Her kommer der lidt dødvande. (Vi skal senere komme mere ind på det med døden, som bliver meget konkret). Vi, dvs. min kære kone og jeg venter på lægen. Hvert minut varer lang tid. Pludselig kigger han ind og ser kort på benet, som hviler tungt i min bevidsthed, og siger jeg skal have taget et røntgentbillede. Så venter vi igen.
Min kone vil ud og finde nogle blade, som hun kan læse i. Jeg venter på hende og på lægen.
Når man ligger i et stille og lille rum ganske alene (man=jeg), hører man tydeligt hver lyd ude på gangen. Der er mang slags trin, hurtige, lette, trippende, klaskende, klikkende og jeg tror ikke mine egne ører (er jeg virkelig ved at blive skør eller mere skør end jeg plejer); jeg hører en slæbende gang; den høres først svagt langtfra; den kommer nærmere og nærmere; bliver højere og højere. Og det er tæt med midnat. Jeg tænker, at det er døden, den gamle død, som er blevet træt af sit arbejde og har svært ved at bære sin le. Heldigvis drejer de slæbende skridt ud i skadestuens venteværelse. Jeg ser et skelet, dvs. en ældre kvinde, gå derud og ånder lettet op.
Så hører jeg min kones trin (de er ikke så trætte) Så kom hun alligevel tilbage og hun siger undrende, at alle ugeblade er fra 2005. (DenNaestenAltVidendeKommentator1)
Min kone og jeg spørger hinanden om anklen kun er forvredet eller der skal gips på og min kone overvejer at tage hjem, fordi tiden føles syg sådan et sted. Men vi afbrydes af en portør (dem skal jeg møde flere af; det er raske svende). Han siger, at vi straks er tilbage, så min kone har ingen undskyldning for at tage hjem. Det havde jeg ikke behøvet en undskyldning til.
Det varer rigtig nok kun kort, for røntgenstuen er et par rum længere henne ad gangen og snart er jeg igen i skadestue-stuen. Eller er det typisk for et sygehus. Man venter og venter. Men når der så sker noget, sker det meget hurtigt, og så er man tilbage og venter igen.
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar