torsdag den 12. juni 2008
blodetdrypper
Indimellem har jeg hørt sygeplejerskerne tale om, at der kan være blodsivning under bandagen ved min fod, som første gang ikke er i gips. Men når de en sjælden gang skifter forbindingen er de rimelig tilfreds og jeg beroliget. Dette ligesom forklaring på det næste.
Jeg vil gerne børste tænder, inden jeg måske skal sove, hvis valrossen tillader det. Jeg humper forbi ham med et gangstativ og ud på toilettet, som støder op til vores stue. Mit dårlige ben hænger nedad for første gang hele dagen, mens jeg børster tænder på det andet ben. Det skriver jeg sådan, fordi min opmærksomhed nok mest er rettet mod ballancen på det ben og ikke på mine tænder. Derfor ser jeg straks og tydeligt, at der drypper blod fra mit syge ben. Først nogle små dryp og så en strøm. Jeg vidste ikke at blod er så rødt, når det ligger i en blodpyt. Jeg tænker om jeg skulle nå så langt og så dø på denne måde på et toilet. Da det drypper rimelig meget, synes jeg det er for makabert at humpe hen til sengen med et tydeligt blodspor efter mig og lægge endnu en blodpøl i den rene hospitalsseng, så jeg satser på, at sygeplejerskerne skal komme mens jeg står i slagterummet, og jeg beder venligt valrossen om han ikke vil ringe med kaldeklokken, for jeg bløder. Det synes han lyder rimeligt. Vi venter og der kommer ingen.Jeg hører flere sygeplejersker snakke og rumstere i spisestuen ved siden af. De er ved at ryde service til side og det er meget vigtigt. Jeg råber: jeg står og bløder. Jeg må indrømme, at jeg gør det flere gange, næsten med valros røst. Der sker ingenting. Jeg tænker: nu må de selv om det og humper hen til sengen og lægger mig og trække i min kaldestreng. Der sker stadig ingenting. Så kigger en sygeplejerske alligvel ind ad døren og spørger: hvad så. Jeg sur og modvillig fra min seng: jeg har blødt ude på toilettet. Hun kigger kort gennem skydedøren derud og må lettere rystet indrømmme, at der er den del blod, men hun tager sig hurtigt sammen og tager min forbinding af og siger, at såret ser fint ud. Det må have været en blodsivning, som har samlet sig i løbet af dagen. Det er ganske almindeligt. Jeg lader være med at se på såret, fordi jeg er vrangvillig. Nu kommer den anden sygeplejerske, som også spørger om der er sket noget. Jeg forklarer surt ironisk, at jeg har mistet en del blod og været helt alene om det, fordi der ikke kom nogen og hjalp. Hun er en skælmsk sygeplejerske, så hun rækker sin hånd hen til mig med håndfladen nedad, og jeg indser, at hun vil, at jeg skal give hende et tjat som straf, men jeg kommer til at grine.
I øvrigt har hun en dejlig hånd, som hun også kan tage skeen i over for overlæger, hvis det er nødvendigt. Den perfekte sygeplejerske kan være mange slags. Og hun er en af dem. Kompetent, frisk, humoristisk og tør endda fortælle om sig selv. Gør det noget, at hun også er smuk. Jeg kan se en smuk kvinde også i en ældre en af slagsen. Må jeg så ikke også gøre det ved en ung.
Sådan ender det optrin med fred og gammen og jeg ligger i min seng og tænker (makabernoteomblod)
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar