sidsteformiddag

Uden at jeg ved det, lakker det mod enden. Jeg har ellers travlt. Jeg har travlt med at vente på indkaldelse til røntgen, som helst skal ske inden stuegang, så lægen kan udskrive mig. Jeg tør næsten ikke komme i bad, hvis nu portøren kommer og ikke finder mig. Jeg tør næsten ikke gå ud på toilettet, hvis han kigger ind og ser en tom seng og svæver et andet sted hen.
Men det lykkes. Jeg kommer til røntgen lige pludselig. (enperfektroentgernoperatoer)

Ganske vist er det langt op på formiddagen og sygeplejersken ved ikke om hun kan finde og holde på en læge, inden han forsvinder. Da jeg ved et tilfælde står ved døren til stuen, kommer den yngre læge dog lige gående rolig forbi og jeg siger, at jeg er glad for at se ham. Han spørger: hvordan går det. Jeg siger, at det må han gerne fortælle mig. Og han får at vide, at jeg har været til røntgen. Jamen, så vil han da straks se på det. Kort efter kommer han ind.

Jeg er i mit venlige og rosende humør, fordi jeg øjner en chance for at komme hjem. Jeg siger, at det var godt han dagen før opdagede, at der var noget galt med røntgenbilledet, så jeg straks kunne blive opereret. Jeg ville ganske vist hellere have været hjem, men når der var noget galt med skruerne, var det bedre straks at få det rettet i stedet for at skulle opereres en uge efter. Han indrømmer, at det ikke var ham, som opdagede fejlen med skruerne. Det var blevet drøftet på en røntgenkonference tidligere på formiddagen.

Jeg lader mit venlige humør tage over og skjuler en mistanke om, at det var den kompetente sygeplejerske, som overværede den 5 minutter lange hjemsendelse, og som trak den yngre læge ud til kontoret og viste ham, hvad han selv skulle have set inden han udskrev mig. Men jeg lader det passere med en bemærkning om, at jeg denne gang vil vente et kvarter inden jeg ringer efter min kone.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )