Gudsbevis

Ved et tilfælde fik jeg fat i en tråd, som førte mig rundt på nettet og som handler om ateisme. Igen slog det mig, hvor følelsesladede nogle ateister er, og hvor meget de blander ting sammen: videnskab, filosofi og religionsvidenskab. Disse ateister tvivler ikke på deres evner. Jeg er ikke videnskabsmand, så jeg er rimelig ydmyg over for at udtale mig om videnskab. Det samme gælder filosofi. Jeg kender meget til teologi og jo mere jeg ved, desto mere ydmyg er jeg over for emnet.

Det andet som slog mig, er at nogle ateister går meget op i beviser for eller mod Guds eksistens. Jeg har aldrig kunne lide Gudsbeviser, som jeg i øvrigt mener kun få teologer beskæftiger sig med. Jeg tror ikke på, at Gud eksistere, men at Gud er umenneskelig kærlig. At ville bevise eller modbevise Guds eksistens, det et ønske om at stille sig neutralt over for Gud, og dermed udelukker man sig på forhånd fra at være sammen med Gud.

Jeg har en mistanke om, at nogle ateister har den opfattelse af kristne, at de kristne lægger stor vægt på at Guds eksisterer og at Jesus levede i virkeligheden. Og så bliver det store skyts kørt frem i en pærevælling. Ærgerligt at kuglerne rammer så langt ved siden af. Med den ringe viden som jeg har om videnskab, så virker ateisters videnskabsopfattelse lidt pseudoagtig og den er blandet sammen med filosofi, som også efter min ringe viden om filosofi er lidt fordrejet, men værre er, at kernen i kristendommen er helt misforstået. Jeg tror at Gud er kærlig og det har jeg hørt ud fra nogle fortællinger i bibelen. Jeg tror ikke på bibelen, men på det som lyser ud af den. Et bevis for Guds eksistens kunne ikke have nogen betydning for mig. For mig er det vigtige, at jeg ikke kan eksistere eller leve uden Gud, som bibelen har givet mig tro på.

Straks må jeg indrømme, at lige så lidt som jeg forstår ateister, lige så lidt forstår jeg kristne fundamentalister. Hvis jeg skulle tale med en fundamentalist, ville det selvfølgelig være med teologiske argumenter. Jeg ville aldrig bruge videnskab eller filosofi. Det ville ramme helt forbi. Der er desværre nok nogle ateister, som jeg slet ikke har lyst til at tale med.

På nettet læste jeg om Richard Dawkins. På http://videnlidenskab.blogspot.com/2006/10/video-dawkins-ved-tedtalks.html står der mange rosende ting om ham men også at "han mangler seriøse social-skills og jeg kan af den grund bedre lide hans solo-foredrag end hans dokumentarer, hvori han som oftest ender med at blive rasende på sine religiøse modstandere."

Der er sikkert mange ateister, som ikke er sådan. Men en god samtale mellem en ateist og en kristen tror jeg ikke på. Når jeg alligevel skriver om ateisme, er det fordi det giver mig en god anledning til at præcisere hvad kernen i kristendommen er. Jeg tror dog ikke, at en ateist ville prøve at forstå, hvad jeg siger. Det er så langt fra hans opfattelse af kristendommen. Og hvis hans opfattelse måske også er funderet på store og i grunden hadske følelser, så er samtalen håbløs.

Da jeg fulgte tråden på nettet, startede det egentlig med, at jeg ville finde noget om "empati forstyrrelse". Da stødte jeg på denne sætning: Citat en ateist: "... sindssyge vurderes som afvigelse fra en normal... hallucinationer, vrangforestillinger, forstyrrelser i sprog, tanke og evnen til kontakt med andre, humørsvingninger eller manglende evne til empati, vurderes alle i forventet adfærd i forhold til normen - man kan helt uden at strække begrebet diagnosticere religiøsitet som sindssyge, under såvel WHOs diagnosefortegnelse ICD-10 som den Amerikanske Diagnostics and Statistics Manual DSM-IV" (http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry240354.html).

En af mine tanker er, at det er synd for de sindsyge at de skal kaldes kristne. De har nok af lidelser at bære på.

Hvis jeg så, at min nabo fik det dårligt og led under en svær sindsygdom, ville jeg nok sikre mig, at han kom under behandling og blev hjulpet. Jeg ville have medlidenhed med ham. Jeg ville sætte mig i hans sted. Mon den tanke har strejfet ateisten.

Jesus solidariserede sig med den tids udstødte, for at vise dem, at Gud ikke støder nogen fra sig. Hvem er de mest udstødte i vore dages samfund, som er domineret af suces og fornuft og af det som kan måles og vejes. Det kan være, at det er de sindsyge, som falder uden for et sådant samfund og bliver foragtet, fordi de opfører sig helt uforståeligt. Jeg er som kristen ikke ked af at blive sat i bås med de sindsyge. De har virkelig brug for at så mange som muligt solidariserer sig med dem.

En strøtanke: jeg har på fornemmelsen at mange genier og højt begavede og kreative personer har været på grænsen til sindsygdom og flere af dem har overskredet grænsen. Måske er det ikke så dårligt at blive erklæret som sindsyg af en ateist.
Men jeg holder mig til, at Gud har erklæret mig som sit elskede barn, hvordan det end går mig og hvilke sygdomme og ulykker og fordømmelser jeg end bliver ramt af.

Ateisten nævner hallucinationer og han mener sikkert, at religiøse har mange overjordiske oplevelser. Det har jeg før stødt på når jeg på nettet læste ateisters meninger om religion. Når jeg læser bibelen, slår det mig, hvor betydningsløse eventuelle religiøse følelser og oplevelser er. Jeg er kristen, men jeg har ikke haft oplevelser.

Jesus beviste Guds kærlighed ved at dø på et kors. Det må snarere give undren end oplevelse.

Paulus skriver i et af sine breve." For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker." (1. Kor. 1). Dårskab er det samme som tåbeligehed eller idioti. At noget er forargende betyder at det er grænseløst frastødende.

Mon tegn kan oversættes med beviser; at der er mennesker som kun vil tro hvis de får beviser. Mon visdom kan oversættes med videnskabelighed; at der er mennesker, som afviser kristendommen, fordi de hellere vil tro på et afgudsbillede af videnskaben. Allerede på Paulus' tid må det have været sådan, at der var folk, som betragtede kristne som dårer, idioter eller sindsyge.

Jeg holder mig til den paradoksale, medlidende og kærlige kraft som stråler ud af Jesu kors.