torsdag den 12. juni 2008
scene3akt1doedfod
Det er nat og mørkt og jeg får pludselig sved på panden, da jeg vågner og min fod er død. Det var det sidste jeg havde ventet. Fodenden af sengen er hævet og der er også en pude under foden. Jeg tror først, at den sover. Men hvis en fod sover, kan den alligevel vrikke lidt bare med én tå. Det kan min fod ikke. Jeg trækker i kaldesnoren og lidt efter kommer natsygeplejersken. Hun undrer sig også. Kan du slet ikke mærke, når jeg nu rører ved foden. Men det kan jeg ikke, selv om jeg meget gerne vil.
(Næste formiddag bliver der gjort flere eksperimenter med min fod. Når jeg ser en sygeplejerske røre ved foden, tror jeg, at jeg kan mærke lidt. Men når hun løfter dynen og spørger hvilken tå hun nu rører ved, kan jeg ikke sige det mindste)
Nå, den er god varm, siger natsygeplejersken og tilføjer, at huden er fint levende. Men, siger hun, der er tilfældigvis en læge på gangen, som vi lige kan få til at se på din fod. Og straks kigger han ind ad stuens dør. Jeg ved ikke, om det er sygeplejersken han kigger efter, og hun forklarer ham om min fod. Det synes han også er mærkeligt. Dog mindskes hans undren, da han får at vide, at jeg lige er blevet opereret. Nå, så kan jeg bedre forstå det, siger han. Han prøver også at mærke på foden og gentager hendes spørgsmål to gange, med lidt højere stemmelege anden gang: Kan du slet ikke mærke, når jeg nu rører ved foden; kan du slet ikke mærke det. - Jeg bliver nødt til at sige nej hver gang, selv om jeg kan mærke på situationen, at det var bedst, hvis jeg sagde ja.
Men hun siger et eller andet på latin, som lyder bekymrende, og at man skal være opmærksom på det. Han lader sig dog ikke påvirke af det, men beroliger med, at foden ikke vil falde af. Så indskyder han et spørgsmål til hende om en dødsattest og side 2. Er de allerede ved at udfærdige min dødsattest, for en sådan kan vel ikke kun dreje sig om en fod og være på to sider.
På en måde er det i orden, at jeg ikke kan mærke foden. Sygeplejersken roser den og min anden fod, som hun sammenligner med, og siger, at de begge er beundringsværdige varme og at mange ville være misundelige over det. Hun nævner blandt andet sine egne kolde tæer, som jeg egentlig gerne ville have mærket. Men jeg ikke lide, at jeg ikke kan rokke det mindste med mine tæer. Jeg ved svagt, at der er sat nogle skruer i min ankel. Er de skruet så langt ind, at forbindelsen til tæerne er afbrudt.
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar