Menighedsråd som arbejdsgiver

Menighedsråd ansætter graver, kirkesanger og organist. Og dem skal menighedsrådet være leder for.
Men menighedsrådsmedlemmer har ingen forudsætninger for at være det. Mange af de love og cirkulære, som handler om folkekirkens ansatte, er så indviklede, at menighedsråds- medlemmer har svært ved at forstå dem.

I en privat virksomhed er en afdelingschef uddannet til at forstå både lovene, som omfatter de ansatte, og uddannet til at håndtere psykologiske problemer, som opstår mellem de ansatte.

Jeg mener, at det er en af grundene til, at der er så dårligt arbejdsmiljø i folkekirken, at menighedsråd ikke har forudsætninger for at lede.

Værre er, at mange menighedsrådsmedlemmer også tror, at de har ansat præsten og er leder for ham.
(fortsættelse følger om grunden til at det er meget vigtigt at præsten ikke er underlagt menighedsrådet)

Biskoppen som leder

En biskop er valgt af både menighedsråd og præster i et stift. Kan han være leder for begge parter. Det mener jeg ikke. Hvis der er problemer i et sogn, må han vælge side. Min erfaring siger mig, at biskoppen står på menighedsrådets side, fordi det er det letteste. En præst kan biskoppen irettesætte, men hvis han gør det med et menighedsråd og de bliver sure, vil det komme i medierne og det vil få uforudsigelige konsekvenser.

Er menighedsråd tegn på demokrati

Nej, det mener jeg ikke. I mange sogne er det få og tit indre misionske famlier som besætter menighedsrådene. Jeg prøver at forklare min mening med et eksempel. I et sogn bor der 1000 ganske almindelige folkekirkelige mennesker. I menighedsrådet sidder måske 4 indremissionske, som tit går i kirke, og 2 socialdemokrater, som aldrig går i kirke. Ved et menigsrådvalg vil en af de indremissionske gerne holde op. Praksis er, at vedkommende finder en anden indremissionsk i sognet og overtaler den person til at stille op. Ved et opstillingsmøde, hvor alle de almindelige folkekirkelige beboere i sognet ikke kommer, bliver den, som har sagt ja, selvfølgelig valgt.

Mon det i øvrigt ikke er svært at få nogen med i menighedsråd. Jeg ville ikke. Jeg har ikke forudsætninger for det: sætte sig ind i love, økonomi, arkitektur, ledelse.

Moral og ateisme

Humanister anser at moralske verdier har sin basis i menneskets natur og erfaringer og at de har forståelse og omsorg for andre som grunnlag. Vi har en naturlig evne til å leve oss inn i andres situasjon som kommer til uttrykk gjennom vår samvittighet og som gjør oss til moralske vesener. sådan læste jeg på den norske hjemmeside for ateister.

På samme hjemmeside står også at ateister bruger "fornuft og erfaring, rasjonell og kritisk tenkning". Hvis jeg bruger min fornuft og erfaring, synes jeg, at det som springer i øjnene med hensyn til mennesker, er deres ondskab. Selv om jeg er kristen, ville jeg være bange for at tale om noget så højt som moral. Men jeg er glad for at der er noget, som hedder tilgivelse. Det er den, jeg lever på.

Kan det bevises, at Gud er til

Jeg læste på en norsk hjemmeside for ateister, at der har været en debat om det kan bevises, at Gud er til. Jeg må selv sige, at jeg ikke ville tro på en gud, som kunne bevises, for så måtte han jo være mindre end os, hvis vi med vores fornuft kunne fatte ham.

Vi kan ikke bevise Gud, men Gud kan vise sig for os og vi kan være overbevist om Gud. Det mærkelige er, at man næsten kan sige, at Gud har vist sig i nogle ord. Det virker ikke særlig fornuftigt. Men jeg ved ikke hvor den høje værdsætning af fornuften kommer fra. Jeg vil da hellere være kreativ, idérig, intuitiv. Jeg tror egentlig, at de fleste videnskabelige indsigter ikke er opstået på grund af fornuften, men fordi en videnskabmand fik en fantastisk idé, som han forfulgte mod al sund fornuft. Jeg kan godt forklare meget om min tro med fornuftige ord, men troen er meget mere end kold fornuft. Den er varme og kærlighed og tillid.

Jesus som historisk person

Nogle ateister mener ikke, at Jesus har eksisteret. Jeg forstår det ikke. Der er vist ingen historiske optegnelser, som fortæller ret meget om Shakespeare. Men én ting er sikker. Der er nogle engelske skuespil, som har samme stil, og hvor der må være én eller flere personer, som er ophavsmænd. Sådan er der også fortællinger, som er i en gamle bog, nemlig Det nye Testamente, eller skal vi sige: evangelierne. Nogen må have digtet disse historier. De personer er historiske og det vigtige er selvfølgelig indholdet af deres ord.

Hvem ville sige, at Shakespeares skuespil ikke er sande, og det fordi Shakespeare ikke har eksisteret. Det er en mærkelig bagvendt argumentation. Det er jo snarere omvendt: fordi skuespillene er så fantastiske, mener vi at Shakespeare må have været en god digter.

Fordi fortællingerne i Det nye Testamente er så fantastiske - vi kan jo bare tage lignelserne, f.eks. arbejderne i vingården eller den fortabte søn - så tænker jeg da, at den, som har fundet på dem, må have været noget helt særligt. (fortsættelse følger)

Ateister har ret til deres mening

men jeg har svært ved at forstå dem. Jo, måske hvis jeg levede i USA, hvor mange kristne er fundamentalister. Men det ville ikke gøre, at jeg blev modstander af kristendommen. Hvis jeg levede i Norge, hvor der ikke har været en Grundtvig, som bandt kristendommen sammen med folket, kan det også være, at jeg var blevet kritisk over for den norske form for tro, men jeg håber ikke, at jeg var blevet modstander af kristendommen.

Jeg har svært ved at forstå ateister, fordi deres argumenter virker meget følelsesladet på mig. Så vidt jeg kan læse, mener ateister, at de bruger deres fornuft, men på mig virker det som som, de har haft nogle negative oplevelser med mennesker, som var religiøse, og de oplevelser har ateisterne ikke fået bearbejdet, og nu forveksler de deres dårlige følelser med det, som kristendommen er.

Men for mig er det positivt for det giver mig inspiration til at forklare den kristne tro. (fortsættelse følger)