Jeg er dog ikke tryg ved selve situationen. Det går nu op for mig, hvorfor jeg faster. Jeg skal skæres op. Hvor stor en risiko er der ved at blive totalt bedøvet og få en blokade i venstre ben. Det vil senere vise sig, at der er flere sygeplejersker og en læge, som heller ikke er tryg ved det ben, især foden. Er det en ganske almindelig operation eller er jeg en ud af tusind. Hverken kirurgen eller narkoseoverlægen, som også besøger mig kort, siger noget. Og jeg vil helst ikke spørge. Tænk hvis de så siger noget, som kan fortolkes både i den ene og den anden retning.
Jeg ved at der er to muligheder (den tredje lader jeg ude af betragtning). Jeg kan vågne op her eller hinsides. Begge steder vil der være en, som siger: "Ved du hvor du er. Har du det godt"
Jeg tænker på en roman af Astrid Lindgren, hvor en brystsyg dreng på 10 år ligger i sin seng og ikke kan andet, ligesom jeg. Han dør og kommer ud på en blomstereng, hvor han løber mellem de blomstrende æbletræer og de syngende fugle.
På en måde kan jeg godt lide paradis. Det er som et lys, hvor alt er i Gud, som er en altomfattende, altaccepterende, altforstående, alttilgivende åndsperson. Der er selvfølgelig nogle, som jeg ikke ser frem til at møde dér. Det er kun nogle få, som i min fortid var onde imod mig, så jeg havde svært ved at komme over det. Nogle af dem er døde, og det gav mig en vis lettelse. Men jeg ved, at når jeg møder dem igen, vil lyset fra Gud, som skinner gennem alle, fjerne alle onde tanker også hos mig, så jeg kan grine sammen med min fjender. "Kan du huske dengang". Nå, jeg vil hellere tænke på at møde Einstein. Være ét med hans tanker, kunne se, hvad han så, og være ydmyg som han var dengang og nu.
Jeg vil nu hellere vågne op og se en ældre sygeplejerske i øjnene.
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar