nuskaljeghjem

Hele formiddagen preparere jeg alle, som jeg møder, med tanken om, at jeg snart godt kan komme hjem. Det er ikke så mange jeg møder eller snarere, som møder op hos mig, men til gengæld siger jeg det tit til dem som et plagende barn: hvad forhindrer egentlig at jeg kunne komme hjem. Jeg ved, at det er en læge, som har det sidste ord, så det er vigtigt, at jeg er på min plads ved stuegang og at den slår et sving ind omkring mig. Det gør den ikke. Men en sygepljerske får dog halet en yngre læge ind, og jeg har forberedt en hel tale, hvor jeg bl.a. siger, at jeg føler mig rimelig frisk og om jeg skal sygemeldes eller om jeg må sige på min arbejdsplads, som er en af Danmarks bedste, om jeg ikke kan arbejde lidt hjemmefra. Det synes han er en god ide. Og selvfølgelig må jeg tage hjem. Jeg ringer straks til min kære kone, som straks tager afsted.

Fem minutter efter kommer den yngre læge ind igen og siger, at jeg ikke kan komme hjem, for han har opdaget på et røntgenbillede, at mine skruer ikke sidder rigtigt og det er besluttet, at jeg skal have flere skruer i anklen ved en ny operation, og han spørger, hvornår jeg sidst spiste noget. Det var for 5 timer siden ved morgenmaden. Jeg har ikke fået frokost. Det var en god ting, så kan jeg blive opereret i vagten som begynder kl. 14.30.
Jeg ved ikke om jeg synes det er godt eller dårligt. Det ved min kone heller ikke, da hun kort tid efter ser ind ad døren, for at hente mig hjem.


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )