Første og sidste kapitel

Jeg er en mand i min værste alder både i det ydre og i det indre, og det har jeg været i mange år. I mit indre myldrer mange ufrugtbare tanker. I det ydre vokser håret og skægget og rynkerne. Når jeg ikke kan se nogen vej ud af tankerne og jeg ikke kan se ud under de vildtvoksende øjenbryn, opdager distriktspsykiatrien det og jeg bliver indlagt og klippet både udvendig og indvendig. De kan ikke give mig en ny sjæl, men jeg får nye bukser og en ny jakke, som ikke er slidt af vind og vejr og regn, som den gamle. Jeg har ikke andet tøj, fordi jeg ikke kan overskue det, hverken at købe det eller at eje det.

Mit liv er udtørret som et tidligere flodleje, hvor enhver tydeligt kan se de triste beviser for, at der skulle have været vand. Det var meningen. Når vi taler om vand, kan jeg også føle det som om jeg går i en sump, hvor hvert skridt er møjsommeligt og der hele tiden er fare for at synke helt i. Min læge begiver sig sommetider ud i mit sinds sump og når han synker i og ikke kan komme videre, lader han som ingenting. Men når jeg har forladt konsultationen hører jeg et fjernt skrig. Det kan jeg ikke klandre ham for. I perioder gør jeg det samme.

Når jeg efter et kort ophold på sygehuset, er kommet hjem og vågner den første morgen, slår jeg øjnene op i min etværelses lejlighed, som ligger i et boligkompleks øverst på bakken i det sydlige Vejle. Jeg bor i stueetagen og har udsigt til en græsplæne, hvis jeg ser ud af vinduet. Om morgenen når jeg vågner, ligger jeg og ser op på loftet. Det tager et stykke tid, før jeg opdager, at jeg har åbnet øjnene eller dvs. det er ikke mig, der har. Hvem åbner mine øjne om morgenen? Det kan jeg bruge lidt tid på, men jeg har endnu ikke fundet ud af det. Mærkelig nok er mit tøj foldet pænt sammen på stolen. Det undrer jeg mig over. Og på bordet står en pakke Marie kiks. Det er meningen og rutinen, at jeg spiser nogle kiks og drikker et glas mæld til morgenmad. Nogle gange spiser jeg også morgenmad om aftenen. Derimellem går jeg. Jeg får min dag til at gå med at gå. Det meste af tiden. Jeg indrømmer, at jeg ikke kan holde rutinen, men har det med midt i det hele at standse op.

Jeg går hen ad fortorvet ved Pedersholms Allé og pludselig standser jeg op, eller dvs. Det er ikke mig der gør det. Det er heller ikke mig, der bøjer det ene ben bagud, så jeg står ligesom en stork. Det undrer jeg mig over og løfter mine hænder og ser på dem og vender dem. Men de har ikke gjort det. Pludselig bliver jeg mig selv igen og slendrer videre ud på Kolding vej og ned ad bakken, som munder ud i byens gågade.

Det er en stejl bakke. Cyklerne på den anden side af vejen kører meget stærkt. Jeg har ellers hørt, at cykelryttere er bange for at kører nedad bjerge. Det er dødsensfarligt, hvis man ikke kan bremse når man er kommet ned. Men det ved vejlenserne ikke.
Anderledes på min side af vejen. De fleste cyklister kører i deres laveste gear. Det ser ud som om de spurter afsted. Så hurtigt træder de i pedalerne, men de kommer ingen vegne. Jeg spadserer stille og roligt og undrer mig. Jeg ser på bakken i det nordlige Vejle ikke langt herfra. Husene kravler hyggeligt op ad bakken. Hvis jeg havde prøvet at være i syden, ville jeg tror, at jeg var det. Lidt længere nede ad bakken ser jeg en rund, høj bygning.
Det er den ene af de fem søstre. Det navn har de fået, men der er kun bygget én, og den hælder lidt til den ene side. Mon beboerne har det ligesom på et skib i høj sø, at glas og kopper rutcher ned ad bordet og skal de skrue stolene fast i gulvet. Mon det er helt bevidst, for at Vejle skal have et vartegn lige som Pisa. Jeg stiller spørgsmålstegn ved om en søster kan være søster, når hun ingen søskende har. Hun er også lidt for bred til det. Jeg kalder hende altid " den ensomme, skæve dame". Vejle har det med vartegn. Ved havnefronten er bygget en meget moderne bygning som kaldes bølgen. Den skulle der også være fem af, men det er tvivlsomt om det lykkes. Tænk at stå ved stranden og der kommer én bølge og man siger: " Det er bølgen." Det er der ikke meget vartegn over.

