PostkortFraVejleIndledning

Hermed en begrundelse for valget af postkortgenren og en læsevejledning.

Postkortgenren er på trods af dens store udbredelse en meget overset og undervurderet genre. Den består af korte sætninger og alligevel er der mange skjulte lag under hinanden. Et eksempel: "Her er strålende solskin". Den sætning kan godt betyde at der er ulidelig varmt og ikke til at gå udenfor. "Stranden er utrolig smuk". Det kan godt betyde, at der er så mange sten, at man ikke kan bade fra stranden.

I PostkortFraVejle er der flere lag. Ved kun at trykke på linket næste - (den blå tekst over (hvis du ved et tilfælde..); lad være med at scrolle eller rulle til næste indslag; men husk på det indlæg du er at se foto nederst) - vil hovedfortællingen folde sig ud. - (Ja, jeg råder nok til første gang, hvis det er muligt, kun at trykke på næste. Faren er bare, hvis du ikke har lyst til at læse det igen og trykke på links; så vil du gå glip af meget) - Hvis der trykkes på andre links, kan man komme tilbage ved at trykke på linket tilbage. (blå ord i teksten er links (lige på dette første indlæg er der ingen vej tilbage))



PostkortFravejle er formet som en tvtransmission fra en teaterforestilling. Ligesom ved store festlige begivenheder i kongehuset varer en sådan transmission (DenUddybendeKommentator1) en hel dag og mange kommentatorer sidder parat for at sige deres mening. Vi er så heldige at vi kan springe alle disse afbrydelser over ved kun at trykke på linkene "næste".

Der er endnu er fordel ved denne transmission. Du kan afbryde og slukke og vende tilbage til det sted du forlod. Du skal bare først tilføje et bogmærke i din browser til den side du var på, da du forlod transmissionen.

(Jeg vil på forhånd slå fast, at jeg har dyb respekt for de ansatte på Vejle Sygehus, og den respekt har jeg også efter min indlæggelse)

Velkommen til den store transmission PostKortFraVejle og god fornøjelse.

VaerktoejerVedUdarbejdelsenAfPostkortet




 

næste
ingen vej tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, så er du ved begyndelsen af en fortælling, som fortsætter )

træstamme

FoerTaeppetGaar

(Læg mærke til alle ord som berører det at gå og løbe)
I salen ses siddende og ventende personer, som ikke har tænkt sig at gå nogen steder, undtagen i pausen, som flere af dem ser frem til allerede. De går i teatret for at blive set. I dette øjeblik høres en spredt hvisken. Ved du hvad forestillingen handler om. Nej, det er en uropførelse og ingen kender forfatteren. Hvor var du henne i går. Jeg var nede i Hennes og Maurtiz i deres store butik i Vejle. Har du hørt noget om stykket. Han må i hvert fald have været i Vejle, når han kan skrive et postkort derfra. Var det dér du købte kjolen. Ja, der var en utrolig dygtig og sød ekspedient, som så ud til at være adopteret. Jeg hørte den kvindelige chef sige, at det var en skam, at ekspedienten allerede var adopteret, ellers ville hun gerne adoptere hende. Nej, ved du hvad, du skulle hellere gå ind i Solo; dér er en meget sød og smilende adopteret ekspedient. Mon de er søstre.

Nu dæmpes lyset; stemmerne tier forventningsfuldt; tæppet glider langsomt op.




Berlin, vist nok ikke et sygehus


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt1

(3 optrædende, flere forbi- og tilløbende)

Hun har et fremmedlegeme siddende fast i halsen, siger han meget bekymret. Hvad tænker du, kære tilskuer? Jeg hører det, altså mandens ord, mens jeg ligger på hospitalet og venter og føler, at en fortælling er ved at komme til verden. Det er ikke fødegangen jeg ligger på, men en skadestue-stue.

Jeg (noteOmJegPerson) føler mig midt i en uvirkelig forestilling. Jeg vil ikke kalde det en cirkusforestilling, for jeg har aldrig følt mig særlig godt tilpas i cirkus. Hvad kan der ikke ske af ulykker i et cirkus. Det er farligt og tæt på. Sådan føler jeg mig, som en klovn midt i managen, faldet over sine egne ben og nu ikke kan rejse sig, mens folk klapper. Her er nu ret stille, fordi min kone og jeg ikke siger så meget til hinanden. Sådan kan vi godt have det. Kun gennem den åbne dør kommer der luft og lyde fra en lidt for livlig virkelighed uden for. Jeg vil senere få at vide, at der netop denne dag, hvor det var rimelig varmt efter danske forhold, er sket mange uheld, netop med folks ben. Flere er faldet ned fra stiger, ikke benene, men deres folk.

Nu hører jeg en ude på gange tale engelsk og blandet ind i samtalestrømmen hører jeg hende sige: "The show must go on."

Det gør vi så. En ældre sygeplejerske ser på min ankel og kommer den i en støvle med isvand, mens hun siger, at jeg selvfølgelig ikke skal sidde ude i venteværelset men straks må komme ind på en stue, så lægen kan komme og se på mig.

Hun løber ud igen og kommer ind med et mærkeligt apparatur: et lille, sindrigt stillads, som hun prøver at slå op; men det kan hun ikke; så hun løber ud igen og kommer straks tilbage og stiller det op under mit venstre ben (jeg ved ikke hvad hun lavede derud; måske stampede hun i gulvet, så op og sendte en kort bøn til Gud, så ned og truede ad det lille satans stativ), så anklen bliver hævet op. Tak, det var altfor meget. Den er allerede hævet til 3dobbelt størrelse.
Det syner måske af så meget, fordi det er et lille rum, hvor der både er et skrivebord, et skab, nogle hylder, en seng, som jeg ligger på, og min kone.

Da sygeplejersken har efterladt os igen, prøver min kone og jeg at finde på et eller andet at sige. Det gør vi da jævnligt. Nu har vi svært ved det, fordi man ikke bare sådan kan hyggesnakke, når en af parterne lige har fået sin tilværelse knust, eller måske er det bare anklen, som er forvredet.

(DenAlvorligeKommentator1, DenStyledeKommentator1)



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

FoerScene1Akt1

Jeg har travlt. Jeg skal forberede årets happening: en udflugt med afdelingen på min virksomhed. Jeg samler ting sammen. Løber op og ned. Midt på trappen kommer jeg i tanke om det allervigtigste. Sidste år havde jeg ikke en kasket og det blev et så strålende solskin at jeg sidst på dagen lignede en kogt krebs oven på hovedet. Der er mange ting jeg ikke har, en af dem er hår på hovedet. Jeg har skæg, men det er ikke så langt at det kan bruges som kasket.

Midt på trappen drejer hurtigt om med ét ord i tankerne "kasket". Jeg glider ned ad trappen. Stort rabalder. Min kone og samtlige børn kommer løbende (det har jeg også; jeg har to). Hvad sker der? Jeg: jeg faldt. Min kone: du gled. Jeg: jeg faldt. Min kone: nej, du gled. Jeg: ja,ja (jeg er vant til at jeg i enhver situation skal give min kære kone ret). Jeg: jeg ska..
Min kone: hvad skal du nu! jeg: jeg skal brække mig. Min kone kan løbe hurtigt og inden jeg ser mig om, står jeg med en skål i hænderne og brækker mig. Da det er godt overstået, tager vi på skadestuen og Scene 1 akt 2 kan fortsætte



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt2

Her kommer der lidt dødvande. (Vi skal senere komme mere ind på det med døden, som bliver meget konkret). Vi, dvs. min kære kone og jeg venter på lægen. Hvert minut varer lang tid. Pludselig kigger han ind og ser kort på benet, som hviler tungt i min bevidsthed, og siger jeg skal have taget et røntgentbillede. Så venter vi igen.

Min kone vil ud og finde nogle blade, som hun kan læse i. Jeg venter på hende og på lægen.

Når man ligger i et stille og lille rum ganske alene (man=jeg), hører man tydeligt hver lyd ude på gangen. Der er mang slags trin, hurtige, lette, trippende, klaskende, klikkende og jeg tror ikke mine egne ører (er jeg virkelig ved at blive skør eller mere skør end jeg plejer); jeg hører en slæbende gang; den høres først svagt langtfra; den kommer nærmere og nærmere; bliver højere og højere. Og det er tæt med midnat. Jeg tænker, at det er døden, den gamle død, som er blevet træt af sit arbejde og har svært ved at bære sin le. Heldigvis drejer de slæbende skridt ud i skadestuens venteværelse. Jeg ser et skelet, dvs. en ældre kvinde, gå derud og ånder lettet op.

Så hører jeg min kones trin (de er ikke så trætte) Så kom hun alligevel tilbage og hun siger undrende, at alle ugeblade er fra 2005. (DenNaestenAltVidendeKommentator1)

Min kone og jeg spørger hinanden om anklen kun er forvredet eller der skal gips på og min kone overvejer at tage hjem, fordi tiden føles syg sådan et sted. Men vi afbrydes af en portør (dem skal jeg møde flere af; det er raske svende). Han siger, at vi straks er tilbage, så min kone har ingen undskyldning for at tage hjem. Det havde jeg ikke behøvet en undskyldning til.

Det varer rigtig nok kun kort, for røntgenstuen er et par rum længere henne ad gangen og snart er jeg igen i skadestue-stuen. Eller er det typisk for et sygehus. Man venter og venter. Men når der så sker noget, sker det meget hurtigt, og så er man tilbage og venter igen.



næste

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt3

Den unge læge kommer ind og ser træt ud og siger, at jeg skal indlægges og opereres. Det var en slem en; ordene er som et fremmedlegeme, jeg har svært ved sluge. Jeg kan næsten ikke få vejret. (Den samme fornemmelse får jeg, når jeg vågner). Men det hjælper ikke at protestere.

Senere kommer jeg i tanke om, at jeg straks for at tage pusten fra hele dette lægevæsen kunne have bedt om at blive overført til privathospitalet Mølholm Slot, hvor jeg ved de får rødvin til aftensmaden og som jeg har en forsikring til via mit job på en af Danmarks bedste arbejdspladser.

Nu skal jeg så udspørges. Først går remsen lidt langsomt. Lider du af nogle sygdomme. Nej. Har du før været på sygehuset. Ja og jeg siger hvornår og hvordan. Men så går remsen hurtigere og det er ikke meningen jeg skal sige nej hver gang: Har du ofte hovedpine, ondt i ørerne, ondt i tænderne, bihulebetændelse, hævede skuldre, halsbesvær, hævede kirtler,hår på brystet, vanskelig vandladning, varme tæer (det vil senere vise sig, at jeg har beundringsværdige varme tæer, også når de er døde) - midt i det hele synes jeg det er sjovt, at han kan sige så mange ord så hurtigt efter hinanden, så jeg bryder ind i hans opremsning og roser ham med ordene: hvor er det flot du kan så lang en remse. Han træt og udmattet: jeg har sagt den mange gange. Men jeg kan se at jeg har bragt ham ud af rollen og de næste spørgsmål kommer lidt tøvende som om han skal tænke sig om eller er ved at falde i søvn. Han holder dog masken.


næste

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

MegetAlvorligSlutningPaaSamtale

Den unge læge taler om, at jeg ganske givet får sat en skinne og skruer på anklen. Jeg har engang set en film, som hedder Forrest Gump. Der har hovedpersonen i sin barndom skinner på begge ben og går meget akavet og bliver drillet af de andre drenge. Skinnerne rasler ved hvert skridt.(noteOmHuskeSaetning)

Jeg tænker om det er sådan jeg skal ende mine dage. I min barndom kan jeg huske ulækre mænd, som haltede, og som børn skjulte sig for. Nu om dage ser man sjældent den slags. Hvor er de blevet af, de halte mænd. Måske bliver jeg sådan en i vores kvarter. Er det sådan jeg skal ende min løbebane? Blive hånet for hvert skridt jeg tager. Skridt udtalt uden r og på engelsk.

Jeg føler mig lidt ensom. Min kære kone er også gået. Jeg elsker hende meget og kan ikke undvære hende og nu ligger jeg her i en skadestue-stue og er halt (også med v). Jeg føler mig miserabel (med q og x og z).



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt4godnat

Min kone er nu endeligt gået efter at have sagt godnat. Den ældre og vågne sygeplejerske kører mig ud for at jeg kan komme over i en rigtig hospitalsseng. Det går let. Men så opdager hun noget, som mangler og siger: jeg henter lige en galge. Jeg tænker: er det sådan de hurtigt kommer af med patienter. Hun kommer med en stang, som hun sætter på sengen, så patienten kan hale sig op. Det vil senere vise sig, at jeg ikke kommer til at bruge den til andet end sengens fjernbetjening; når den hænger i krogen kan jeg løfte fodende eller hovedgærde. Jeg prøvede dog ikke at klappe den helt sammen med mig i midten som en sandwich

Endnu en portør dukker op ud af intet og kører mig med en flydende bevægelse; det føles som at flyve på en sky; er jeg allerede kommet hinsides;

Som andre portører er også denne en venlig mand. Han spørger hvordan det er sket. Jeg fortæller. Han fortæller, at han for nogle dage siden kørte end ældre dame, som var faldet og havde brækket begge håndled. Der var ellers så meget hun skulle have lavet og nu kunne hun ikke engang tage sine briller af og på. Det kan jeg, som ligger og bliver helt opmuntret. Det var måske portørens formål med hans fortælling. Hvad mon han siger til en, som har brækket halsen.

Jeg lander på ortopædkirurisk afdeling på en stue længst nede ad en tom gang. Undertiden undrer det mig, at der slet ikke står senge på nogen af gangene. Dér ville jeg da gerne have ligget og fulgt med i sygeplejerskernes gøren og laden.

Der er meget stille og en sygeplejerske kommer og ønsker mig velkommen. Ja, tak, når det nu ikke kunne være anderledes. Da hun går ønsker hun mig god nat og sov godt med et sødt smil. Det er hende, som har det, smilet. Jeg undrer mig. Vi ved jo begge to, at jeg ikke får lukket et øje hele natten.







næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt5foerstenat

På scenen er et aflangt større værelse. Til venstre er en håndvask. Længst inde er en seng med en patient. Højt på den ene væg er et stort fladskærmstv. I endevæggen er et stort vindue, hvor det næste dag vil vise sig, er den mest strålende udsigt over Vejle. Der er mørkt i værelset, så man ikke kan se håndvasken og sengen og vinduet, men der er en lille lysende rød plet på tv-et.

Der lyder et ret højt "TAK". Hvad mon det er? Det varer længe, endnu et "TAK". Hvad mon det er? Er det et overvågningsapparat, som registrer mine hjerteslag. Så er jeg gået i dyb dvale. Mon det er uret. Varer et minut så længe. Jeg er meget i tvivl, men det vil senere vise sig, at det er uret. Mon det er til blinde? De kan følge minutterne; ved at tælle kan de altid vide, hvad klokken er. Jeg prøver at overtale mig selv til ikke at være utaknemmelig.(denraadgivendeingenioer1)



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene2Akt1foerstedag

På scenen ses det, som ikke kunne ses om natten, men den røde plet på tv-et kan kun anes. I vinduet ser man strålende solskin udenfor.

Ved håndvasken står en yngre sygeplejerske. Hun ser ud i salen og oppe på en lille balkon til venstre, set fra hende, sidder en ældre mand uden ret meget hår på hovedet og med skæg. Han ser meget koncentreret ud. Hun kan ikke lade være med at vinke til ham, selv om det ikke står i manuskriptet. Han vinker ikke tilbage. Måske er det fordi han er blind eller også sidder han i sine egne tanker midt i en fortælling. (denlitteraerekommentator1)

Sygeplejersken (noteomsygeplejersker) vender sig mod patienten i sengen på scenen.

Hun kommer hen for at tage min puls. Det vil senere vise sig, at hun bliver en af mine yndlingsplejersker. Hun er kompetent og dygtig, god til at forklare og oplyse om hvad der skal ske, også til andre patienter end mig, hun er ens mod alle også besværlige patienter, som jeg mødte en af. Hun er smilende og humoristisk. Hun har orden i tingene. Hun husker aftaler. Hun kan svare velformuleret på ethvert spørgsmå og sige et opmuntrende ord til alle. Hun er helt naturlig og sig selv, og samtidig er hun professionel. Et ord man også kan bruge er sød.
Det ord rummer meget. (densprogligekommentator2)

I denne situation, hvor hun står ved siden af min seng og tager min puls og jeg ikke må sige noget til hende, fordi hun tæller, ser jeg på de små fine, lyse hår på hendes let brune arm. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var en ældre kvinde. Af hvilket køn man er, må man vel have lov til at glæde sig over dagens små mirakler.
(ForklarendeKommentator2)

Det er mærkeligt med hende. Jeg er sikker på, at hun har travlt hele dagen igennem, men de få gange om dagen, hvor hun kommer ind på min stue for at ordne noget, er hun lige så frisk og rolig, som om hun lige var mødt på arbejde.

Jeg skal faste resten af dagen. (det vil senere vise sig, at det er meget heldigt, da den varme middagsmad (noteommad) ikke er noget at råbe hurra for)


 

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

denraadgivendeingenioer1

Det er muligvis foregået på denne måde. En indkøbschef for alle sygehuse i den vestlige verden gik ind i en urmagerbutik. Som bekendt er der mange ure i en sådan butik. Der lyder mange slags tik-tak. Indkøbschefen vil gøre en god handel, som drejer sig om et hospitalsur til samtlige sygehuse i den vestlige verden. Han har gjort sig sine ideer. Uret skal være enkelt og neutralt, tallene og viserne tydelige. Han finder det helt rigtigte og får endda rabat. (Han hører intet "TAK", fordi der er så mange tik-tak. Jo, måske siger ekspedienten, som er 1.års lærling og aldrig mere i sit liv vil gøre sådan en handel: tak)

Det er almindeligt, at man ved en stor handel kan tage varen med hjem og prøve den en dag, inden man beslutter sig. Indkøbschefen kunne køre til det nærmeste sygehus, bede om et tomt værelse, hænge uret på væggen og lægge sig i en seng og lade som om han er patient, måske stønne lidt, og så prøve at sove. Efter 5 minutter ville han blive skør i hovedet af det evindelige "TAK".

Men indkøbschefen er ikke til den slags petitesser. Han køber på stedet 5 millioner ure.


 

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

kommentarersomernegativeoverforreligion

kommentarer, som er negative over for religion

1.
Kim
24. juni 2008 16:18
Man er jo nødvendigvis nød til at være mindre begavet, hvis man skal tro på det der står i biblen, og andre "hellige bøger". Almindelige begavede mennesker, kan jo godt se det absurde i de utallige modsigelser i biblen, og ikke ligge sit liv i en "usynlig skaberånd". -Helt ærlig.

Jeg: Denne kommentar er desværre kendetegnende for mange angreb på kristendommen og er utrolig naiv. ( se dette link om verdens skabelse)

2.
Claus Danielsen
24. juni 2008 15:59
Pudsigt nok er nogle af de mest intelligente mennesker, jeg har mødt, religiøse. Vi kan også sagtens afskrive både Da Vinci, Newton, Kierkegaard og Dostojevskij, og i nyere tid eks.vis Einstein og Bohr, som mindre kløgtige. Ja, jeg er stolt over, at jeg ikke tror på hvad som helst - på nær Helmuth Nyborg, med sin noget uvidenskabelige undersøgelse - og er en mand, hvid og kommer fra et land, hvor vi er så meget klogere end de mere religiøse dele verden. [PS: Til de ikke så kloge religiøse, farvede, kvinder m.v. er sidstnævnte kommentar sarkastisk]. Det er også værd at bemærke, at det var "religiøse" som systematiserede videnskaben - munkene i Europa, sufier etc.
Nuvel personligt vil jeg hellere have visdom end kundskab og intelligens. Man har I den grad savet sin egen gren over, hvis man læner sig op ad en så uvidenskabelig påstand, og samtidig mener at forholde sig på intelligent vis til fakta.

Jeg: det er netop rigtigt. Det var de kristne, som skabte plads og frihed til at tænke videnskabeligt og fornuftigt, fordi kristendommen skelner mellem det guddomelige og verden. Den sidste er ikke guddommelig og må derfor er det godt at udforske den med vores forstand.

3.
24. juni 2008 14:45
Det er velkendt at religionen kan kan forhindre mennesket i at udvikle. Det er ikke nødvendigvis fordi der er noget i vejen med de religiøse menneskers intelligens. Men fordi religionen forhindrer mennesket i at udfolde og udvikle sine intellektuelle og kreative evner. Religion sætter grænser. Mennesket udvikler sig ved at bryde grænserne.
Michael

jeg: mærkeligt. Kendetegnende for Jesus var at han brød grænser ned. Jeg ved ikke hvorfra en sådan misforståelse af kristendommen kan opstå, i hvert fald ikke ved at en intelligent person læste biblen og kristne teologer. Tværtimod vil tro gøre et menneske frit.

4.

Religion danner en tryg ramme om dit liv, så du har et mål, formål og en rolle.

Mennesker med mere videnskabelig indsigt vil nok typisk have mindre behov for den slags og/eller kan bedre gennemskue rolle- & formåls problematikken.

Jeg: dels tror jeg ikke tro giver en tryg ramme, snarere at det gør en åben til at tage meget ansvar på sig. Så hvis man vil have et trygt liv, skal man ikke være religiøs. Til gengæld tror jeg ikke, at mennesker med mere videnskabelig indsigt kan bruge det til noget, hvis de bliver angst, og det vil du på et eller andet tidspunkt blive. Hvad hjælper så din indsigt, hvis din sjæl skriger til himlen.

5.
En ting der dog ligger helt fast må vel være at religiøse mennesker ofte forkaster rationel tankegang samt empiriske beviser til fordel for ønsketænkning der undestøtter enten en psykisk tilstand (på samme måde som alkohol, hash og heroin kan gøre det) eller en social tilstand. At gøre dette er tegn på en af to ting: Mangel på intelligens, eller simpelthen blot det faktum at vi som mennesker er meget rutineprægede. Vi bryder sjældent med normen hvis vi føler os sikre i omgivelserne.

Jeg: jeg ved ikke af at kristne forkaster "rationel tankegang samt empiriske beviser". Hvor mon han har det fra.

6.
24. juni 2008 13:24
Det er da indlysende! AL religion er bluff og fri fantasi, med blot en lille smule logisk sans kan man jo konkludere med 100% sikkerhed, at der hverken findes en gud eller en himmel eller helvede, og at jorden er 5-6 mia år gammel og at mennesket nedstammer fra aberne.

Så jeg er naturligvis ateist - med en IQ på 163
Aske Eriksen


Jeg: ham har jeg ondt af. Mon hans IQ betyder, at han hverken kan nyde kunst eller mennesker, men kun nyder sig selv. (se link om fornuft og Gud)

7.
24. juni 2008 13:11
Det lyder meget rimeligt at intelligens og religion hænger sammen. Man kan ikke være super intelligent og tro fuldt og fast på de røverhistorier der står i de hellige bøger. Det er jo utopi at tro på hvad almindelige fejlbarlige mennesker har skrevet ned for tusinder år siden. Man kunne ligeså godt tro på julemanden og alfer...

jeg: det er meget uintelligent skrevet. Dels må vedkommende ikke have læst bibelen. Det er ikke røverhistorier. I Det gamle Testamente er der mange negative fortællinger om kongerne og hvilke ugerninger de gjorde. Det lyder rimelig ærligt. I Det nye testamente er der f.eks. Jesu lignerlser, som er meget metofariske og kan måle sig med den fineste litteratur. Selvfølgelig er det fejlbarlige mennesker, som har skrevet bibelen. Det er en mærkelig fordom, at det skal formindske bibelens værdi (link om bibelen) eller se (link om hvordan bibelen er sammensat)

scene2akt2rengøringsunderholdning

Når man ligger og faster, er man taknemmelig for den mindste underholdning. Og sandelig, hvor heldig kan man være. Midt i middagsstunden bliver der gjort rent ude på gangen. Jeg kan ikke se dem, men jeg kan høre dem. Det vil senere vise sig, at den danske rengøringsdame er rødhåret og ældre. Den bolivianske medhjælp ser gammel ud, men jeg tror hun er ung. Hun er hærget og tavs og stum. På et tidspunkt kommer hun som en stille mus ind på min stue. Man kan næsten ikke høre hende og måske tror hun, at man så heller ikke kan se hende. Hun tørrer af og vasker gulv uden at fortrække en mine. Jeg prøver ellers at smile venligt til hende. Det er et trik jeg nogle gange bruger. Hvis man smiler til nogen, kan de ikke lade være med at smile tilbage, og så forestiller jeg mig, at de godt kan lide mig. Hvorfor ville de ellers smile. Men ikke hende her. Hun ville allerhelst krybe ned i et boliviansk musehul.

Men først har jeg ikke set hende og hendes danske lærermester. Den rødhårede tror vel, at der er en forståelsesbarriere mellem dem, dels på grund af bolivianerens tilsyneladende stumhed og manglende kundskaber til dansk. I hvert fald råber den rødhårede meget højt til bolivianeren. Og alt hvad hun råber, råber hun to gange. "DU SKAL TØRRE LANGS KANTERNE AF GANGEN." Og lige efter: "DU SKAL TØRRE LANGS KANTERNE AF GANGEN." Mange råbende instrukser, indtil jeg hører bolivianeren sige roligt på rent dansk: "Du lyder skrap". Den rødhårede: "HVAD SIGER DU. (som om hun ikke kan tro sine egne ører. Jeg hørte klart bolivianerens ord helt ind på min stue helt henne ved vinduet, hvor min seng står. Men måske er det for at vinde tid), HVAD SIGER DU. LYDER JEG SKRAP" ( jeg ved ikke om den rødhårede vil have os som vidner og det er grunden til at hun råber højt). Og så griner hun (næsten lige som sygehusdirektøren). Jeg kan ikke bedømme om hun griner glad, fordi hun pludselig indser, at bolivianeren er et menneske med mund og mæle, ja, at bolivianeren er den stærkeste og den rødhårede er afvæbnet, og at det mærkeligt nok også passer hende bedst, hvis hun turde indrømme det over for sig selv. Men den rødhårede kommenterer ikke bolivianerens stille bemærkning. Hun lader den lige som hænge i luften, mens de arbejder videre og den rødhårede snart begynder at råbe igen. Måske er hun selv døv og dårlig til at tale dansk.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene2akt2slagterensbesoeg

Så får jeg uventet besøg. Jeg ved ikke om det er rengøringsformanden eller en portør. Han siger: det er os, som får fornøjelsen af hinanden. Han er meget brun og taler med svag færøsk accent. Det virker mere hjemligt end boliviansk. Han har det varmt, som om han har været i bolivia og er løbet hjem på et kvarter. Men det kan også være fordi han kommer fra en hel række operationer og kan se frem til endnu en række. Han er nemlig overlægen og kirurgen, selv om hans kittel står åben og man kan se gennem hans undertrøje, som har et net af huller, - man kan f.eks. se, at han er én, som tager godt for sig af både det ene og det andet. Jeg ser meget koncentreret på hans net-undertrøje, for at opspore bare en lille plet blod. Det er som om mine øjne ikke vil godtage, at der ikke er den mindste blodplet. Jeg må indrømme, at jeg i et ganske kort splitsekund kom til at tænke på slagteren fra Nürnberg fra 1944. Men han ligner mere en amerikaner, frisk og ligefrem og charmerende. Der lurer en drilsk intelligens i hans øjne. Han er på min alder og jeg tænker, at alt håb så ikke er ude. Selv en ældre mand kan være smuk og charmerende, selv om han ikke er smuk. Mødet er meget kort og jeg ved ikke om formålet er, at han vil se mig an og godkende mig eller det er omvendt. Jeg er i hvert fald tryg ved ham, selv om han har travlt med at komme tilbage til det muntre værksted.




næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene2akt2tankerefterslagterensbesoeg

Jeg er dog ikke tryg ved selve situationen. Det går nu op for mig, hvorfor jeg faster. Jeg skal skæres op. Hvor stor en risiko er der ved at blive totalt bedøvet og få en blokade i venstre ben. Det vil senere vise sig, at der er flere sygeplejersker og en læge, som heller ikke er tryg ved det ben, især foden. Er det en ganske almindelig operation eller er jeg en ud af tusind. Hverken kirurgen eller narkoseoverlægen, som også besøger mig kort, siger noget. Og jeg vil helst ikke spørge. Tænk hvis de så siger noget, som kan fortolkes både i den ene og den anden retning.

Jeg ved at der er to muligheder (den tredje lader jeg ude af betragtning). Jeg kan vågne op her eller hinsides. Begge steder vil der være en, som siger: "Ved du hvor du er. Har du det godt"

Jeg tænker på en roman af Astrid Lindgren, hvor en brystsyg dreng på 10 år ligger i sin seng og ikke kan andet, ligesom jeg. Han dør og kommer ud på en blomstereng, hvor han løber mellem de blomstrende æbletræer og de syngende fugle.

På en måde kan jeg godt lide paradis. Det er som et lys, hvor alt er i Gud, som er en altomfattende, altaccepterende, altforstående, alttilgivende åndsperson. Der er selvfølgelig nogle, som jeg ikke ser frem til at møde dér. Det er kun nogle få, som i min fortid var onde imod mig, så jeg havde svært ved at komme over det. Nogle af dem er døde, og det gav mig en vis lettelse. Men jeg ved, at når jeg møder dem igen, vil lyset fra Gud, som skinner gennem alle, fjerne alle onde tanker også hos mig, så jeg kan grine sammen med min fjender. "Kan du huske dengang". Nå, jeg vil hellere tænke på at møde Einstein. Være ét med hans tanker, kunne se, hvad han så, og være ydmyg som han var dengang og nu.

Jeg vil nu hellere vågne op og se en ældre sygeplejerske i øjnene.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene2akt2intermezzo

Jeg ved ikke, at jeg to timer senere er død. Det er der ingen, som har fortalt mig. Og jeg vil da være uden for rækkevidde. Om tre dage foregår begravelsen fra Østre anlæg. Min kone vil gerne have det hurtigt overstået. Der er ikke mange ved begravelsen, fordi jeg har levet et rimelig ukendt liv og ikke gjort mig særlig bemærket.

Min kære kone har da også bestemt, at jeg skal i de ukendtes gravsted. Det passer mig fint, mener hun.

Nu vil du så indvende, kære ene læser eller tilskuer, at jeg ikke kunne skrive dette, hvis jeg var død. Men har du aldrig hørt om, at et kunstners ufuldendte værk blev fuldendt af en anden. Dette er min kone, som møjsommeligt skriver for dog at efterlade et minde om mig.




næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

foersteoperation

Ud af min venstre øjenkrog ser jeg den bramfri læge med maske blive iført et grønt forklæde/jakke/omslåsigting. Han virker som om han helst ikke vil ses og skammer sig over det han skal igang med. Han er skuespilleren som iføres sit kustume og forestillingen kan begynde. Han falder ind i rollen som den tavse kirurg. Tæt på mig er narkosesygeplejersken og andre. De spørger efter mit personnr og om det er venstre ankel, som jeg skal have opereret. Det gør de også anden gang, hvor de tydeligt kan se, at anklen skal genopereres. Måske er det for at tjekke om jeg kan tale. Jeg fik bedøvende piller for 10 timer siden, da jeg begyndte at faste, men operationstidspunktet er trukket ud, og nu mærker jeg ikke noget. De er dog i godt humør. Narkosesygeplejersken forklarer med en rolige glæde, som jeg ikke kan tage del i og undrer mig lidt over, at jeg skal total bedøves og jeg derefter vil få en total blokade i det venstre ben, så jeg ingen smerter har. Det vil senere vise sig, at denne blokade er meget virksom, ikke alene kan jeg ikke mærke smerte, jeg kan heller ikke mærke benet, dvs hvis jeg rækker min hånd ned og rører ved en tå, kan min finger mærke tåen, men tåen kan intet mærke.

Og så kommer de berømte ord, som sikkert gentages mange gange om dagen, men som lyder helt spontane for mig: Nu vil du sove lige om lidt. Kan du mærke det. Sov godt.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

opvaagning

Sekundet efter at jeg sov ind på operationsbriksen, vågner jeg igen i et stille rum, hvor jeg ligger alene og en sygeplejerske kommer og spørger om jeg har det godt. Mit blodtryk bliver målt. (noteomblodpoelse (inde på dette link skal du bruge browserens tilbage knap for at komme tilbage) ).

Da sygeplejersken er tilfreds med mig, sender hun bud efter en portør, som kommer mærkelig hurtigt. Det gør de hver gang. Mon de ligger på lur et sted. Og gennem de stille natlige gange bliver jeg svævende kørt på afdelingen, hvor jeg kan komme mig.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene3akt1doedfod

Det er nat og mørkt og jeg får pludselig sved på panden, da jeg vågner og min fod er død. Det var det sidste jeg havde ventet. Fodenden af sengen er hævet og der er også en pude under foden. Jeg tror først, at den sover. Men hvis en fod sover, kan den alligevel vrikke lidt bare med én tå. Det kan min fod ikke. Jeg trækker i kaldesnoren og lidt efter kommer natsygeplejersken. Hun undrer sig også. Kan du slet ikke mærke, når jeg nu rører ved foden. Men det kan jeg ikke, selv om jeg meget gerne vil.

(Næste formiddag bliver der gjort flere eksperimenter med min fod. Når jeg ser en sygeplejerske røre ved foden, tror jeg, at jeg kan mærke lidt. Men når hun løfter dynen og spørger hvilken tå hun nu rører ved, kan jeg ikke sige det mindste)

Nå, den er god varm, siger natsygeplejersken og tilføjer, at huden er fint levende. Men, siger hun, der er tilfældigvis en læge på gangen, som vi lige kan få til at se på din fod. Og straks kigger han ind ad stuens dør. Jeg ved ikke, om det er sygeplejersken han kigger efter, og hun forklarer ham om min fod. Det synes han også er mærkeligt. Dog mindskes hans undren, da han får at vide, at jeg lige er blevet opereret. Nå, så kan jeg bedre forstå det, siger han. Han prøver også at mærke på foden og gentager hendes spørgsmål to gange, med lidt højere stemmelege anden gang: Kan du slet ikke mærke, når jeg nu rører ved foden; kan du slet ikke mærke det. - Jeg bliver nødt til at sige nej hver gang, selv om jeg kan mærke på situationen, at det var bedst, hvis jeg sagde ja.

Men hun siger et eller andet på latin, som lyder bekymrende, og at man skal være opmærksom på det. Han lader sig dog ikke påvirke af det, men beroliger med, at foden ikke vil falde af. Så indskyder han et spørgsmål til hende om en dødsattest og side 2. Er de allerede ved at udfærdige min dødsattest, for en sådan kan vel ikke kun dreje sig om en fod og være på to sider.

På en måde er det i orden, at jeg ikke kan mærke foden. Sygeplejersken roser den og min anden fod, som hun sammenligner med, og siger, at de begge er beundringsværdige varme og at mange ville være misundelige over det. Hun nævner blandt andet sine egne kolde tæer, som jeg egentlig gerne ville have mærket. Men jeg ikke lide, at jeg ikke kan rokke det mindste med mine tæer. Jeg ved svagt, at der er sat nogle skruer i min ankel. Er de skruet så langt ind, at forbindelsen til tæerne er afbrudt.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

skeeniegenhaand

Et eksempel på en kompetent sygeplejerske. Roen på mit eneværelse bliver brudt, da en mand humper ind.
Jeg kan forstå, at han også var på sygehuset sidste uge og blev røntgenfotograferet. Af en eller anden grund kom der ikke mere ud af det, selv om han har meget ondt i ryggen og i flere år har lidt af diskosprolaps. Nu har han igen fået taget et røntgenfoto.
Sygeplejersken kommer over middag og taler med ham. Hun kan heller ikke forstå, at der ikke er sket noget, og jeg kan se på hendes ansigtsudtryk, at hun beslutter sig til at tage skeen i egen hånd. Måske bruger hun den til at slå nogen oven i hovedet med, for meget kort efter kommer en overlæge ud af intet, selv om det er uden for stuegang. Overlægen indrømmer, at de ikke vidste, at patienten kom i dag og blev fotograferet, og vel heller ikke, at han var blevet det ugen før, og nu skal der pludselig ske noget. Inden vi kan se os om kommer falck folk med en båre, og patienten bliver overført til Give sygehus, hvor de er bedre til at bedømme den slags fotos. Et stort hurra for sådan en sygeplejerske.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

fodenvaagner

Hele dagen prøver jeg flere gange at tage mig sammen og vrikke bare med storetåen. Men den adlyder ikke til min store bekymring.
Så havde det været bedre hvis hele foden var blevet amputeret over anklen, når jeg nu alligevel ikke kan mærke den. Eller dvs. jeg har hørt om nogen, som fik en arm amputeret og som alligevel kunne mærke smerte i den hånd, som ikke var der. Måske er det alligevel bedst at have en død fod, som man ikke kan mærke, end have ondt i en fod, som ikke er der.

Lige pludselig over middag kan jeg bevæge storetåen ganske lidt. Det er som et mirakel.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

valrossen

Indtil nu har jeg været heldig med at ligge på enestue og endda langt nede ad gangen, hvor der kun er lidt traffik. Kun ganske få går forbi. Jeg ser bl.a. en meget alvorlig hostende og humpende indisk udseende mand gå forbi og nogle øjeblikke komme tilbage med en lugt af cigaretrøg omkring sig og endnu mere negotinfarvet i ansigtet. Senere vil jeg møde ham i spisestuen. Han er inder og hans fingre er meget negotinfarvede. Han ser ikke glad ud.

Det gør jeg heller ikke, da sygeplejersken hen på eftermiddagen siger, at de vil samle patienterne nede i den ende hvor vagstuen er, så de ikke skal gå så langt og så jeg ikke ligger helt alene. Det er alt for meget.

Jeg bliver kørt ned til første stue på afdelingen, hvor al traffik kommer forbi. Værre er da jeg hilser på min medpatient. Det er en ældre herre, rimelig korpulent. Han er vist faldet og har i hvert fald slået sin ene arm, som ligger i en slynge. Han er kort og kraftig og det ligner napoleon, som han ligger med sin ene hånd inden for vesten. Det vil senere vise sig, at han også af væsen ligner Napoleon, som var god til at udstede kommandoer. I hvert fald har min medpatient et meget stort organ; jeg tænker her på stemmen.

Undertiden har jeg undret mig over dyr af grisefamilien, store søer f.eks., når de grynter har deres lyd enorm volumen, som jo nok skyldes deres store klangbund. Det kommer jeg til at tænke på, da jeg hører min medpatients lyde.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

blodetdrypper

Indimellem har jeg hørt sygeplejerskerne tale om, at der kan være blodsivning under bandagen ved min fod, som første gang ikke er i gips. Men når de en sjælden gang skifter forbindingen er de rimelig tilfreds og jeg beroliget. Dette ligesom forklaring på det næste.

Jeg vil gerne børste tænder, inden jeg måske skal sove, hvis valrossen tillader det. Jeg humper forbi ham med et gangstativ og ud på toilettet, som støder op til vores stue. Mit dårlige ben hænger nedad for første gang hele dagen, mens jeg børster tænder på det andet ben. Det skriver jeg sådan, fordi min opmærksomhed nok mest er rettet mod ballancen på det ben og ikke på mine tænder. Derfor ser jeg straks og tydeligt, at der drypper blod fra mit syge ben. Først nogle små dryp og så en strøm. Jeg vidste ikke at blod er så rødt, når det ligger i en blodpyt. Jeg tænker om jeg skulle nå så langt og så dø på denne måde på et toilet. Da det drypper rimelig meget, synes jeg det er for makabert at humpe hen til sengen med et tydeligt blodspor efter mig og lægge endnu en blodpøl i den rene hospitalsseng, så jeg satser på, at sygeplejerskerne skal komme mens jeg står i slagterummet, og jeg beder venligt valrossen om han ikke vil ringe med kaldeklokken, for jeg bløder. Det synes han lyder rimeligt. Vi venter og der kommer ingen.Jeg hører flere sygeplejersker snakke og rumstere i spisestuen ved siden af. De er ved at ryde service til side og det er meget vigtigt. Jeg råber: jeg står og bløder. Jeg må indrømme, at jeg gør det flere gange, næsten med valros røst. Der sker ingenting. Jeg tænker: nu må de selv om det og humper hen til sengen og lægger mig og trække i min kaldestreng. Der sker stadig ingenting. Så kigger en sygeplejerske alligvel ind ad døren og spørger: hvad så. Jeg sur og modvillig fra min seng: jeg har blødt ude på toilettet. Hun kigger kort gennem skydedøren derud og må lettere rystet indrømmme, at der er den del blod, men hun tager sig hurtigt sammen og tager min forbinding af og siger, at såret ser fint ud. Det må have været en blodsivning, som har samlet sig i løbet af dagen. Det er ganske almindeligt. Jeg lader være med at se på såret, fordi jeg er vrangvillig. Nu kommer den anden sygeplejerske, som også spørger om der er sket noget. Jeg forklarer surt ironisk, at jeg har mistet en del blod og været helt alene om det, fordi der ikke kom nogen og hjalp. Hun er en skælmsk sygeplejerske, så hun rækker sin hånd hen til mig med håndfladen nedad, og jeg indser, at hun vil, at jeg skal give hende et tjat som straf, men jeg kommer til at grine.

I øvrigt har hun en dejlig hånd, som hun også kan tage skeen i over for overlæger, hvis det er nødvendigt. Den perfekte sygeplejerske kan være mange slags. Og hun er en af dem. Kompetent, frisk, humoristisk og tør endda fortælle om sig selv. Gør det noget, at hun også er smuk. Jeg kan se en smuk kvinde også i en ældre en af slagsen. Må jeg så ikke også gøre det ved en ung.

Sådan ender det optrin med fred og gammen og jeg ligger i min seng og tænker (makabernoteomblod)


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

valrossenssang

Det bliver aften og lydene fra min medpatient tager til. Til sidst mener sygeplejersken at det er tid til at sove. Han spørger om lyset må være tændt. Hun siger nej. Det må han så affinde sig med.

Vi ligger lidt i mørket. Så råber han med valrosstemme: "FY FOR HELVEDE". Jeg svarer ikke. Jeg tænker på, at det måske er valros sprog og betyder god nat og jeg kunne svare venligt igen og sige: ja, for satan.

Vi ligger lidt i mørket. Så tænder han lampen ved sin seng. Jeg tænker om jeg kommer til sove den nat, men så slukker han heldigivs lyset helt umotiveret. Jeg når ikke at ånde lettet op, for en brøkdel af et sekund senere, tænder han lyset igen.

Det gentager sig flere gange. Lige når jeg tror, at vi skal sove, tænder og slukker han lyset lige efter hinanden. Har han været på et intensivt lystændogsluk kursus eller har han krampe i sin tændogsluk finger. Det finder jeg aldrig ud af.

Værre er at han nu bruger en anden muskel, nemlig sit organ. Han hoster og som alt hos ham, er det et stort host, en mellemting mellem en hunds gøen eller et råb helt nede fra tarmene. Det får mig til at fare sammen. Så råber han igen med kraftig basstemme: "FY FOR SATAN, HVOR HAR JEG HALSBRAND". Endelig får han ringet efter sygeplejersken, som kommer lidt efter adskillige råbende host og forbandelser, og et lille intermezzo tager sin begyndelse.

Sygeplejersken: hvad så?
Han på kraftigt jysk og med grødet stemme: jeg vil have en mavepille.
Hun: vil du have en nervepille?
Han: nej.
Hun: hvorfor siger du det så.
Han: det gør jeg heller ikke.
Hun: hvad er der så.
Han: jeg har halsbrand.
Hun: det kunne du da bare have sagt.
Han: det gjorde jeg også.

Han får en pille.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

enestueigen

Efter nogle timer siger jeg til natsygeplejersken, da hun kigger ind, om jeg enten må få en meget stærk sovepille eller blive kørt hen på en anden stue. Hun siger med en ganske lille smil i sin ene mundvig uden at se på valrossen, som hun også har haft noget med at gøre, at jeg selvfølgelig skal hen på en anden stue og jeg bliver kørt ind i et undersøgelsesrum, hvor min seng lige kan være og hvor der er fred.

Det er den dygtige natsygeplejerske, som natten forinden hjalp mig med at mærke min tå. Inden hun går, rører hun lidt ved den igen for at tjekke, at den er der. Og hun fortæller senere på natten, at jeg har sovet godt, for hun har jævnligt været inde og føle på min fod, og jeg sov sødt og gav kun et lille grynt fra mig.(min klangbund er ikke så stor)


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

nuskaljeghjem

Hele formiddagen preparere jeg alle, som jeg møder, med tanken om, at jeg snart godt kan komme hjem. Det er ikke så mange jeg møder eller snarere, som møder op hos mig, men til gengæld siger jeg det tit til dem som et plagende barn: hvad forhindrer egentlig at jeg kunne komme hjem. Jeg ved, at det er en læge, som har det sidste ord, så det er vigtigt, at jeg er på min plads ved stuegang og at den slår et sving ind omkring mig. Det gør den ikke. Men en sygepljerske får dog halet en yngre læge ind, og jeg har forberedt en hel tale, hvor jeg bl.a. siger, at jeg føler mig rimelig frisk og om jeg skal sygemeldes eller om jeg må sige på min arbejdsplads, som er en af Danmarks bedste, om jeg ikke kan arbejde lidt hjemmefra. Det synes han er en god ide. Og selvfølgelig må jeg tage hjem. Jeg ringer straks til min kære kone, som straks tager afsted.

Fem minutter efter kommer den yngre læge ind igen og siger, at jeg ikke kan komme hjem, for han har opdaget på et røntgenbillede, at mine skruer ikke sidder rigtigt og det er besluttet, at jeg skal have flere skruer i anklen ved en ny operation, og han spørger, hvornår jeg sidst spiste noget. Det var for 5 timer siden ved morgenmaden. Jeg har ikke fået frokost. Det var en god ting, så kan jeg blive opereret i vagten som begynder kl. 14.30.
Jeg ved ikke om jeg synes det er godt eller dårligt. Det ved min kone heller ikke, da hun kort tid efter ser ind ad døren, for at hente mig hjem.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

nuskaljegikkehjem

For dog at komme et sted hen, sætter min kone og jeg mig ud i spisestuen. Det er frokosttid, men det er jeg ikke ked af, for der lugter ganske forfærdeligt (noteommad) og den negotinfarvede inder, som sidder stille og spiser, ser heller ikke glad ud. Jeg er jo som en indfødt og viser min kone forskellige ting, bl.a. peger jeg på den rødhårede rengøringsdame, som netop står i et rum over for med en samling udtryksløse, stumme og tavse bolivianere omkring sig. Også nu råber hun til dem. Det er min kone enig i. Det er et spændende optrin og tager tanker væk fra min faste. Da den rødhårede et øjeblik forlader rummet, ser jeg bolivianerne sende et lille smil til hinanden og det varmer mig. Det er en overlevelsesmulighed, at de har deres indre for sig selv og for hinanden.

Min kone ser også andre racer gå forbi på gangen og hører også dansk med flere accenter og er enig med mig i, at vi befinder i Polen eller det sydlige Europa, dog ikke Toscana.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

denandenfastetid

Jeg får et par piller eller fem for at kunne slappe af indtil og under næste operation og jeg tænder for fjernsynet, som viser sig at være perfekt støtte til pillerne. Det er transmission fra folketingets årsprøve, hvor alle folketingsmedlemmer vil have et ord at skulle have sagt. Jeg ved ikke hvor meget vigtigt der er sket i årets løb, for det eneste, som stadig kommer igen, er at SF's formand under valget havde udtalt, at han besøgte flere plejehjem hver måned, og kort tid efter viste det sig, at han kun havde besøgt ét, nemlig det hvor hans mor var, og dér havde han ikke været særlig tit. Hvis folketingsmedlemmer berører alle politiske områder med samme grundighed, står det ikke galt til med vores land.

Folketingsdebatten tjente dog sit formål. Jeg lå ganske tryg og afslappet, uden at kunne blive ophidset over noget.

Efter som timerne går, ophører pillernes virkning og jeg kan mærke at ventetiden går mig på. Indimellem har jeg hørt sygeplejersker sige til andre patienter, hvilket nummer de er i køen, og hvis der ikke kommer noget akut ind, vil de snart komme for. Da jeg prøver den metode over for flere sygeplejersker er de ikke til at stikke i. De må ikke ringe ned til operationsgangen. (dagen forinden hører jeg flere gange en sygeplejerske sige, at hun har ringet; men det er måske fordi hun tør tage skeen i egen hånd). Det er kun lægerne, som ved noget og dem må man ikke forstyrre. Jeg tænker om lægerne befinder sig i et andet land, måske Californien, og taler et andet sprog eller nødig vil tale.

Mens jeg er ved at preparere en sygeplejerske, som heller ikke er til at stikke i, ringer hendes mobil i hendes lomme og hun tager den og siger: så bliver han glad. Det er mig hun mener, at nu pludselig skal jeg opereres.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

naarmanikkeventergaaralthurtigt

Inden jeg kan nå at sige hej, står portøren rolig ved min seng uden at være forpustet og spørger om det ikke er mig. Jeg er næsten mere rolig ved portørerne end ved lægerne, som jeg ser meget lidt til(portørenssang)

Jeg kommer i tanke om, at der slet ikke har været en kirurg og præsentere sig. Mon de er flove over noget eller har de bare travlt. Jeg hører dog at det ikke er slagteren fra Nürnberg denne gang. De andre læger vil gøre det på en anden måde med flere skruer. Han var nu ellers så stolt over sine to skruer, som han fortalte om både før og efter første operation. Og ham kunne jeg godt lide. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om de andre, som har snigløbet ham.

Inden jeg ser mig om, og det undgår jeg at gøre, fordi man kan blive rimelig svimmel, når man bliver kørt svævende i en seng gennem mange gange og drejet hid og did. - er jeg ved operationsgangen.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

andenoperation

Hver gang jeg kommer til operationsgangen med en flydende bevægelse styret elegant af en portør, undrer jeg mig. Alt er stille. Der er ingen mennesker. Det er som om intet er sket og intet vil ske. Det er også som om portøren er lidt i vildrede og der skal meget til at slå en portør ud af fatning. Men pludselig til hans og min store overraskelse vrimler det i samme øjeblik med mange grønklædte skikkelser ud af intet.De må have stået parat bag nogle døre. Ja, selvfølgelig må du straks køre patienten ind og de vrimler om mig. Denne gang er det som jeg befinder mig i en hønsegård, det er ene kvinder og ikke i alle aldre, men mest den sidste. Til gengæld taler de i alle sprog, dansk-hollandsk, dansk-svensk, dansk-polsk. Hvis det havde været en hønsegård var der ikke kommet meget suppe ud af de suppehøner og man kunne ikke vide om det var salmonellafrit, når de alle var importeret fra udlandet. Jeg ved ikke helt om jeg skal føle mig tryg, men de virker meget muntre og kaglende og snakker både med hinanden og med mig. (densprogligekommentator3)

Jeg ved så ikke om det er fordi de fra udlandet, at de siger, at de vil give mig en anden form for bedøvelse end første gang. Og jeg kan ikke forstå grunden, det virkede godt nok første gang, næsten for godt. Hvorfor så eksperimentere med det. Jeg skal bl.a. have lattergas. Er det ikke at gøre for meget ud af det, når jeg ikke fik det første gang. Men denne gang virker det også fint. Da nakosesygeplejersken, det kalder han sig selv, selv om han er en mand, siger: nu vil du snart sove. Så er jeg væk.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene2akt2udsigt

Det er en strålende dag. Jeg løfter ved hjælp af fjernbetjeningen sengen op, så jeg kan se ud vinduet. Det er Vejle. Jeg føler, at det er en sydtysk by eller at jeg er på ferie. Horisonten er tæt på. Vejle er omkranset af skove på bakkerne rundt om byen, som ligger lavt i engen og ved havnen. Blikket samles om byens huse heroppe fra sygehusets højhus. Jeg føler det som om jeg fra en af bakkerne ser ud over Vejle. Mange tegltage. Neden for sygehuset er flere rækker af huse, som får mig til at tænke på andre berømte kvarterer som Nyboder. To kirker rager op over byen. Der er andre stolte bygninger, den nye biograf og det fine tag på Torvehallerne (jeg ved ikke hvorfor det er flertal; der er kun én hal derinde), som skjuler Bryggen, et nyt indkøbscenter, hvis tag jeg ellers gerne ville have set. Det er af rustent jern. Tæt ved sygehus ligger et større hus, som jeg ikke kender. Det ligner et palæ, flere etager, mange vinduer, et tårn med et kobberspir.
(måske kan jeg finde noget på nettet om hvorfor Johannes kirke ser sådan ud)
På den anden bakkeskråning ser jeg Vejle mølle og boligblokkene som skjuler min kære kones og mit hus.

Jeg føler mig på en måde ved Bernadenner søen i Swejts (jeg tror ikke, at der er en sø, der hedder sådan, men det kunne der godt have været). Byens lyde kommer svagt ind af vinduet på 5. sal. Jeg er så tæt på himlen, at jeg kan se mange svaler i min højde krydse omkring over byens tage. Der er egentlig flere fugle over en by end man tror. Måske er det fordi havnen er tæt ved. (Jeg er både tæt ved havnen og ved himlen. Hvis jeg kunne gå, kunne jeg gå ned og drukne mig i havnen og komme i himlen). Men lige nu har jeg det godt mens jeg vænner mig til situationen.

Det er vel altid godt at få en tænkepause. Et mærkeligt ord. Er det en pause og tid til at tænke eller en tid fra at tænke, en pause fra alle tanker. Det er vist lige godt.

Jeg føler mig i en passiv rolle. Dette er ikke et helte-epos. Jeg kan ikke så meget selv. Min underbukser har knapper i begge sider og jeg kan ikke knappe dem. Det må en sygeplejerske gøre, mens jeg tænker på Jesu ord til Peter: engang skal en binde op om dig og føre dig derhen hvor du ikke vil. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Jeg gøres parat til operationen (læs= henrettelsen)





næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

kommentarerpånetsiderne

kommentarer på netsiderne

kommentarer, som er kritiske mod Nyborg


kommentarer, som er negative over for religion

indholdetunderoverskrifterne

indholdet under overskrifterne

DR1 lige under overskriften
"Den danske forsker Helmuth Nyborg har været med til at lave en undersøgelse, der viser en sammenhæng mellem et lands intelligens-kvotient og antallet af religiøse.
Religiøse er knap så skarpe"


Jeg: læg mærke til "der viser en sammenhæng" og "Religiøse er knap så skarpe". Undersøgelsen betvivles ikke og der slås fast at
religiøse er uintelligente.

DR1 når man følger linket, tales om "en verdensomspændende undersøgelse" og "en tydelig sammenhæng mellem et lands intelligenskvotient og antallet af religiøse". Her er heller ingen usikkerhed eller kritisk indstilling til Nyborg.

Kunne det være fordi de pågældende journalister er enige med ham, at de ikke forholder sig kritisk til ham.
Nu er det klart, hvor overskriften hos DR1 er så bombastisk. Journalisten mener det virkelig.

Kristeligt dagblad
Under overskriften eller ved at følge linket:
"Ny, stor undersøgelse fra 137 lande mener at påvise en klar sammenhæng mellem intelligens og religion. Jo mindre intelligent, jo mere religiøs. Men sådan kan man ikke gøre tingene op, mener kritikere"
Jeg: Læg mærke til ordene "mener" og at der nævnes kritikere. Trækker avisen lidt i land.
Kristeligt dagblad har spurgt religionssociolog Morten Warmind, som siger, at det i sig selv er problematisk at måle intelligens og religiøsitet;derfor kan en sammenhæng imellem de to heller ikke bruges til noget. Han mener endda:at meget religiøse ofte også er meget højt begavede formentlig fordi det kræver mentalt overskud at vælge en meget religiøs.


Politiken.
Lige under overskriften bruges ordene "påpeger den omstridte forsker Helmuth Nyborg." Læg mærke til at der ikke står
"beviser" eller at han er anerkendt. Men så bruges allivel stærke ord "fastslår en verdensomspændende undersøgelse".
Ikke kun ved denne avis, men også de andre medier, undrer det mig, at ingen har spurgt sig selv, hvordan to pensionerede
mænd kan foretage en verdensomspændende undersøgelse. Det ville jeg gerne have hørt om.
Et af spørgsmålene fra undersøgelsen nævnes: "46 procent, der svarer ja på spørgsmålet: Tvivler du på eksistensen af en gud?"
Hvis andre spørgsmål er på højde med dette, så giver jeg ikke meget for den undersøgelse. Jeg kender mange
kristne, som ofte kunne svare ja til spørgsmålet.

De procenttal lyder utrolig overbevisende. Stammer de fra den diletantiske undersøgelse, hvor 6 svenskere er blevet spurgt?

overskrifternemodreligion

overskrifterne

dr1:Religiøse folk er uintelligente

jp:Er det de dummeste, der tror på Gud?

kristeligt dagblad:Intelligensen styrer vores tro på Gud

politiken:Helmuth Nyborg: Religiøse folk er dummest.

Information (25. juni):Findes den ligtorn, Nyborg ikke har trådt på?


Jeg synes Politiken vinder. Den rammer, hvad nyheden drejer sig om.

Overskriften hos DR1 gør mig vred, fordi DR er en offentlig institution, som jeg er tvunget til at betale til.

Kristeligt dagblad vil jeg aldrig abonnere på og her er endnu en grund til at jeg ikke vil. De skulle virkelig have forudsætninger for at formulere en bedre overskrift.

Information ville jeg heller ikke betale for og jeg ser sjældent deres netavis. Deres overskrift er pubertetsagtig fræk. Den antyder, at Helmuth Nyborg har ramt "ligtorne", dvs ømme punkter. Det er pjat. Sammenligner de negre og kvinder med ligtorne

kommentarersomerkritiskemodNyborg

kommentarer som er kritiske mod Nyborg
1.
24. juni 2008 13:51
Jeg har lige fået en masse millioner i forskerløn, for min nye undersøgelse der viser, at folk der kommer fra lande hvor man ikke bruger penge på latterlige undersøgelser, generelt har en meget højere social intelligens end de lande som bruger penge på disse. Iøvrigt bruger de penge på mere prosociale formål.
Ulla

Jeg: bare vi kunne høre mere om det. Det lyder virkelig meget mere spændende end Nyborgs gammelmands tanker.

2.Lone Scocozza, som er professor i folkesundhed, skriver bl.a. "MEGEN intelligensforskning er ganske ureflekteret med hensyn til, hvad det er, man måler, når man forsøger at indkredse intelligens.
"
Jeg: hvis man kunne måle "symbolsk intelligens" ville kunstnere og religiøse være meget intelligente.

3.
24. juni 2008 13:53
Omend det (som erklæret ateist) er meget fristende at hoppe på "troende mennesker er uintelligente"-vognen er der flere problemstillinger i en sådan antagelse, herunder:

hvilken type intelligens der hentydes til og måles?
kan der være tale om manipulation med statistik og tal?
hvad med alle de højt begavede troende?
hvordan ligger det med samfundets indretning og landenes kulturer ifht. religiøs påvirkning/indoktrinering

Men derudover er jeg da helt sikker på, at et naivt menneske som udgangspunkt er lettere at overtale til at tro på en given myte (det være sig gud eller julemand), end en person af høj begavelse som kan tænke selvstændigt.
Emil

Jeg: det var meget nedsættende om myte.
Hvis du undersøger mere om det ord, vil du se, at myte betyder den livsopfattelse vi bygger på. Vi bygger f.eks. på den holdning at videnskaben kan fortæller sandheder om os. Det er et filosofisk synspunkt eller en myte. Det er i virkeligheden en tro!

4.
24. juni 2008 13:37
Betaler vi skatteydere virkelig til at en tosse kan lave sådanne totalt ligegyldige undersøgelser?
Det kan da godt være han har fundet en sammenhæng, men enhver anden forsker kunne lave en undersøgelse der ikke viste nogen sammenhæng. Hvad skal vi bruge det til? En stor del af forklaringen kunne være at folk i meget religiøse lande ikke bruger deres intelligens og subjektive refleksioner i diverse spørgsmål, netop fordi de har deres religion som de støtter sig til i besvarelsen af forskellige spørgsmål. Man kan ikke blande tro og intelligens sammen. Det er to vidt forskellige domæner. Det ene er et konventionelt og moralsk domæne, det andet er et kognitivt domæne. For mig at se er Helmuth Nyborg
blot en overfladisk provokatør der drager ubrugelige og fejlbare konklusioner. Jeg gad nok vide hvilke parametre han har brugt i sin undersøgelse. I alle tilfælde er det jo blot Nyborgs definition af intelligens. Jeg kan godt forestille ig der findes dikatoriske regimer hvor religionen sætter dagsordenen og hæmmer de personlige udfoldelsesmuligheder og dermed en form for tankediktatur,men det siger jo intet om folks potentielle intelligens. Der er forskel på den egentlige intelligens og så den der får lov til at komme til udtryk.

1 stjerne ud af 5 til Nyborg
Martin Poul Hansen

6.
24. juni 2008 13:29
Det må være ulandende der trækker det ned. F.eks Etiopien eller Haiti, hvor de er meget religiøse, men de er også meget fattige og uddannelses mulighederne er nærmest ikke til stede. Hvorimod lande som f.eks. Israel eller Japan. De er dybt religøse, men de er blandt de mest udviklede og rigeste stater i verden.
Erik Ambæk

7.
24. juni 2008 13:23
Det er jo absurt.. Jeg er selv så ateistisk man kan blive og tror ikke på religiøsitet af nogen art. Samtidig tror jeg ikke på at religiøse folk er mindre "intelligente".
Når de ser en sammenhæng mellem antallet af religiøse og intelligenskvotient er det et eksempel på misvejledning og misbrug af undersøgelser og statistikker. At et land har mange religiøse kan være fordi de ikke finder trøst og opbakning i det samfund de lever i, og derfor vender sig til en gud. Samtidig vil folk i et sådant samfund ikke have den samme mulighed for at udvikle det vi kalder "intelligens", og udvilke sig selv. Der er andre behov der skal stilles først, som for eksempel sult, tørst, varme og omsorg. Som sagt, jeg tror ikke at der er nogen sammenhæng overhovedet. Ikke i denne undersøgelse.

Er Ruth Evensen forresten intelligent? Det tror jeg hun er! HUn er bare så socialt afmarcheret at det gør ondt. Og hun er om nogen fanatisk religiøs. Samtidig kan hun indfange andre i sit net. Dumme mennesker? Nej, mennesker der aldrig før har følt den kærlighed, og de faste rammer hun og faderskuret tilbyder. Et eller form abnorm slags kærlighed er det vel.
Bjarke Daniel Møller

jeg: det er meget sjældent: en tolerant ateist, som giver plads for ikke fanatiske religiøse. Hurra!

andenopvaagning

Igen er der stille. Jeg undrer mig tit over, hvor stille der er på et sygehus. Jeg ligger på opvågningsstuen. Denne gang får jeg ilt og blodtryksapparatet virker ikke. Det er i hvert fald meget sjældent det tager mit blodtryk og strammer ikke særlig meget og jeg påpeger det over for sygeplejersken, men hun svarer, at det kun skal tage trykket hvert 10. minut. Sådan var det ikke første gang, siger jeg og tilføjer: det må ikke være rart, når du sådan står over for en professionel patient.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg denne gang får ilt. Er det min tiltagende alder eller fordi det er operationen nummer 2, og de er bange for at miste mig. På trods af ilten har jeg svært ved at få vejret. Jeg trækker det dybt og mange gange, men lige lidt hjælper det. Jeg kan ikke få det, altså vejret. Til sidst er sygeplejersken tilfreds med mig og ud af intet kommer en portør og gennem de stille gange, køres jeg til min hjemmebase.

Det er på den stue, hvor jeg lå sammen med valrossen, men han er flyttet ind ved siden af, så jeg igen har enestue. Han er flyttet en stue længere nedad gangen. Normalt har jeg bedt om, at døren til stuen skulle stå åben, så jeg indimellem kunne høre den svage puslen af en sygeplejerske, men denne gang beder jeg om, at døren bliver lukket, så det kun er gennem væggen, at jeg kan høre valrossens råb.

Jeg tænder for fjernsynet og hvor heldig kan man være. Det er fodboldkamp. Den perfekte opvågningsterapi. Det er Svejts mod et andet hold og det foregår i Svejts under Europamesterskabet og Svejts klarer sig ikke godt, men det gør tilskuerne. De råber glade og jeg lader mig ombølge af denne serjsrus og tænker at jeg er i live og måske ikke skal faste og opereres næste dag.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

sidsteformiddag

Uden at jeg ved det, lakker det mod enden. Jeg har ellers travlt. Jeg har travlt med at vente på indkaldelse til røntgen, som helst skal ske inden stuegang, så lægen kan udskrive mig. Jeg tør næsten ikke komme i bad, hvis nu portøren kommer og ikke finder mig. Jeg tør næsten ikke gå ud på toilettet, hvis han kigger ind og ser en tom seng og svæver et andet sted hen.
Men det lykkes. Jeg kommer til røntgen lige pludselig. (enperfektroentgernoperatoer)

Ganske vist er det langt op på formiddagen og sygeplejersken ved ikke om hun kan finde og holde på en læge, inden han forsvinder. Da jeg ved et tilfælde står ved døren til stuen, kommer den yngre læge dog lige gående rolig forbi og jeg siger, at jeg er glad for at se ham. Han spørger: hvordan går det. Jeg siger, at det må han gerne fortælle mig. Og han får at vide, at jeg har været til røntgen. Jamen, så vil han da straks se på det. Kort efter kommer han ind.

Jeg er i mit venlige og rosende humør, fordi jeg øjner en chance for at komme hjem. Jeg siger, at det var godt han dagen før opdagede, at der var noget galt med røntgenbilledet, så jeg straks kunne blive opereret. Jeg ville ganske vist hellere have været hjem, men når der var noget galt med skruerne, var det bedre straks at få det rettet i stedet for at skulle opereres en uge efter. Han indrømmer, at det ikke var ham, som opdagede fejlen med skruerne. Det var blevet drøftet på en røntgenkonference tidligere på formiddagen.

Jeg lader mit venlige humør tage over og skjuler en mistanke om, at det var den kompetente sygeplejerske, som overværede den 5 minutter lange hjemsendelse, og som trak den yngre læge ud til kontoret og viste ham, hvad han selv skulle have set inden han udskrev mig. Men jeg lader det passere med en bemærkning om, at jeg denne gang vil vente et kvarter inden jeg ringer efter min kone.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

sidstecirkusforestilling

Min kone kører mig i min kørestol indtil vi kommer til sygehusets store forhal med den enorme svingdør. Midt inde den kørende svingdør er en stor glasdør med teksten: Kun til kørestole. Jeg tænker, at det må være til mig og at meningen er, at svingdøren skal standses og den fine glasdør skal åbnes og jeg roligt kan blive skubbet igennem uden af få mit fremstrakte ben i klemme. På kørestolen er en anordning, så mit venstre ben er hævet op som en rambuk.

Jeg spørger en af receptionisterne. Hun vil gerne hjælpe. En ældre receptionist, som helst ikke vil rejse sig, siger, at jeg bare kan køre ind i svingdøren. Den skal nok standse. Men den anden receptionist siger venligt til den sure: Jamen, når han nu ikke er tryg ved det. Hun er dog lidt nervøs ved situationen. Hun har aldrig prøvet det før. Måske er det også grunden til at den sure er sur, fordi hun ikke ved, hvordan man standser svingdøren og ikke vil vise, at hun ikke ved det. Den lidt nervøse receptionist prøver nu at trykke på en rød knap på døren og den går i stå, så prøver hun at skubbe den fine glas kørestolsdør op, men svingdøren vender forkert, så hun snarere skubber den i. Den sure råber forskellige hånlige forslag til den nervøse og min kære kone skælder ud på mig, fordi jeg skaber en sådan opstandelse og det er der virkelig. Nu har mange folk samlet sig, som egentlig gerne ville ud, men svingdøren er standset. Den sure trykker nu på en skjult knap henne under bordet i receptionen og svingdøren går straks igang og den nervøse må springe for livet for ikke at blive klemt fast. Nu kan jeg se på hende, at hun har mistet modet, så jeg mander mig op og køre direkte ind i svingdørens store gab, mens den sluger mig og spytter mig ud på den anden side.

Hvad ser jeg. Dejlige plæner med blomster og træer og dejligt solskin. Jeg tænker om jeg befinder mig i Astrid Lindgrens æbleblomstereng, men jeg prøver dog ikke at løbe hen til vores bil.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )