Tredje første og sidste kapitel

(begyndelsen ses på Første og sidste kapitel )

(kapitlet før dette ses på Andet Første og sidste kapitel )


Jeg vågner og jeg husker. Det er jeg glad for. Tænk at vågne og ikke huske hvem man er. Jeg har dog svært ved det, for jeg har har en meget livagtig drøm, hvor Ægyptens syv plager blev blandet sammen med Vejle. Først fik Vejle byråd besked på af fjerne alt rustent jern i byen. Det var en tynd mand med meget hår og skæg. Jeg forestiller mig Moses som en lille rund person. Han og jeg ligner dog hinanden deri, at vi kan gå meget langt. Vejle byråd lyttede til budbringeren, men gjorde ikke noget. Så kom første plage. Jeg kan ikke huske hvad det var. Men byrådet gjorde stadig ingenting. Sådan fortsatte det. Ved den 5. eller 6. plage blev vandet i åen farvet blodrødt. Stadsarkiteten erklærede, at det var Tulips skyld. De havde ledt svineblod ud vandløbene i Vejle og omegn. Han mente også, at han havde set en pølserest.
Den sidste plage i min drøm var ikke dødens engel, som gik fra hus til hus og tog den ældste søn. I min drøm var det farvens engel, som hvirvlede gennem byen og undersøgte hvert hus og hver plads for at se om der var rustent jern. Det blev overmalet. Og alle regnbuens farver blev brugt. Det var tydeligt, at en overnaturlig kraft stod bag, for hele Bryggens enorme jern-tag, var blevet malet knaldende blåt, og en lille jern-lampe på en villa i Bredballe var ikke overset, men malet lysegrøn.

Det var en dejlig drøm, som gjorde mig glad og jeg så frem til at komme ned i byen.

I radioen har jeg hørt om en forfatter, som ikke kunne huske, hvem han var, dvs. han klædte sig ud som hjemløs og gik rundt i vores hovedstad og lod som om han ikke kunne huske hvem han var. Flere aviser tog det meget alvorligt og skrev om det. De troede at han hverken havde et hjem eller et navn og havde ondt af ham. Jeg ved ikke hvordan det blev opklaret, men det var ikke med hans gode vilje. Kort tid efter blev forfatteren skilt på meget dramatisk vis fra sin kone, som ikke vidste, hvem han var, og hans hus røg på tvangsauktion. Men da han fortalte det til aviserne, ville de ikke tro på det.

I dag skinner solen og fuglene er begyndt at synge. Det ville jeg gerne kunne. Det ville være morsomt, hvis en tynd mand gik kvidrende gennem byen. Koldingbakken ligner sig selv. Jeg kender hver en sten og hvert et strå. Jeg går tit og kigger ned. Men bilerne er forskellige hver dag. Hvor mon de kommer fra. De kører meget målbevidst, som om de skal noget meget vigtigt. Det kunne trænge til en undersøgelse. Politiet kunne lave en vejspærring midt på bakken og stikke hovedet ind ad vinduet i hver bil og spørge: "hvor skal du hen og hvorfor er det vigtigt." Og hvis det ikke var det, skulle bilisten vende om og køre tilbage.

Den forfatter som ikke kunne huske hvem han var, fandt også på andre ting. Han skrev en bog, hvor forsiden var en dødsannonce, hvor han blev erklæret for død med årstal og dato. Han selv tog navneforandring, så han kunne sige, at den første ham virkelig var død. Under det nye navn skrev han endnu en bog, hvor hovedpersonen var et virkelig levende menneske. Han blev beskrevet ned i alle detaljer. Det meste stemte til punkt og prikke. Det blev denne levende person sur over, fordi der var nogle tanker som han havde i bogen, som han mente, at han ikke havde i virkeligheden. Og hovedpersonen lagde sag an mod forfatteren. Desværre for mig vandt forfatteren. Landsretsdommeren sagde, at bogen var fiktion og at forfatteren måtte skrive lige hvad han ville. Det er jeg ked af. Jeg havde håbet, at jeg kunne lægge sag an mod ham, der skriver om mig. Ham, der skriver, indskyder her en kommentar: "Jeg har det så dårligt for tiden. Jeg kunne godt trænge til at blive opmuntret og ikke nedgjort og forfulgt." Jeg siger: Du kunne bare gå en tur ned i byen. Der sker altid noget. Eller vi kunne gå en tur sammen.

I dag vil jeg i hvert fald gå ned til havnen. Dér er vandet blåt, når solen skinner. Jeg går midt ned i byen og drejer til højre ved kirken og banegården.

Lidt fra banegården ligger Peters isbar, som viser at foråret er kommet. Der er rigtig mange kunder som går ind og kommer ud med is. Der er også et butiksvindue fra loft til gulv og dér sidder 3 unge piger ud til gaden og spiser is, mens de smiler og snakker. Det er et yndigt forårssyn og jeg bliver stående indtil de bliver generte.

Det er en lang gade, som fører ned til havnen. Allerede fra starten af gaden kan man se havnen og fjorden. Et stykke ude ses den høje bro med de slanke søjler. Det er meget smukt. Jeg går som i drømme lige ned til kajen og ser ud over havnen. Alle skibene ligger til kajs, undtagen en lille båd med påhængsmotor. Den styrer midt gennem havnebassinet lige mod mig. Jeg kan ikke se nogen personer om bord. De må ligge ned i bunden af båden. Jeg kommer i tanke om mit første skoleår for mange år siden, hvor vi hørte et sagn i historietimen. Det var en periode i Danmarks historien hvor alt gik galt. Der var hungersnød og krig. Der var reseccion og hvis man havde kunne aktier, var prisen helt i bund. Da så danskerne, som stod på strandbredden og ventede et mirakel, at et stort sejlskib kom styrende ind mod stranden. Et flag vajede øverst oppe og sejlene var spændt til bristepunktet, som om det hastede. Danskerne kunne ikke se matroser i rigningen, som forberedte at rebe sejlene. Nej, skibet fortsatte med fuld fart indtil det støtte på grund for an danskernes måbende øjne. De vadede ud og så ind over rælingen, og dér lige ved masten lå en lille nøgen, blond baby på et havreneg på et skjold. De tog ham op og han var i live. De kunne se, at det var en han, særlig da der kom en stråle ud og ramte ham, som bar ham, lige på maven. Det kan ske, når man tager en baby op, som er trængende. Danskerne løftede den blonde baby over deres hoveder og bar ham ind i det danske rige, og de kaldte ham kong Skjold, og han blev en god konge, og da han blev voksen, dræbte han bl.a. en bjørn med sit bælte.

Den lille båd med påhængsmotor er nu nået helt hen til mig og at jeg kan se, at der desværre ikke en nogen baby i båden. Der er nok mere uheld og uhygge ved denne båd. Jeg kravler ned ad en stige og går tøvende ud i båden, hvor motoren stadig kører. Der er en pind i roret, så man kan stå og styre og jeg drejer båden, og jeg sejler ud gennem havnen forbi alle de store døde skibe. Der er i hvert fald ikke noget liv på dem. Ellers ville de have set en mand stå op i en lille båd. Han ser ud som om han er ude og gå en tur og lige står og hviler sig. De ville også se, at han langsomt løfter sit højre ben bagud under knæet og står som en vadefugl på ét ben. Det ser ud som om han er artist, for det er svært at stå på ét ben i en lille båd på vandet. Jeg er nu snarere en autist, for jeg lægger ikke mærke til det højre ben. Jeg har nok at gøre med at stirre ud i det fjerne, hvor jeg ser en orange plet, som jeg styrer hen imod. Det er ikke en baby, men en ung mand, som ser ud til at være ligeglad med det hele, i hvert fald den del af ham som er over vandet. Han giver mig ikke nogen varm velkomst, så jeg siger heller ikke noget til ham, men haler ham indenbords, hvor han giver sig til at klapre. Han må virkelig trænge til varme, så jeg vender stående båden og vil sejle ind til havnen. Men nu kan han godt tale. Iblandet klap fra tænderne siger han: nej,nej, der er én mere. Stående bliver jeg ved med at dreje båden så den igen peger ud ad. Og nu gentager sceneriet sig. Jeg står stirrende og spejder efter liv, forhåbentlig. Denne gang kommer der også en orange plet til syne, som bliver større og et blond, vådt pigehoved dukker op. Hun er i live, for hun råber: hvad fanden har du gang i.
Jeg får hende dog trukket op i båden. Jeg tænker på om det er et tegn, at der dog også er lidt blond i denne redningssituation. Hvis de i det hele taget gerne vil reddes. De giver sig til at skændes, mens de klapre.

Hun: hvorfor fanden skubber du mig ud af båden.
Han: du gjorde mig så forbandet ophidset. Du skylder mig for, at jeg aldrig har sejlet en båd, at jeg ikke duer til at fiske, at jeg ikke duer til at kysse, og at jeg aldrig gør rent. Jeg tænkter, at så duer jeg da til at skubbe og du havde godt af en kold dukkert.
Hun: du er fandme ikke til at leve sammen med. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke være i nærheden af dig.
Han: Ja, sådan var det. Sådan sagde du også. Og jeg tænkte, det kan vi da godt ordne lige med det samme.
Hun: hvorfor kom du så ikke tilbage. Det er jo det rene mord.
Han: både sejlede af sig selv, og jeg kom i tvivl, om jeg overhovedet duer til noget og til at være i nærheden af. Så jeg hoppede selv ud for at gøre en ende på det hele. Dér lå vi så et godt stykke vand fra hinanden og det hele var meget trist, særlig når forårssolen skinner.

De sagde meget mere til hinanden og var begge meget godt til at klapre og der var ikke rigtig nogen udvikling i deres samtale. Jeg tænkte: det er nok sådan de plejer at tale sammen, undtagen klapren.

Imens havde båden styret hen til trappen på kajen, hvor jeg var kravlet ned. Jeg bandt båden til trappen og kravlede op. Da jeg var kommet op, hørte jeg en af dem råbe: Hvem er du. Jeg stak hovedet ud over kanten på kajen og sagde: Malermester Madsen.


Uden at se mig tilbage går jeg videre ud ad kajen. Vejen ved siden af kajen er meget bred og øde og lang. Jeg kommer forbi et lille dødt fragtskib, som hedder "Monsunen fra Svendborg". I gamle dage ville den være kaldt en plimsoller. Men navnet ændrer synet, som ser eventyr, hårdt arbejde på asisatiske floder og stormende kærlighed. Jeg går på den øde kajplads og undersøger båden. Hvordan ville det være at snige sig om bord på det døde skib og stikke til søs til ægte kærligheden og stormende eventyr med livet som indsats. Da ser jeg en ældre mand, hvis arbejdstøj er snavset, ja, det er hele hans person. Han bliver overrasket over at se mig i dette øde og stirrer uden hæmninger. Han ser lidt alene ud. Han fungerer måske både som matros, kok og kaptajn og har ikke tid til at blive vasket. Hvordan kan det være at olie i ansigtet på Humfrey Boggart er så charmerende, at enhver smuk kvinde falder for ham på skibet "Afrikas dronning." Her ved "Monsunen fra Svendborg" lugter jeg elendighed og bristede forhåbninger. Skibet kommer fra Svendborg, som ellers er en smuk by, og ligger nu til kaj i Vejle og lastrummet er tomt og der sker intet. Det er mere end et dødt skib. Det dræber alle drømme og jeg skynder mig videre uden at se tilbage.

Der er stadig trist og øde, selv om jeg kan se over på en stor beton lagerbygning med siloer og åbninger her og der, som solen skinner ind ad. Den er smukkere og mere ærlig end "den ensomme, syge kvinde." Ud for en lagerplads for cosangasflasker hører jeg et lille knald og jeg forestiller mig også en vislen og jeg standser. Pludselig kommer der en mand med stort hår på hovedet og ild i det. Han løber i rasende fart ud til kajkanten og springer i på hovedet og ilden. Jeg er meget i vildrede. Skal jeg løbe efter og springe i og redde manden. Det ligner ikke mig. Eller skal jeg løfte mit højre ben bagud ved knæet og gøre mig usynlig. Jeg bliver reddet af, at der nu kommer løbende en anden mand ligeså rasende og springer i vandet. Jeg går hen til kajkanten og kigger ned på de to hoveder, hvor af det ene ser ud som et bål der er slukket, og jeg spørger på bedste teknisk forvalter-vis: Hvad kan jeg hjælpe med. De svarer: Vi bliver her. Du må hellere skynde dig videre. Jeg er ikke god til at gå hurtigt, men skynder mig uden at se mig tilbage, mens jeg hører andre større knald og mere end vislen bagude.

Jeg indrømmer at dette sidste afsnit var et udslag af min fantasi, fordi der var så øde og intet skete, nærmest som en middagsvarm, stille by i det vilde vesten, hvor kun blæsten hvirvler lidt op, men dér bliver alligevel en gang imellem smidt en mand ud fra værtshuset og lander i støvet sammen med flere skud. Jeg måtte have noget til at ske og jeg hørte virkelig en lyd fra en cosangasflaske. Jeg siger: Gud, du ved, hvordan det er, når alt er øde og tomt, og lige siden har du brugt din fantasi. Jeg kom også lige til det, uden nogen sammenligning i øvrigt.

(næste kapitel ses på Et kort kapitel )