andenopvaagning

Igen er der stille. Jeg undrer mig tit over, hvor stille der er på et sygehus. Jeg ligger på opvågningsstuen. Denne gang får jeg ilt og blodtryksapparatet virker ikke. Det er i hvert fald meget sjældent det tager mit blodtryk og strammer ikke særlig meget og jeg påpeger det over for sygeplejersken, men hun svarer, at det kun skal tage trykket hvert 10. minut. Sådan var det ikke første gang, siger jeg og tilføjer: det må ikke være rart, når du sådan står over for en professionel patient.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg denne gang får ilt. Er det min tiltagende alder eller fordi det er operationen nummer 2, og de er bange for at miste mig. På trods af ilten har jeg svært ved at få vejret. Jeg trækker det dybt og mange gange, men lige lidt hjælper det. Jeg kan ikke få det, altså vejret. Til sidst er sygeplejersken tilfreds med mig og ud af intet kommer en portør og gennem de stille gange, køres jeg til min hjemmebase.

Det er på den stue, hvor jeg lå sammen med valrossen, men han er flyttet ind ved siden af, så jeg igen har enestue. Han er flyttet en stue længere nedad gangen. Normalt har jeg bedt om, at døren til stuen skulle stå åben, så jeg indimellem kunne høre den svage puslen af en sygeplejerske, men denne gang beder jeg om, at døren bliver lukket, så det kun er gennem væggen, at jeg kan høre valrossens råb.

Jeg tænder for fjernsynet og hvor heldig kan man være. Det er fodboldkamp. Den perfekte opvågningsterapi. Det er Svejts mod et andet hold og det foregår i Svejts under Europamesterskabet og Svejts klarer sig ikke godt, men det gør tilskuerne. De råber glade og jeg lader mig ombølge af denne serjsrus og tænker at jeg er i live og måske ikke skal faste og opereres næste dag.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )