Ud af min venstre øjenkrog ser jeg den bramfri læge med maske blive iført et grønt forklæde/jakke/omslåsigting. Han virker som om han helst ikke vil ses og skammer sig over det han skal igang med. Han er skuespilleren som iføres sit kustume og forestillingen kan begynde. Han falder ind i rollen som den tavse kirurg. Tæt på mig er narkosesygeplejersken og andre. De spørger efter mit personnr og om det er venstre ankel, som jeg skal have opereret. Det gør de også anden gang, hvor de tydeligt kan se, at anklen skal genopereres. Måske er det for at tjekke om jeg kan tale. Jeg fik bedøvende piller for 10 timer siden, da jeg begyndte at faste, men operationstidspunktet er trukket ud, og nu mærker jeg ikke noget. De er dog i godt humør. Narkosesygeplejersken forklarer med en rolige glæde, som jeg ikke kan tage del i og undrer mig lidt over, at jeg skal total bedøves og jeg derefter vil få en total blokade i det venstre ben, så jeg ingen smerter har. Det vil senere vise sig, at denne blokade er meget virksom, ikke alene kan jeg ikke mærke smerte, jeg kan heller ikke mærke benet, dvs hvis jeg rækker min hånd ned og rører ved en tå, kan min finger mærke tåen, men tåen kan intet mærke.
Og så kommer de berømte ord, som sikkert gentages mange gange om dagen, men som lyder helt spontane for mig: Nu vil du sove lige om lidt. Kan du mærke det. Sov godt.
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar