og der er mange af dem. Det kunne ligne skydehuller og sygehuset kunne ligne et fort, som ikke havde til formål at beskytte byen, men at angribe den. Måske er det ufofolkene, som er gået ned ad bakken og har sat sig ved hver sit skydehul og nu kun venter på tegnet til at fyre løs, og jeg befinder mig i direkte skudlinie.
Med det lysende hvide sygehus i baggrunden ser den ensomme, skæve dame syg ud. Hun er helt grå. Jeg får medlidenhed med hende. Ikke nok med, at kommune har opført dette ene ti-etagers runde beton tårn med lejligheder og kalder den "de fem søstre" og så ikke har haft penge til de 4 andre. Nu lader de hende også forfalde, som om de ved at glemme hende skjuler deres egen fiasko, som er meget iøjnefaldende. Jeg vil fra nu kalde hende "den syge og ensomme og faldne kvinde."
Eller også er det mit humør, som er dårligt. Det indser jeg pludselig nu. Her har jeg gået og skældt ud på tomme lastbiler, talende busser, vandtårne og faldne kvinder.
Jeg må hellere forklare om mit humør. Det er som et atomkraftværk, der hele tiden skal køles ned for ikke at eksplodere, dvs. det er vel mig som er atomkraftværket, og indvendig hælder jeg hele tiden koldt vand på humøret, så jeg udadtil ser klippefast ud, men indvendig hele tiden er i fare for at eksplodere. Jeg går altid med en flaske vand på mig og nu tager jeg to slurke og siger til Gud: "Gud, hvad skal jeg gøre. Jeg mangler at blive livet op og det gør kommunen også." Gud siger: "Du kan jo gå hen på teknisk forvaltning. Jeg skal nok lægge mine ord i din mund."
Nu har jeg et mål med min vandring. Jeg skal forbi biografen Lido over den runde bro, forbi Blockbuster, over parkeringspladsen og op til hallerne, ind ad kirkegade og ind på teknisk forvaltning.
Foran Lido lægger jeg mærke til at de skæve master har spidserne beklædt med et lysegult metal. Mon det skulle ligne guld. Det ser nærmest ud som om én ovenfra har tænkt: " De spidser kan man stikke sig på. Jeg sætter et midlertidig futteral på dem." Jeg undrer mig som sædvanlig over en lang, lav figur i rustent jern tæt ved muren ved Lido. Det er jern-bogstaver som er sat sammen. De er svære at læse. Jeg hørte to, som stod og så på det. Den ene sagde: "Det er kunst". Det kan jeg ikke se. Den anden sagde: "Det er et cykelstativ." Det kan jeg slet ikke se. Og der står da heller aldrig cykler.
Broen er rund som andre broer. Den starter på den ene å-bred, går lidt op, og går ned på den anden å-bred. Men belægningen buer også opad hele vejen over broen. Det føles mærkeligt, som om man skal passe på ikke at glide ud mod siden. Stadsarkitekten har sikkert tænkt: der må ikke ligge vand på broen. Derfor skal den være høj midt på, hele vejen, så vandet løber ud til siden og ned i åen. Så gik der gang i hele tekniske forvaltning med beregninger. Hvor meget regn kommer i værst tænkelig tilfælde her midt i Vejle by. Det er meget pinligt hvis folk skal gå over broen i vand til knæene. I det fjerne udland hørtes om tsunami og teknisk forvaltning åndede lettet op: dér har vi det. Og de tegnede belægningens bue som en vold, der løber hen over broen. Folk går helst over ude i siderne af broen, fordi det virker farligt at gå oven på volden. Jeg kender en anden forklaring. Byrådet havde besluttet, at den gamle smukke bro skulle restaureres, for nu var turen kommet til den og man ikke kunne standse midt i det hele. Men da hele byrådet stod og så på broen, opdagede de, at den fortsatte ud i gågaden, som ved en restaurering gennem flere år havde fået en belægning af marmor, som var kommet helt fra Kina. Hurtigt blev rådet enig om, at den lille bro også skulle have marmor. Men det skulle være lige så pragtfuldt og dyrt som kom det fra Kina. Flade mamorplader er ikke så dyre. Det er runde tykke plader, en marmorvold. Beslutningen blev taget og tiden gik og byrådet kastede sig over andre projekter, hvor de enten kunne bruge marmor eller rustent jern. Så kom dagen hvor den lille bro skulle indvies og rådet igen var samlet. De turde ikke sige det til hinanden, men tænkte: Den vold er vist blevet for høj, men det kan man vel ikke gøre noget ved nu uden at tabe ansigt. De kunne nok heller ikke få kunstneren til at ligge på alle fire på broen og pudse på mamoren, så den blev flad. Det var kun få af rådet, som vovede sig over broen. Det er flere år siden, og meget vand er løbet i åen siden.
Når man på en eller anden måde er kommet over broen, ligger Blockbuster på højre hånd. Her er netop færdiggjort et af byrådets nyeste projekter og det viser, at de ikke har tabt modet. Hvor der før var parkeringspladser, så folk hurtigt kunne gå ind i butikken og leje en film, er der nu brede og lange marmorplader. Denne gang er de flade. Men til gengæld er der store marmorblokke, hvor folk kan sidde og spekulere på, hvor de skal parkere hvis de vil leje en film.
Når man drejer til venstre, ses projekt, som ikke er færdigt endnu. Her lå en fin, almindelig smuk parkeringsplads. Nu er de fleste parkeringsbåse fjernet, for at gøre plads til et meget langt hegn af rustent jern. Mon stadsarkitekten for mange år siden voksede op på en skråtplads, som han længes tilbage til. Da Adam og Eva stod uden for paradiset, som de ikke måtte komme ind i igen, begyndte de at fryse, og de begyndte at skabe sig et sted, hvor de kunne være, og de byggede og plantede en have, som skulle ligne den, som de havde mistet. Mon det er samme følelser, som har besjælet stadsarkitekten, bortset fra at det ikke er en have han længtes efter.
Jeg går så hurtigt som muligt forbi skråtpladsen og drejer til højre på kirkepladsen. Den ligger der sandelig endnu, men det bliver nok snart dens tur. Derhenne er kirkegade, hvor teknisk forvaltnings kontor har til huse.
Det er en lidt gammeldags glasindgang og det første man møder inden for er en skranke. Da jeg ser den siger jeg til Gud:"Jeg har glemt, hvad jeg skulle her." Gud siger:" Du skal oplive dig selv og den som du møder." Jeg siger: "Det med at oplive, er det ikke dit job. Mine oplivningsforsøg er vist ikke meget værd." Gud svarer:"Nej, men det er også mine ord du skal bruge. De skal nok gøre deres virkning."
Jeg går hen til skranken og en venlig dame rejser sig og kommer mig i møde og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med en teknisk forvalter. Hun studser lidt og beslutter at hun vil sætte en anden på opgaven og går over til en ældre, skaldet herre med skæg. Hans hoved er nærmest æggeformet. Efter at hun har hvisket lidt med ham rejser han sig nødtvunget og kommer hen til skranken og siger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger nu meget hurtigt efter hinanden den længste sætning, som jeg har talt i flere år: "Jeg vil gerne advare om, at der er en forening mod rustent jern, som har samlet penge ind på gågaden og nu snart har så stort et beløb, at de kan købe maling nok til at overmale alt rustent jern i Vejle en nat, hvor ingen ser det, og det vil skabe en stor forandring i bybilledet, som ikke mere vil ligne sig selv." Jeg kan tydeligt se, hvad den ældre herre tænker. Først tænker han ikke, så tænker han rigtig meget. Han ved ikke, om han tør tro på, hvad jeg siger, og han tør heller ikke lade være med at tro det, hvis han kan forhindre et omfattende hærværk. På den anden side kan han heller lide alt det rustne jern, men stadsarkitekten har ikke været til at standse. Det kan en borgerbevægelse. Den har byrådet respekt, for den kan få meget frem i lyset, som rådet ikke ønsker. Måske kan det skabe frisk luft og nyt liv i gaderne med en sådan borgerbevægelse. Måske vil de mennesketomme pladser og marmorblokke blive besat af levende mennesker.
Mens den ældre herre tænker, siger han ikke noget og jeg venter og ser neutralt på ham. Jeg prøver at lade være med at stirre. Jeg har i radioens P1 hørt om en kendt politiker, at han som forberedelse til politikergerningen øvede sig i at stirre, dvs ikke blinke med øjnene i mange minutter. Han mente, at han så mere professionel ud, når han ikke blinkede med øjnene. Når han stod over for andre og stirrede det bedste han havde lært, undrede de andre sig og tænke, at der måtte være noget i vejen med hans øjne og de hørte ikke ordentligt efter, hvad han sagde. Han var så disciplineret, at han kunne have øvet sig i hvad som helst, hvis han mente, at det gavnede hans karriere, f.eks. at prøve at få sit hjerte til at holde op med at slå et par timer. Så kunne han stå som en kold statue. P1 har hørt, at denne politiker på det sidste har indset, at det gavner ham at virke mere menneskelig, så han er gået igang med at lære at blinke med øjnene. Det er meget svært og ikke helt lykkedes endnu. Han virker stadig som en statue.
Den ældre herre ser også ud som en statue, men tager sig sammen og spørger: "Hvem står bag dette." Jeg svarer: "Det er en, som ikke træder offentligt frem. Det har han gjort engang, men det gik grusom galt. Nu er det mest med ord, at han handler, og han lader andre gå med sine budskaber, som alle har ét eneste formål: at skabe liv og frisk luft mellem mennesker."
Jeg kan se, den ældre herre er ved at miste modet og troen på, at det er et troværdigt menneske han står over for, så jeg siger hurtigt: "Måske kan I nå at få fjernet det meste rustne jern, hvis I skynder jer, inden det bliver overmalet."
Det får den ældre herre igen på sporet, men inden han kan samle sig, siger jeg: "Det var, hvad jeg gerne ville have, at I skulle hjælpe mig med." Jeg vender om og går hen mod udgangsdøren. Han råber efter mig: " Hvad er dit navn." Jeg vil helst svare: "Jeg er den jeg er." Men jeg siger over skulderen: "Malermester Madsen" Og så er jeg ude i det fri. Og det føles også sådan. Byen og mit humør har det bedre, for jeg har gjort en forskel. Den vending er der mange som bruger, når de har gjort noget ganske almindeligt som ikke er særligt forskelligt fra hvad andre gør. Min forskel kan måske sætte gang i noget, som har sit eget liv. I hvert fald er der begyndt noget i en teknisk forvalter. Måske kommer der flere farver i hans liv og det vil hans kone mærke osv.
Jeg føler, at jeg har gjort nok for i dag og er bange for at starte mere, som jeg ikke kan overskue, så jeg vandrer langsomt nedad gågaden og op af Koldingbakken. Men denne gang tager jeg smutvejen ind gennem et villakvarter og kommer bagfra op til de røde boligblokke, hvor mit hjem er. Jeg bruger nogle gange denne bagvej, så ham, der skriver om mig, ikke kan se, at jeg er kommet hjem. Jeg skal også have fri engang imellem. Han tror, at jeg kl 17 kommer hjem fra byen, fordi jeg da går hele vejen op ad bakken og drejer ind af Pedersholms Allé, hvor han bor i et af husene og står parat for at konstatere at alt er som det skal være.
Men i virkeligheden har jeg været hjemme og sove til middag og hørt radioens P1 på min lille transistor og smuttet ad bagvejen ned i byen igen. Det er godt for mit image, at det ser ud som om jeg hele dagen har gået rundt i byen og sat gang i ting
(næste kapitel ses på Tredje første og sidste kapitel )
søndag den 2. januar 2011
Ufuldendt postkost
Postkort fra London
Her er London. Her er london: it is a security anouncement. Hvad der ikke lykkedes i den sidste store krig, er nu virkelighed. I Londons gader høres kun ord på tysk, fransk, italiensk, vietnamesisk og sprog der ikke kan stedfæstes, som om der er fra fremmedplaneter. Den eneste bastion som holdes, er Downing Street. Der er lagt en jernring om denne gade. Der står politibetjente udstyret med alle de våben, som det er menneskeligt muligt at bære på én gang, indclusive en flaske ketchup til at sprøjte i øjnene på folk, der kommer for nær. Resutaltet er at Downing Street er totalt menneskeforladt. Her er det kun tavsheden, som råder, mens en symfoni af fremmede menneskestemmer bølger forbi uden for. Mon statsministeren, som ikke hedder Churcill, sidder tavs i en lænestol bag tunge panserruder.
Blandt sprogene høres også nogle danske ord, som kommer fra to fra dette land. De er også ankommet ovenfra via Ryan Air. Og de kæmper sig vej gennem mylderet, konen først.
Adskillige gange bliver vi sluset ind i Undergrundsbanen. Den er altid svær at finde. Mærkeligt for englænderne elsker skilte. Når man skal ind ad en dør, står der tit: "Keep the door shot". Det undrer mig. Døren kan ikke holdes lukket, hvis man vil ind ad den. Skilte med rygning forbudt står over alt. På en dør, inden for døren, længere inde i rummet, uden på toilettet og inden for. Og så er der overvågning. Nogle gange følte jeg mig i en fremtidsfilm, hvor fjerne robotter har taget styringen om menneskene, som drives over underjordiske gange og rullende trapper, mens højtalerstemmer pisker dem af sted. Det er vel mennesker, som i en fjern fortid har indtalt beskedderne, men nu er det bånd, som afspilles igen og igen. Hver gang min kone og jeg suges ind i undergrundsdybet, lyder der straks en stemme, som om de i overvågningskameraer tydeligt har set min kone og ved hvor glemsom hun er: "This is a security announcement. Don't leave any belongings be unatended. They maybe removed with out any notice and will be destroyed." Det er så nogenlunde hvad der bliver sagt. Højtalerne er meget dårlige. Båndene er måske også så gamle, at stemmerne er blevet utydelige. Det er tit jeg får underlige associationer ved at høre alle disse højtalerbeskeder. Måske sagde stemmen lige nu: "Alle gravide bedes føde nu på platform 4." I øvrigt er det mærkelig sammensætninger: hvis man går fra en kuffert, er der ingen, som ved hvem den tilhører. De kunne under ingen omstændigher "give notice" til vedkommende. Og mon de virkelig bomber enhver taske, som står unanteded eller er det bare for at gøre mig bange, så jeg klamrer mig til alle mine ejendele. På perronen siger en skinger stemme: "lav ikke forstoppelse midt på platformen. Pas på mellemrummet mellem toget og perronen. Dette er cirkle-line via Oxford." Englænderne må elske lyde. Knirkende og hylende rullende trapper. Skærende fløjt lyder, når togdøren lukkes, samtidig med at en stemme højt annoncere at dørene lukkes. En motor i toget larmer nu rigtig højt, efter et øjeblik slukkes den igen og så kører toget, som toget først nu opdager, at det er elektrisk og slet ikke behøver en motor, men det jo bare for at give sit besyv med. I toget kan man bruge sin tid på at læse alle skiltene. Selvfølgelig må man ikke ryge. Det havde jeg da også fuldstændig glemt. På et skilt fortælles, at man straks skal henvende sig til myndighederne, hvis man ser nogle som vandaliserer toget og på skiltet er billedet af en helikopter. Den ser rimelig stor og almindelig ud af en helikopter at være, men den må være lille og meget moderne, hvis den kan flyve ind gennem de smalle underjordiske togtunneller og lande på den smalle perron og destroere vandaler.
I fremtidsfilm er menneskene altid meget slukørede og triste og underkuede. Det er de også i undergrundsbanen. De stirrer frem for sig uden at se noget. Det skete en enkelt gang, at jeg fik én til at smile. Det var i myldretiden, som strækker sig fra morgen til aften. Toget kommer ind på perronen. Man ser den ene dør efter den anden forsvinde forbi og så åbner en dør og dér står allerede så mange at der ikke kan være flere. Min kone, som er forrest, skubber jeg ind og sniger mig selv lige indenfor under stor palaver. Jeg ser til venstre og dér sidder en måbende, yndig, indisk pige, som ligner en af mine to døtre, som også er yndige. Da hun ser, at jeg ser på hende, smiler hun et strålende smil, men ser hurtigt væk. Måske er hun bange for at overvågningskameraerne og højtalerne skal opdage det og det skal runge ud over det hele: " A smile is not permitted at Paddington station on platform 4, CircleLine. It will be removed and destroyed."
Underground viser dog englændernes modstandsvilje sig. For her nede under grunden høres englænderne. En ældre dame, som vi mødte på vores vej hjem til Ryan Air, fortalte, at hun altid gik med sin tunge, rullende kuffert.(Det forstår jeg så ikke, at hun altid havde den med). Men straks når hun kom ind underground, kom der en ung mand og bar hendes kuffert nedad trapper. Under en regnbyge, som vi heldigvis ikke havde mange af, var der en mand i Nottinghill, som sagde, at vi skulle gå ind ad gitterdøren og stå under halvtaget på hans grund, og han gik op ad trappen og ind ad en anden gitterdør. Men det var venlighed og det mødte vi mange steder. Jeg tror at deres undergrundsbevægelse er meget stærk.
Vi kom til London i stille regnvejr og var stærkt slukørede. Vi gik langt og kunne ikke finde hotellet. Mærkeligt at der nu kun findes rullende kufferter, som man trækker efter sig i regnvejret. Hvad gjorde man førhen. Hotellets adresse var ved en fin plads hvor der var mange fine hoteller, som ikke havde det navn vi søgte. Bag ved lå vores hotel. Det var nogenlunde, men vi havde jo heller ikke betalt mere. Min eneste bekymring var elevatoren. Den rokkede meget og sagde engelske lyde og vi skulle kun på 3. sal men det varede som 16. sal. Jeg kiggede efter i en elevator, hvor den sidst er efterset og hvornår den næste gang skal efterses. Det stod der intet om.
Her er London. Her er london: it is a security anouncement. Hvad der ikke lykkedes i den sidste store krig, er nu virkelighed. I Londons gader høres kun ord på tysk, fransk, italiensk, vietnamesisk og sprog der ikke kan stedfæstes, som om der er fra fremmedplaneter. Den eneste bastion som holdes, er Downing Street. Der er lagt en jernring om denne gade. Der står politibetjente udstyret med alle de våben, som det er menneskeligt muligt at bære på én gang, indclusive en flaske ketchup til at sprøjte i øjnene på folk, der kommer for nær. Resutaltet er at Downing Street er totalt menneskeforladt. Her er det kun tavsheden, som råder, mens en symfoni af fremmede menneskestemmer bølger forbi uden for. Mon statsministeren, som ikke hedder Churcill, sidder tavs i en lænestol bag tunge panserruder.
Blandt sprogene høres også nogle danske ord, som kommer fra to fra dette land. De er også ankommet ovenfra via Ryan Air. Og de kæmper sig vej gennem mylderet, konen først.
Adskillige gange bliver vi sluset ind i Undergrundsbanen. Den er altid svær at finde. Mærkeligt for englænderne elsker skilte. Når man skal ind ad en dør, står der tit: "Keep the door shot". Det undrer mig. Døren kan ikke holdes lukket, hvis man vil ind ad den. Skilte med rygning forbudt står over alt. På en dør, inden for døren, længere inde i rummet, uden på toilettet og inden for. Og så er der overvågning. Nogle gange følte jeg mig i en fremtidsfilm, hvor fjerne robotter har taget styringen om menneskene, som drives over underjordiske gange og rullende trapper, mens højtalerstemmer pisker dem af sted. Det er vel mennesker, som i en fjern fortid har indtalt beskedderne, men nu er det bånd, som afspilles igen og igen. Hver gang min kone og jeg suges ind i undergrundsdybet, lyder der straks en stemme, som om de i overvågningskameraer tydeligt har set min kone og ved hvor glemsom hun er: "This is a security announcement. Don't leave any belongings be unatended. They maybe removed with out any notice and will be destroyed." Det er så nogenlunde hvad der bliver sagt. Højtalerne er meget dårlige. Båndene er måske også så gamle, at stemmerne er blevet utydelige. Det er tit jeg får underlige associationer ved at høre alle disse højtalerbeskeder. Måske sagde stemmen lige nu: "Alle gravide bedes føde nu på platform 4." I øvrigt er det mærkelig sammensætninger: hvis man går fra en kuffert, er der ingen, som ved hvem den tilhører. De kunne under ingen omstændigher "give notice" til vedkommende. Og mon de virkelig bomber enhver taske, som står unanteded eller er det bare for at gøre mig bange, så jeg klamrer mig til alle mine ejendele. På perronen siger en skinger stemme: "lav ikke forstoppelse midt på platformen. Pas på mellemrummet mellem toget og perronen. Dette er cirkle-line via Oxford." Englænderne må elske lyde. Knirkende og hylende rullende trapper. Skærende fløjt lyder, når togdøren lukkes, samtidig med at en stemme højt annoncere at dørene lukkes. En motor i toget larmer nu rigtig højt, efter et øjeblik slukkes den igen og så kører toget, som toget først nu opdager, at det er elektrisk og slet ikke behøver en motor, men det jo bare for at give sit besyv med. I toget kan man bruge sin tid på at læse alle skiltene. Selvfølgelig må man ikke ryge. Det havde jeg da også fuldstændig glemt. På et skilt fortælles, at man straks skal henvende sig til myndighederne, hvis man ser nogle som vandaliserer toget og på skiltet er billedet af en helikopter. Den ser rimelig stor og almindelig ud af en helikopter at være, men den må være lille og meget moderne, hvis den kan flyve ind gennem de smalle underjordiske togtunneller og lande på den smalle perron og destroere vandaler.
I fremtidsfilm er menneskene altid meget slukørede og triste og underkuede. Det er de også i undergrundsbanen. De stirrer frem for sig uden at se noget. Det skete en enkelt gang, at jeg fik én til at smile. Det var i myldretiden, som strækker sig fra morgen til aften. Toget kommer ind på perronen. Man ser den ene dør efter den anden forsvinde forbi og så åbner en dør og dér står allerede så mange at der ikke kan være flere. Min kone, som er forrest, skubber jeg ind og sniger mig selv lige indenfor under stor palaver. Jeg ser til venstre og dér sidder en måbende, yndig, indisk pige, som ligner en af mine to døtre, som også er yndige. Da hun ser, at jeg ser på hende, smiler hun et strålende smil, men ser hurtigt væk. Måske er hun bange for at overvågningskameraerne og højtalerne skal opdage det og det skal runge ud over det hele: " A smile is not permitted at Paddington station on platform 4, CircleLine. It will be removed and destroyed."
Underground viser dog englændernes modstandsvilje sig. For her nede under grunden høres englænderne. En ældre dame, som vi mødte på vores vej hjem til Ryan Air, fortalte, at hun altid gik med sin tunge, rullende kuffert.(Det forstår jeg så ikke, at hun altid havde den med). Men straks når hun kom ind underground, kom der en ung mand og bar hendes kuffert nedad trapper. Under en regnbyge, som vi heldigvis ikke havde mange af, var der en mand i Nottinghill, som sagde, at vi skulle gå ind ad gitterdøren og stå under halvtaget på hans grund, og han gik op ad trappen og ind ad en anden gitterdør. Men det var venlighed og det mødte vi mange steder. Jeg tror at deres undergrundsbevægelse er meget stærk.
Vi kom til London i stille regnvejr og var stærkt slukørede. Vi gik langt og kunne ikke finde hotellet. Mærkeligt at der nu kun findes rullende kufferter, som man trækker efter sig i regnvejret. Hvad gjorde man førhen. Hotellets adresse var ved en fin plads hvor der var mange fine hoteller, som ikke havde det navn vi søgte. Bag ved lå vores hotel. Det var nogenlunde, men vi havde jo heller ikke betalt mere. Min eneste bekymring var elevatoren. Den rokkede meget og sagde engelske lyde og vi skulle kun på 3. sal men det varede som 16. sal. Jeg kiggede efter i en elevator, hvor den sidst er efterset og hvornår den næste gang skal efterses. Det stod der intet om.
søndag den 5. september 2010
Første og sidste kapitel
Jeg er en mand i min værste alder både i det ydre og i det indre, og det har jeg været i mange år. I mit indre myldrer mange ufrugtbare tanker. I det ydre vokser håret og skægget og rynkerne. Når jeg ikke kan se nogen vej ud af tankerne og jeg ikke kan se ud under de vildtvoksende øjenbryn, opdager distriktspsykiatrien det og jeg bliver indlagt og klippet både udvendig og indvendig. De kan ikke give mig en ny sjæl, men jeg får nye bukser og en ny jakke, som ikke er slidt af vind og vejr og regn, som den gamle. Jeg har ikke andet tøj, fordi jeg ikke kan overskue det, hverken at købe det eller at eje det.
Mit liv er udtørret som et tidligere flodleje, hvor enhver tydeligt kan se de triste beviser for, at der skulle have været vand. Det var meningen. Når vi taler om vand, kan jeg også føle det som om jeg går i en sump, hvor hvert skridt er møjsommeligt og der hele tiden er fare for at synke helt i. Min læge begiver sig sommetider ud i mit sinds sump og når han synker i og ikke kan komme videre, lader han som ingenting. Men når jeg har forladt konsultationen hører jeg et fjernt skrig. Det kan jeg ikke klandre ham for. I perioder gør jeg det samme.
Når jeg efter et kort ophold på sygehuset, er kommet hjem og vågner den første morgen, slår jeg øjnene op i min etværelses lejlighed, som ligger i et boligkompleks øverst på bakken i det sydlige Vejle. Jeg bor i stueetagen og har udsigt til en græsplæne, hvis jeg ser ud af vinduet. Om morgenen når jeg vågner, ligger jeg og ser op på loftet. Det tager et stykke tid, før jeg opdager, at jeg har åbnet øjnene eller dvs. det er ikke mig, der har. Hvem åbner mine øjne om morgenen? Det kan jeg bruge lidt tid på, men jeg har endnu ikke fundet ud af det. Mærkelig nok er mit tøj foldet pænt sammen på stolen. Det undrer jeg mig over. Og på bordet står en pakke Marie kiks. Det er meningen og rutinen, at jeg spiser nogle kiks og drikker et glas mæld til morgenmad. Nogle gange spiser jeg også morgenmad om aftenen. Derimellem går jeg. Jeg får min dag til at gå med at gå. Det meste af tiden. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan holde rutinen, men har det med midt i det hele at standse op.
Jeg går hen ad fortorvet ved Pedersholms Allé og pludselig standser jeg op, eller dvs. Det er ikke mig der gør det. Det er heller ikke mig, der bøjer det ene ben bagud, så jeg står ligesom en stork. Det undrer jeg mig over og løfter mine hænder og ser på dem og vender dem. Men de har ikke gjort det. Pludselig bliver jeg mig selv igen og slendrer videre ud på Kolding vej og ned ad bakken, som munder ud i byens gågade.
Det er en stejl bakke. Cyklerne på den anden side af vejen kører meget stærkt. Jeg har ellers hørt, at cykelryttere er bange for at kører nedad bjerge. Det er dødsensfarligt, hvis man ikke kan bremse når man er kommet ned. Men det ved vejlenserne ikke.
Anderledes på min side af vejen. De fleste cyklister kører i deres laveste gear. Det ser ud som om de spurter afsted. Så hurtigt træder de i pedalerne, men de kommer ingen vegne. Jeg spadserer stille og roligt og undrer mig. Jeg ser på bakken i det nordlige Vejle ikke langt herfra. Husene kravler hyggeligt op ad bakken. Hvis jeg havde prøvet at være i syden, ville jeg tror, at jeg var det. Lidt længere nede ad bakken ser jeg en rund, høj bygning.
Det er den ene af de fem søstre. Det navn har de fået, men der er kun bygget én, og den hælder lidt til den ene side. Mon beboerne har det ligesom på et skib i høj sø, at glas og kopper rutcher ned ad bordet og skal de skrue stolene fast i gulvet. Mon det er helt bevidst, for at Vejle skal have et vartegn lige som Pisa. Jeg stiller spørgsmålstegn ved om en søster kan være søster, når hun ingen søskende har. Hun er også lidt for bred til det. Jeg kalder hende altid " den ensomme, skæve dame". Vejle har det med vartegn. Ved havnefronten er bygget en meget moderne bygning som kaldes bølgen. Den skulle der også være fem af, men det er tvivlsomt om det lykkes. Tænk at stå ved stranden og der kommer én bølge og man siger: " Det er bølgen." Det er der ikke meget vartegn over.
Ved foden af Kolding bakken ser jeg ud over den kæmpemæssige bygning " Bryggen." Det kan ingen være i tvivl om. På siden er sat enorme blå bogstaver. De er så knald blå at de lyser selv i de klareste solskin. Mon det blå og ordet Bryggen skal minde om vand, som der ikke er noget af i nærheden. Bygningen er iklædt rustent jern over det hele. Det skal vel ligne en ark. Hvis vandet stiger, vil det rustne skib flyde og redde alle dem, som går rundt i butikkerne i bygningens indre og ikke aner, at der er fare på færde. Men som ved andre af Vejles vartegn er der sket en fejl, som man endnu ikke har opdaget og i hvert fald ikke indrømmet. Det rustne skib vender bunden i vejret. Måske kan det flyde, men alle som er inde i det må standse deres indkøb og søge op på den gratis parkeringsplads på øverste etage.
Jeg er nu ved hovedkrydset forenden af bakken. Her ligger bl.a. den lille Brørup Sparekasse, som har meget store bannere hængende uden for. Nu lyder en sirene og en bil med blå blink kører hurtigt gennem krydset, som ellers er så indviklet at meget få kan finde ud af det. Der er baner på kryds og tværs og nogle gange tager det så længe om at blive grønt at jeg har mistanke om at et af lysfyrene peger opad og bruger noget tid, hvis der skulle ske at komme nogen derfra. Krydset er da også besat af køer af biler i alle retninger og det er ikke godt nu, da der kommer endnu et udrykningskøretøj, en bred brandbil. Den bliver ved med at hyle, men alle bilisterne foran har lært, at man skal sidde stille og ikke foretage sig noget. Og de sidder virkelig musestille. En mand, som står ved siden af mig siger: " Sådan nogle idioter. De skulle jo køre frem om det så er for rødt." Det er nok for meget forlangt af en gennemsnits bilist. Brandbilen må da også stille og slukøret køre uden om køen. Jeg ser ind i brandbilens kabine, hvor brandmændene har travlt med at forberede sig og sidder i brandudstyr, mens de taler om vejkryds i Vejle. Herefter bliver alt normalt igen. Der bliver rødt og grønt i retninger jeg ikke kender til. Jeg ser nogle ældre bilister stolte køre frem, da det er deres tur, fordi de har hjulpet det vejlensiske brandvæsen.
Nu begynder gågaden med en stor plads, som ligger mellem Bryggen og Biografen, som også har rusten jern på fronten. Det har pladsen ikke. Det er kun fliser over det hele. Der er dog to store lygtepæle, som ligner master. De står skævt. Det kan ingen være i tvivl om. Der er sat små plader på og projektører, der er som kameraer. Der er intet på pladsen. Der sker intet på pladsen. Der er ingen, som står og beundrer, hvor smuk pladsen er. Endnu et vartegn.
Men så er der da Vejle Å og den gamle bro over, som det nuværende og tidligere Vejle byråd ikke har stået for. Åen er bred og fin og samler mange mennesker. Her er noget.
I løbet af dagen vil mine fødder føre mig gennem denne gågade flere gange, men jeg går langsomt og standser jævnligt, så ingen ser mig. Måske lægger de mærke til det bøjede ben, men så ser de straks væk. Det er det samme som ikke at blive set.
Det ligner enhver gågade med udstillinger uden for butikkerne og folk som vandrer hurtigt afsted, jeg ved ikke hvorhen. Nogle gange kommer de tilbage. Jævnlig står jeg stille. Det kan ske, at jeg løfter benet.
I dag er der en ekspedient, som bærer en stak af tøj og bøjler, og som ser mit bøjede ben, for han hænger en bøjle på det, uden at jeg mærker det. Ud af Danske banks filial kommer en mand med en taske og en pistol løbende ud. Det giver et ryk i mig, så min hånd griber bøjlen og kaster den som en boomerang efter bankrøveren, der rammes i nakken, og er nødt til at standse og falde om på gågaden, så de ansatte der kommer løbende ud fra banken kan tage tasken og stille sig oven på manden. Jeg prøver at falde i et med tapetet og står musestille mens jeg flere gange vender og drejer min hænder, som er fuldstændig tavse. Jeg lader også som ingenting. Nu sker der noget ganske uforståeligt for mig og som jævnligt sker. Jeg beder til Gud: “Kære Gud, hvad har du nu rodet mig ind i og hvad skal det være godt for. Har du tænkt at rode mig ud af det igen og vil du starte mine fødder, så jeg ubemærket kan vandre herfra og fortsætte en almindelig dag.” Gud svarer: “Ole derhenne, som nu ikke kan gøre noget, har lige fra sin barndom ikke fået sat grænser. Det var nødvendigt nu. Ellers ville det ende galt. Jeg skabte nogle tilfældigheder, så jeg kunne slå to fluer med ét smæk, hvilket Gud ellers må forbyde, da det gør ondt på mig, hver gang en flue dør. Den anden flue er dig. Du har jo kun grænser, som trænger til at blive brudt, så du kan få lidt glæde. Mon det lykkedes lige så godt, som Ole, der ligger derhenne.” Jeg ser derhen og det er som de prøve at slå en guiness rekord for hvor mange, der kan placeres på en bankrøver.
Jeg tænker:” Det er rigtigt. Jeg har ikke været særlig glad på det sidste og det rækker flere år tilbage, siden det skete. Jeg ved ikke hvad glæde er. Jeg er tilfreds, hvis bare den ene fod tager den anden.” Det gør de heldigvis og når jeg ser mig tilbage er banken og menneskegruppen omkring den faldne forsvundet. Alt ser normalt ud på Vejles gågade her til formiddag. Folk er på vej og lader sig sluge ind i butikkerne, som ligger tæt på hver side. De er som store snylterdyr, der gør alt for at friste intetanende folk, som bliver opslugt og tygget på inde i dyrenes indre og spyttet ud igen, hvor folkene står lige så intetanende med flere poser i hånden, som de ikke ved, hvad de skal bruge til, og når de åbner deres pung, vil de se, at der mangler en hel del penge, som er forsvundet i dyrets indre. Måske skulle de også lægges ned og stås på, for at det ikke skal ende galt.
Langt nede ser jeg en ung mand på en lille, hurtig cykel. Det ser farligt ud. Han cykler ud og ind mellem folk i stor fart. De går langsomt; han har farten. Jeg står stille og stirrer, dvs jeg gør ikke noget for at stirre. Sådan er mine øjne indrettet. De kan kun stirre. Og det helt uden hæmninger. Det har folk svært ved at klare, så de ser hurtigt væk. Det er som om der er en kraft i mit blik. Det får jeg brug for nu. Den unge cykellaban køre forbi en ældre dame og griber hendes taske og spurter op ad gågaden mod mig. Mine fødder går ind midt på gaden og vender mig mod den hurtigt kommende cykel. Jeg stirrer og mit blik fylder gaden i hele dens bredde. I hvert fald ved den lille laban ikke hvad han skal og sagtner farten. Han ser på mig eller måske snarere på mine øjne og det er som om han skrumper og standser helt. Han nærmest taber tasken og trækker cyklen i en lang bue uden om mig. Min fødder går ud i kanten af gaden, hvor jeg falder i et med mængden, mens fødderne langsomt spadserer videre. Jeg siger til Gud: " Hvad var nu det godt for?" Gud siger: " Det var ikke den ældre dame, du skulle redde. Hun er en laban over for sin mand og sine børn."
Det her gider jeg ikke mere. Jeg går straks væk fra gågaden. Ned mod dæmningen. Jeg har aldrig forstået det navn. Det er en almindelig gade, hvor der engang har været en å. Men dæmningen er ikke bygget på tværs af åen, men langs med den og oven på den. Det har det nuværende byråd fortrudt og de har gravet i flere år, ikke byrådet, men nogle som de betalte for det. Nu er der et fortorv og ved siden af en række rustent jern og så kommer gaden, som hedder dæmningen. Det rustne jern er 50 broer over åen, en for hver 10 m. og stænger på hver side af udgravningen, som vel skal forbindes med jern, så der er et hegn mod åen, hvor den så er. Man skal læne sig meget ud over den betonbeklædte kanal for nederst at kunne se lidt vand. Mon de har tænkt i deres drømme at åen skulle fritlægges og da den blev det, opdagede de, at der ikke var nogen særlig å. Om ikke så mange år tror jeg, at de fylder jord på det igen og fjerner det rustne jern.
(næste kapitel ses på Andet Første og sidste kapitel )
Mit liv er udtørret som et tidligere flodleje, hvor enhver tydeligt kan se de triste beviser for, at der skulle have været vand. Det var meningen. Når vi taler om vand, kan jeg også føle det som om jeg går i en sump, hvor hvert skridt er møjsommeligt og der hele tiden er fare for at synke helt i. Min læge begiver sig sommetider ud i mit sinds sump og når han synker i og ikke kan komme videre, lader han som ingenting. Men når jeg har forladt konsultationen hører jeg et fjernt skrig. Det kan jeg ikke klandre ham for. I perioder gør jeg det samme.
Når jeg efter et kort ophold på sygehuset, er kommet hjem og vågner den første morgen, slår jeg øjnene op i min etværelses lejlighed, som ligger i et boligkompleks øverst på bakken i det sydlige Vejle. Jeg bor i stueetagen og har udsigt til en græsplæne, hvis jeg ser ud af vinduet. Om morgenen når jeg vågner, ligger jeg og ser op på loftet. Det tager et stykke tid, før jeg opdager, at jeg har åbnet øjnene eller dvs. det er ikke mig, der har. Hvem åbner mine øjne om morgenen? Det kan jeg bruge lidt tid på, men jeg har endnu ikke fundet ud af det. Mærkelig nok er mit tøj foldet pænt sammen på stolen. Det undrer jeg mig over. Og på bordet står en pakke Marie kiks. Det er meningen og rutinen, at jeg spiser nogle kiks og drikker et glas mæld til morgenmad. Nogle gange spiser jeg også morgenmad om aftenen. Derimellem går jeg. Jeg får min dag til at gå med at gå. Det meste af tiden. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan holde rutinen, men har det med midt i det hele at standse op.
Jeg går hen ad fortorvet ved Pedersholms Allé og pludselig standser jeg op, eller dvs. Det er ikke mig der gør det. Det er heller ikke mig, der bøjer det ene ben bagud, så jeg står ligesom en stork. Det undrer jeg mig over og løfter mine hænder og ser på dem og vender dem. Men de har ikke gjort det. Pludselig bliver jeg mig selv igen og slendrer videre ud på Kolding vej og ned ad bakken, som munder ud i byens gågade.
Det er en stejl bakke. Cyklerne på den anden side af vejen kører meget stærkt. Jeg har ellers hørt, at cykelryttere er bange for at kører nedad bjerge. Det er dødsensfarligt, hvis man ikke kan bremse når man er kommet ned. Men det ved vejlenserne ikke.
Anderledes på min side af vejen. De fleste cyklister kører i deres laveste gear. Det ser ud som om de spurter afsted. Så hurtigt træder de i pedalerne, men de kommer ingen vegne. Jeg spadserer stille og roligt og undrer mig. Jeg ser på bakken i det nordlige Vejle ikke langt herfra. Husene kravler hyggeligt op ad bakken. Hvis jeg havde prøvet at være i syden, ville jeg tror, at jeg var det. Lidt længere nede ad bakken ser jeg en rund, høj bygning.
Det er den ene af de fem søstre. Det navn har de fået, men der er kun bygget én, og den hælder lidt til den ene side. Mon beboerne har det ligesom på et skib i høj sø, at glas og kopper rutcher ned ad bordet og skal de skrue stolene fast i gulvet. Mon det er helt bevidst, for at Vejle skal have et vartegn lige som Pisa. Jeg stiller spørgsmålstegn ved om en søster kan være søster, når hun ingen søskende har. Hun er også lidt for bred til det. Jeg kalder hende altid " den ensomme, skæve dame". Vejle har det med vartegn. Ved havnefronten er bygget en meget moderne bygning som kaldes bølgen. Den skulle der også være fem af, men det er tvivlsomt om det lykkes. Tænk at stå ved stranden og der kommer én bølge og man siger: " Det er bølgen." Det er der ikke meget vartegn over.
Ved foden af Kolding bakken ser jeg ud over den kæmpemæssige bygning " Bryggen." Det kan ingen være i tvivl om. På siden er sat enorme blå bogstaver. De er så knald blå at de lyser selv i de klareste solskin. Mon det blå og ordet Bryggen skal minde om vand, som der ikke er noget af i nærheden. Bygningen er iklædt rustent jern over det hele. Det skal vel ligne en ark. Hvis vandet stiger, vil det rustne skib flyde og redde alle dem, som går rundt i butikkerne i bygningens indre og ikke aner, at der er fare på færde. Men som ved andre af Vejles vartegn er der sket en fejl, som man endnu ikke har opdaget og i hvert fald ikke indrømmet. Det rustne skib vender bunden i vejret. Måske kan det flyde, men alle som er inde i det må standse deres indkøb og søge op på den gratis parkeringsplads på øverste etage.
Jeg er nu ved hovedkrydset forenden af bakken. Her ligger bl.a. den lille Brørup Sparekasse, som har meget store bannere hængende uden for. Nu lyder en sirene og en bil med blå blink kører hurtigt gennem krydset, som ellers er så indviklet at meget få kan finde ud af det. Der er baner på kryds og tværs og nogle gange tager det så længe om at blive grønt at jeg har mistanke om at et af lysfyrene peger opad og bruger noget tid, hvis der skulle ske at komme nogen derfra. Krydset er da også besat af køer af biler i alle retninger og det er ikke godt nu, da der kommer endnu et udrykningskøretøj, en bred brandbil. Den bliver ved med at hyle, men alle bilisterne foran har lært, at man skal sidde stille og ikke foretage sig noget. Og de sidder virkelig musestille. En mand, som står ved siden af mig siger: " Sådan nogle idioter. De skulle jo køre frem om det så er for rødt." Det er nok for meget forlangt af en gennemsnits bilist. Brandbilen må da også stille og slukøret køre uden om køen. Jeg ser ind i brandbilens kabine, hvor brandmændene har travlt med at forberede sig og sidder i brandudstyr, mens de taler om vejkryds i Vejle. Herefter bliver alt normalt igen. Der bliver rødt og grønt i retninger jeg ikke kender til. Jeg ser nogle ældre bilister stolte køre frem, da det er deres tur, fordi de har hjulpet det vejlensiske brandvæsen.
Nu begynder gågaden med en stor plads, som ligger mellem Bryggen og Biografen, som også har rusten jern på fronten. Det har pladsen ikke. Det er kun fliser over det hele. Der er dog to store lygtepæle, som ligner master. De står skævt. Det kan ingen være i tvivl om. Der er sat små plader på og projektører, der er som kameraer. Der er intet på pladsen. Der sker intet på pladsen. Der er ingen, som står og beundrer, hvor smuk pladsen er. Endnu et vartegn.
Men så er der da Vejle Å og den gamle bro over, som det nuværende og tidligere Vejle byråd ikke har stået for. Åen er bred og fin og samler mange mennesker. Her er noget.
I løbet af dagen vil mine fødder føre mig gennem denne gågade flere gange, men jeg går langsomt og standser jævnligt, så ingen ser mig. Måske lægger de mærke til det bøjede ben, men så ser de straks væk. Det er det samme som ikke at blive set.
Det ligner enhver gågade med udstillinger uden for butikkerne og folk som vandrer hurtigt afsted, jeg ved ikke hvorhen. Nogle gange kommer de tilbage. Jævnlig står jeg stille. Det kan ske, at jeg løfter benet.
I dag er der en ekspedient, som bærer en stak af tøj og bøjler, og som ser mit bøjede ben, for han hænger en bøjle på det, uden at jeg mærker det. Ud af Danske banks filial kommer en mand med en taske og en pistol løbende ud. Det giver et ryk i mig, så min hånd griber bøjlen og kaster den som en boomerang efter bankrøveren, der rammes i nakken, og er nødt til at standse og falde om på gågaden, så de ansatte der kommer løbende ud fra banken kan tage tasken og stille sig oven på manden. Jeg prøver at falde i et med tapetet og står musestille mens jeg flere gange vender og drejer min hænder, som er fuldstændig tavse. Jeg lader også som ingenting. Nu sker der noget ganske uforståeligt for mig og som jævnligt sker. Jeg beder til Gud: “Kære Gud, hvad har du nu rodet mig ind i og hvad skal det være godt for. Har du tænkt at rode mig ud af det igen og vil du starte mine fødder, så jeg ubemærket kan vandre herfra og fortsætte en almindelig dag.” Gud svarer: “Ole derhenne, som nu ikke kan gøre noget, har lige fra sin barndom ikke fået sat grænser. Det var nødvendigt nu. Ellers ville det ende galt. Jeg skabte nogle tilfældigheder, så jeg kunne slå to fluer med ét smæk, hvilket Gud ellers må forbyde, da det gør ondt på mig, hver gang en flue dør. Den anden flue er dig. Du har jo kun grænser, som trænger til at blive brudt, så du kan få lidt glæde. Mon det lykkedes lige så godt, som Ole, der ligger derhenne.” Jeg ser derhen og det er som de prøve at slå en guiness rekord for hvor mange, der kan placeres på en bankrøver.
Jeg tænker:” Det er rigtigt. Jeg har ikke været særlig glad på det sidste og det rækker flere år tilbage, siden det skete. Jeg ved ikke hvad glæde er. Jeg er tilfreds, hvis bare den ene fod tager den anden.” Det gør de heldigvis og når jeg ser mig tilbage er banken og menneskegruppen omkring den faldne forsvundet. Alt ser normalt ud på Vejles gågade her til formiddag. Folk er på vej og lader sig sluge ind i butikkerne, som ligger tæt på hver side. De er som store snylterdyr, der gør alt for at friste intetanende folk, som bliver opslugt og tygget på inde i dyrenes indre og spyttet ud igen, hvor folkene står lige så intetanende med flere poser i hånden, som de ikke ved, hvad de skal bruge til, og når de åbner deres pung, vil de se, at der mangler en hel del penge, som er forsvundet i dyrets indre. Måske skulle de også lægges ned og stås på, for at det ikke skal ende galt.
Langt nede ser jeg en ung mand på en lille, hurtig cykel. Det ser farligt ud. Han cykler ud og ind mellem folk i stor fart. De går langsomt; han har farten. Jeg står stille og stirrer, dvs jeg gør ikke noget for at stirre. Sådan er mine øjne indrettet. De kan kun stirre. Og det helt uden hæmninger. Det har folk svært ved at klare, så de ser hurtigt væk. Det er som om der er en kraft i mit blik. Det får jeg brug for nu. Den unge cykellaban køre forbi en ældre dame og griber hendes taske og spurter op ad gågaden mod mig. Mine fødder går ind midt på gaden og vender mig mod den hurtigt kommende cykel. Jeg stirrer og mit blik fylder gaden i hele dens bredde. I hvert fald ved den lille laban ikke hvad han skal og sagtner farten. Han ser på mig eller måske snarere på mine øjne og det er som om han skrumper og standser helt. Han nærmest taber tasken og trækker cyklen i en lang bue uden om mig. Min fødder går ud i kanten af gaden, hvor jeg falder i et med mængden, mens fødderne langsomt spadserer videre. Jeg siger til Gud: " Hvad var nu det godt for?" Gud siger: " Det var ikke den ældre dame, du skulle redde. Hun er en laban over for sin mand og sine børn."
Det her gider jeg ikke mere. Jeg går straks væk fra gågaden. Ned mod dæmningen. Jeg har aldrig forstået det navn. Det er en almindelig gade, hvor der engang har været en å. Men dæmningen er ikke bygget på tværs af åen, men langs med den og oven på den. Det har det nuværende byråd fortrudt og de har gravet i flere år, ikke byrådet, men nogle som de betalte for det. Nu er der et fortorv og ved siden af en række rustent jern og så kommer gaden, som hedder dæmningen. Det rustne jern er 50 broer over åen, en for hver 10 m. og stænger på hver side af udgravningen, som vel skal forbindes med jern, så der er et hegn mod åen, hvor den så er. Man skal læne sig meget ud over den betonbeklædte kanal for nederst at kunne se lidt vand. Mon de har tænkt i deres drømme at åen skulle fritlægges og da den blev det, opdagede de, at der ikke var nogen særlig å. Om ikke så mange år tror jeg, at de fylder jord på det igen og fjerner det rustne jern.
(næste kapitel ses på Andet Første og sidste kapitel )
tirsdag den 30. marts 2010
Postkort fra Rom
Jeg sidder her og skriver i et butikscenter i Rom. Det er en fin gade fra det halvgamle Rom. Den er overbygget med mosaiker og glasfresker i loftet. Væggene er de gamle palæagtige huses ydervægge med mange søjler og udsmykninger i dyb brun farve. Inde bag ved dem er butikkerne, som ligner alle andre moderne butikker. (Jeg håber ikke, at resten af dette postkort bliver lige så indviklet). Menneskenes stemmer giver genlyd i gadens pragtfulde rum, som har et gulv, belagt med små fliser i fine mønstre. Det ligner ikke Kolding Storcenter.
Det er min kære kone, som har fået mig herind. Jeg har fået lov til at sidde her og har lige bestilt en espresso double. Jeg skriver med egen hånd. Den vending kan man se i flere af Paulus' breve. Lige som andre store forfattere bl.a. Barbara Cartland dikterede Paulus normalt til sin sekretær, som minutiøst skrev ned ord for ord, hvad Paulus formulerede, mens han havde begge hænder fri til at rive sig i skægget.
Nu kom min kære kone tilbage. Det varede ikke længe. Måske havde det været godt, hvis Paulus havde haft en kone, så var hans breve ikke blevet så lange og hans sekretær havde ikkke fået skrivekrampe.
Jeg må hellere forklare, at mine største oplevelser til hverrdag er det Fakta, som ligger ved siden af hvor vi bor på Pedersholms Allé, som ikke har træer på begge sider. Fakta er bygget med et tårn som indgangsparti, men ser lige så sølle ud som en allé uden træer. Alt dette har jeg lært at se bort fra og har fået et godt forhold til de skiftende ansatte.
Jeg sidder nu med min kære kone i bussen, som skal køre os til lufthavnen. Vi måtte trække vores kuffert gennem det halve Rom, fordi der er maraton i byen med 50.000 deltagere og en kommunalt ansat, som er gået grassat med gule platik strimler, så alt er lukket af for taxitraffik. Jeg så flere helt ragmagre afrikanske løbere. (Hungersnøden i Afrika giver dem nogle fordele). Det er unfair. Dels skal jeg bære på min egen kropsvægt, dels skal jeg trække en kuffert meget hurtigt for at følge min kone, som fører an. Jeg har engang hørt om lænker, der blev sat omkring fangens fod og i den anden ende (af kæden) var der en meget tung jernkugle. Det ville jeg respektere, hvis de kunne løbe en maraton iført dette udstyr. Både jeg og kufferten er overvægtige, så jeg føler mig som en straffefange, der halser efter sin kone.
Grunden til at Paulus har efterladt så mange breve er måske, at han talte lige så meget og hurtigt som romerne (nu om dage). Når de er i en gruppe på to eller flere, taler de i munden på hinanden hele tiden. Den italienske præsident er kommet med mange uheldige udtalelser både i hans eget land og udenfor, men det er fordi han taler uafbrudt, så der må komme noge dumheder indimellem. Jeg prøver altid at lytte efter på gaden; måske kan jeg forstå bare lidt af hvad de siger. Det lykkedes en dag, hvor to ældre kvinder og 3 små hunde stod og talte uafbrudt. Den ene hund blev hidsig og bed efter de andre. Og da hørte jeg den ene kvinde sige i sin talestrøm: sancta spiritus. Da forstod jeg at de havde gang i en teologisk diskussion om helligånden: kan den forvandle en arrig hund, så der også er plads til den i himlen, hvor der ganske givet er flere paver, som går omkring og ikke vil bides i benet.
I det hele taget er der meget få hunde i Rom. Det er ikke som ved vores Fakta.
Nu sidder vi i flyet. Det er Ryan Air. Det glæder jeg mig til, for de er meget humoristike. Da vi fløj til Rom, sagde kaptajen på et tidspunkt: Alle der sidder til højre kan se ned på en meget smuk sø, og dem til venstre kan se til højre på dem, som sidder der og ser søen.
Jeg kom fra hundene ved Fakta, som vi dog ikke kan se, fordi der er et to meter højt lydtæt hegn mellem Faktas parkeringsplads og vores have. Hegnet er ikke så højt, at det kan forhindre tyve i at komme fra Fakta og ind til os og omvendt. Men hegnet er højt nokk til at vi ikke kan se de hunde, som bliver parkeret på række ved hundekroge af hundejere, som går ind for at handle, mens deres hunde gør, indtil ejeren er tilbage og siger: God hund. Jeg har tit siddet i min have en dejlig solskinsdag og tænkt: Hvordan jævner jeg Fakta med jorden, så der kun står nogle enkelte søjler tilbage ligesom ved Forum Romanum. Jeg kunne sætte et højt hegn op, så ingen kunne se ind og jeg kunne tage entré for at vise hvor Faktas tårn havde stået; måske kunne jeg vise nogle meget nylig udgravede hundeknogler, som havde haft et stadig intakt hundehalsbånd og hundelænke, som nu var lagt i en montre.
Blandt de første kristne var også Peter. Min kone er inde i alle de romerske kirker, for hun siger: det er fantastisk at de første kirstne gik rundt her, da danskerne troede på Odin og Tor. Efter min mening gælder det ikke Peter. Han sad i lænker, så han kunne ikke gå nogen steder. Måske kunne romerne ikke lide hans breve, som han kun skrev to af, fordi lænkerne og romerne forhindrede det. I USA bliver fanger klædt i orange tøj og får lænker på hænder og fødder og en kæde mellem dem, så de har svært ved at gå og slet ikke kan foretage en baglæns saldomortale. Så humane er amerikanerne. Peter kunne hverken det ene eller det andet og da romerne blev trætte af at se på det, lagde de Peter og sikkert også hans seekretær i en kiste, efter at have slået dem ihjel.
Lige et indskud: flyet er nu lettet. Det er jeg også (både udvendig og indvendig).
Tilbage til Peter. Min kone kan bevidne det med lænkerne. Hun var inde i en kirke og kom ud og fortalte mig, at der var et skrin derinde, som indeholdt Peters lænker. Først troede jeg, at hun sagde det for sjov. Men det gjorde hunne ikke, så jeg lod som ingenting og spurgte, om vi ikke skulle have en øl og jeg pegede over på en lav åbning i et hus, hvor jeg havde set andre forlade denne piezza. Det betyder torv. Det må ikke forveksles med pizza, som de også har mange af i Rom. Torvene i Rom er legendariske og stammer helt tilbage fra romertiden. Mange af dem er små og helt fyldt med parkerrede biler, men de fleste er fine og har altid en fornem fontæne med det reneste vand.
For at forlade denne piezza gik vi over mod hullet i muren, som viste sig at være en trappe, som gik ned under huset og først langt nede igen fortsatte ud i fri luft. Det var en lumsk trappe, for dernede på en afsats stod en harmonikaspiller i mørket og havde gang i en rytmisk spansk bazurka, som gjaldede under hvælvingerne. Jeg mærkede at det rykkede i mine ben som om de ville igang med spansk trappedans. Og jeg så for mig, at jeg helt dansende, halvt flyvende og halvt faldende fór forbi den forbavsede harmonikaspiller, mens jeg halvt henkastet smed nogle småmønter i hans hat, hvilket satte endnu mere gang i hans rytmer og jeg måtte se foran mig min deroute ( rute ned) og en værre skæbne end Peters endeligt, fordi jeg selv overværede det fra først til sidst. Peter derimod så ikke sin egen død med egne øjne. Han fik hovedet hugget af, inden han døde.
Heldigvis har jeg en kone. Det ville måske have reddet Peter hvis han haft en. Min kone ved altid, hvad jg tænker ( det er uhyggeligt og ikke altid rart og jeg kan ikke gøre noget ved det). Hun greb mig under armen og ledte mig forsigtigt forbi hamonikaspilleren helt ned til fast grund.
Det var i øvrigt dér i nærheden, at jeg oplevede et mirakel. Vi sad på en café og jeg drak en øl og spiste en kage, min kone en kaffe og en kage, da jeg skulle på toilettet. Det er meget almindeligt. Hver af vores i dag i Rom er gået med 7 timers vandring. Undervejs går man ind for at komme på toilettet og så kan man lige så godt drikke lidt, og det bevirker, at man et stykke tid efter igen skal på toilettet, hvor man så også må drikke lidt (inde i caféen). Denne gang var som de andre, men der var optaget. Efter et godt stykke tid kom en person ud og gik. Jeg ind og satte mig. Efter kort tid blev jeg blind. Jeg kunne intet se. Det kommer der ud af at blive trukket rundt af sin kone på lange vandringer med stadig nye indtryk. Det sætter sig på synsnerven. Nu bliver hun nødt til at lede mig helt bostaveligt ved hånden. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd foran mit ansigt, men jeg kunne ikke se den. Endelig fandt jeg håndtaget med bukserne nede. Og dér så jeg en lille lysstråle. Min venstre hånd fandt en lyskontakt. Det var en djævelsk kontakt, som sikkert har sat en skræk i livet på mange mennesker. Kontakten kunne kun tænde lyset, som af sig selv gik ud efter et stykke tid. Og de havde tætnet alle huller, så en ukendt gæst var sikker på at sidde i den mørke fælde og tænke over skæbnens gang. Jeg nådede f.eks. at tænke, at jeg ikke har skrevet et eneste brev, men måske skal straffes for at skrive postkort.
Min kone sad og spiste kage. Den italienske kage kan få enhver til at glemme alle sorger, bl.a. hvem man er gift med. Det gælder hele det italienske køkken. En aften gik vi ind på en lille restaurant som var betjent af en halvtreds årig søn og hans mor, som må være tilsvarende ældre. Der var intet menukort og vi fik straks pasta og vin, så kom en ubeskrivelig god gryde ret og bagefter kage. Vi gik helt fortumlet af lykke og mæthed fra sådan et sted. Et andet sted jeg husker var også en restaurant som ikke så ud af noget særligt. og der var ikke så mange derinde, men vi blev straks spurgt om vi havde reserveret. Vi blev alligevel ledt ind til et lille mellemrum med 4 borde. (Mon ikke et mellemrum er et rum, som ligger mellem to rum) Ved det ene bord sad en amerikaner og hans to døtre og fik forret, dvs. den blev båret ind. Først kom tjeneren med fire skåle. Så kom tjeneren med fire skåle mere. De kunne næsten ikke stå på bordet. Amerikaneren sagde til sine døtre og nabobordet: hvordan kommer vi gennem det. De svarede: det er kun forret. Så kom tjeneren med fire skåle til, meget demonstrativt grinende. Amerikaneren vedste sig nu også til os og indbød os i spøg til at tage smagsprøver.
Mod min forventning landede flyet gennem skyerne og tågen, så jeg ikke kunne kontrollere piloten, og jeg sidder nu i vores italienske orangeri i foårssolen nær hegnet til Fakta.
I Italien var tjenerne meget imødekommende, venlige og humoristiske. En dag pegede en tjener på min kones taske og spurgte, hvad det betød: Björn Borg; og hvor vi kom fra. En anden tjener til hvem jeg sagde: uno bierra medium spina, brød ud i lovsang over mit italienske og sagde: perfetto, perfetto. Og vores receptionist på hotellet omfavnede og kyssede både min kone og mig på kinden.
Sådan er det også i Fakta. Jeg kommer nogle gange, hvor der ikke er kø, og så kan jeg ikke lade være med at snakke med de ansatte. Det kan være at de glade fortælle, at de snart ikke mere skal arbejde i Fakta, men i et apotek eller som mekaniker. En anden fortalte hele sin livssituation og nogle gange senere spurgte han, om jeg var psykolog. Måske skulle jeg tage honorar for at gå i Fakta. Flere af dem smiler til mig, når jeg smiler til dem (en form for tvang?). Vi kysser dog ikke hinanden på kinden, her tænker jeg ikke kun på pigerne.
Dem var der mange af i Rom. Jeg så to italienske unge præster i hurtig gang og frakkeskøder. Præster og nonner går altid to og to . Det er der en grund til. Hvis den ene unge præst ud af øjekrogen får øje på et - langbenet, snævert cowboybukse beklædt, iført høje hæle på brosten - kvindeligt eksemplar af menneskearten og præstens ben under frakkeskøderne pludselig ændrer retning, så kan den anden gribe fat i den udeldige præsts skøder og slæbe ham i den rigtige retning, som sikkert var Peters kirken, der lå langt herfra, men de to unger præster var kommet til at slå et slag ned omkring den mest befærdede og butikbefængte gade, som tiltrækker mange af det andet køn, set med en mands øjne. Egentlig var der også mange skoleklasser, som bestod af begge køn, og måske så præsterne efter det første køn, set med en mands øjne. Mens vi har været i Rom, har der været en del om dette emne.
Vi så også præster helt klædt i hvidt, lige så hvidt som skinnende hvide trapper. Jeg regner med at disse præster tilhører en retning, som hedder trappisterne. De har sammen to og to vandret op og ned af alle Roms trapper uden at falde og er nu glade og respekterede. Jeg bliver aldrig trappist og går derfor ikke i hvidt.
Uheldigvis havde vi tæt ved vores hotel den fineste gade i rom, som hedder noget i retning af Confetti og som munder ud i den spanske trappe. Måske hedder den sådan for den lokkende kalder til spansk trappedans. Det er var dog ingen, som turde. Demonstrativt sad de allesammen på trappetrinene, unge som gamle, mest de første. De gamle stod neden for trappen og så op på menneskemyldret i solskinnet og turde ikke tage det første skridt.
Min kone øjner en kirke allerøverst oppe. Den vil hun ind og se og jeg skal med, i hvert fald op.
På hotelværelser rundt om i verden er det først jeg gør at tænde for fjernsynet og se hvor mange og hvilke kanaler som findes. I Rom var der ikke særlig mange og to af dem transmittede hele tiden fra en gudstjeneste i Lourde. Men jeg så reklamerne og en af dem fortalte om nogle snekæder som var meget lette at sætte på, og som have pigge på. I vinters i Danmark så jeg en opfindelse, hvor ældre mennekser, på alder med mig, kunne sætte sådanne kæder under deres sko så de ikke faldt, altså menneskene. I Rom fik jeg den tanke, at man ogå kunne sætte sugekopper på sådanne kæder og bruge dem på trapper. Den eneste ulempe er hvis sugekopperne sætter sig rigtig godt fast på et trin og man ikke kan rokke sig ud af stedet og endda kan læne sig frem og stå vandret ud fra trappen uden at falde.
Min kære kone fik mig godt nok op af trappen. Og hvilken udsigt. Til højre så vi Villa de Medici. Jeg tænkte at det måtte have noget med medin at gøre og det ville jeg få brug for når jeg skulle ned at trappen. Jeg ved så ikke om det var bedst med opkvikkende eller sløvende medikamenter, eller begg dele. Og selvfølgelig så vi foran og midt i det hele Peters kirken. En anden dag, da vi vandrede op til en af Roms store haver ved Borghese, så vi igen midt i det hele Peters kirken. Mon romerne tænkte: det var ikke godt, at vi slog Peter i hjel; vi bygger et stort pragtværk til hans ære. Mon Peter tænkte (oppe i himlen): Hvad har de gang i.
Uden tvivl er Peters kirken et pragtværk. Når vi gik over en bro ved Tiberen lå Peters kirken i solkinnet som et stykke himmel, der var faldet ned på jorden. Set ude fra er Peters kirken himmelsk, men lige så overvældende er køen af mennesker som vil se kirken indvendig. Vi prøvede i to dage, men køen blev bare større. Selv nonner måtte stå i kø. Deres fima gav ingen frynsegoder.
Det eneste jeg ikke kan lide ved kirken er den navn. Når man studerer bibebelen videnskabeligt og lidenskabeligt står der ingen steder, at kristne bygninger skal opkaldes efter Jesus eller hans disciple og da slet ikke Peter. Han var en snakbasse. Han kunne aldrig holde mund og det kommer der dumheder ud af. Når Peter lovede noget holdt han det ikke. En dag kom Jesus endda til at bande og sagde til Pter: Vig bag mig Satan, eller måske bedre oversat: Gå væk fra mig, for Satan. Det var fordi Peter ville forhindre, at Jesus gik til Jerusalem, hvor den usikre død ventede ham. Peter havde gået sammen med Jesus i tre år og han havde intet forstået, bl.a. at Jesus skulle dø. Det er ogå svært at forstå,, men så skulle Peter have holdt sig lidt i baggrunden og undret sig ligesom de anddre disciple. Det er måske i øvrigt det stadig måske særlig i vores tid mest forbavsende, at en kujon, opportunist og pralhans som Peter måtte være kristen. I et moderne firma var han bleveet smidt ud. Hvad kunne han bruges til? Han er måske det allerbedste eksempel på, at vi alle kan bruges, nemlig til at blive elsket.
Ude fra så vi Peters kirken fra mange steder i Rom, men vi så intet Fakta. Derimod så vi tre Spar købmænd. Det har vi også på Pedersholms Allé. Den Spar ligger ca. 100 m længere væk fra os end Fakta, så dér kommer vi aldrig. Den svarer heller ikke til sit navn. Hos Spar er alle varer dyrere end hos Fakta. Måske er det derfor de tre butikker i Rom hed Despar. På engelsk betyder despair fortvivlelse. Måske skulle Fakta hedder Kafka, fordi det er rimelig surrealistisk at komme der.
Der var en trappe hvor man mindst skulle vente det, og som gjorde mig fortvivlet. Da vi havde fået nøglen til vores værelse og åbnede døren, så vi en trappe og et meget lille værelse. Trappen var ca. på 1 m og med to trin. Jeg har aldrig set en trappe ligen inden for en dør Værelset var så lille, at der lige kunne stå en dobbelseng og et lille bord og en lille stol. Jeg fik selvfølgelig den side af sengen som vendte mod trappen. Når jeg om natten eller om dagen skulle ud på det endnu mindre toilet, måtte jeg kante mig forbi trappen,som kun ventede på et brække alle mine knogler. Ligner det Italien. De bygger et hus og når de åbner døren til et værelse, ser de, at gulvet ikke ligger i forlængelse af døren,, men 1 m over og de udbryder: Hovsa, dvs. som nogle ægte romere siger de: Hvad er det for et værelse, som pludselig ligger i dette hus og ingen har forudse det, selv ikke arkitekten, som er taget hjem og sover siesta.
Tæt ved vores hotelværelse og vores hotel, så vi et dansk flag på et palæ. Vi læste senere, at det er en legatbolig til danske kunstnere og forfattere. Måske er det ikke kun romanforfattere, som kan komme i betragtning men også en enkelt, som skriver postkort. Jeg ved dog ikke om jeg vil søge et legat, for lige inden for døren er det sikkert rigtig mange trapper, og man må nok ikke få sin kone med, og hende kan jeg ikke undvære, hvor jeg end står og går.
Det er min kære kone, som har fået mig herind. Jeg har fået lov til at sidde her og har lige bestilt en espresso double. Jeg skriver med egen hånd. Den vending kan man se i flere af Paulus' breve. Lige som andre store forfattere bl.a. Barbara Cartland dikterede Paulus normalt til sin sekretær, som minutiøst skrev ned ord for ord, hvad Paulus formulerede, mens han havde begge hænder fri til at rive sig i skægget.
Nu kom min kære kone tilbage. Det varede ikke længe. Måske havde det været godt, hvis Paulus havde haft en kone, så var hans breve ikke blevet så lange og hans sekretær havde ikkke fået skrivekrampe.
Jeg må hellere forklare, at mine største oplevelser til hverrdag er det Fakta, som ligger ved siden af hvor vi bor på Pedersholms Allé, som ikke har træer på begge sider. Fakta er bygget med et tårn som indgangsparti, men ser lige så sølle ud som en allé uden træer. Alt dette har jeg lært at se bort fra og har fået et godt forhold til de skiftende ansatte.
Jeg sidder nu med min kære kone i bussen, som skal køre os til lufthavnen. Vi måtte trække vores kuffert gennem det halve Rom, fordi der er maraton i byen med 50.000 deltagere og en kommunalt ansat, som er gået grassat med gule platik strimler, så alt er lukket af for taxitraffik. Jeg så flere helt ragmagre afrikanske løbere. (Hungersnøden i Afrika giver dem nogle fordele). Det er unfair. Dels skal jeg bære på min egen kropsvægt, dels skal jeg trække en kuffert meget hurtigt for at følge min kone, som fører an. Jeg har engang hørt om lænker, der blev sat omkring fangens fod og i den anden ende (af kæden) var der en meget tung jernkugle. Det ville jeg respektere, hvis de kunne løbe en maraton iført dette udstyr. Både jeg og kufferten er overvægtige, så jeg føler mig som en straffefange, der halser efter sin kone.
Grunden til at Paulus har efterladt så mange breve er måske, at han talte lige så meget og hurtigt som romerne (nu om dage). Når de er i en gruppe på to eller flere, taler de i munden på hinanden hele tiden. Den italienske præsident er kommet med mange uheldige udtalelser både i hans eget land og udenfor, men det er fordi han taler uafbrudt, så der må komme noge dumheder indimellem. Jeg prøver altid at lytte efter på gaden; måske kan jeg forstå bare lidt af hvad de siger. Det lykkedes en dag, hvor to ældre kvinder og 3 små hunde stod og talte uafbrudt. Den ene hund blev hidsig og bed efter de andre. Og da hørte jeg den ene kvinde sige i sin talestrøm: sancta spiritus. Da forstod jeg at de havde gang i en teologisk diskussion om helligånden: kan den forvandle en arrig hund, så der også er plads til den i himlen, hvor der ganske givet er flere paver, som går omkring og ikke vil bides i benet.
I det hele taget er der meget få hunde i Rom. Det er ikke som ved vores Fakta.
Nu sidder vi i flyet. Det er Ryan Air. Det glæder jeg mig til, for de er meget humoristike. Da vi fløj til Rom, sagde kaptajen på et tidspunkt: Alle der sidder til højre kan se ned på en meget smuk sø, og dem til venstre kan se til højre på dem, som sidder der og ser søen.
Jeg kom fra hundene ved Fakta, som vi dog ikke kan se, fordi der er et to meter højt lydtæt hegn mellem Faktas parkeringsplads og vores have. Hegnet er ikke så højt, at det kan forhindre tyve i at komme fra Fakta og ind til os og omvendt. Men hegnet er højt nokk til at vi ikke kan se de hunde, som bliver parkeret på række ved hundekroge af hundejere, som går ind for at handle, mens deres hunde gør, indtil ejeren er tilbage og siger: God hund. Jeg har tit siddet i min have en dejlig solskinsdag og tænkt: Hvordan jævner jeg Fakta med jorden, så der kun står nogle enkelte søjler tilbage ligesom ved Forum Romanum. Jeg kunne sætte et højt hegn op, så ingen kunne se ind og jeg kunne tage entré for at vise hvor Faktas tårn havde stået; måske kunne jeg vise nogle meget nylig udgravede hundeknogler, som havde haft et stadig intakt hundehalsbånd og hundelænke, som nu var lagt i en montre.
Blandt de første kristne var også Peter. Min kone er inde i alle de romerske kirker, for hun siger: det er fantastisk at de første kirstne gik rundt her, da danskerne troede på Odin og Tor. Efter min mening gælder det ikke Peter. Han sad i lænker, så han kunne ikke gå nogen steder. Måske kunne romerne ikke lide hans breve, som han kun skrev to af, fordi lænkerne og romerne forhindrede det. I USA bliver fanger klædt i orange tøj og får lænker på hænder og fødder og en kæde mellem dem, så de har svært ved at gå og slet ikke kan foretage en baglæns saldomortale. Så humane er amerikanerne. Peter kunne hverken det ene eller det andet og da romerne blev trætte af at se på det, lagde de Peter og sikkert også hans seekretær i en kiste, efter at have slået dem ihjel.
Lige et indskud: flyet er nu lettet. Det er jeg også (både udvendig og indvendig).
Tilbage til Peter. Min kone kan bevidne det med lænkerne. Hun var inde i en kirke og kom ud og fortalte mig, at der var et skrin derinde, som indeholdt Peters lænker. Først troede jeg, at hun sagde det for sjov. Men det gjorde hunne ikke, så jeg lod som ingenting og spurgte, om vi ikke skulle have en øl og jeg pegede over på en lav åbning i et hus, hvor jeg havde set andre forlade denne piezza. Det betyder torv. Det må ikke forveksles med pizza, som de også har mange af i Rom. Torvene i Rom er legendariske og stammer helt tilbage fra romertiden. Mange af dem er små og helt fyldt med parkerrede biler, men de fleste er fine og har altid en fornem fontæne med det reneste vand.
For at forlade denne piezza gik vi over mod hullet i muren, som viste sig at være en trappe, som gik ned under huset og først langt nede igen fortsatte ud i fri luft. Det var en lumsk trappe, for dernede på en afsats stod en harmonikaspiller i mørket og havde gang i en rytmisk spansk bazurka, som gjaldede under hvælvingerne. Jeg mærkede at det rykkede i mine ben som om de ville igang med spansk trappedans. Og jeg så for mig, at jeg helt dansende, halvt flyvende og halvt faldende fór forbi den forbavsede harmonikaspiller, mens jeg halvt henkastet smed nogle småmønter i hans hat, hvilket satte endnu mere gang i hans rytmer og jeg måtte se foran mig min deroute ( rute ned) og en værre skæbne end Peters endeligt, fordi jeg selv overværede det fra først til sidst. Peter derimod så ikke sin egen død med egne øjne. Han fik hovedet hugget af, inden han døde.
Heldigvis har jeg en kone. Det ville måske have reddet Peter hvis han haft en. Min kone ved altid, hvad jg tænker ( det er uhyggeligt og ikke altid rart og jeg kan ikke gøre noget ved det). Hun greb mig under armen og ledte mig forsigtigt forbi hamonikaspilleren helt ned til fast grund.
Det var i øvrigt dér i nærheden, at jeg oplevede et mirakel. Vi sad på en café og jeg drak en øl og spiste en kage, min kone en kaffe og en kage, da jeg skulle på toilettet. Det er meget almindeligt. Hver af vores i dag i Rom er gået med 7 timers vandring. Undervejs går man ind for at komme på toilettet og så kan man lige så godt drikke lidt, og det bevirker, at man et stykke tid efter igen skal på toilettet, hvor man så også må drikke lidt (inde i caféen). Denne gang var som de andre, men der var optaget. Efter et godt stykke tid kom en person ud og gik. Jeg ind og satte mig. Efter kort tid blev jeg blind. Jeg kunne intet se. Det kommer der ud af at blive trukket rundt af sin kone på lange vandringer med stadig nye indtryk. Det sætter sig på synsnerven. Nu bliver hun nødt til at lede mig helt bostaveligt ved hånden. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd foran mit ansigt, men jeg kunne ikke se den. Endelig fandt jeg håndtaget med bukserne nede. Og dér så jeg en lille lysstråle. Min venstre hånd fandt en lyskontakt. Det var en djævelsk kontakt, som sikkert har sat en skræk i livet på mange mennesker. Kontakten kunne kun tænde lyset, som af sig selv gik ud efter et stykke tid. Og de havde tætnet alle huller, så en ukendt gæst var sikker på at sidde i den mørke fælde og tænke over skæbnens gang. Jeg nådede f.eks. at tænke, at jeg ikke har skrevet et eneste brev, men måske skal straffes for at skrive postkort.
Min kone sad og spiste kage. Den italienske kage kan få enhver til at glemme alle sorger, bl.a. hvem man er gift med. Det gælder hele det italienske køkken. En aften gik vi ind på en lille restaurant som var betjent af en halvtreds årig søn og hans mor, som må være tilsvarende ældre. Der var intet menukort og vi fik straks pasta og vin, så kom en ubeskrivelig god gryde ret og bagefter kage. Vi gik helt fortumlet af lykke og mæthed fra sådan et sted. Et andet sted jeg husker var også en restaurant som ikke så ud af noget særligt. og der var ikke så mange derinde, men vi blev straks spurgt om vi havde reserveret. Vi blev alligevel ledt ind til et lille mellemrum med 4 borde. (Mon ikke et mellemrum er et rum, som ligger mellem to rum) Ved det ene bord sad en amerikaner og hans to døtre og fik forret, dvs. den blev båret ind. Først kom tjeneren med fire skåle. Så kom tjeneren med fire skåle mere. De kunne næsten ikke stå på bordet. Amerikaneren sagde til sine døtre og nabobordet: hvordan kommer vi gennem det. De svarede: det er kun forret. Så kom tjeneren med fire skåle til, meget demonstrativt grinende. Amerikaneren vedste sig nu også til os og indbød os i spøg til at tage smagsprøver.
Mod min forventning landede flyet gennem skyerne og tågen, så jeg ikke kunne kontrollere piloten, og jeg sidder nu i vores italienske orangeri i foårssolen nær hegnet til Fakta.
I Italien var tjenerne meget imødekommende, venlige og humoristiske. En dag pegede en tjener på min kones taske og spurgte, hvad det betød: Björn Borg; og hvor vi kom fra. En anden tjener til hvem jeg sagde: uno bierra medium spina, brød ud i lovsang over mit italienske og sagde: perfetto, perfetto. Og vores receptionist på hotellet omfavnede og kyssede både min kone og mig på kinden.
Sådan er det også i Fakta. Jeg kommer nogle gange, hvor der ikke er kø, og så kan jeg ikke lade være med at snakke med de ansatte. Det kan være at de glade fortælle, at de snart ikke mere skal arbejde i Fakta, men i et apotek eller som mekaniker. En anden fortalte hele sin livssituation og nogle gange senere spurgte han, om jeg var psykolog. Måske skulle jeg tage honorar for at gå i Fakta. Flere af dem smiler til mig, når jeg smiler til dem (en form for tvang?). Vi kysser dog ikke hinanden på kinden, her tænker jeg ikke kun på pigerne.
Dem var der mange af i Rom. Jeg så to italienske unge præster i hurtig gang og frakkeskøder. Præster og nonner går altid to og to . Det er der en grund til. Hvis den ene unge præst ud af øjekrogen får øje på et - langbenet, snævert cowboybukse beklædt, iført høje hæle på brosten - kvindeligt eksemplar af menneskearten og præstens ben under frakkeskøderne pludselig ændrer retning, så kan den anden gribe fat i den udeldige præsts skøder og slæbe ham i den rigtige retning, som sikkert var Peters kirken, der lå langt herfra, men de to unger præster var kommet til at slå et slag ned omkring den mest befærdede og butikbefængte gade, som tiltrækker mange af det andet køn, set med en mands øjne. Egentlig var der også mange skoleklasser, som bestod af begge køn, og måske så præsterne efter det første køn, set med en mands øjne. Mens vi har været i Rom, har der været en del om dette emne.
Vi så også præster helt klædt i hvidt, lige så hvidt som skinnende hvide trapper. Jeg regner med at disse præster tilhører en retning, som hedder trappisterne. De har sammen to og to vandret op og ned af alle Roms trapper uden at falde og er nu glade og respekterede. Jeg bliver aldrig trappist og går derfor ikke i hvidt.
Uheldigvis havde vi tæt ved vores hotel den fineste gade i rom, som hedder noget i retning af Confetti og som munder ud i den spanske trappe. Måske hedder den sådan for den lokkende kalder til spansk trappedans. Det er var dog ingen, som turde. Demonstrativt sad de allesammen på trappetrinene, unge som gamle, mest de første. De gamle stod neden for trappen og så op på menneskemyldret i solskinnet og turde ikke tage det første skridt.
Min kone øjner en kirke allerøverst oppe. Den vil hun ind og se og jeg skal med, i hvert fald op.
På hotelværelser rundt om i verden er det først jeg gør at tænde for fjernsynet og se hvor mange og hvilke kanaler som findes. I Rom var der ikke særlig mange og to af dem transmittede hele tiden fra en gudstjeneste i Lourde. Men jeg så reklamerne og en af dem fortalte om nogle snekæder som var meget lette at sætte på, og som have pigge på. I vinters i Danmark så jeg en opfindelse, hvor ældre mennekser, på alder med mig, kunne sætte sådanne kæder under deres sko så de ikke faldt, altså menneskene. I Rom fik jeg den tanke, at man ogå kunne sætte sugekopper på sådanne kæder og bruge dem på trapper. Den eneste ulempe er hvis sugekopperne sætter sig rigtig godt fast på et trin og man ikke kan rokke sig ud af stedet og endda kan læne sig frem og stå vandret ud fra trappen uden at falde.
Min kære kone fik mig godt nok op af trappen. Og hvilken udsigt. Til højre så vi Villa de Medici. Jeg tænkte at det måtte have noget med medin at gøre og det ville jeg få brug for når jeg skulle ned at trappen. Jeg ved så ikke om det var bedst med opkvikkende eller sløvende medikamenter, eller begg dele. Og selvfølgelig så vi foran og midt i det hele Peters kirken. En anden dag, da vi vandrede op til en af Roms store haver ved Borghese, så vi igen midt i det hele Peters kirken. Mon romerne tænkte: det var ikke godt, at vi slog Peter i hjel; vi bygger et stort pragtværk til hans ære. Mon Peter tænkte (oppe i himlen): Hvad har de gang i.
Uden tvivl er Peters kirken et pragtværk. Når vi gik over en bro ved Tiberen lå Peters kirken i solkinnet som et stykke himmel, der var faldet ned på jorden. Set ude fra er Peters kirken himmelsk, men lige så overvældende er køen af mennesker som vil se kirken indvendig. Vi prøvede i to dage, men køen blev bare større. Selv nonner måtte stå i kø. Deres fima gav ingen frynsegoder.
Det eneste jeg ikke kan lide ved kirken er den navn. Når man studerer bibebelen videnskabeligt og lidenskabeligt står der ingen steder, at kristne bygninger skal opkaldes efter Jesus eller hans disciple og da slet ikke Peter. Han var en snakbasse. Han kunne aldrig holde mund og det kommer der dumheder ud af. Når Peter lovede noget holdt han det ikke. En dag kom Jesus endda til at bande og sagde til Pter: Vig bag mig Satan, eller måske bedre oversat: Gå væk fra mig, for Satan. Det var fordi Peter ville forhindre, at Jesus gik til Jerusalem, hvor den usikre død ventede ham. Peter havde gået sammen med Jesus i tre år og han havde intet forstået, bl.a. at Jesus skulle dø. Det er ogå svært at forstå,, men så skulle Peter have holdt sig lidt i baggrunden og undret sig ligesom de anddre disciple. Det er måske i øvrigt det stadig måske særlig i vores tid mest forbavsende, at en kujon, opportunist og pralhans som Peter måtte være kristen. I et moderne firma var han bleveet smidt ud. Hvad kunne han bruges til? Han er måske det allerbedste eksempel på, at vi alle kan bruges, nemlig til at blive elsket.
Ude fra så vi Peters kirken fra mange steder i Rom, men vi så intet Fakta. Derimod så vi tre Spar købmænd. Det har vi også på Pedersholms Allé. Den Spar ligger ca. 100 m længere væk fra os end Fakta, så dér kommer vi aldrig. Den svarer heller ikke til sit navn. Hos Spar er alle varer dyrere end hos Fakta. Måske er det derfor de tre butikker i Rom hed Despar. På engelsk betyder despair fortvivlelse. Måske skulle Fakta hedder Kafka, fordi det er rimelig surrealistisk at komme der.
Der var en trappe hvor man mindst skulle vente det, og som gjorde mig fortvivlet. Da vi havde fået nøglen til vores værelse og åbnede døren, så vi en trappe og et meget lille værelse. Trappen var ca. på 1 m og med to trin. Jeg har aldrig set en trappe ligen inden for en dør Værelset var så lille, at der lige kunne stå en dobbelseng og et lille bord og en lille stol. Jeg fik selvfølgelig den side af sengen som vendte mod trappen. Når jeg om natten eller om dagen skulle ud på det endnu mindre toilet, måtte jeg kante mig forbi trappen,som kun ventede på et brække alle mine knogler. Ligner det Italien. De bygger et hus og når de åbner døren til et værelse, ser de, at gulvet ikke ligger i forlængelse af døren,, men 1 m over og de udbryder: Hovsa, dvs. som nogle ægte romere siger de: Hvad er det for et værelse, som pludselig ligger i dette hus og ingen har forudse det, selv ikke arkitekten, som er taget hjem og sover siesta.
Tæt ved vores hotelværelse og vores hotel, så vi et dansk flag på et palæ. Vi læste senere, at det er en legatbolig til danske kunstnere og forfattere. Måske er det ikke kun romanforfattere, som kan komme i betragtning men også en enkelt, som skriver postkort. Jeg ved dog ikke om jeg vil søge et legat, for lige inden for døren er det sikkert rigtig mange trapper, og man må nok ikke få sin kone med, og hende kan jeg ikke undvære, hvor jeg end står og går.
lørdag den 14. marts 2009
Folk og røvere i Vejle by
Folkene, det er os. I et mere globalt perspektiv er vi nok røvere, men det føles fjernt. Vi bor øverst mod syd i Vejle og der kommer tit røvere, mere nærværende, forbi hvor vi bor.
Sidste lørdag aften kom min yngste datter og hendes kæreste ind og vækkede min kære kone og mig ved midnatstid. De sagde: " Der er en mand ude i haven." Det må man respektere. Selv om al erfaring siger, at børn i den alder, ca. 17, ikke er altfor troværdige, må man ikke vise det og helst tage dem alvorligt. Det gavner deres udvikling og alderdom; jeg har netop hørt, at et menneske, som tidligere i sit liv har oplevet nederlag, vil få kroniske sygdomme, når han/hun bliver over 90 år gammel. "Der er en mand ude i haven". Det kan også gøre en 60-årig endnu ikke kronisk syg mand, men dog med nogle svækkelser, nysgerrig, så selvfølgelig stod jeg op. Min kære kone gjorde det også, uden at jeg ved, hvilke begrundelser hun havde; måske havde hun ingen. Nej, det er forkert af mig; min kære kone gør alt for børnene, undtagen når hun siger nej til noget.
Åbenbart besluttede hun sig for ikke at sige nej. Vi stod alle op og gik nedenunder.
Jeg gik hen og åbnede terassedøren og råbte svagt ud, da jeg jo ikke ventede, at der var nogen derude; jeg råbte: "Hallo, er der nogen. Er der en mand i haven". Det gjorde jeg et par gange.
Der var ingen, som svarede: "Ja, der er en mand i haven." Det syntes jeg var rimelig godt resultat. Så sendte jeg vores hund ud i haven. Til den sagde jeg: "Se om der er nogen". Den logrede med halen. Efter et stykke tid kom den tilbage. Den logrede stadig, og som min datter bemærker: endnu mere, med halen. Efter megen træning og læsen bøger om hunde og set tvudsendelser om hunde, som ikke adlyder og skal roses, sagde jeg: "Dygtig". Det skulle jeg aldrig have sagt. Senere forestiller jeg mig, at den for rundt i haven og snusede til alt, også til en rimelig beskidt sumalier, som fik et ekstra snus og slik, fordi vores hund er mere allround end dens ejere, eller vi har måske ubevidst opdraget den til det. Måske er vi uden at vide det, tolerante over for alle folk og røvere i Vejle by og omegn. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke tolerance, hvis man ser det ud fra somalierens synspunkt. Han lå i en mørke krog og turde ikke røre en muskel og der kommer en hund, som han hader og er skide bange for, og han må uhindret lade den slikke sig.
Hvilke renselsesritualer måtte han ikke senere gå igennem for ikke at gå uren i døden til den tid og kan jeg forsikre uden at tage spændingen fra historien, ikke i vores have.
Jeg var rimelig tilfreds med min undersøgelse, men resten af huset var i oprør, de gik op og de gik ned, og de påstod stadig, at der var en mand i haven. Så gik jeg op sammen med min kære kone og så ud af balkonvinduet i min datters værelse. Vi kiggede nøje til venstre og til højre, og dér så vi en mand fra Faktas pakeringsplads, som ligger ved siden af vores hus, gå hen til vores hegn og have til hensigt at vælte sig over hegnet ind til vores have.
Vi skal lige gøre resultatet op. Vi har ikke opdaget en mand i vores have. Men nu ser vi en mand, som er på vej ind i vores have. Det ændrer vores virkelighedsopfattelse. Hvis der er én mand på vej, hvorfor kan der så ikke allerede være en i haven. Og hvorfor har jeg ikke sømmet noget på hegnet, så det ikke er særlig rart at rulle ind over det, hvis man ikke er fakir på de dele.
Det var, hvad vi så: en mand på vej ind over hegnet til vores have.
Da råbte jeg højt. Jeg har for 20 år siden gået til kursus i brug af stemmen. Jeg lærte, at man ikke skal anstrenge sig i halsen. Den skal være helt afslappet. Men man skal trække meget luft ind i maven over bækkenet. Det luft skal man presse med et hårdt stød op gennem nogle læber, som sidder i halsen; læberne i munden må gerne være meget åbne; det giver en høj lyd, uden at man føler at man har gjort noget for det; jeg har en gang vist det på mit arbejdet, og de blev rimelig begejstret og har senere jævnlig spurgt, om jeg ikke ville demonstrere det igen.
Den teknik brugte jeg, da manden, en somalier, var på vej ind over hegnet til vores have. Selve brølet standsede ham og han vaklede modstræbende tilbage over Faktas triste parkeringsplads.
Samtidig hørte vi en brasen, som træ der brydes i stykkker. Og jeg så lyset blive tændt hos vores nabo for enden af haven. Han har en kone og hun har måske også gået til stemmetræning, som hun bruger over for vores hund hvis den står nede i den ende af haven. Så kan hun kalde den alt muligt, og den logrer stadig med halen. Engang da hun og hendes familie larmede ligeså meget som 10 hunde, gik jeg ned i den ende af haven, og råbte på min måde: "Vi spiser lige nu. Kan I ikke vente med at lege til om en halv time." En ældre søn på ca. 30 år råbte tilbage på hans måde: "Kunne I ikke have spist noget tidligere." Men der blev mærkelig nok stille.
Da lyset blev tændt for enden af haven, tænkte jeg: "Nu kommer hjælpen." Men der lød ingen brøl, og det er meget forståeligt, efter det som siden skete.
Vores teenagedatter og kæreste havde gentagne gange foreslået,at vi skulle ringe til politiet. Nu kunne vi endelig se meningen med det. Jeg ringer aldrig til politiet. Dels skal man forklare meget, og selv om man siger, at en morder står lige for an en, siger de at det nok kan vente til næste dag.
Min kære kone har prøvet flere gange at kontakte politiet.
Engang kørte hun til politistationen. Det var svært at komme ind på parkeringspladsen, fordi to biler spærede indgangen. Hun brugte bilens horn et par gange, og en civilklædt person kom hen til hende og sagde: "Jeg er politibetjent i civil, og det er ulovligt at dytte. Det kan du få en bøde for." Og han gik tilbage. Efter et stykke tid kørte han sin bil væk, så min kære kone kunne komme ind og parkere. Derefter kom han hen til hende og påpegede igen den forbrydelse hun havde begået og spurgte gentagne gange om hun ville gøre det samme igen. Det sagde hun selvfølgelig nej til hver gang. Hvorefter han mærkelig nok forsvandt. Da min kære kone rystet kom hjem, skrev jeg et længere brev til folk og røvere i Vejle by, med særlig adresse til politimesteren, og han svarede ganske uventet tilbage, at der var intet at komme efter og at han havde irettesat den pågældende civile politibetjent kraftigt. Siden skal jeg ikke have med politiet at gøre.
Men det vil min kære kone åbenbart for hun ringede om manden i haven og på muren. Hun forklarede først en hel del, og så sukkede hun, fordi hun blev stillet om til et andet tlfnr, hvor hun skulle forklare det samme igen. Hun forklarede rigtig meget. Det gav ikke noget resultat. Men min kone stod i køkkenet og så ud af vinduet,og i det samme var der en hætteklædt mand, som standsede uden for vinduet Han så op på min kone og hun så ned på ham. Så sagde hun til ham og i telefonen: "gå væk, forsvind." Det gjorde hun flere gange. Det lød rimelig naturligt. Hun fortalte senere, at politimanden i telefonen svarede: "Så må vi hellere komme."
De næste 5 til 10 minutter så vi ud i haven efter røvere og vi så ud på gaden efter politi, som til sidst kørte forbi vores hus, men så vendte om og holdt uden for og jeg stak mit hoved ud af døren og sagde, at det var her. Min kone og jeg gik med dem ud i vores have, hvor vi så nogle papkasser stå på vores hegn. En af politibetjentene fik med besvær taget dem ned; han var ikke så trænet som røver; og det viste sig at indholde et Søndags.Bt og nogle øl. Jeg pegede over på hegnet til vores nabo, ikke ham for enden af vores have, men ved siden af den. Det hegn er af tyndt træ og et sted var der et omrids af en løbende mand; det lyder forkert som om en løbende mand kan have et omrids; men sådan så det ud. Han var forsvundet. Og man kunne ikke se længere om der også var et omrids ind til naboens nabos hegn. Det var mit brøl som havde bevirket det.
Politibetjentene vidste det ikke, men de var rimelig imponeret.
Nu var der meget snakken frem og tilbage og vi gik ud til vejen igen. Min datter sagde til mig, at hun mente, at hun havde set røverne løbe hen ad vejen og pludselig sagde hun til politibetjentene, at det vist var røverne som kom kørende og hun pegede på en bil, som netop passerede os.
Politibetjentene reagerede som de havde fået beskeden via et telefonopkald. De reagerede ikke. Men så gik de langsomt hen til deres politibil, og kørte efter røverne. Det viste sig noget efter, da de kom tilbage, at de havde standset er almindelig familie, som var ude at køre en aftentur.
Det må man være forberedt på, når man kører en aftentur, at blive overhalet af en politibil med blå blink og tvunget ind til siden og blive spurgt af en betjent klædt i fuldt politiudstyr: "Er I folk eller røvere." Og måske får man lov til at køre videre, hvis man ikke ser for somalisk ud og gentagne gange siger nej, når betjenten spørger, om man vil gøre det igen.
Så vidt så godt. Jeg gik i seng og stod op, og gik i seng og stod op, og nogle gange fik jeg at vide, at politiet havde undersøgt Fakta og ingen dør var brudt op, men åbenbart havde der været en insider, som havde lukket op for røverne.
Vi låste for alle døre, undtagen yderdøren, for vores ældste datter skulle komme hjem senere på natten, og hun fortalte, at der mange timer senere stadig holdt en politibil og en vagtbil ved fakta.
Det må åbenbart være meget vigtigt med røvere ved fakta, når politiet indsætter så mange resourcer for at bevogte en sådan butik så mange timer.
De spurgte selvfølgelig os, om vi ville anmelde denne skade, men min kone svarede, at det jo sikkert ville give os 70 kr, og det benægtede de ikke. Jeg vil tilføje, at skaden ikke kun er den fysiske, som omridset i vores hegn efterlader. Den værste skade er den somalier, som løber rundt i vores sind og dukker op på de mest uventede tidspunter. Min kone har f.eks. her en uge efter flere gange set ham i ansigtet ud af køkkenvinduet uden af han har været der. Det bliver spændende, hvad denne oplevelse og dette trauma bevirker af kroniske skader når vi bliver 90 år. Jeg har allerede her 30 år før rimelige mange knopper og lange vorter, som jeg har svært ved at slippe af med. Hvordan kan det ikke ende. Der er nogle mennesker, som lider under at de har for meget hår på kroppen. De er behårede. Jeg synes det er værre at være bevortet over hele kroppen.
Som en lille finale vil jeg fortælle, at vi idag har hentet for 1200 kr træ til at reparere omridset i vores hegn. Vi lånte min svogers bil og trailer og vi parkerede halvt inde på fortorvet ud for vores hus, som ligger ved siden af Fakta, og der er parkeringsforbud. I praksis ville det betyde, at et sådant hus er ubeboeligt, da en flyttebil ikke må holde uden for mens al indmaden i huset bliver båret ud eller ind. Og hvis vi skulle tage parkeringsforbuddet alvorligt skulle vi have holdt inde på Faktas parkeringsplads og smidt træ til 1200 kr ind over hegnet til vores egen have.
Der var da også en 90-årig mand som standsede på fortorvet overfor. Han standsede ikke særlig meget, for han gik så dårligt og langsomt, at han næsten var gået i stå. Og nu nedstirrede han min kone og mig og spurgte: "Er det er parkeringsplads?" Min kone svarede ham og fik at vide, at der straks blev ringet til politiet. "Held og lykke," tænkte jeg. Jeg ville gerne have spurgt, om han var tidligere betjent eller nuværende betjent og i sidste tilfælde om han var en betjent forklædt i civil, for så ville han kunne få en præmie i enhver forklædningskonkurrence. Han lignede nøjagtig
en 90-årig.
Men jeg besluttede, at han ikke var forklædt, men derimod havde haft meget modgang i sin barndom og ungdom og voksendom, og nu led han af kronisk dumhed.
Det er sikkert sådan jeg ender, ikke kun bevortet, men også bedummet.
lørdag den 29. december 2007
Postkort fra Hamburg
Die Möve
Her er Hamburg. Hamburg kalder: "Do you read me". Måske har jeg misforstået vendingen, som er fra radiokommunikation. Men den passer godt her. Do you read me. Det er vel ikke for meget forlangt, at der er en læser. Men dette medie er ikke særlig auditivt og jeg hører kun et ganske svagt svar på min råben: do you read me. Jeg mener at høre et svar fra en som uheldigvis for ham er begyndt på disse ord og nu bliver nødt til at fortsætte, i det mindste til næste afsnit. Pas på. Jeg vil gøre dette afsnit langt og spændende, så du ikke kan slippe. Jeg ved jo at du er begyndt og jeg hører svagt, at du også stiller krav. Du vil ikke høre noget om dansk politik. Nej, men derfor begynder vi også i Hamburg. Dér er venlige og hjælpsomme mennesker. Så du må ikke forvente blod og mord. Jeg kan dog ikke undgå løst krudt og røg. Men det er kun teater. Røgen er uægte. Pistolskuddet lyder højt, men er også uægte. Danseren falder, men rejser sig igen. Sådan foregår det på teatret: den som falder, rejser sig igen. Man kan ikke se om han alligevel er lidt fortumlet. Det skjuler han. Det er ikke til at se, hvis man i det hele taget har det held, at man kan se danseren. Men nu foregriber jeg begivenhederne og vil egentlig helst begynde på et nyt afsnit. Jeg vil helst have dig, min ene og kære læser, med over i det nye afsnit. Skal vi vove springet.
Det var ikke så slemt. Du kom godt med over. Det ved jeg, fordi du ellers ikke læste dette. Godt klaret. Vi går videre. Min agtværdige kone og jeg, som på en måde føler mig lidt miserabel, er ankommet til StaatsOper i Hamburg. Vi står uden for indgangen. Trods sin agtværdighed er min kone ryger og for at kunne klare de næste mange minutter inde i den røgfri Staatsoper, må hun suge en cigaret kraftigt ind. Nogle unge har konkurrencer, hvor de prøver at drikke en meget stor øl i én slurk. Min kone har det sådan, inden vi skal ind ad de imponerende glasdøre. Det ligner når en svømmer trækker vejret inden han skal dykke længe. Han prøver at få så meget ilt i lungerne, at han kan blive længe under vand. Er det farligt at gå ind i Hamburgerische Staatsoper. Kan man bliver kvalt af en eller anden mangel derinde. Kan man komme til skade? Ja, det kan jeg svare Ja til. Selv ikke rygere kan komme alvorligt til skade. Men det vil jeg ikke fortælle om nu. Vi er jo ikke kommet ind.
Hanne ryger og andre af hendes fæller står også og ryger. Det er venlige mennesker. Det kommer af at de er tyskere og de er rygere. I hvert fald har vi oplevet megen hjælpsomhed de to dage vi har været her, og det fra ganske almindelige mennesker, som ikke fik løn for at være hjælpsomme, men var det af et glad hjerte. Jeg synes, at rygere er meget hjertelige. De står og falder i snak. Jeg er såmænd helt ked at af jeg er udenfor og ikke-ryger. Ellers ville jeg også have pustet lidt røg ud og blandet mig med det gode selskab og lært nogle at kende, jeg ellers ikke havde mulighed for. Ha,ha, du har slet ikke opdaget, at du kom med over i et nyt afsnit, kære læser. Nu tror jeg vi kan være sikre på hinandens selskab, selv om jeg er ikke-ryger. Min kone har været meget overrasket over alle de steder man godt må ryge her i Hamburg. Men dog ikke inde i Staatsoper. Der står med fin guldskrift på hver etage: "Nicht-raucher Gebiet". Jeg tænker lidt på, hvad det betyder. Betyder det, at der her kun må færdes ikke-rygere. Og kan de fine ansatte finde på at bede min kone åbne munden for at lugte til hendes ånde. Og vil der så lyde et ramaskrig, som dem vi senere skal høre inde i salen. "Ein Raucher befindet sich im Nicht-Raucher Gebiet". Nej, sådan er de ikke i Hamburg. Men igen er jeg kommet for langt. Vi er jo slet ikke inden for endnu.
Vi befinder os ved askebægeret uden for glasdørene ved StaatsOper, en prægtig lysende bygning, men vi er ude i mørket tæt på fortorvet og de hamburgske folk haster forbi i mørket og blæsten og regnen. Jeg ser ud af øjenkrogen en som er mere sølle end jeg, sikkert en arbejdsløs østeuropæer, som sniger sig henimod mig sandsynligvis for at tigge lidt penge. Han siger på engelsk: "You can have much mony or you can have no mony. It does'nt matter. Life depends on your attitude". Jeg vælger at jeg ikke ser på ham. Jeg lader som om han ikke er der. Men jeg har hørt ham. Det er sværere at lukke ørerne for andre mennesker end øjnene. Man kan se væk men ikke høre væk. Jeg må indrømme, at jeg har problemer med min holdning. Indvendig ligner jeg en arbejdsløs østeuropæer. Jeg har dagen igennem set de hamburgske borgere i gågaderne og passagerne. Mændene har lange frakker i ren kasmir, der falder i fyldige folder. De har silkeslips og deres teint er sund brun. Mærkeligt at brun ikke er brun, for den uvaskede, arbejsløse og hjemmeløse østeuropæer er også brun. Jeg er ikke tilnærmelsesvis brun. I går aftes var vi nede i hotellets bar og få en øl. Tjeneren var i sort jakke og sorte bukser og han havde et langt sort forklæde stramt omkring sine slanke ben. Han havde designerbriller på, bredt, blankt metalstel og hans hår var også stylet. Han vimsede omkring og gik over gulvet for at rydde op efter gæster. Han gjorde det hellere en gang for meget end for lidt, fordi det gav ham lejlighed til at bevæge sin elegante krop. Han havde holdning.
Når jeg er på rejse, tænker jeg tit på alle de mennesker, jeg ser, hvor de kommer fra og hvor de skal hen og hvordan deres hverdag er. En tjener i en lille bar hvor nogle rejsende tilbringer en stund, hvad tilbringer han sin friaften med. Det får jeg svar på nu, da min kære hustru og jeg står foran Staatsoper, for dér kommer tjeneren, jeg kan genkende ham på de stylede briller og hår. Han har selskab af en ven, som ser ligesådan ud, slank og elegant klædt. Mon de er bøsser. De har en veltilfreds holdning.
Nu må jeg springe lidt. Ikke bogstaveligt endnu. Det vil senere komme. Det kan være irriterende med disse sidespring. Et godt hop fremad, det ved man hvad er, hvis man er danser. Det er jeg ikke. Det vil senere vise sig. Jeg ved ikke om jeg er forfatter, men lige nu skriver jeg, og skrivende mennesker har det med sidespring. Her er et. Bøsser. Det får mig til at tænke på Karin Böser. Navnet ligner og det er tysk. Det kan vel retfærdiggøre tanken og dertil kommer, at hun er en elegant og slank tværfløjtespiller. Hun studerer i solistklasse på konservatoriet. Det er den rene vellyd som klinger fra hendes instrument. Men hun er usædvanlig skeløjet. Måske er det hendes skjulte og dog meget iøjnefaldende force: hun kan se alle huller på den lange fløjte på én gang. Hun er meget glad og frisk og dygtig. Men jeg forstår ikke, at hun ikke får gjort noget ved det. Jeg mener ikke hendes gode humør, men hendes øjne.
Hvordan kan man være så grim og samtidig så glad. Jeg forstår det ikke. Jeg selv er gennemgående ret trist.
Jeg lover jeg nok skal komme til indgangen ved Staatsoper, men tillad mig lige et ganske lille sidespring igen. Nu mens jeg skriver, får jeg så mange ideer, som jeg gerne vil holde fast i, fordi jeg synes, at du min ene læser fortjener hver eneste lille godbid. Her på min pc er der et program, som kan optage, ja, desværre ikke kun lyden men også mit talende ansigt. Jeg har lige prøvet. Det var grimt. Jeg indtalte en ide, mens jeg så på mig selv indtale ideen. Det var forfærdelig grimt. Jeg har ikke fået mit morgenbad. Men det var nok en større renselse, som skulle til. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke får gjort noget ved det. Det er svært at leve med. Jeg har det svært med min holdning til mig selv.
Derfor har jeg også gruet for at gå ind i den store vestibule i Staatsoper. Blive omgivet af elegant klædte mennesker. Jeg har en slidt seksårig trøje på og nogle bukser, som er lige så gamle og godt udvidet, så min mave føler sig tilpas, eller i hvert fald ikke protesterer. Jeg har en besværlig mave. Andre køber tøj, efter om det ser godt ud til dem. Jeg køber tøj, som min mave kan godkende. Og den taler ikke tydeligt de første gange jeg har nogle nye bukser på. Når jeg skal prøve nye bukser, tager det lang tid inde i prøverummet, hvor jeg sætter mig og taler med min mave. Selv om den har sagt ok, kan det senere vise sig at være snyd. Det viser sig ved, at maven puster sig op, så kommer bukserne til at stramme, det bliver maven sur over og den puster sig endnu mere op, en ond spiral. Min mave ser ikke ud af meget, undtagen når jeg sammenligner den med balletdanseres maver. Men min mave kan gøre sig meget stor. Der er en vending: "Do you have guts." Bogstaveligt betyder det vist: "Har du indvolde." Det har jeg ikke. Jeg har mave og tit har jeg luft i maven.
Jeg var bange for at få det i en loge i Staatsopen, 1. Loge, Erster Rang Rechts, Erster Etage. Jeg havde taget de meste prøvede og oftest accepterede bukser på. Elegant var det ikke.
Nu er vi endelig i vestibulen. Cigaretten er skoddet og vi voves os ind i menneskemylderet i den imponerende Statsoper. Ren, hvid og hård marmor overalt. Læg mærke til dette. Det får betydning senere. Trapper overalt, ned og op og til siden. I et sådant øjeblik er der altid lidt forvirring. Hvad skal man og hvor skal man gøre det. Jo, vi skal af med frakkerne. Vi bevæger os ned ad en meget bred marmor trappe mod et meget stort lokale med borde, som man kan stå ved. Hele den lange endevæg er dækket af en lysende hvid glasplade. Det er kælder, men der er stærkt lys bag den hvide glasplade. Til højre kan vi gå ind til garderoben og aflevere vores frakker.
Vi bevæger os nu op ad trapper sammen med de elegante hamburgeriske teatergæster. Jeg haler lidt op i bukserne. Jeg prøver at mande mig op. Men det falder jo straks til jorden. (læg også mærke til det). En ægte og velplejet mand, som der er mange af blandt disse velhavende og velsete hamburgeriske borgerlige teatergæster, ville aldrig hale op i bukserne. Min eneste redning er at nå så hurtigt som muligt frem til logen. Her vil jeg ikke komme med nogle sidespring. Vi skal så hurtigt som muligt derhen. Ned ad en lille gang med døre ud til siden, allersidste dør ind. Det er en smal altan klæbet ind til væggen og med front mod scenen. Der er 5 smalle rækker med 5 sæder på hver. Vores sæder er på 4. række. Jeg sidder inderst mod væggen.
Her må jeg forklare. Da vi købte billetterne, var ekspedienten meget hjælpsom og venlig. Hvilke pladser skal I have. Hun foreslog en pris, 500 kr, nej tak så velhavende er vi ikke, nåh, det er svært, ja, lad mig se, hvad siger i til 150 kr, jo, så lad gå, ja men I må regne med at I ikke ser så godt, nej selvfølgelig hvad kan man få til den pris.
Jeg havde dog ikke troet at det skulle tages bogstaveligt. Jeg kunne kun se det halve af scenen. Der stod en trappe af træ. Jeg kunne ane, at et lavt stillads var midt på scenen. Jeg kunne se det ene hjørne. Det var her de allerstørste solopræstationen skulle foregå, viste det sig senere, uden for mit synsfelt. Jeg havde heller ikke sat mig ordentligt ind i programmet. Titlen var "Die Möve". Det lød jo godt nok. Flyvende balletdansere. Det kunne jo ikke være bedre. Men musikken havde jeg ikke bidt mærke i. Sjostakovitch. Jeg tror ikke det er stavet rigtigt. Hvem ønsker at kunne stave til Sjostakovitch. Hvem ønsker at høre ham. Det gør jeg ikke. Men man kan ikke høre væk. Jeg var indlagt til ramashang og ramarabalder. Min tinitus, en lettere susen i mit højre øre, pustede sig op. Jeg turde ikke tænke på min mave. For min skyld kunne komponisten lige så godt have heddet Rasputin. Det raspede og rev i mine øre. Det var ren russisk tortur.
Men danserne kunne jeg jo se på, dvs. kun halvdelen af dem og kun halvdelen af tiden; hvis der var solodansere, var de jo jævnligt på den scenehalvdel, som lå uden for mit synsfelt. Mon den danske dronning Margrethe den Anden også har det sådan når hun sidder i den kongelige loge på det Kongelige Teater i København. Hun smiler og vinker, men hun kan kun se halvdelen. Det er der ingen, der ved, og hun tør ikke klage. Jeg følte mig helt kongelig, da jeg sad i Erster Loge, Erster Rang. Det er der lidt kongeligt over. Jo, jeg prøvede virkelig at bearbejde min holdning. Jeg har engang lært en teknik, hvor man forestiller sig at følelser er uden for én og man kan tale til dem. Det skulle give fred i sjælen. Jeg prøvede: Fru irritation, jeg kan godt se dig stå dér, men jeg har ikke tid til at tale med dig. Onkel surhed, ja jeg ser dig, men jeg ikke tid til at tale med dig. Det hjalp dog ikke så godt. Jeg kunne ikke slappe af. Dels var der jo bragene fra paukerner og blæsergruppen. Dels sprang dansere ud fra trappen og ind til hinanden, og de kastede hinanden op i luften og sprang selv efter. I hvert fald det som jeg kunne se. Musikken fortalte også når der var strålende højdepunkter i forestillinger. Så foregik der intet på min halvdel af scenen. Det skete da den kvindelige hoveddanser og ballerina dansede udklædt som en hvid måge. Da hun var færdig kom hun frem til scenekanten, derfor ved jeg hvordan hun var klædt. Jeg klappede ikke. Jeg havde jo intet set. Jeg synes det er for meget forlangt at man skal klappe, fordi man synes, at en ballerina bukker smukt.
I øvrigt synes jeg også at forestillingen var lidt for surrealistisk. Så kom en danser gående ned ad trætrappen, så havde han frakke på. Så kom en danser springende ned ad trappen i bar overkrop og ble. Ja, det var vel blå underbukser, men det lignede ble. Det var gennemgående, at mændene viste deres smukke overkroppe, flade maver og lange muskuløse ben. Det gjorde de kvindelige dansere ikke, i hver fald ikke dem jeg kunne se. Sådan er der så meget, som Storm P ville have sagt. Men hvilke muskler. Når en danser strakte sit ene ben, så langt han kunne ud til siden og pegede på benet, så kunne man skelne hver enkelt muskel, hvor den var hæftet fast og hvordan den svulmede og strakte sig. Det kunne bruges til anatomi. Alle de muskler har hver deres latinske navn. Det er jeg sikker på, for jeg fik fornylig en beskrivelse af knop, som lægen skar af mig og sendte til undersøgelse. Lægen viste mig senere svaret og han sagde, at jeg ikke skulle være ked af, at jeg ikke forstod det mindste af det, for det var på latin, men jeg fejlede ikke noget alvorligt, kunne han berolige mig med.
Jeg har mange knopper. Det har jeg at vise frem. Men de har fine latinske navne.
Jeg vedlægger lige bevis for, at mine knopper er meget interessante. Patologisvaret lyder sådan. Jeg citerer kun halvdelen. " Hud beklædt med flerlaget keratiniserende pladeepitel, der er lamel hyperkeratose og et enkelt sted med fokal parakeratose. Epitelet fremtræder hyperplastisk og med enkelte lymforcytter. Morfologisk ligner det mest en insektstikreaktion. Der er ikke fundet dyspase eller tegn på malignitet.
Min ene kære læser, lagde du mærke til at der var et forståeligt ord, insektstik. Det forstår jeg. Alt det andet forstår jeg ikke, men ordet insekstik ved jeg hvad er. Og det er det ikke. Kun hvis insekter kan komme indefra. Ude fra har jeg ikke være i nærheden af insekter, og knopperne bliver ved med at komme. Men sådan er der så meget.
Så skyder en danser en pistol af. Han falder, ligger dog kun et kort øjeblik og rejser sig igen. Måske kan jeg lære noget af det. Jeg tænker ikke på pistolen. Men holdningen. Lige i øjeblikket tænkte jeg kun:
Det var falsk alarm. Ja, i hvert fald larm og det var på min halvdel af scenen. Hvor heldig kan man være.
Så er der nogle på scenen som råber: HA,HA.
Det virker lidt tilfældigt.
Hvis jeg stod op og råbte ud over logekanten: "Ich kann nicht sehen"
og en balletdanser svarede: "Du muss zum Artz"
og jeg sagde: "Ich bin nicht schlecht. Das Haus ist schlecht"
og danseren svarede: "Das Haus muss zum Artz"
Så er jeg sikker på, at hele teatersalen ville klappe, fordi de troede det var en del af forestillingen.
Hen mod slutningen blev der helt tomt på scenen (min halvdel). Musikken døede langsomt hen og tæppet gik ned.
Det var et stort chok, selv for de teatergæster som kunne se. Der var den dybeste stilhed, men derefter bragede bifaldet løs og det ville ingen ende tage. Danserne kom frem og bukkede. Gik tilbage og bukkede. Løb ud og løb ind og bukkede.
Hanne og jeg sagde til hinanden: "Det er vist færdigt. Lad også skynde os ned og få vores frakker inden alle de hamburgere kommer i vejen."
Og nu kære ene læser ville du måske tro, at denne lille skitse lakker mod enden og at højdepunktet har været og at det ikke var særlig højt, men dér tager du fejl: nu kommer vi til den vigtige halvdel af min fortælling og grunden til at jeg har sat mig til at skrive.
Mens bifalder bruser bag os, løber min kære kone og jeg op ad den smalle logegang og ud i det blændende hvide marmorlys. Vi styrter ned ad de brede trapper, kun ganske få teatergæster har fået samme ide. Man taler om fartblindhed. Hvis man har kørt længe på motorvejen på højeste hastighed og drejer fra er det svært at komme ned i fart. Mon min agtværdige kone og jeg var blevet forført af de springende dansere, så vi troede vi kunne det samme.
Ved nederste trin af den brede trappe inden vestibulen falder jeg. Jeg ved ikke at jeg falder. Jeg ved først da jeg er faldet. Jeg opdager at jeg ligger på alle fire, som man siger. Knæene godt plantet i marmorgulvet og håndfladerne klasket ned i samme materiale. Hannes taske som jeg galant har båret for hende, stryger meget ugalant hen over det hvide blanke gulv. Tasken drejer rundt og indholdet ryger ud, bl.a. en læbestift som rasler og klirrer hen over den fine hvide flade. Hvilken forestilling. Se det er ikke teater. Men der er ingen, som klapper. Det var dog ellers et spring og en landing. Venlige hamburgerborgere strømmer til. Er der sket noget. Har du det godt. Selv min kone spørger bekymret. Nej, nej, det går fint. Jeg rejser mig. Mon det er sådan danserne har det i når de rejser sig. De skjuler smerten. De bider den i sig. Jeg får dog ikke noget bifald.
Kære ene læser, jeg må bedrøvet sige, at historien vist nok at ved at tage sin ende. Hanne og jeg vandrer til Ubahn og sætter os og venter på undergrundstoget. Henne på trappen ned til perronen ser jeg en arbejder komme gående med en trillebør foran sig, efter ham kommer en arbejder også med trillebør og efter ham en tredje. De går i takt med deres trillebøre hen ad perronen. Er det balletten som er fortsat herud i virkeligheden og ser vi normalt kun det halve af virkeligheden: hovedsolonumrene ser vi ikke. Og vi råber ikke hurra og klapper, når en snavset, østeuropæisk natarbejder udøver hverdagens dansetrin.
Jeg nynner stille et vers for mig selv:
Sig månen langsomt hæver..
Betragter månens bue,
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund;
så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun.
..
og trøst mig i min kummer,
og trøst min syge nabo med.
Jeg sidder og har lidt ondt i knæene. Men det kunne have været værre. I ét øjeblik mærkede jeg min kones omsorg for mig
og at hun nødig vil miste mig. Det gør på en måde godt i sjælen og styrker min holdning, mens jeg sidder ved siden af min kone på bænken i undergrundsbanen.
Jeg er glad for, at mit spring ikke denne gang var springet ud i intetheden, eller er det den halvdel vi ikke kan se, og hvor det smukkeste findes.
Lige nu synes jeg at min kone er smuk og jeg glæder mig til at hvile ved hendes side i hotelværelset efter dagens strabadser.
Jeg ser hotellets tjener komme gående på perronen, fordi han også skal med ubanen hjem med sin ven, som går roligt ved siden af ham, og jeg ville egentlig gerne råbe hurra efter dem og ønske dem alt godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)