Indtil nu har jeg været heldig med at ligge på enestue og endda langt nede ad gangen, hvor der kun er lidt traffik. Kun ganske få går forbi. Jeg ser bl.a. en meget alvorlig hostende og humpende indisk udseende mand gå forbi og nogle øjeblikke komme tilbage med en lugt af cigaretrøg omkring sig og endnu mere negotinfarvet i ansigtet. Senere vil jeg møde ham i spisestuen. Han er inder og hans fingre er meget negotinfarvede. Han ser ikke glad ud.
Det gør jeg heller ikke, da sygeplejersken hen på eftermiddagen siger, at de vil samle patienterne nede i den ende hvor vagstuen er, så de ikke skal gå så langt og så jeg ikke ligger helt alene. Det er alt for meget.
Jeg bliver kørt ned til første stue på afdelingen, hvor al traffik kommer forbi. Værre er da jeg hilser på min medpatient. Det er en ældre herre, rimelig korpulent. Han er vist faldet og har i hvert fald slået sin ene arm, som ligger i en slynge. Han er kort og kraftig og det ligner napoleon, som han ligger med sin ene hånd inden for vesten. Det vil senere vise sig, at han også af væsen ligner Napoleon, som var god til at udstede kommandoer. I hvert fald har min medpatient et meget stort organ; jeg tænker her på stemmen.
Undertiden har jeg undret mig over dyr af grisefamilien, store søer f.eks., når de grynter har deres lyd enorm volumen, som jo nok skyldes deres store klangbund. Det kommer jeg til at tænke på, da jeg hører min medpatients lyde.
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar