Livets kampe

I dag på arbejde stod to kvinder og talte sammen ved kaffemaskinen. Den ene spurgte den anden, som var på min alder, om hun havde det godt, for hun så meget opsvulmet ud i ansigtet. Den anden svarede, at det havde været endnu værre om morgenen. Hun havde været nødt til at tage et koldt, vådt håndklæde og lægge det på sit ansigt i lang tid. Det havde hjulpet lidt. Og jeg siger med tryk på lidt. Men man skal ikke kaste med vand, når man selv bor i en ørken. Når jeg om morgenen og også senere på dagen, ser mig i spejlet, ligner jeg en sværvægtsbokser, som har været gennem altfor mange hårde kampe og ikke har standset karrieren i tide.

Mange gange har jeg ligget ned eller været ude i tovene. De sværeste kampe var dem, hvor flere modstandere var ude efter mig og jeg ikke kunne flygte nogen steder hen. Jeg har nogle gange brugt det våben at give mig til at græde og ryste. Det kom af sig selv. Og det forvirrede fjenderne, så de stod ligesom groggige gorillaer og ikke vidste, hvad de skulle gøre, mens jeg længtes efter en lille pause i ringhjørnet, hvor jeg kunne være lidt mig selv.

Det er ikke kun mennesker, som har været ude efter mig. Det som oftest har fået mig ned at ligge, er trapper både i ind- og udland. Der var en mamortrappe i Tyskland, som kastede mig ned på et marmorgulv, så jeg havde ondt i knæene flere måneder efter.
Det var også en trappe i mit hjem i Vejle, hvor man mindst venter, som ikke kun smed mig men også skrællede min ene ankel af, så jeg ikke kunne gå i flere måneder.

Jeg er begyndt at længes efter den evige pause, hvor jeg må sidde i en krog, som er bestemt til mig, og se på dansende (ikke boksere, men ) engle og hvor der ingen tove er, men en grøn eng, som strækker sig lige så langt som evigheden og hvor kalven og ungløven græsser sammen.