Første og sidste kapitel

Jeg er en mand i min værste alder både i det ydre og i det indre, og det har jeg været i mange år. I mit indre myldrer mange ufrugtbare tanker. I det ydre vokser håret og skægget og rynkerne. Når jeg ikke kan se nogen vej ud af tankerne og jeg ikke kan se ud under de vildtvoksende øjenbryn, opdager distriktspsykiatrien det og jeg bliver indlagt og klippet både udvendig og indvendig. De kan ikke give mig en ny sjæl, men jeg får nye bukser og en ny jakke, som ikke er slidt af vind og vejr og regn, som den gamle. Jeg har ikke andet tøj, fordi jeg ikke kan overskue det, hverken at købe det eller at eje det.

Mit liv er udtørret som et tidligere flodleje, hvor enhver tydeligt kan se de triste beviser for, at der skulle have været vand. Det var meningen. Når vi taler om vand, kan jeg også føle det som om jeg går i en sump, hvor hvert skridt er møjsommeligt og der hele tiden er fare for at synke helt i. Min læge begiver sig sommetider ud i mit sinds sump og når han synker i og ikke kan komme videre, lader han som ingenting. Men når jeg har forladt konsultationen hører jeg et fjernt skrig. Det kan jeg ikke klandre ham for. I perioder gør jeg det samme.

Når jeg efter et kort ophold på sygehuset, er kommet hjem og vågner den første morgen, slår jeg øjnene op i min etværelses lejlighed, som ligger i et boligkompleks øverst på bakken i det sydlige Vejle. Jeg bor i stueetagen og har udsigt til en græsplæne, hvis jeg ser ud af vinduet. Om morgenen når jeg vågner, ligger jeg og ser op på loftet. Det tager et stykke tid, før jeg opdager, at jeg har åbnet øjnene eller dvs. det er ikke mig, der har. Hvem åbner mine øjne om morgenen? Det kan jeg bruge lidt tid på, men jeg har endnu ikke fundet ud af det. Mærkelig nok er mit tøj foldet pænt sammen på stolen. Det undrer jeg mig over. Og på bordet står en pakke Marie kiks. Det er meningen og rutinen, at jeg spiser nogle kiks og drikker et glas mæld til morgenmad. Nogle gange spiser jeg også morgenmad om aftenen. Derimellem går jeg. Jeg får min dag til at gå med at gå. Det meste af tiden. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan holde rutinen, men har det med midt i det hele at standse op.

Jeg går hen ad fortorvet ved Pedersholms Allé og pludselig standser jeg op, eller dvs. Det er ikke mig der gør det. Det er heller ikke mig, der bøjer det ene ben bagud, så jeg står ligesom en stork. Det undrer jeg mig over og løfter mine hænder og ser på dem og vender dem. Men de har ikke gjort det. Pludselig bliver jeg mig selv igen og slendrer videre ud på Kolding vej og ned ad bakken, som munder ud i byens gågade.

Det er en stejl bakke. Cyklerne på den anden side af vejen kører meget stærkt. Jeg har ellers hørt, at cykelryttere er bange for at kører nedad bjerge. Det er dødsensfarligt, hvis man ikke kan bremse når man er kommet ned. Men det ved vejlenserne ikke.
Anderledes på min side af vejen. De fleste cyklister kører i deres laveste gear. Det ser ud som om de spurter afsted. Så hurtigt træder de i pedalerne, men de kommer ingen vegne. Jeg spadserer stille og roligt og undrer mig. Jeg ser på bakken i det nordlige Vejle ikke langt herfra. Husene kravler hyggeligt op ad bakken. Hvis jeg havde prøvet at være i syden, ville jeg tror, at jeg var det. Lidt længere nede ad bakken ser jeg en rund, høj bygning.
Det er den ene af de fem søstre. Det navn har de fået, men der er kun bygget én, og den hælder lidt til den ene side. Mon beboerne har det ligesom på et skib i høj sø, at glas og kopper rutcher ned ad bordet og skal de skrue stolene fast i gulvet. Mon det er helt bevidst, for at Vejle skal have et vartegn lige som Pisa. Jeg stiller spørgsmålstegn ved om en søster kan være søster, når hun ingen søskende har. Hun er også lidt for bred til det. Jeg kalder hende altid " den ensomme, skæve dame". Vejle har det med vartegn. Ved havnefronten er bygget en meget moderne bygning som kaldes bølgen. Den skulle der også være fem af, men det er tvivlsomt om det lykkes. Tænk at stå ved stranden og der kommer én bølge og man siger: " Det er bølgen." Det er der ikke meget vartegn over.

Ved foden af Kolding bakken ser jeg ud over den kæmpemæssige bygning " Bryggen." Det kan ingen være i tvivl om. På siden er sat enorme blå bogstaver. De er så knald blå at de lyser selv i de klareste solskin. Mon det blå og ordet Bryggen skal minde om vand, som der ikke er noget af i nærheden. Bygningen er iklædt rustent jern over det hele. Det skal vel ligne en ark. Hvis vandet stiger, vil det rustne skib flyde og redde alle dem, som går rundt i butikkerne i bygningens indre og ikke aner, at der er fare på færde. Men som ved andre af Vejles vartegn er der sket en fejl, som man endnu ikke har opdaget og i hvert fald ikke indrømmet. Det rustne skib vender bunden i vejret. Måske kan det flyde, men alle som er inde i det må standse deres indkøb og søge op på den gratis parkeringsplads på øverste etage.

Jeg er nu ved hovedkrydset forenden af bakken. Her ligger bl.a. den lille Brørup Sparekasse, som har meget store bannere hængende uden for. Nu lyder en sirene og en bil med blå blink kører hurtigt gennem krydset, som ellers er så indviklet at meget få kan finde ud af det. Der er baner på kryds og tværs og nogle gange tager det så længe om at blive grønt at jeg har mistanke om at et af lysfyrene peger opad og bruger noget tid, hvis der skulle ske at komme nogen derfra. Krydset er da også besat af køer af biler i alle retninger og det er ikke godt nu, da der kommer endnu et udrykningskøretøj, en bred brandbil. Den bliver ved med at hyle, men alle bilisterne foran har lært, at man skal sidde stille og ikke foretage sig noget. Og de sidder virkelig musestille. En mand, som står ved siden af mig siger: " Sådan nogle idioter. De skulle jo køre frem om det så er for rødt." Det er nok for meget forlangt af en gennemsnits bilist. Brandbilen må da også stille og slukøret køre uden om køen. Jeg ser ind i brandbilens kabine, hvor brandmændene har travlt med at forberede sig og sidder i brandudstyr, mens de taler om vejkryds i Vejle. Herefter bliver alt normalt igen. Der bliver rødt og grønt i retninger jeg ikke kender til. Jeg ser nogle ældre bilister stolte køre frem, da det er deres tur, fordi de har hjulpet det vejlensiske brandvæsen.

Nu begynder gågaden med en stor plads, som ligger mellem Bryggen og Biografen, som også har rusten jern på fronten. Det har pladsen ikke. Det er kun fliser over det hele. Der er dog to store lygtepæle, som ligner master. De står skævt. Det kan ingen være i tvivl om. Der er sat små plader på og projektører, der er som kameraer. Der er intet på pladsen. Der sker intet på pladsen. Der er ingen, som står og beundrer, hvor smuk pladsen er. Endnu et vartegn.

Men så er der da Vejle Å og den gamle bro over, som det nuværende og tidligere Vejle byråd ikke har stået for. Åen er bred og fin og samler mange mennesker. Her er noget.

I løbet af dagen vil mine fødder føre mig gennem denne gågade flere gange, men jeg går langsomt og standser jævnligt, så ingen ser mig. Måske lægger de mærke til det bøjede ben, men så ser de straks væk. Det er det samme som ikke at blive set.

Det ligner enhver gågade med udstillinger uden for butikkerne og folk som vandrer hurtigt afsted, jeg ved ikke hvorhen. Nogle gange kommer de tilbage. Jævnlig står jeg stille. Det kan ske, at jeg løfter benet.

I dag er der en ekspedient, som bærer en stak af tøj og bøjler, og som ser mit bøjede ben, for han hænger en bøjle på det, uden at jeg mærker det. Ud af Danske banks filial kommer en mand med en taske og en pistol løbende ud. Det giver et ryk i mig, så min hånd griber bøjlen og kaster den som en boomerang efter bankrøveren, der rammes i nakken, og er nødt til at standse og falde om på gågaden, så de ansatte der kommer løbende ud fra banken kan tage tasken og stille sig oven på manden. Jeg prøver at falde i et med tapetet og står musestille mens jeg flere gange vender og drejer min hænder, som er fuldstændig tavse. Jeg lader også som ingenting. Nu sker der noget ganske uforståeligt for mig og som jævnligt sker. Jeg beder til Gud: “Kære Gud, hvad har du nu rodet mig ind i og hvad skal det være godt for. Har du tænkt at rode mig ud af det igen og vil du starte mine fødder, så jeg ubemærket kan vandre herfra og fortsætte en almindelig dag.” Gud svarer: “Ole derhenne, som nu ikke kan gøre noget, har lige fra sin barndom ikke fået sat grænser. Det var nødvendigt nu. Ellers ville det ende galt. Jeg skabte nogle tilfældigheder, så jeg kunne slå to fluer med ét smæk, hvilket Gud ellers må forbyde, da det gør ondt på mig, hver gang en flue dør. Den anden flue er dig. Du har jo kun grænser, som trænger til at blive brudt, så du kan få lidt glæde. Mon det lykkedes lige så godt, som Ole, der ligger derhenne.” Jeg ser derhen og det er som de prøve at slå en guiness rekord for hvor mange, der kan placeres på en bankrøver.

Jeg tænker:” Det er rigtigt. Jeg har ikke været særlig glad på det sidste og det rækker flere år tilbage, siden det skete. Jeg ved ikke hvad glæde er. Jeg er tilfreds, hvis bare den ene fod tager den anden.” Det gør de heldigvis og når jeg ser mig tilbage er banken og menneskegruppen omkring den faldne forsvundet. Alt ser normalt ud på Vejles gågade her til formiddag. Folk er på vej og lader sig sluge ind i butikkerne, som ligger tæt på hver side. De er som store snylterdyr, der gør alt for at friste intetanende folk, som bliver opslugt og tygget på inde i dyrenes indre og spyttet ud igen, hvor folkene står lige så intetanende med flere poser i hånden, som de ikke ved, hvad de skal bruge til, og når de åbner deres pung, vil de se, at der mangler en hel del penge, som er forsvundet i dyrets indre. Måske skulle de også lægges ned og stås på, for at det ikke skal ende galt.

Langt nede ser jeg en ung mand på en lille, hurtig cykel. Det ser farligt ud. Han cykler ud og ind mellem folk i stor fart. De går langsomt; han har farten. Jeg står stille og stirrer, dvs jeg gør ikke noget for at stirre. Sådan er mine øjne indrettet. De kan kun stirre. Og det helt uden hæmninger. Det har folk svært ved at klare, så de ser hurtigt væk. Det er som om der er en kraft i mit blik. Det får jeg brug for nu. Den unge cykellaban køre forbi en ældre dame og griber hendes taske og spurter op ad gågaden mod mig. Mine fødder går ind midt på gaden og vender mig mod den hurtigt kommende cykel. Jeg stirrer og mit blik fylder gaden i hele dens bredde. I hvert fald ved den lille laban ikke hvad han skal og sagtner farten. Han ser på mig eller måske snarere på mine øjne og det er som om han skrumper og standser helt. Han nærmest taber tasken og trækker cyklen i en lang bue uden om mig. Min fødder går ud i kanten af gaden, hvor jeg falder i et med mængden, mens fødderne langsomt spadserer videre. Jeg siger til Gud: " Hvad var nu det godt for?" Gud siger: " Det var ikke den ældre dame, du skulle redde. Hun er en laban over for sin mand og sine børn."

Det her gider jeg ikke mere. Jeg går straks væk fra gågaden. Ned mod dæmningen. Jeg har aldrig forstået det navn. Det er en almindelig gade, hvor der engang har været en å. Men dæmningen er ikke bygget på tværs af åen, men langs med den og oven på den. Det har det nuværende byråd fortrudt og de har gravet i flere år, ikke byrådet, men nogle som de betalte for det. Nu er der et fortorv og ved siden af en række rustent jern og så kommer gaden, som hedder dæmningen. Det rustne jern er 50 broer over åen, en for hver 10 m. og stænger på hver side af udgravningen, som vel skal forbindes med jern, så der er et hegn mod åen, hvor den så er. Man skal læne sig meget ud over den betonbeklædte kanal for nederst at kunne se lidt vand. Mon de har tænkt i deres drømme at åen skulle fritlægges og da den blev det, opdagede de, at der ikke var nogen særlig å. Om ikke så mange år tror jeg, at de fylder jord på det igen og fjerner det rustne jern.



(næste kapitel ses på Andet Første og sidste kapitel )

Gudsbevis

Ved et tilfælde fik jeg fat i en tråd, som førte mig rundt på nettet og som handler om ateisme. Igen slog det mig, hvor følelsesladede nogle ateister er, og hvor meget de blander ting sammen: videnskab, filosofi og religionsvidenskab. Disse ateister tvivler ikke på deres evner. Jeg er ikke videnskabsmand, så jeg er rimelig ydmyg over for at udtale mig om videnskab. Det samme gælder filosofi. Jeg kender meget til teologi og jo mere jeg ved, desto mere ydmyg er jeg over for emnet.

Det andet som slog mig, er at nogle ateister går meget op i beviser for eller mod Guds eksistens. Jeg har aldrig kunne lide Gudsbeviser, som jeg i øvrigt mener kun få teologer beskæftiger sig med. Jeg tror ikke på, at Gud eksistere, men at Gud er umenneskelig kærlig. At ville bevise eller modbevise Guds eksistens, det et ønske om at stille sig neutralt over for Gud, og dermed udelukker man sig på forhånd fra at være sammen med Gud.

Jeg har en mistanke om, at nogle ateister har den opfattelse af kristne, at de kristne lægger stor vægt på at Guds eksisterer og at Jesus levede i virkeligheden. Og så bliver det store skyts kørt frem i en pærevælling. Ærgerligt at kuglerne rammer så langt ved siden af. Med den ringe viden som jeg har om videnskab, så virker ateisters videnskabsopfattelse lidt pseudoagtig og den er blandet sammen med filosofi, som også efter min ringe viden om filosofi er lidt fordrejet, men værre er, at kernen i kristendommen er helt misforstået. Jeg tror at Gud er kærlig og det har jeg hørt ud fra nogle fortællinger i bibelen. Jeg tror ikke på bibelen, men på det som lyser ud af den. Et bevis for Guds eksistens kunne ikke have nogen betydning for mig. For mig er det vigtige, at jeg ikke kan eksistere eller leve uden Gud, som bibelen har givet mig tro på.

Straks må jeg indrømme, at lige så lidt som jeg forstår ateister, lige så lidt forstår jeg kristne fundamentalister. Hvis jeg skulle tale med en fundamentalist, ville det selvfølgelig være med teologiske argumenter. Jeg ville aldrig bruge videnskab eller filosofi. Det ville ramme helt forbi. Der er desværre nok nogle ateister, som jeg slet ikke har lyst til at tale med.

På nettet læste jeg om Richard Dawkins. På http://videnlidenskab.blogspot.com/2006/10/video-dawkins-ved-tedtalks.html står der mange rosende ting om ham men også at "han mangler seriøse social-skills og jeg kan af den grund bedre lide hans solo-foredrag end hans dokumentarer, hvori han som oftest ender med at blive rasende på sine religiøse modstandere."

Der er sikkert mange ateister, som ikke er sådan. Men en god samtale mellem en ateist og en kristen tror jeg ikke på. Når jeg alligevel skriver om ateisme, er det fordi det giver mig en god anledning til at præcisere hvad kernen i kristendommen er. Jeg tror dog ikke, at en ateist ville prøve at forstå, hvad jeg siger. Det er så langt fra hans opfattelse af kristendommen. Og hvis hans opfattelse måske også er funderet på store og i grunden hadske følelser, så er samtalen håbløs.

Da jeg fulgte tråden på nettet, startede det egentlig med, at jeg ville finde noget om "empati forstyrrelse". Da stødte jeg på denne sætning: Citat en ateist: "... sindssyge vurderes som afvigelse fra en normal... hallucinationer, vrangforestillinger, forstyrrelser i sprog, tanke og evnen til kontakt med andre, humørsvingninger eller manglende evne til empati, vurderes alle i forventet adfærd i forhold til normen - man kan helt uden at strække begrebet diagnosticere religiøsitet som sindssyge, under såvel WHOs diagnosefortegnelse ICD-10 som den Amerikanske Diagnostics and Statistics Manual DSM-IV" (http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry240354.html).

En af mine tanker er, at det er synd for de sindsyge at de skal kaldes kristne. De har nok af lidelser at bære på.

Hvis jeg så, at min nabo fik det dårligt og led under en svær sindsygdom, ville jeg nok sikre mig, at han kom under behandling og blev hjulpet. Jeg ville have medlidenhed med ham. Jeg ville sætte mig i hans sted. Mon den tanke har strejfet ateisten.

Jesus solidariserede sig med den tids udstødte, for at vise dem, at Gud ikke støder nogen fra sig. Hvem er de mest udstødte i vore dages samfund, som er domineret af suces og fornuft og af det som kan måles og vejes. Det kan være, at det er de sindsyge, som falder uden for et sådant samfund og bliver foragtet, fordi de opfører sig helt uforståeligt. Jeg er som kristen ikke ked af at blive sat i bås med de sindsyge. De har virkelig brug for at så mange som muligt solidariserer sig med dem.

En strøtanke: jeg har på fornemmelsen at mange genier og højt begavede og kreative personer har været på grænsen til sindsygdom og flere af dem har overskredet grænsen. Måske er det ikke så dårligt at blive erklæret som sindsyg af en ateist.
Men jeg holder mig til, at Gud har erklæret mig som sit elskede barn, hvordan det end går mig og hvilke sygdomme og ulykker og fordømmelser jeg end bliver ramt af.

Ateisten nævner hallucinationer og han mener sikkert, at religiøse har mange overjordiske oplevelser. Det har jeg før stødt på når jeg på nettet læste ateisters meninger om religion. Når jeg læser bibelen, slår det mig, hvor betydningsløse eventuelle religiøse følelser og oplevelser er. Jeg er kristen, men jeg har ikke haft oplevelser.

Jesus beviste Guds kærlighed ved at dø på et kors. Det må snarere give undren end oplevelse.

Paulus skriver i et af sine breve." For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker." (1. Kor. 1). Dårskab er det samme som tåbeligehed eller idioti. At noget er forargende betyder at det er grænseløst frastødende.

Mon tegn kan oversættes med beviser; at der er mennesker som kun vil tro hvis de får beviser. Mon visdom kan oversættes med videnskabelighed; at der er mennesker, som afviser kristendommen, fordi de hellere vil tro på et afgudsbillede af videnskaben. Allerede på Paulus' tid må det have været sådan, at der var folk, som betragtede kristne som dårer, idioter eller sindsyge.

Jeg holder mig til den paradoksale, medlidende og kærlige kraft som stråler ud af Jesu kors.

Misbrugere

Jeg er ikke katolik, og jeg er heller journalistist. Det sidste er jeg glad for. Medierne er større misbrugere end mange andre. Nu har de kastet sig over katolikkerne og voldtager dem. Det sidste mener jeg. Hvis en katolik i fjernsynet afmålt, velovervejet og sympatisk forklarer sin mening, glipper journalisten lidt med øjenene og ørene og vender sig straks til den danske biskop, som mener, at bilister, dvs. en person som ejer en bil, har større chance for at køre andre over.
Ja,ja, nikker journalisten. Han spørger ikke, om det betyder, da vi alle har biler, om vi så alle har stor chance for at blive børnemisbrugere. Når der er gået en måned eller to har medierne glemt det hele. Jeg er bange for hvis de undersøgte mange andre organisationer de sidste 100 år, ville de finde lig i skabet. Jeg var præst et sted og der gik rygter om, at en præst i samme sogn (i folkekirken) havde misbrugt en konfirmand. Det lykkedes mig ikke at gøre det.

Postkort fra Rom

Jeg sidder her og skriver i et butikscenter i Rom. Det er en fin gade fra det halvgamle Rom. Den er overbygget med mosaiker og glasfresker i loftet. Væggene er de gamle palæagtige huses ydervægge med mange søjler og udsmykninger i dyb brun farve. Inde bag ved dem er butikkerne, som ligner alle andre moderne butikker. (Jeg håber ikke, at resten af dette postkort bliver lige så indviklet). Menneskenes stemmer giver genlyd i gadens pragtfulde rum, som har et gulv, belagt med små fliser i fine mønstre. Det ligner ikke Kolding Storcenter.
Det er min kære kone, som har fået mig herind. Jeg har fået lov til at sidde her og har lige bestilt en espresso double. Jeg skriver med egen hånd. Den vending kan man se i flere af Paulus' breve. Lige som andre store forfattere bl.a. Barbara Cartland dikterede Paulus normalt til sin sekretær, som minutiøst skrev ned ord for ord, hvad Paulus formulerede, mens han havde begge hænder fri til at rive sig i skægget.

Nu kom min kære kone tilbage. Det varede ikke længe. Måske havde det været godt, hvis Paulus havde haft en kone, så var hans breve ikke blevet så lange og hans sekretær havde ikkke fået skrivekrampe.

Jeg må hellere forklare, at mine største oplevelser til hverrdag er det Fakta, som ligger ved siden af hvor vi bor på Pedersholms Allé, som ikke har træer på begge sider. Fakta er bygget med et tårn som indgangsparti, men ser lige så sølle ud som en allé uden træer. Alt dette har jeg lært at se bort fra og har fået et godt forhold til de skiftende ansatte.

Jeg sidder nu med min kære kone i bussen, som skal køre os til lufthavnen. Vi måtte trække vores kuffert gennem det halve Rom, fordi der er maraton i byen med 50.000 deltagere og en kommunalt ansat, som er gået grassat med gule platik strimler, så alt er lukket af for taxitraffik. Jeg så flere helt ragmagre afrikanske løbere. (Hungersnøden i Afrika giver dem nogle fordele). Det er unfair. Dels skal jeg bære på min egen kropsvægt, dels skal jeg trække en kuffert meget hurtigt for at følge min kone, som fører an. Jeg har engang hørt om lænker, der blev sat omkring fangens fod og i den anden ende (af kæden) var der en meget tung jernkugle. Det ville jeg respektere, hvis de kunne løbe en maraton iført dette udstyr. Både jeg og kufferten er overvægtige, så jeg føler mig som en straffefange, der halser efter sin kone.

Grunden til at Paulus har efterladt så mange breve er måske, at han talte lige så meget og hurtigt som romerne (nu om dage). Når de er i en gruppe på to eller flere, taler de i munden på hinanden hele tiden. Den italienske præsident er kommet med mange uheldige udtalelser både i hans eget land og udenfor, men det er fordi han taler uafbrudt, så der må komme noge dumheder indimellem. Jeg prøver altid at lytte efter på gaden; måske kan jeg forstå bare lidt af hvad de siger. Det lykkedes en dag, hvor to ældre kvinder og 3 små hunde stod og talte uafbrudt. Den ene hund blev hidsig og bed efter de andre. Og da hørte jeg den ene kvinde sige i sin talestrøm: sancta spiritus. Da forstod jeg at de havde gang i en teologisk diskussion om helligånden: kan den forvandle en arrig hund, så der også er plads til den i himlen, hvor der ganske givet er flere paver, som går omkring og ikke vil bides i benet.

I det hele taget er der meget få hunde i Rom. Det er ikke som ved vores Fakta.

Nu sidder vi i flyet. Det er Ryan Air. Det glæder jeg mig til, for de er meget humoristike. Da vi fløj til Rom, sagde kaptajen på et tidspunkt: Alle der sidder til højre kan se ned på en meget smuk sø, og dem til venstre kan se til højre på dem, som sidder der og ser søen.

Jeg kom fra hundene ved Fakta, som vi dog ikke kan se, fordi der er et to meter højt lydtæt hegn mellem Faktas parkeringsplads og vores have. Hegnet er ikke så højt, at det kan forhindre tyve i at komme fra Fakta og ind til os og omvendt. Men hegnet er højt nokk til at vi ikke kan se de hunde, som bliver parkeret på række ved hundekroge af hundejere, som går ind for at handle, mens deres hunde gør, indtil ejeren er tilbage og siger: God hund. Jeg har tit siddet i min have en dejlig solskinsdag og tænkt: Hvordan jævner jeg Fakta med jorden, så der kun står nogle enkelte søjler tilbage ligesom ved Forum Romanum. Jeg kunne sætte et højt hegn op, så ingen kunne se ind og jeg kunne tage entré for at vise hvor Faktas tårn havde stået; måske kunne jeg vise nogle meget nylig udgravede hundeknogler, som havde haft et stadig intakt hundehalsbånd og hundelænke, som nu var lagt i en montre.

Blandt de første kristne var også Peter. Min kone er inde i alle de romerske kirker, for hun siger: det er fantastisk at de første kirstne gik rundt her, da danskerne troede på Odin og Tor. Efter min mening gælder det ikke Peter. Han sad i lænker, så han kunne ikke gå nogen steder. Måske kunne romerne ikke lide hans breve, som han kun skrev to af, fordi lænkerne og romerne forhindrede det. I USA bliver fanger klædt i orange tøj og får lænker på hænder og fødder og en kæde mellem dem, så de har svært ved at gå og slet ikke kan foretage en baglæns saldomortale. Så humane er amerikanerne. Peter kunne hverken det ene eller det andet og da romerne blev trætte af at se på det, lagde de Peter og sikkert også hans seekretær i en kiste, efter at have slået dem ihjel.

Lige et indskud: flyet er nu lettet. Det er jeg også (både udvendig og indvendig).

Tilbage til Peter. Min kone kan bevidne det med lænkerne. Hun var inde i en kirke og kom ud og fortalte mig, at der var et skrin derinde, som indeholdt Peters lænker. Først troede jeg, at hun sagde det for sjov. Men det gjorde hunne ikke, så jeg lod som ingenting og spurgte, om vi ikke skulle have en øl og jeg pegede over på en lav åbning i et hus, hvor jeg havde set andre forlade denne piezza. Det betyder torv. Det må ikke forveksles med pizza, som de også har mange af i Rom. Torvene i Rom er legendariske og stammer helt tilbage fra romertiden. Mange af dem er små og helt fyldt med parkerrede biler, men de fleste er fine og har altid en fornem fontæne med det reneste vand.

For at forlade denne piezza gik vi over mod hullet i muren, som viste sig at være en trappe, som gik ned under huset og først langt nede igen fortsatte ud i fri luft. Det var en lumsk trappe, for dernede på en afsats stod en harmonikaspiller i mørket og havde gang i en rytmisk spansk bazurka, som gjaldede under hvælvingerne. Jeg mærkede at det rykkede i mine ben som om de ville igang med spansk trappedans. Og jeg så for mig, at jeg helt dansende, halvt flyvende og halvt faldende fór forbi den forbavsede harmonikaspiller, mens jeg halvt henkastet smed nogle småmønter i hans hat, hvilket satte endnu mere gang i hans rytmer og jeg måtte se foran mig min deroute ( rute ned) og en værre skæbne end Peters endeligt, fordi jeg selv overværede det fra først til sidst. Peter derimod så ikke sin egen død med egne øjne. Han fik hovedet hugget af, inden han døde.

Heldigvis har jeg en kone. Det ville måske have reddet Peter hvis han haft en. Min kone ved altid, hvad jg tænker ( det er uhyggeligt og ikke altid rart og jeg kan ikke gøre noget ved det). Hun greb mig under armen og ledte mig forsigtigt forbi hamonikaspilleren helt ned til fast grund.

Det var i øvrigt dér i nærheden, at jeg oplevede et mirakel. Vi sad på en café og jeg drak en øl og spiste en kage, min kone en kaffe og en kage, da jeg skulle på toilettet. Det er meget almindeligt. Hver af vores i dag i Rom er gået med 7 timers vandring. Undervejs går man ind for at komme på toilettet og så kan man lige så godt drikke lidt, og det bevirker, at man et stykke tid efter igen skal på toilettet, hvor man så også må drikke lidt (inde i caféen). Denne gang var som de andre, men der var optaget. Efter et godt stykke tid kom en person ud og gik. Jeg ind og satte mig. Efter kort tid blev jeg blind. Jeg kunne intet se. Det kommer der ud af at blive trukket rundt af sin kone på lange vandringer med stadig nye indtryk. Det sætter sig på synsnerven. Nu bliver hun nødt til at lede mig helt bostaveligt ved hånden. Jeg prøvede at bevæge min højre hånd foran mit ansigt, men jeg kunne ikke se den. Endelig fandt jeg håndtaget med bukserne nede. Og dér så jeg en lille lysstråle. Min venstre hånd fandt en lyskontakt. Det var en djævelsk kontakt, som sikkert har sat en skræk i livet på mange mennesker. Kontakten kunne kun tænde lyset, som af sig selv gik ud efter et stykke tid. Og de havde tætnet alle huller, så en ukendt gæst var sikker på at sidde i den mørke fælde og tænke over skæbnens gang. Jeg nådede f.eks. at tænke, at jeg ikke har skrevet et eneste brev, men måske skal straffes for at skrive postkort.

Min kone sad og spiste kage. Den italienske kage kan få enhver til at glemme alle sorger, bl.a. hvem man er gift med. Det gælder hele det italienske køkken. En aften gik vi ind på en lille restaurant som var betjent af en halvtreds årig søn og hans mor, som må være tilsvarende ældre. Der var intet menukort og vi fik straks pasta og vin, så kom en ubeskrivelig god gryde ret og bagefter kage. Vi gik helt fortumlet af lykke og mæthed fra sådan et sted. Et andet sted jeg husker var også en restaurant som ikke så ud af noget særligt. og der var ikke så mange derinde, men vi blev straks spurgt om vi havde reserveret. Vi blev alligevel ledt ind til et lille mellemrum med 4 borde. (Mon ikke et mellemrum er et rum, som ligger mellem to rum) Ved det ene bord sad en amerikaner og hans to døtre og fik forret, dvs. den blev båret ind. Først kom tjeneren med fire skåle. Så kom tjeneren med fire skåle mere. De kunne næsten ikke stå på bordet. Amerikaneren sagde til sine døtre og nabobordet: hvordan kommer vi gennem det. De svarede: det er kun forret. Så kom tjeneren med fire skåle til, meget demonstrativt grinende. Amerikaneren vedste sig nu også til os og indbød os i spøg til at tage smagsprøver.

Mod min forventning landede flyet gennem skyerne og tågen, så jeg ikke kunne kontrollere piloten, og jeg sidder nu i vores italienske orangeri i foårssolen nær hegnet til Fakta.

I Italien var tjenerne meget imødekommende, venlige og humoristiske. En dag pegede en tjener på min kones taske og spurgte, hvad det betød: Björn Borg; og hvor vi kom fra. En anden tjener til hvem jeg sagde: uno bierra medium spina, brød ud i lovsang over mit italienske og sagde: perfetto, perfetto. Og vores receptionist på hotellet omfavnede og kyssede både min kone og mig på kinden.

Sådan er det også i Fakta. Jeg kommer nogle gange, hvor der ikke er kø, og så kan jeg ikke lade være med at snakke med de ansatte. Det kan være at de glade fortælle, at de snart ikke mere skal arbejde i Fakta, men i et apotek eller som mekaniker. En anden fortalte hele sin livssituation og nogle gange senere spurgte han, om jeg var psykolog. Måske skulle jeg tage honorar for at gå i Fakta. Flere af dem smiler til mig, når jeg smiler til dem (en form for tvang?). Vi kysser dog ikke hinanden på kinden, her tænker jeg ikke kun på pigerne.

Dem var der mange af i Rom. Jeg så to italienske unge præster i hurtig gang og frakkeskøder. Præster og nonner går altid to og to . Det er der en grund til. Hvis den ene unge præst ud af øjekrogen får øje på et - langbenet, snævert cowboybukse beklædt, iført høje hæle på brosten - kvindeligt eksemplar af menneskearten og præstens ben under frakkeskøderne pludselig ændrer retning, så kan den anden gribe fat i den udeldige præsts skøder og slæbe ham i den rigtige retning, som sikkert var Peters kirken, der lå langt herfra, men de to unger præster var kommet til at slå et slag ned omkring den mest befærdede og butikbefængte gade, som tiltrækker mange af det andet køn, set med en mands øjne. Egentlig var der også mange skoleklasser, som bestod af begge køn, og måske så præsterne efter det første køn, set med en mands øjne. Mens vi har været i Rom, har der været en del om dette emne.

Vi så også præster helt klædt i hvidt, lige så hvidt som skinnende hvide trapper. Jeg regner med at disse præster tilhører en retning, som hedder trappisterne. De har sammen to og to vandret op og ned af alle Roms trapper uden at falde og er nu glade og respekterede. Jeg bliver aldrig trappist og går derfor ikke i hvidt.

Uheldigvis havde vi tæt ved vores hotel den fineste gade i rom, som hedder noget i retning af Confetti og som munder ud i den spanske trappe. Måske hedder den sådan for den lokkende kalder til spansk trappedans. Det er var dog ingen, som turde. Demonstrativt sad de allesammen på trappetrinene, unge som gamle, mest de første. De gamle stod neden for trappen og så op på menneskemyldret i solskinnet og turde ikke tage det første skridt.

Min kone øjner en kirke allerøverst oppe. Den vil hun ind og se og jeg skal med, i hvert fald op.

På hotelværelser rundt om i verden er det først jeg gør at tænde for fjernsynet og se hvor mange og hvilke kanaler som findes. I Rom var der ikke særlig mange og to af dem transmittede hele tiden fra en gudstjeneste i Lourde. Men jeg så reklamerne og en af dem fortalte om nogle snekæder som var meget lette at sætte på, og som have pigge på. I vinters i Danmark så jeg en opfindelse, hvor ældre mennekser, på alder med mig, kunne sætte sådanne kæder under deres sko så de ikke faldt, altså menneskene. I Rom fik jeg den tanke, at man ogå kunne sætte sugekopper på sådanne kæder og bruge dem på trapper. Den eneste ulempe er hvis sugekopperne sætter sig rigtig godt fast på et trin og man ikke kan rokke sig ud af stedet og endda kan læne sig frem og stå vandret ud fra trappen uden at falde.

Min kære kone fik mig godt nok op af trappen. Og hvilken udsigt. Til højre så vi Villa de Medici. Jeg tænkte at det måtte have noget med medin at gøre og det ville jeg få brug for når jeg skulle ned at trappen. Jeg ved så ikke om det var bedst med opkvikkende eller sløvende medikamenter, eller begg dele. Og selvfølgelig så vi foran og midt i det hele Peters kirken. En anden dag, da vi vandrede op til en af Roms store haver ved Borghese, så vi igen midt i det hele Peters kirken. Mon romerne tænkte: det var ikke godt, at vi slog Peter i hjel; vi bygger et stort pragtværk til hans ære. Mon Peter tænkte (oppe i himlen): Hvad har de gang i.

Uden tvivl er Peters kirken et pragtværk. Når vi gik over en bro ved Tiberen lå Peters kirken i solkinnet som et stykke himmel, der var faldet ned på jorden. Set ude fra er Peters kirken himmelsk, men lige så overvældende er køen af mennesker som vil se kirken indvendig. Vi prøvede i to dage, men køen blev bare større. Selv nonner måtte stå i kø. Deres fima gav ingen frynsegoder.

Det eneste jeg ikke kan lide ved kirken er den navn. Når man studerer bibebelen videnskabeligt og lidenskabeligt står der ingen steder, at kristne bygninger skal opkaldes efter Jesus eller hans disciple og da slet ikke Peter. Han var en snakbasse. Han kunne aldrig holde mund og det kommer der dumheder ud af. Når Peter lovede noget holdt han det ikke. En dag kom Jesus endda til at bande og sagde til Pter: Vig bag mig Satan, eller måske bedre oversat: Gå væk fra mig, for Satan. Det var fordi Peter ville forhindre, at Jesus gik til Jerusalem, hvor den usikre død ventede ham. Peter havde gået sammen med Jesus i tre år og han havde intet forstået, bl.a. at Jesus skulle dø. Det er ogå svært at forstå,, men så skulle Peter have holdt sig lidt i baggrunden og undret sig ligesom de anddre disciple. Det er måske i øvrigt det stadig måske særlig i vores tid mest forbavsende, at en kujon, opportunist og pralhans som Peter måtte være kristen. I et moderne firma var han bleveet smidt ud. Hvad kunne han bruges til? Han er måske det allerbedste eksempel på, at vi alle kan bruges, nemlig til at blive elsket.

Ude fra så vi Peters kirken fra mange steder i Rom, men vi så intet Fakta. Derimod så vi tre Spar købmænd. Det har vi også på Pedersholms Allé. Den Spar ligger ca. 100 m længere væk fra os end Fakta, så dér kommer vi aldrig. Den svarer heller ikke til sit navn. Hos Spar er alle varer dyrere end hos Fakta. Måske er det derfor de tre butikker i Rom hed Despar. På engelsk betyder despair fortvivlelse. Måske skulle Fakta hedder Kafka, fordi det er rimelig surrealistisk at komme der.

Der var en trappe hvor man mindst skulle vente det, og som gjorde mig fortvivlet. Da vi havde fået nøglen til vores værelse og åbnede døren, så vi en trappe og et meget lille værelse. Trappen var ca. på 1 m og med to trin. Jeg har aldrig set en trappe ligen inden for en dør Værelset var så lille, at der lige kunne stå en dobbelseng og et lille bord og en lille stol. Jeg fik selvfølgelig den side af sengen som vendte mod trappen. Når jeg om natten eller om dagen skulle ud på det endnu mindre toilet, måtte jeg kante mig forbi trappen,som kun ventede på et brække alle mine knogler. Ligner det Italien. De bygger et hus og når de åbner døren til et værelse, ser de, at gulvet ikke ligger i forlængelse af døren,, men 1 m over og de udbryder: Hovsa, dvs. som nogle ægte romere siger de: Hvad er det for et værelse, som pludselig ligger i dette hus og ingen har forudse det, selv ikke arkitekten, som er taget hjem og sover siesta.

Tæt ved vores hotelværelse og vores hotel, så vi et dansk flag på et palæ. Vi læste senere, at det er en legatbolig til danske kunstnere og forfattere. Måske er det ikke kun romanforfattere, som kan komme i betragtning men også en enkelt, som skriver postkort. Jeg ved dog ikke om jeg vil søge et legat, for lige inden for døren er det sikkert rigtig mange trapper, og man må nok ikke få sin kone med, og hende kan jeg ikke undvære, hvor jeg end står og går.

Faktas øl

Jeg gik over til Fakta, som ligger lige ved siden af vores hus,
uheldigvis, fordi det bevirker, at vi ret tit går derover og
altid fortryder, fordi varerne er af jævnt dårlig kvalitet,
hvis hylderne i det hele taget er fyldt op. Nogle gange har det
fakta, som ligger tæt ved os (læg mærke til at jeg ikke siger
vores Fakta. Bevar mig vel) mindet mig om de butikker, jeg så
i tv fra Rusland for 20 år siden. Jeg har skrevet en mail om det
til det øverste Fakta og de skrev tilbage, at de godt vidste
det.

Forleden dag hørte jeg en sige, at han godt forstod, at det
kun tog 5 minutter at handle ind i Fakta. Det reklamere de med
og det passer, for mange af varerne mangler på hylderne.

Men øl kan de ikke ødelægge og jeg køber sjældne gange en dåse øl,en af de store, for at sidde stille og tænke over livet eller over
hvor godt øl smager. Men det sidste må man jo ikke sige,
fordi det er bedre at lade være, dvs. med at drikke noget,
der smager godt og hedder øl. Der er sikkert mange
sundhedsapostle, som går rundt og jubler, mens de
tænker, hvor er det godt klaret, at jeg i dette øjeblik
ikke smager en øl og slet ikke lugter af øl. Det gør mig til et godt menneske.

Jeg samlede varerne sammen, mens jeg havde mistanke om at det var et blødt løg i posen med løg, eller en rådden kartoffel i posen med kartofler, om brødet var tørt, mælken sur, smøret harsk.

I Fakta er der tit kø og jeg havde stået i den lidt og der var mange
efter mig, så det gælder om at skynde sig, når man endelig kommer
til. Jeg smed løg,kartofler,mælk, smør og øl på båndet.

Det sidste skulle jeg ikke have gjort. Øllen ramte den skarpe kant ved
siden af båndet. Det kom et lille hul i dåsen, men det havde en
stor virkning, som jeg først ikke forstod. Det vislede kraftigt.
Jeg så på øldåsen og vendte og drejede den for at undersøge
det mærkelige fænomen. Resultatet: øl sprøjtede ud over alle
dem, der stod i køen bag mig.

Se det kunne skabe røre i Fakta-køen. Alle snakkede, nogle
grinte, nogle grinte ikke. Fakta-robot-kasse-pigen kom endda
også med udråb og papir og tog dåsen mens hun ringede på
hjælp flere gange uden at der kom nogen. Flere i køen
fik også papir til at tørre sig, men det kunne man godt
se ikke hjalp, og som jeg sagde til dem: lugten kan I ikke
tørre væk. Pludselig blev alle stille og alt vendte tilbage
til Fakta stemning, dvs ingen må se på hinanden eller tale
med nogen. Det gælder især Fakta-robot-kasse-maskinen.
Også jeg så et andet sted hen mens jeg samlede mine varer
i min indkøbstaske. Jeg turde ikke gå i den anden ende
af butikken og tage en ny dåse.

Min eneste fornøjelse var, at der måske havde været en
sundhedsapostel i køen og nu lugtede af øl og kom hjem
til sin apostelinde og fik rusket lidt op i tilværelsen

Livets kampe

I dag på arbejde stod to kvinder og talte sammen ved kaffemaskinen. Den ene spurgte den anden, som var på min alder, om hun havde det godt, for hun så meget opsvulmet ud i ansigtet. Den anden svarede, at det havde været endnu værre om morgenen. Hun havde været nødt til at tage et koldt, vådt håndklæde og lægge det på sit ansigt i lang tid. Det havde hjulpet lidt. Og jeg siger med tryk på lidt. Men man skal ikke kaste med vand, når man selv bor i en ørken. Når jeg om morgenen og også senere på dagen, ser mig i spejlet, ligner jeg en sværvægtsbokser, som har været gennem altfor mange hårde kampe og ikke har standset karrieren i tide.

Mange gange har jeg ligget ned eller været ude i tovene. De sværeste kampe var dem, hvor flere modstandere var ude efter mig og jeg ikke kunne flygte nogen steder hen. Jeg har nogle gange brugt det våben at give mig til at græde og ryste. Det kom af sig selv. Og det forvirrede fjenderne, så de stod ligesom groggige gorillaer og ikke vidste, hvad de skulle gøre, mens jeg længtes efter en lille pause i ringhjørnet, hvor jeg kunne være lidt mig selv.

Det er ikke kun mennesker, som har været ude efter mig. Det som oftest har fået mig ned at ligge, er trapper både i ind- og udland. Der var en mamortrappe i Tyskland, som kastede mig ned på et marmorgulv, så jeg havde ondt i knæene flere måneder efter.
Det var også en trappe i mit hjem i Vejle, hvor man mindst venter, som ikke kun smed mig men også skrællede min ene ankel af, så jeg ikke kunne gå i flere måneder.

Jeg er begyndt at længes efter den evige pause, hvor jeg må sidde i en krog, som er bestemt til mig, og se på dansende (ikke boksere, men ) engle og hvor der ingen tove er, men en grøn eng, som strækker sig lige så langt som evigheden og hvor kalven og ungløven græsser sammen.

Alting vokser mig over hovedet.

Alting vokser mig over hovedet.
Det gælder bl.a. mine negle.
Lige når jeg har klippet dem, er jeg glad,
men kort tid efter bliver de en plage,
som hænger mig ud af halsen,
fordi de nu igen skal klippes.

Det samme gælder andre ting i mit liv,
bl.a. mit skæg, som vokser under hovedet.
Også dét hænger mig ud af halsen.