En ven

(kapitlet før dette ses på Et kort kapitel )


Der er gået nogle dage siden I sidst hørte om mig. Det kan I ikke vide. Der skulle egentlig have været nogle kapitler med tomme sider. Jeg har hældt meget vand på mit humør i de dage og kun set fortorvet foran mig. Det var sådan set hvad der skete, flise efter flise. Heldigvis har jeg min plan, ellers var jeg ikke kommet ud af sengen. Min plan er at gå ned til byen og hjem og sove til middag, og så igen gå ned til byen og hjem og sove. Det er en overset beskæftigelse at sove. Tiden går så nemt. Man lægger sig og forsvinder og når man vågner er flere timer overstået. Det er som at sætte tomme sider ind i en bog.

I dag går det bedre og før jeg ser mig om, er jeg på vej ned ad Koldingbakken og befinder mig på gågaden. Og der er en, som råber: Malermester Madsen. Det skulle jo ske, at nogle genkendte mig, når jeg er begyndt at sige mit navn. Det kan være én af tre, som råber. Jeg har mest lyst til at gøre mig usynlig, men jeg vender mig og ser en blond pige, som løber hen imod mig. Hendes hår er ikke længere vådt. "Hvordan har du det," siger hun uden at vente svar, og fortsætter:" Du forsvandt så hurtigt. Vi fik slet ikke sagt tak til dig, og Peter og jeg fik snakket rigtig ud med hinanden bagefter." Jeg tænker, at hun vist aldrig får snakket ud, for hun snakker hele tiden, men det går jo rigtig godt, og jeg behøver ikke finde på noget at sige. Hun stråler. Hendes hår er mere blankt, skinnende hvidt end blond. Hendes grønne øjne stråler. Hendes smil er strålende. Hendes bevægelser med hænderne for at understrege hendes ord med små tegn, hendes person er strålende. Jeg må jo sige et eller andet for at holde gang i hendes talestrøm: "Går du i skole." Og hun svarer: " Ja, jeg går på Handelsskolen i HG. Det er andet år. Heldigvis skal jeg snart ud i en butik. Jeg har valgt Hennes og Mauritz. Det er så smart tøj og alle har råd til det. Bare de vil have mig. Jeg har været hjælpepige dernede. Så der er nok gode chancer. Jeg vil bare ikke ned i Bryggen. Dér er så trist og mørkt. Om vinteren kommer der måske flere end i buttiken nede på gågaden, men ikke om sommeren." Sådan bliver hun ved, mens hun smiler, dog kommer der nu noget mørkt i hendes øjne: " Som du så har jeg problemer med Peter. Nogle gange er han totalt passiv." Uden at jeg ved hvorfra det kommer, siger jeg: " Måske styrer du for meget. Hvis du giver ham mere frihed, bliver han mere sig selv." Hun ser eftertænksom ud: " Tror du? Måske har du ret. Min familie bor i Nordjylland. Så dem ser jeg sjældent. Jeg har mange veninder. Men jeg savner en voksen at tale, sådan som vi gør nu. Kan vi ikke snakke sammen igen." Jeg siger: "Det kan vi godt. Jeg er her ved Blockbuster hver dag kl. 10 og 16, undtagen om søndagen, hvor jeg kun er her kl. 16." - Hun undrer sig: "Det må jeg nok sige. Så ved jeg hvordan jeg kan møde dig. Det var dejligt at snakke. Du er så rolig. Vi ses snart igen."

Hun ved ikke at jeg er rolig i det ydre, på facaden af atomkraftværket, men indvendig buldrer skjulte kræfter, som indimellem slipper lidt damp ud. Lige nu er der godt kog i kedlerne. Jeg er ved at boble over. " Gud, hvad var det som skete. Her går jeg i fred og ro og så møder jeg sådan en solstråle. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om. Skal jeg nu gå og tænke på hende og hvordan hun har det." - Gud svarer:" Ja, du siger hele tiden at du er alene og ikke har nogen venner. Det har du nu. Du er i øvrigt selv skyld i det. Du kunne have lade være med at gå ombord i båden og ville lege frelser. I det mindste prøvede du ikke at gå på vandet. Nu hænger du på den. Det kan ikke spoles tilbage."

Ham der skriver om mig, er nu gået i stå og ved ikke hvordan han kommer videre. Og det lige efter et af de mest afgørende øjeblikke i mit liv. Det kan du ikke være bekendt. Du må gerne fortælle det én gang til. Hvordan hun var og hvad hun sagde. Jeg ser det i hvert fald for mig hele tiden og hører hendes stemme og hendes smil og alvor. Åh, nu forstår jeg det. Han har ikke selv nogen venner og han ved ikke hvordan han får det. Men hvorfor er han så utilfreds. Han har en kone og to døtre. Det har jeg set. Dem taler han ikke så meget med.

Jeg for min part kan sige, at jeg har en ven. Det tegner det til. Måske er Peter også til at snakke med. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere være tavs og ikke knytte mig til andre, som jeg gjorde. Nu buldrer det i mit indre og jeg tager straks min vandflaske og tager et par slurke. Men hvad hvis de andre knytter sig til mig. Man kan vel ikke være bekendt at ryste dem af sig, hvis de hænger fast på én. Det er en umulig situation. Hvis man har reddet nogen, er deres liv i ens hænder. Så meget har jeg lært af Gud. Desværre har jeg også lært, at de mennesker man ikke har reddet, også er i ens hænder. Men det er noget uoverskueligt, så det ser jeg bort fra. Jeg har nok i at have en mulig ven, som jeg gerne vil skal have det godt. Og hvordan skulle jeg kunne gøre noget for det. Gud griber pludselig ind:" I dette tilfælde er det nok, at du lytter. Det er mere end rigeligt."

Efter en middagssøvn og endnu en beroligende tur til byen er jeg på vej hjem op ad Koldingbakken til krydset ved Pedersholms Allé, hvor jeg går langsomt og står stille nogle gange. Det er ikke for at få pusten, selv om stigningen sidst på bakken godt kan tage den. Det er for at blive set. Læg mærke til en mand, som har været på dagens dont. Jeg har engang hørt om en græsk filosof, som boede i en tønde. Hans by var i krig og fjenden ville angribe. Derfor havde borgerne i filosoffens by travlt med at forberede forsvaret. De samlede sten, som de kunne smide i hovedet på fjenderne. De kogte vand, som de kunne det samme med. Alle løb rundt i gaderne og havde travlt. Så gav filosoffen sig til at rulle sin tønde rundt i byen. Nogle standsede ham og spurgte, hvorfor han gjorde det. Han sagde: " Alle har så travlt. Jeg vil også gøre noget." Jeg har ikke en tønde med, når jeg går rundt i Vejle. Men jeg gør noget. Og når jeg kommer til krydset mellem Kolding bakken og Pedersholms Allé kl. 17.00 er dagens dont forbi.

Fakta ligger lige dér og jeg køber altid et eller andet for at være med. Jeg tager aldrig en kurv for jeg køber højest 3 ting. I dag vælger jeg en pakke toiletpapir med 16 ruller og løfter den op foran mig og går stolt med den hen til køen ved kassen. Foran mig står ham, der skriver om mig. Han handler også i Fakta. Jeg har set ham før. Han ser ikke godt ud. Mon han har været i bad i dag. Hans hud er lidt svedig. Han er måske ikke så tyk, men det er han i ansigtet, som er æggeformet ligesom en teknisk forvalter. Han siger altid en sætning til de unge ved kassen og de smiler til ham og de siger: Ha en god aften. Det gør de ikke til andre. Han vil aldrig have bon. Inden han bliver spurgt, siger han: "Nej tak til bon," og smiler og når den unge ved kassen har hørt det tilstrækkelig mange gange, behøver de ikke omtale bonen men kun smile til hinanden. Han skiller sig ud. Måske kunne jeg skrive en bog om ham. Det ville blive en spændende retssag, hvis en forfatter anklagede sin hovedperson for at skrive noget forkert om ham. Han kan heldigvis ikke se mig fordi jeg holder den 16 ruller store pakke med toiletpapir op foran mig. Når den unge ved kassen spørger om jeg vil have en bon, siger jeg:"Ja." Det er det eneste jeg siger. Når jeg får bonen, stirrer jeg på den. Jeg ved ikke hvad jeg ser, men jeg har set, at der er mange, som gør det. Og jeg vil gerne falde i med mængden ligesom filosoffen. Jeg vil ikke skille mig ud

Jeg går langsomt hjem til min lejlighed.

(næste kapitel ses på En korrespondent )

Et kort kapitel

(kapitlet før dette ses på Tredje første og sidste kapitel )


Dette kapitel er kort og skal kun overstås.

Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadre bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd." Nu svarer Gud endelig: " Du kan tro, at der er rigtig mange som siger sådan til sig selv og deres biler."
Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig.

Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.

(næste kapitel ses på En ven )