Den unge læge kommer ind og ser træt ud og siger, at jeg skal indlægges og opereres. Det var en slem en; ordene er som et fremmedlegeme, jeg har svært ved sluge. Jeg kan næsten ikke få vejret. (Den samme fornemmelse får jeg, når jeg vågner). Men det hjælper ikke at protestere.
Senere kommer jeg i tanke om, at jeg straks for at tage pusten fra hele dette lægevæsen kunne have bedt om at blive overført til privathospitalet Mølholm Slot, hvor jeg ved de får rødvin til aftensmaden og som jeg har en forsikring til via mit job på en af Danmarks bedste arbejdspladser.
Nu skal jeg så udspørges. Først går remsen lidt langsomt. Lider du af nogle sygdomme. Nej. Har du før været på sygehuset. Ja og jeg siger hvornår og hvordan. Men så går remsen hurtigere og det er ikke meningen jeg skal sige nej hver gang: Har du ofte hovedpine, ondt i ørerne, ondt i tænderne, bihulebetændelse, hævede skuldre, halsbesvær, hævede kirtler,hår på brystet, vanskelig vandladning, varme tæer (det vil senere vise sig, at jeg har beundringsværdige varme tæer, også når de er døde) - midt i det hele synes jeg det er sjovt, at han kan sige så mange ord så hurtigt efter hinanden, så jeg bryder ind i hans opremsning og roser ham med ordene: hvor er det flot du kan så lang en remse. Han træt og udmattet: jeg har sagt den mange gange. Men jeg kan se at jeg har bragt ham ud af rollen og de næste spørgsmål kommer lidt tøvende som om han skal tænke sig om eller er ved at falde i søvn. Han holder dog masken.
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar