(3 optrædende, flere forbi- og tilløbende)
Hun har et fremmedlegeme siddende fast i halsen, siger han meget bekymret. Hvad tænker du, kære tilskuer? Jeg hører det, altså mandens ord, mens jeg ligger på hospitalet og venter og føler, at en fortælling er ved at komme til verden. Det er ikke fødegangen jeg ligger på, men en skadestue-stue.
Jeg (noteOmJegPerson) føler mig midt i en uvirkelig forestilling. Jeg vil ikke kalde det en cirkusforestilling, for jeg har aldrig følt mig særlig godt tilpas i cirkus. Hvad kan der ikke ske af ulykker i et cirkus. Det er farligt og tæt på. Sådan føler jeg mig, som en klovn midt i managen, faldet over sine egne ben og nu ikke kan rejse sig, mens folk klapper. Her er nu ret stille, fordi min kone og jeg ikke siger så meget til hinanden. Sådan kan vi godt have det. Kun gennem den åbne dør kommer der luft og lyde fra en lidt for livlig virkelighed uden for. Jeg vil senere få at vide, at der netop denne dag, hvor det var rimelig varmt efter danske forhold, er sket mange uheld, netop med folks ben. Flere er faldet ned fra stiger, ikke benene, men deres folk.
Nu hører jeg en ude på gange tale engelsk og blandet ind i samtalestrømmen hører jeg hende sige: "The show must go on."
Det gør vi så. En ældre sygeplejerske ser på min ankel og kommer den i en støvle med isvand, mens hun siger, at jeg selvfølgelig ikke skal sidde ude i venteværelset men straks må komme ind på en stue, så lægen kan komme og se på mig.
Hun løber ud igen og kommer ind med et mærkeligt apparatur: et lille, sindrigt stillads, som hun prøver at slå op; men det kan hun ikke; så hun løber ud igen og kommer straks tilbage og stiller det op under mit venstre ben (jeg ved ikke hvad hun lavede derud; måske stampede hun i gulvet, så op og sendte en kort bøn til Gud, så ned og truede ad det lille satans stativ), så anklen bliver hævet op. Tak, det var altfor meget. Den er allerede hævet til 3dobbelt størrelse.
Det syner måske af så meget, fordi det er et lille rum, hvor der både er et skrivebord, et skab, nogle hylder, en seng, som jeg ligger på, og min kone.
Da sygeplejersken har efterladt os igen, prøver min kone og jeg at finde på et eller andet at sige. Det gør vi da jævnligt. Nu har vi svært ved det, fordi man ikke bare sådan kan hyggesnakke, når en af parterne lige har fået sin tilværelse knust, eller måske er det bare anklen, som er forvredet.
(DenAlvorligeKommentator1, DenStyledeKommentator1)
næste
tilbage
(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar