Agerbo's: 2009

En hilsen til alle søfolk i det fjerne.
Dette er ikke morsomt:
Jeg arbejder på en af Danmarks bedste it-virksomheder
Vi har i vores afdeling arbejdet på et system i 3 år
og det er afleveret til kunden. Derfor skal flere af os forlade
afdelingen for at gøre gavn andre steder i virksomheden.
Vores virksomhed er moderne og bruger de mest moderne
metoder til udviklingen af systemer. Undervejs i de
3 år har vores afdeling jævnligt været samlet for at
at blive behandlet, så vi kunne bevare optimismen
og gåpåmodet og klare problemer med humor.

Nu er det stilnet af, for der er ingen moderne metoder,
som foreslår, hvordan de påmønstrede klarer et døende
projekt. Der er flere, som skal forlade os for at
rejse til andre afdelinger i virksomheden. Hvordan klarer
de det, de, som bliver tilbage, og hvordan føler de det,
de, som skal væk. Det er jo en slags sorg. Men det har
ingen moderne virksomheds metoder taget højde for.

Det er som et skib, som er ved at synke. Flere sømænd
og søpiger må forlade skibet. Kaptajnen ser lidt træt
ud og bliver på broen alene, hvor man ikke ved, hvad
han ser forude. Man ved heller ikke, hvilke skibe
de forladende søfolk kommer til. Er der opgaver,
som er elendige, f.eks hvis maskinrummet er så
gammeldags at der ikke er til at være, og at alle på
skibet hellere vil have job i kabyssen.

De som er tilbage på det synkende skib, ved at de aldrig
når i havn. De skal stadig gøre deres job, men de ved
at inden alt er helt færdigt, skal de også forlade skibet.

Mon søfolk trænes i at klare, når de skal forlade deres skib
eller andre skal forlade skibet og de er tilbage med savnet
og må stirre ud over det øde hav.

Folkene, det er os. I et mere globalt perspektiv er vi nok røvere, men det føles fjernt. Vi bor øverst mod syd i Vejle og der kommer tit røvere, mere nærværende, forbi hvor vi bor.

Sidste lørdag aften kom min yngste datter og hendes kæreste ind og vækkede min kære kone og mig ved midnatstid. De sagde: " Der er en mand ude i haven." Det må man respektere. Selv om al erfaring siger, at børn i den alder, ca. 17, ikke er altfor troværdige, må man ikke vise det og helst tage dem alvorligt. Det gavner deres udvikling og alderdom; jeg har netop hørt, at et menneske, som tidligere i sit liv har oplevet nederlag, vil få kroniske sygdomme, når han/hun bliver over 90 år gammel. "Der er en mand ude i haven". Det kan også gøre en 60-årig endnu ikke kronisk syg mand, men dog med nogle svækkelser, nysgerrig, så selvfølgelig stod jeg op. Min kære kone gjorde det også, uden at jeg ved, hvilke begrundelser hun havde; måske havde hun ingen. Nej, det er forkert af mig; min kære kone gør alt for børnene, undtagen når hun siger nej til noget.
Åbenbart besluttede hun sig for ikke at sige nej. Vi stod alle op og gik nedenunder.

Jeg gik hen og åbnede terassedøren og råbte svagt ud, da jeg jo ikke ventede, at der var nogen derude; jeg råbte: "Hallo, er der nogen. Er der en mand i haven". Det gjorde jeg et par gange.
Der var ingen, som svarede: "Ja, der er en mand i haven." Det syntes jeg var rimelig godt resultat. Så sendte jeg vores hund ud i haven. Til den sagde jeg: "Se om der er nogen". Den logrede med halen. Efter et stykke tid kom den tilbage. Den logrede stadig, og som min datter bemærker: endnu mere, med halen. Efter megen træning og læsen bøger om hunde og set tvudsendelser om hunde, som ikke adlyder og skal roses, sagde jeg: "Dygtig". Det skulle jeg aldrig have sagt. Senere forestiller jeg mig, at den for rundt i haven og snusede til alt, også til en rimelig beskidt sumalier, som fik et ekstra snus og slik, fordi vores hund er mere allround end dens ejere, eller vi har måske ubevidst opdraget den til det. Måske er vi uden at vide det, tolerante over for alle folk og røvere i Vejle by og omegn. Ved nærmere eftertanke er det måske ikke tolerance, hvis man ser det ud fra somalierens synspunkt. Han lå i en mørke krog og turde ikke røre en muskel og der kommer en hund, som han hader og er skide bange for, og han må uhindret lade den slikke sig.
Hvilke renselsesritualer måtte han ikke senere gå igennem for ikke at gå uren i døden til den tid og kan jeg forsikre uden at tage spændingen fra historien, ikke i vores have.

Jeg var rimelig tilfreds med min undersøgelse, men resten af huset var i oprør, de gik op og de gik ned, og de påstod stadig, at der var en mand i haven. Så gik jeg op sammen med min kære kone og så ud af balkonvinduet i min datters værelse. Vi kiggede nøje til venstre og til højre, og dér så vi en mand fra Faktas pakeringsplads, som ligger ved siden af vores hus, gå hen til vores hegn og have til hensigt at vælte sig over hegnet ind til vores have.

Vi skal lige gøre resultatet op. Vi har ikke opdaget en mand i vores have. Men nu ser vi en mand, som er på vej ind i vores have. Det ændrer vores virkelighedsopfattelse. Hvis der er én mand på vej, hvorfor kan der så ikke allerede være en i haven. Og hvorfor har jeg ikke sømmet noget på hegnet, så det ikke er særlig rart at rulle ind over det, hvis man ikke er fakir på de dele.

Det var, hvad vi så: en mand på vej ind over hegnet til vores have.
Da råbte jeg højt. Jeg har for 20 år siden gået til kursus i brug af stemmen. Jeg lærte, at man ikke skal anstrenge sig i halsen. Den skal være helt afslappet. Men man skal trække meget luft ind i maven over bækkenet. Det luft skal man presse med et hårdt stød op gennem nogle læber, som sidder i halsen; læberne i munden må gerne være meget åbne; det giver en høj lyd, uden at man føler at man har gjort noget for det; jeg har en gang vist det på mit arbejdet, og de blev rimelig begejstret og har senere jævnlig spurgt, om jeg ikke ville demonstrere det igen.

Den teknik brugte jeg, da manden, en somalier, var på vej ind over hegnet til vores have. Selve brølet standsede ham og han vaklede modstræbende tilbage over Faktas triste parkeringsplads.

Samtidig hørte vi en brasen, som træ der brydes i stykkker. Og jeg så lyset blive tændt hos vores nabo for enden af haven. Han har en kone og hun har måske også gået til stemmetræning, som hun bruger over for vores hund hvis den står nede i den ende af haven. Så kan hun kalde den alt muligt, og den logrer stadig med halen. Engang da hun og hendes familie larmede ligeså meget som 10 hunde, gik jeg ned i den ende af haven, og råbte på min måde: "Vi spiser lige nu. Kan I ikke vente med at lege til om en halv time." En ældre søn på ca. 30 år råbte tilbage på hans måde: "Kunne I ikke have spist noget tidligere." Men der blev mærkelig nok stille.

Da lyset blev tændt for enden af haven, tænkte jeg: "Nu kommer hjælpen." Men der lød ingen brøl, og det er meget forståeligt, efter det som siden skete.

Vores teenagedatter og kæreste havde gentagne gange foreslået,at vi skulle ringe til politiet. Nu kunne vi endelig se meningen med det. Jeg ringer aldrig til politiet. Dels skal man forklare meget, og selv om man siger, at en morder står lige for an en, siger de at det nok kan vente til næste dag.

Min kære kone har prøvet flere gange at kontakte politiet.
Engang kørte hun til politistationen. Det var svært at komme ind på parkeringspladsen, fordi to biler spærede indgangen. Hun brugte bilens horn et par gange, og en civilklædt person kom hen til hende og sagde: "Jeg er politibetjent i civil, og det er ulovligt at dytte. Det kan du få en bøde for." Og han gik tilbage. Efter et stykke tid kørte han sin bil væk, så min kære kone kunne komme ind og parkere. Derefter kom han hen til hende og påpegede igen den forbrydelse hun havde begået og spurgte gentagne gange om hun ville gøre det samme igen. Det sagde hun selvfølgelig nej til hver gang. Hvorefter han mærkelig nok forsvandt. Da min kære kone rystet kom hjem, skrev jeg et længere brev til folk og røvere i Vejle by, med særlig adresse til politimesteren, og han svarede ganske uventet tilbage, at der var intet at komme efter og at han havde irettesat den pågældende civile politibetjent kraftigt. Siden skal jeg ikke have med politiet at gøre.

Men det vil min kære kone åbenbart for hun ringede om manden i haven og på muren. Hun forklarede først en hel del, og så sukkede hun, fordi hun blev stillet om til et andet tlfnr, hvor hun skulle forklare det samme igen. Hun forklarede rigtig meget. Det gav ikke noget resultat. Men min kone stod i køkkenet og så ud af vinduet,og i det samme var der en hætteklædt mand, som standsede uden for vinduet Han så op på min kone og hun så ned på ham. Så sagde hun til ham og i telefonen: "gå væk, forsvind." Det gjorde hun flere gange. Det lød rimelig naturligt. Hun fortalte senere, at politimanden i telefonen svarede: "Så må vi hellere komme."

De næste 5 til 10 minutter så vi ud i haven efter røvere og vi så ud på gaden efter politi, som til sidst kørte forbi vores hus, men så vendte om og holdt uden for og jeg stak mit hoved ud af døren og sagde, at det var her. Min kone og jeg gik med dem ud i vores have, hvor vi så nogle papkasser stå på vores hegn. En af politibetjentene fik med besvær taget dem ned; han var ikke så trænet som røver; og det viste sig at indholde et Søndags.Bt og nogle øl. Jeg pegede over på hegnet til vores nabo, ikke ham for enden af vores have, men ved siden af den. Det hegn er af tyndt træ og et sted var der et omrids af en løbende mand; det lyder forkert som om en løbende mand kan have et omrids; men sådan så det ud. Han var forsvundet. Og man kunne ikke se længere om der også var et omrids ind til naboens nabos hegn. Det var mit brøl som havde bevirket det.

Politibetjentene vidste det ikke, men de var rimelig imponeret.
Nu var der meget snakken frem og tilbage og vi gik ud til vejen igen. Min datter sagde til mig, at hun mente, at hun havde set røverne løbe hen ad vejen og pludselig sagde hun til politibetjentene, at det vist var røverne som kom kørende og hun pegede på en bil, som netop passerede os.

Politibetjentene reagerede som de havde fået beskeden via et telefonopkald. De reagerede ikke. Men så gik de langsomt hen til deres politibil, og kørte efter røverne. Det viste sig noget efter, da de kom tilbage, at de havde standset er almindelig familie, som var ude at køre en aftentur.

Det må man være forberedt på, når man kører en aftentur, at blive overhalet af en politibil med blå blink og tvunget ind til siden og blive spurgt af en betjent klædt i fuldt politiudstyr: "Er I folk eller røvere." Og måske får man lov til at køre videre, hvis man ikke ser for somalisk ud og gentagne gange siger nej, når betjenten spørger, om man vil gøre det igen.

Så vidt så godt. Jeg gik i seng og stod op, og gik i seng og stod op, og nogle gange fik jeg at vide, at politiet havde undersøgt Fakta og ingen dør var brudt op, men åbenbart havde der været en insider, som havde lukket op for røverne.

Vi låste for alle døre, undtagen yderdøren, for vores ældste datter skulle komme hjem senere på natten, og hun fortalte, at der mange timer senere stadig holdt en politibil og en vagtbil ved fakta.

Det må åbenbart være meget vigtigt med røvere ved fakta, når politiet indsætter så mange resourcer for at bevogte en sådan butik så mange timer.

De spurgte selvfølgelig os, om vi ville anmelde denne skade, men min kone svarede, at det jo sikkert ville give os 70 kr, og det benægtede de ikke. Jeg vil tilføje, at skaden ikke kun er den fysiske, som omridset i vores hegn efterlader. Den værste skade er den somalier, som løber rundt i vores sind og dukker op på de mest uventede tidspunter. Min kone har f.eks. her en uge efter flere gange set ham i ansigtet ud af køkkenvinduet uden af han har været der. Det bliver spændende, hvad denne oplevelse og dette trauma bevirker af kroniske skader når vi bliver 90 år. Jeg har allerede her 30 år før rimelige mange knopper og lange vorter, som jeg har svært ved at slippe af med. Hvordan kan det ikke ende. Der er nogle mennesker, som lider under at de har for meget hår på kroppen. De er behårede. Jeg synes det er værre at være bevortet over hele kroppen.

Som en lille finale vil jeg fortælle, at vi idag har hentet for 1200 kr træ til at reparere omridset i vores hegn. Vi lånte min svogers bil og trailer og vi parkerede halvt inde på fortorvet ud for vores hus, som ligger ved siden af Fakta, og der er parkeringsforbud. I praksis ville det betyde, at et sådant hus er ubeboeligt, da en flyttebil ikke må holde uden for mens al indmaden i huset bliver båret ud eller ind. Og hvis vi skulle tage parkeringsforbuddet alvorligt skulle vi have holdt inde på Faktas parkeringsplads og smidt træ til 1200 kr ind over hegnet til vores egen have.

Der var da også en 90-årig mand som standsede på fortorvet overfor. Han standsede ikke særlig meget, for han gik så dårligt og langsomt, at han næsten var gået i stå. Og nu nedstirrede han min kone og mig og spurgte: "Er det er parkeringsplads?" Min kone svarede ham og fik at vide, at der straks blev ringet til politiet. "Held og lykke," tænkte jeg. Jeg ville gerne have spurgt, om han var tidligere betjent eller nuværende betjent og i sidste tilfælde om han var en betjent forklædt i civil, for så ville han kunne få en præmie i enhver forklædningskonkurrence. Han lignede nøjagtig
en 90-årig.

Men jeg besluttede, at han ikke var forklædt, men derimod havde haft meget modgang i sin barndom og ungdom og voksendom, og nu led han af kronisk dumhed.
Det er sikkert sådan jeg ender, ikke kun bevortet, men også bedummet.