Andet første og sidste kapitel

(foregående kapitel ses på Første og sidste kapitel )


Jeg er sammenbidt. Det kan ses. Mine kæbemuskler er veludviklede på grund af deres overdrevne brug og det gør at mit underansigt ser firkantet ud. Det påvirker også min gang, så det ser ud som om jeg konstant er trængende. Hele min underkrop er så sammenbidt, at jeg jævnligt må standse op på mine gåture for løsne mine muskler mange steder i kroppen. Mens jeg står stille i nogle minutter, ser jeg ikke på andre mennesker. Mange af dem har nemlig samme gangstil som jeg er og har mange ting som de skal have bidt sammen om, og det får mig ikke til at slappe af. I dag så jeg en mand, som havde en usædvanlig ret ryg. Den gik nærmest bagover. Han så ikke ud som os andre, som er mere foroverbøjede for at holde på kroppens spændte muskler. Men det havde nu sin naturlige forklaring. Manden havde så stor og omfangsrig en mave, som stod ud flere meter foran ham, så han måtte læne sig bagover for at skabe ligevægt. Alternativet var at han kunne have taget en indkøbsvogn, som han kunne lægge maven i. Han skulle ind i fakta og havde måske ikke en mønt til en vogn. I sådan et tilfælde, kan det være afslappende at se på en anden person. Man tænker, at der dog er nogle mennesker, som man ikke så gerne vil ligne.

Jeg lod manden gå ind i Fakta og fortsatte selv min gang, der som sædvanlig førte ned ad Koldingbakken til Vejle by. Jeg lever meget alene undtagen på mine gåture i Vejle. Det får mig til at glemme mig selv at se mange mennesker, selv om de i deres indre ikke er så forskellige fra mig.

Bakken slynger sig, det gør de larmende lastbiler også, den ene efter den anden, så man ikke kan tænke. Det kan jeg godt lide ved dem. Det er afslappende ikke at tænke, at være helt tom indvendig. Mon de også er det. Store stærke lastbiler med store anhængere, som er tomme kasser. Og ingen kan se det, undtagen chaufføren, som prøver ikke at se flov ud, fordi han larmer så meget, selv om han kun kører med luft. Sådan må buschaufføren også have det mens han styrer sin lange bus op ad bakken. Der er ingen passagerer i den. Får han slet ikke lyst til at standse og råbe ud af døren: Er der ingen, som vil køre med en runde. Bare for min skyld. Jeg betaler. Nej, han bider det i sig og lader som ingenting.

Jeg har hørt, at der i gamle dage var buschauffører, som gjorde det til en oplevelse at være passager. De kunne finde på at sige i højtaleren: Solen skinner. Det er en dejlig dag og bussen er nyvasket. Og så smilede alle i bussen. Det er der ingen som gør mere, for ganske vist er de stadig højtalere i bussen, nok flere end i gamle dage, men det er en automatisk stemme, som taler uden følelser eller humor om navnet på næste stoppested og om navnet på endestationen, hvor man endelig kan slippe for alle disse glædesløse oplysninger. Vejle går foran i udviklingen og har indført hvad de kalder "talende busser". I gamle dage kunne man spørge buschafføren, et talende mennesker, eller en af de andre passagerer og de kunne få lejlighed til at føle sig hjælpsomme. Nu sidder alle tavse og tomme og har ikke noget at tale med hinanden om, mens bussen taler i ét væk.

Heldigvis får jeg øje på vandtårnet øverst på bakken i det nordlige Vejle. Jeg har altid syntes, at der er noget uhyggeligt ved et vandtårn. Det ligner en ufo, som er landet. Neden for tårnet breder sygehuset sig. Det er helt hvidt og syner meget i landskabet. Herfra hvor jeg står, ser sygehusets vinduer meget små ud og der er mange af dem. Det kunne ligne skydehuller og sygehuset kunne ligne et fort, som ikke havde til formål at beskytte byen, men at angribe den. Måske er det ufofolkene, som er gået ned ad bakken og har sat sig ved hver sit skydehul og nu kun venter på tegnet til at fyre løs, og jeg befinder mig i direkte skudlinie.

Med det lysende hvide sygehus i baggrunden ser den ensomme, skæve dame syg ud. Hun er helt grå. Jeg får medlidenhed med hende. Ikke nok med, at kommune har opført dette ene ti-etagers runde beton tårn med lejligheder og kalder den "de fem søstre" og så ikke har haft penge til de 4 andre. Nu lader de hende også forfalde, som om de ved at glemme hende skjuler deres egen fiasko, som er meget iøjnefaldende. Jeg vil fra nu kalde hende "den syge og ensomme og faldne kvinde."

Eller også er det mit humør, som er dårligt. Det indser jeg pludselig nu. Her har jeg gået og skældt ud på tomme lastbiler, talende busser, vandtårne og faldne kvinder.

Jeg må hellere forklare om mit humør. Det er som et atomkraftværk, der hele tiden skal køles ned for ikke at eksplodere, dvs. det er vel mig som er atomkraftværket, og indvendig hælder jeg hele tiden koldt vand på humøret, så jeg udadtil ser klippefast ud, men indvendig hele tiden er i fare for at eksplodere. Jeg går altid med en flaske vand på mig og nu tager jeg to slurke og siger til Gud: "Gud, hvad skal jeg gøre. Jeg mangler at blive livet op og det gør kommunen også." Gud siger: "Du kan jo gå hen på teknisk forvaltning. Jeg skal nok lægge mine ord i din mund."

Nu har jeg et mål med min vandring. Jeg skal forbi biografen Lido over den runde bro, forbi Blockbuster, over parkeringspladsen og op til hallerne, ind ad kirkegade og ind på teknisk forvaltning.

Foran Lido lægger jeg mærke til at de skæve master har spidserne beklædt med et lysegult metal. Mon det skulle ligne guld. Det ser nærmest ud som om én ovenfra har tænkt: " De spidser kan man stikke sig på. Jeg sætter et midlertidig futteral på dem." Jeg undrer mig som sædvanlig over en lang, lav figur i rustent jern tæt ved muren ved Lido. Det er jern-bogstaver som er sat sammen. De er svære at læse. Jeg hørte to, som stod og så på det. Den ene sagde: "Det er kunst". Det kan jeg ikke se. Den anden sagde: "Det er et cykelstativ." Det kan jeg slet ikke se. Og der står da heller aldrig cykler.

Broen er rund som andre broer. Den starter på den ene å-bred, går lidt op, og går ned på den anden å-bred. Men belægningen buer også opad hele vejen over broen. Det føles mærkeligt, som om man skal passe på ikke at glide ud mod siden. Stadsarkitekten har sikkert tænkt: der må ikke ligge vand på broen. Derfor skal den være høj midt på, hele vejen, så vandet løber ud til siden og ned i åen. Så gik der gang i hele tekniske forvaltning med beregninger. Hvor meget regn kommer i værst tænkelig tilfælde her midt i Vejle by. Det er meget pinligt hvis folk skal gå over broen i vand til knæene. I det fjerne udland hørtes om tsunami og teknisk forvaltning åndede lettet op: dér har vi det. Og de tegnede belægningens bue som en vold, der løber hen over broen. Folk går helst over ude i siderne af broen, fordi det virker farligt at gå oven på volden. Jeg kender en anden forklaring. Byrådet havde besluttet, at den gamle smukke bro skulle restaureres, for nu var turen kommet til den og man ikke kunne standse midt i det hele. Men da hele byrådet stod og så på broen, opdagede de, at den fortsatte ud i gågaden, som ved en restaurering gennem flere år havde fået en belægning af marmor, som var kommet helt fra Kina. Hurtigt blev rådet enig om, at den lille bro også skulle have marmor. Men det skulle være lige så pragtfuldt og dyrt som kom det fra Kina. Flade mamorplader er ikke så dyre. Det er runde tykke plader, en marmorvold. Beslutningen blev taget og tiden gik og byrådet kastede sig over andre projekter, hvor de enten kunne bruge marmor eller rustent jern. Så kom dagen hvor den lille bro skulle indvies og rådet igen var samlet. De turde ikke sige det til hinanden, men tænkte: Den vold er vist blevet for høj, men det kan man vel ikke gøre noget ved nu uden at tabe ansigt. De kunne nok heller ikke få kunstneren til at ligge på alle fire på broen og pudse på mamoren, så den blev flad. Det var kun få af rådet, som vovede sig over broen. Det er flere år siden, og meget vand er løbet i åen siden.

Når man på en eller anden måde er kommet over broen, ligger Blockbuster på højre hånd. Her er netop færdiggjort et af byrådets nyeste projekter og det viser, at de ikke har tabt modet. Hvor der før var parkeringspladser, så folk hurtigt kunne gå ind i butikken og leje en film, er der nu brede og lange marmorplader. Denne gang er de flade. Men til gengæld er der store marmorblokke, hvor folk kan sidde og spekulere på, hvor de skal parkere hvis de vil leje en film.

Når man drejer til venstre, ses projekt, som ikke er færdigt endnu. Her lå en fin, almindelig smuk parkeringsplads. Nu er de fleste parkeringsbåse fjernet, for at gøre plads til et meget langt hegn af rustent jern. Mon stadsarkitekten for mange år siden voksede op på en skråtplads, som han længes tilbage til. Da Adam og Eva stod uden for paradiset, som de ikke måtte komme ind i igen, begyndte de at fryse, og de begyndte at skabe sig et sted, hvor de kunne være, og de byggede og plantede en have, som skulle ligne den, som de havde mistet. Mon det er samme følelser, som har besjælet stadsarkitekten, bortset fra at det ikke er en have han længtes efter.

Jeg går så hurtigt som muligt forbi skråtpladsen og drejer til højre på kirkepladsen. Den ligger der sandelig endnu, men det bliver nok snart dens tur. Derhenne er kirkegade, hvor teknisk forvaltnings kontor har til huse.

Det er en lidt gammeldags glasindgang og det første man møder inden for er en skranke. Da jeg ser den siger jeg til Gud:"Jeg har glemt, hvad jeg skulle her." Gud siger:" Du skal oplive dig selv og den som du møder." Jeg siger: "Det med at oplive, er det ikke dit job. Mine oplivningsforsøg er vist ikke meget værd." Gud svarer:"Nej, men det er også mine ord du skal bruge. De skal nok gøre deres virkning."

Jeg går hen til skranken og en venlig dame rejser sig og kommer mig i møde og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med en teknisk forvalter. Hun studser lidt og beslutter at hun vil sætte en anden på opgaven og går over til en ældre, skaldet herre med skæg. Hans hoved er nærmest æggeformet. Efter at hun har hvisket lidt med ham rejser han sig nødtvunget og kommer hen til skranken og siger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger nu meget hurtigt efter hinanden den længste sætning, som jeg har talt i flere år: "Jeg vil gerne advare om, at der er en forening mod rustent jern, som har samlet penge ind på gågaden og nu snart har så stort et beløb, at de kan købe maling nok til at overmale alt rustent jern i Vejle en nat, hvor ingen ser det, og det vil skabe en stor forandring i bybilledet, som ikke mere vil ligne sig selv." Jeg kan tydeligt se, hvad den ældre herre tænker. Først tænker han ikke, så tænker han rigtig meget. Han ved ikke, om han tør tro på, hvad jeg siger, og han tør heller ikke lade være med at tro det, hvis han kan forhindre et omfattende hærværk. På den anden side kan han heller lide alt det rustne jern, men stadsarkitekten har ikke været til at standse. Det kan en borgerbevægelse. Den har byrådet respekt, for den kan få meget frem i lyset, som rådet ikke ønsker. Måske kan det skabe frisk luft og nyt liv i gaderne med en sådan borgerbevægelse. Måske vil de mennesketomme pladser og marmorblokke blive besat af levende mennesker.

Mens den ældre herre tænker, siger han ikke noget og jeg venter og ser neutralt på ham. Jeg prøver at lade være med at stirre. Jeg har i radioens P1 hørt om en kendt politiker, at han som forberedelse til politikergerningen øvede sig i at stirre, dvs ikke blinke med øjnene i mange minutter. Han mente, at han så mere professionel ud, når han ikke blinkede med øjnene. Når han stod over for andre og stirrede det bedste han havde lært, undrede de andre sig og tænke, at der måtte være noget i vejen med hans øjne og de hørte ikke ordentligt efter, hvad han sagde. Han var så disciplineret, at han kunne have øvet sig i hvad som helst, hvis han mente, at det gavnede hans karriere, f.eks. at prøve at få sit hjerte til at holde op med at slå et par timer. Så kunne han stå som en kold statue. P1 har hørt, at denne politiker på det sidste har indset, at det gavner ham at virke mere menneskelig, så han er gået igang med at lære at blinke med øjnene. Det er meget svært og ikke helt lykkedes endnu. Han virker stadig som en statue.

Den ældre herre ser også ud som en statue, men tager sig sammen og spørger: "Hvem står bag dette." Jeg svarer: "Det er en, som ikke træder offentligt frem. Det har han gjort engang, men det gik grusom galt. Nu er det mest med ord, at han handler, og han lader andre gå med sine budskaber, som alle har ét eneste formål: at skabe liv og frisk luft mellem mennesker."

Jeg kan se, den ældre herre er ved at miste modet og troen på, at det er et troværdigt menneske han står over for, så jeg siger hurtigt: "Måske kan I nå at få fjernet det meste rustne jern, hvis I skynder jer, inden det bliver overmalet."

Det får den ældre herre igen på sporet, men inden han kan samle sig, siger jeg: "Det var, hvad jeg gerne ville have, at I skulle hjælpe mig med." Jeg vender om og går hen mod udgangsdøren. Han råber efter mig: " Hvad er dit navn." Jeg vil helst svare: "Jeg er den jeg er." Men jeg siger over skulderen: "Malermester Madsen" Og så er jeg ude i det fri. Og det føles også sådan. Byen og mit humør har det bedre, for jeg har gjort en forskel. Den vending er der mange som bruger, når de har gjort noget ganske almindeligt som ikke er særligt forskelligt fra hvad andre gør. Min forskel kan måske sætte gang i noget, som har sit eget liv. I hvert fald er der begyndt noget i en teknisk forvalter. Måske kommer der flere farver i hans liv og det vil hans kone mærke osv.

Jeg føler, at jeg har gjort nok for i dag og er bange for at starte mere, som jeg ikke kan overskue, så jeg vandrer langsomt nedad gågaden og op af Koldingbakken. Men denne gang tager jeg smutvejen ind gennem et villakvarter og kommer bagfra op til de røde boligblokke, hvor mit hjem er. Jeg bruger nogle gange denne bagvej, så ham, der skriver om mig, ikke kan se, at jeg er kommet hjem. Jeg skal også have fri engang imellem. Han tror, at jeg kl 17 kommer hjem fra byen, fordi jeg da går hele vejen op ad bakken og drejer ind af Pedersholms Allé, hvor han bor i et af husene og står parat for at konstatere at alt er som det skal være.
Men i virkeligheden har jeg været hjemme og sove til middag og hørt radioens P1 på min lille transistor og smuttet ad bagvejen ned i byen igen. Det er godt for mit image, at det ser ud som om jeg hele dagen har gået rundt i byen og sat gang i ting




(næste kapitel ses på Tredje første og sidste kapitel )