Ved foden af Kolding bakken ser jeg ud over den kæmpemæssige bygning " Bryggen." Det kan ingen være i tvivl om. På siden er sat enorme blå bogstaver. De er så knald blå at de lyser selv i de klareste solskin. Mon det blå og ordet Bryggen skal minde om vand, som der ikke er noget af i nærheden. Bygningen er iklædt rustent jern over det hele. Det skal vel ligne en ark. Hvis vandet stiger, vil det rustne skib flyde og redde alle dem, som går rundt i butikkerne i bygningens indre og ikke aner, at der er fare på færde. Men som ved andre af Vejles vartegn er der sket en fejl, som man endnu ikke har opdaget og i hvert fald ikke indrømmet. Det rustne skib vender bunden i vejret. Måske kan det flyde, men alle som er inde i det må standse deres indkøb og søge op på den gratis parkeringsplads på øverste etage.

Jeg er nu ved hovedkrydset forenden af bakken. Her ligger bl.a. den lille Brørup Sparekasse, som har meget store bannere hængende uden for. Nu lyder en sirene og en bil med blå blink kører hurtigt gennem krydset, som ellers er så indviklet at meget få kan finde ud af det. Der er baner på kryds og tværs og nogle gange tager det så længe om at blive grønt at jeg har mistanke om at et af lysfyrene peger opad og bruger noget tid, hvis der skulle ske at komme nogen derfra. Krydset er da også besat af køer af biler i alle retninger og det er ikke godt nu, da der kommer endnu et udrykningskøretøj, en bred brandbil. Den bliver ved med at hyle, men alle bilisterne foran har lært, at man skal sidde stille og ikke foretage sig noget. Og de sidder virkelig musestille. En mand, som står ved siden af mig siger: " Sådan nogle idioter. De skulle jo køre frem om det så er for rødt." Det er nok for meget forlangt af en gennemsnits bilist. Brandbilen må da også stille og slukøret køre uden om køen. Jeg ser ind i brandbilens kabine, hvor brandmændene har travlt med at forberede sig og sidder i brandudstyr, mens de taler om vejkryds i Vejle. Herefter bliver alt normalt igen. Der bliver rødt og grønt i retninger jeg ikke kender til. Jeg ser nogle ældre bilister stolte køre frem, da det er deres tur, fordi de har hjulpet det vejlensiske brandvæsen.

Nu begynder gågaden med en stor plads, som ligger mellem Bryggen og Biografen, som også har rusten jern på fronten. Det har pladsen ikke. Det er kun fliser over det hele. Der er dog to store lygtepæle, som ligner master. De står skævt. Det kan ingen være i tvivl om. Der er sat små plader på og projektører, der er som kameraer. Der er intet på pladsen. Der sker intet på pladsen. Der er ingen, som står og beundrer, hvor smuk pladsen er. Endnu et vartegn.

Men så er der da Vejle Å og den gamle bro over, som det nuværende og tidligere Vejle byråd ikke har stået for. Åen er bred og fin og samler mange mennesker. Her er noget.

I løbet af dagen vil mine fødder føre mig gennem denne gågade flere gange, men jeg går langsomt og standser jævnligt, så ingen ser mig. Måske lægger de mærke til det bøjede ben, men så ser de straks væk. Det er det samme som ikke at blive set.

Det ligner enhver gågade med udstillinger uden for butikkerne og folk som vandrer hurtigt afsted, jeg ved ikke hvorhen. Nogle gange kommer de tilbage. Jævnlig står jeg stille. Det kan ske, at jeg løfter benet.

I dag er der en ekspedient, som bærer en stak af tøj og bøjler, og som ser mit bøjede ben, for han hænger en bøjle på det, uden at jeg mærker det. Ud af Danske banks filial kommer en mand med en taske og en pistol løbende ud. Det giver et ryk i mig, så min hånd griber bøjlen og kaster den som en boomerang efter bankrøveren, der rammes i nakken, og er nødt til at standse og falde om på gågaden, så de ansatte der kommer løbende ud fra banken kan tage tasken og stille sig oven på manden. Jeg prøver at falde i et med tapetet og står musestille mens jeg flere gange vender og drejer min hænder, som er fuldstændig tavse. Jeg lader også som ingenting. Nu sker der noget ganske uforståeligt for mig og som jævnligt sker. Jeg beder til Gud: “Kære Gud, hvad har du nu rodet mig ind i og hvad skal det være godt for. Har du tænkt at rode mig ud af det igen og vil du starte mine fødder, så jeg ubemærket kan vandre herfra og fortsætte en almindelig dag.” Gud svarer: “Ole derhenne, som nu ikke kan gøre noget, har lige fra sin barndom ikke fået sat grænser. Det var nødvendigt nu. Ellers ville det ende galt. Jeg skabte nogle tilfældigheder, så jeg kunne slå to fluer med ét smæk, hvilket Gud ellers må forbyde, da det gør ondt på mig, hver gang en flue dør. Den anden flue er dig. Du har jo kun grænser, som trænger til at blive brudt, så du kan få lidt glæde. Mon det lykkedes lige så godt, som Ole, der ligger derhenne.” Jeg ser derhen og det er som de prøve at slå en guiness rekord for hvor mange, der kan placeres på en bankrøver.

Jeg tænker:” Det er rigtigt. Jeg har ikke været særlig glad på det sidste og det rækker flere år tilbage, siden det skete. Jeg ved ikke hvad glæde er. Jeg er tilfreds, hvis bare den ene fod tager den anden.” Det gør de heldigvis og når jeg ser mig tilbage er banken og menneskegruppen omkring den faldne forsvundet. Alt ser normalt ud på Vejles gågade her til formiddag. Folk er på vej og lader sig sluge ind i butikkerne, som ligger tæt på hver side. De er som store snylterdyr, der gør alt for at friste intetanende folk, som bliver opslugt og tygget på inde i dyrenes indre og spyttet ud igen, hvor folkene står lige så intetanende med flere poser i hånden, som de ikke ved, hvad de skal bruge til, og når de åbner deres pung, vil de se, at der mangler en hel del penge, som er forsvundet i dyrets indre. Måske skulle de også lægges ned og stås på, for at det ikke skal ende galt.

Langt nede ser jeg en ung mand på en lille, hurtig cykel. Det ser farligt ud. Han cykler ud og ind mellem folk i stor fart. De går langsomt; han har farten. Jeg står stille og stirrer, dvs jeg gør ikke noget for at stirre. Sådan er mine øjne indrettet. De kan kun stirre. Og det helt uden hæmninger. Det har folk svært ved at klare, så de ser hurtigt væk. Det er som om der er en kraft i mit blik. Det får jeg brug for nu. Den unge cykellaban køre forbi en ældre dame og griber hendes taske og spurter op ad gågaden mod mig. Mine fødder går ind midt på gaden og vender mig mod den hurtigt kommende cykel. Jeg stirrer og mit blik fylder gaden i hele dens bredde. I hvert fald ved den lille laban ikke hvad han skal og sagtner farten. Han ser på mig eller måske snarere på mine øjne og det er som om han skrumper og standser helt. Han nærmest taber tasken og trækker cyklen i en lang bue uden om mig. Min fødder går ud i kanten af gaden, hvor jeg falder i et med mængden, mens fødderne langsomt spadserer videre. Jeg siger til Gud: " Hvad var nu det godt for?" Gud siger: " Det var ikke den ældre dame, du skulle redde. Hun er en laban over for sin mand og sine børn."

Det her gider jeg ikke mere. Jeg går straks væk fra gågaden. Ned mod dæmningen. Jeg har aldrig forstået det navn. Det er en almindelig gade, hvor der engang har været en å. Men dæmningen er ikke bygget på tværs af åen, men langs med den og oven på den. Det har det nuværende byråd fortrudt og de har gravet i flere år, ikke byrådet, men nogle som de betalte for det. Nu er der et fortorv og ved siden af en række rustent jern og så kommer gaden, som hedder dæmningen. Det rustne jern er 50 broer over åen, en for hver 10 m. og stænger på hver side af udgravningen, som vel skal forbindes med jern, så der er et hegn mod åen, hvor den så er. Man skal læne sig meget ud over den betonbeklædte kanal for nederst at kunne se lidt vand. Mon de har tænkt i deres drømme at åen skulle fritlægges og da den blev det, opdagede de, at der ikke var nogen særlig å. Om ikke så mange år tror jeg, at de fylder jord på det igen og fjerner det rustne jern.



(næste kapitel ses på Andet Første og sidste kapitel )