nuskaljegikkehjem

For dog at komme et sted hen, sætter min kone og jeg mig ud i spisestuen. Det er frokosttid, men det er jeg ikke ked af, for der lugter ganske forfærdeligt (noteommad) og den negotinfarvede inder, som sidder stille og spiser, ser heller ikke glad ud. Jeg er jo som en indfødt og viser min kone forskellige ting, bl.a. peger jeg på den rødhårede rengøringsdame, som netop står i et rum over for med en samling udtryksløse, stumme og tavse bolivianere omkring sig. Også nu råber hun til dem. Det er min kone enig i. Det er et spændende optrin og tager tanker væk fra min faste. Da den rødhårede et øjeblik forlader rummet, ser jeg bolivianerne sende et lille smil til hinanden og det varmer mig. Det er en overlevelsesmulighed, at de har deres indre for sig selv og for hinanden.

Min kone ser også andre racer gå forbi på gangen og hører også dansk med flere accenter og er enig med mig i, at vi befinder i Polen eller det sydlige Europa, dog ikke Toscana.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )