PostkortFraVejleIndledning

Hermed en begrundelse for valget af postkortgenren og en læsevejledning.

Postkortgenren er på trods af dens store udbredelse en meget overset og undervurderet genre. Den består af korte sætninger og alligevel er der mange skjulte lag under hinanden. Et eksempel: "Her er strålende solskin". Den sætning kan godt betyde at der er ulidelig varmt og ikke til at gå udenfor. "Stranden er utrolig smuk". Det kan godt betyde, at der er så mange sten, at man ikke kan bade fra stranden.

I PostkortFraVejle er der flere lag. Ved kun at trykke på linket næste - (den blå tekst over (hvis du ved et tilfælde..); lad være med at scrolle eller rulle til næste indslag; men husk på det indlæg du er at se foto nederst) - vil hovedfortællingen folde sig ud. - (Ja, jeg råder nok til første gang, hvis det er muligt, kun at trykke på næste. Faren er bare, hvis du ikke har lyst til at læse det igen og trykke på links; så vil du gå glip af meget) - Hvis der trykkes på andre links, kan man komme tilbage ved at trykke på linket tilbage. (blå ord i teksten er links (lige på dette første indlæg er der ingen vej tilbage))



PostkortFravejle er formet som en tvtransmission fra en teaterforestilling. Ligesom ved store festlige begivenheder i kongehuset varer en sådan transmission (DenUddybendeKommentator1) en hel dag og mange kommentatorer sidder parat for at sige deres mening. Vi er så heldige at vi kan springe alle disse afbrydelser over ved kun at trykke på linkene "næste".

Der er endnu er fordel ved denne transmission. Du kan afbryde og slukke og vende tilbage til det sted du forlod. Du skal bare først tilføje et bogmærke i din browser til den side du var på, da du forlod transmissionen.

(Jeg vil på forhånd slå fast, at jeg har dyb respekt for de ansatte på Vejle Sygehus, og den respekt har jeg også efter min indlæggelse)

Velkommen til den store transmission PostKortFraVejle og god fornøjelse.

VaerktoejerVedUdarbejdelsenAfPostkortet




 

næste
ingen vej tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, så er du ved begyndelsen af en fortælling, som fortsætter )

FoerTaeppetGaar

(Læg mærke til alle ord som berører det at gå og løbe)
I salen ses siddende og ventende personer, som ikke har tænkt sig at gå nogen steder, undtagen i pausen, som flere af dem ser frem til allerede. De går i teatret for at blive set. I dette øjeblik høres en spredt hvisken. Ved du hvad forestillingen handler om. Nej, det er en uropførelse og ingen kender forfatteren. Hvor var du henne i går. Jeg var nede i Hennes og Maurtiz i deres store butik i Vejle. Har du hørt noget om stykket. Han må i hvert fald have været i Vejle, når han kan skrive et postkort derfra. Var det dér du købte kjolen. Ja, der var en utrolig dygtig og sød ekspedient, som så ud til at være adopteret. Jeg hørte den kvindelige chef sige, at det var en skam, at ekspedienten allerede var adopteret, ellers ville hun gerne adoptere hende. Nej, ved du hvad, du skulle hellere gå ind i Solo; dér er en meget sød og smilende adopteret ekspedient. Mon de er søstre.

Nu dæmpes lyset; stemmerne tier forventningsfuldt; tæppet glider langsomt op.




Berlin, vist nok ikke et sygehus


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt1

(3 optrædende, flere forbi- og tilløbende)

Hun har et fremmedlegeme siddende fast i halsen, siger han meget bekymret. Hvad tænker du, kære tilskuer? Jeg hører det, altså mandens ord, mens jeg ligger på hospitalet og venter og føler, at en fortælling er ved at komme til verden. Det er ikke fødegangen jeg ligger på, men en skadestue-stue.

Jeg (noteOmJegPerson) føler mig midt i en uvirkelig forestilling. Jeg vil ikke kalde det en cirkusforestilling, for jeg har aldrig følt mig særlig godt tilpas i cirkus. Hvad kan der ikke ske af ulykker i et cirkus. Det er farligt og tæt på. Sådan føler jeg mig, som en klovn midt i managen, faldet over sine egne ben og nu ikke kan rejse sig, mens folk klapper. Her er nu ret stille, fordi min kone og jeg ikke siger så meget til hinanden. Sådan kan vi godt have det. Kun gennem den åbne dør kommer der luft og lyde fra en lidt for livlig virkelighed uden for. Jeg vil senere få at vide, at der netop denne dag, hvor det var rimelig varmt efter danske forhold, er sket mange uheld, netop med folks ben. Flere er faldet ned fra stiger, ikke benene, men deres folk.

Nu hører jeg en ude på gange tale engelsk og blandet ind i samtalestrømmen hører jeg hende sige: "The show must go on."

Det gør vi så. En ældre sygeplejerske ser på min ankel og kommer den i en støvle med isvand, mens hun siger, at jeg selvfølgelig ikke skal sidde ude i venteværelset men straks må komme ind på en stue, så lægen kan komme og se på mig.

Hun løber ud igen og kommer ind med et mærkeligt apparatur: et lille, sindrigt stillads, som hun prøver at slå op; men det kan hun ikke; så hun løber ud igen og kommer straks tilbage og stiller det op under mit venstre ben (jeg ved ikke hvad hun lavede derud; måske stampede hun i gulvet, så op og sendte en kort bøn til Gud, så ned og truede ad det lille satans stativ), så anklen bliver hævet op. Tak, det var altfor meget. Den er allerede hævet til 3dobbelt størrelse.
Det syner måske af så meget, fordi det er et lille rum, hvor der både er et skrivebord, et skab, nogle hylder, en seng, som jeg ligger på, og min kone.

Da sygeplejersken har efterladt os igen, prøver min kone og jeg at finde på et eller andet at sige. Det gør vi da jævnligt. Nu har vi svært ved det, fordi man ikke bare sådan kan hyggesnakke, når en af parterne lige har fået sin tilværelse knust, eller måske er det bare anklen, som er forvredet.

(DenAlvorligeKommentator1, DenStyledeKommentator1)



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

FoerScene1Akt1

Jeg har travlt. Jeg skal forberede årets happening: en udflugt med afdelingen på min virksomhed. Jeg samler ting sammen. Løber op og ned. Midt på trappen kommer jeg i tanke om det allervigtigste. Sidste år havde jeg ikke en kasket og det blev et så strålende solskin at jeg sidst på dagen lignede en kogt krebs oven på hovedet. Der er mange ting jeg ikke har, en af dem er hår på hovedet. Jeg har skæg, men det er ikke så langt at det kan bruges som kasket.

Midt på trappen drejer hurtigt om med ét ord i tankerne "kasket". Jeg glider ned ad trappen. Stort rabalder. Min kone og samtlige børn kommer løbende (det har jeg også; jeg har to). Hvad sker der? Jeg: jeg faldt. Min kone: du gled. Jeg: jeg faldt. Min kone: nej, du gled. Jeg: ja,ja (jeg er vant til at jeg i enhver situation skal give min kære kone ret). Jeg: jeg ska..
Min kone: hvad skal du nu! jeg: jeg skal brække mig. Min kone kan løbe hurtigt og inden jeg ser mig om, står jeg med en skål i hænderne og brækker mig. Da det er godt overstået, tager vi på skadestuen og Scene 1 akt 2 kan fortsætte



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt2

Her kommer der lidt dødvande. (Vi skal senere komme mere ind på det med døden, som bliver meget konkret). Vi, dvs. min kære kone og jeg venter på lægen. Hvert minut varer lang tid. Pludselig kigger han ind og ser kort på benet, som hviler tungt i min bevidsthed, og siger jeg skal have taget et røntgentbillede. Så venter vi igen.

Min kone vil ud og finde nogle blade, som hun kan læse i. Jeg venter på hende og på lægen.

Når man ligger i et stille og lille rum ganske alene (man=jeg), hører man tydeligt hver lyd ude på gangen. Der er mang slags trin, hurtige, lette, trippende, klaskende, klikkende og jeg tror ikke mine egne ører (er jeg virkelig ved at blive skør eller mere skør end jeg plejer); jeg hører en slæbende gang; den høres først svagt langtfra; den kommer nærmere og nærmere; bliver højere og højere. Og det er tæt med midnat. Jeg tænker, at det er døden, den gamle død, som er blevet træt af sit arbejde og har svært ved at bære sin le. Heldigvis drejer de slæbende skridt ud i skadestuens venteværelse. Jeg ser et skelet, dvs. en ældre kvinde, gå derud og ånder lettet op.

Så hører jeg min kones trin (de er ikke så trætte) Så kom hun alligevel tilbage og hun siger undrende, at alle ugeblade er fra 2005. (DenNaestenAltVidendeKommentator1)

Min kone og jeg spørger hinanden om anklen kun er forvredet eller der skal gips på og min kone overvejer at tage hjem, fordi tiden føles syg sådan et sted. Men vi afbrydes af en portør (dem skal jeg møde flere af; det er raske svende). Han siger, at vi straks er tilbage, så min kone har ingen undskyldning for at tage hjem. Det havde jeg ikke behøvet en undskyldning til.

Det varer rigtig nok kun kort, for røntgenstuen er et par rum længere henne ad gangen og snart er jeg igen i skadestue-stuen. Eller er det typisk for et sygehus. Man venter og venter. Men når der så sker noget, sker det meget hurtigt, og så er man tilbage og venter igen.



næste

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt3

Den unge læge kommer ind og ser træt ud og siger, at jeg skal indlægges og opereres. Det var en slem en; ordene er som et fremmedlegeme, jeg har svært ved sluge. Jeg kan næsten ikke få vejret. (Den samme fornemmelse får jeg, når jeg vågner). Men det hjælper ikke at protestere.

Senere kommer jeg i tanke om, at jeg straks for at tage pusten fra hele dette lægevæsen kunne have bedt om at blive overført til privathospitalet Mølholm Slot, hvor jeg ved de får rødvin til aftensmaden og som jeg har en forsikring til via mit job på en af Danmarks bedste arbejdspladser.

Nu skal jeg så udspørges. Først går remsen lidt langsomt. Lider du af nogle sygdomme. Nej. Har du før været på sygehuset. Ja og jeg siger hvornår og hvordan. Men så går remsen hurtigere og det er ikke meningen jeg skal sige nej hver gang: Har du ofte hovedpine, ondt i ørerne, ondt i tænderne, bihulebetændelse, hævede skuldre, halsbesvær, hævede kirtler,hår på brystet, vanskelig vandladning, varme tæer (det vil senere vise sig, at jeg har beundringsværdige varme tæer, også når de er døde) - midt i det hele synes jeg det er sjovt, at han kan sige så mange ord så hurtigt efter hinanden, så jeg bryder ind i hans opremsning og roser ham med ordene: hvor er det flot du kan så lang en remse. Han træt og udmattet: jeg har sagt den mange gange. Men jeg kan se at jeg har bragt ham ud af rollen og de næste spørgsmål kommer lidt tøvende som om han skal tænke sig om eller er ved at falde i søvn. Han holder dog masken.


næste

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

MegetAlvorligSlutningPaaSamtale

Den unge læge taler om, at jeg ganske givet får sat en skinne og skruer på anklen. Jeg har engang set en film, som hedder Forrest Gump. Der har hovedpersonen i sin barndom skinner på begge ben og går meget akavet og bliver drillet af de andre drenge. Skinnerne rasler ved hvert skridt.(noteOmHuskeSaetning)

Jeg tænker om det er sådan jeg skal ende mine dage. I min barndom kan jeg huske ulækre mænd, som haltede, og som børn skjulte sig for. Nu om dage ser man sjældent den slags. Hvor er de blevet af, de halte mænd. Måske bliver jeg sådan en i vores kvarter. Er det sådan jeg skal ende min løbebane? Blive hånet for hvert skridt jeg tager. Skridt udtalt uden r og på engelsk.

Jeg føler mig lidt ensom. Min kære kone er også gået. Jeg elsker hende meget og kan ikke undvære hende og nu ligger jeg her i en skadestue-stue og er halt (også med v). Jeg føler mig miserabel (med q og x og z).



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt4godnat

Min kone er nu endeligt gået efter at have sagt godnat. Den ældre og vågne sygeplejerske kører mig ud for at jeg kan komme over i en rigtig hospitalsseng. Det går let. Men så opdager hun noget, som mangler og siger: jeg henter lige en galge. Jeg tænker: er det sådan de hurtigt kommer af med patienter. Hun kommer med en stang, som hun sætter på sengen, så patienten kan hale sig op. Det vil senere vise sig, at jeg ikke kommer til at bruge den til andet end sengens fjernbetjening; når den hænger i krogen kan jeg løfte fodende eller hovedgærde. Jeg prøvede dog ikke at klappe den helt sammen med mig i midten som en sandwich

Endnu en portør dukker op ud af intet og kører mig med en flydende bevægelse; det føles som at flyve på en sky; er jeg allerede kommet hinsides;

Som andre portører er også denne en venlig mand. Han spørger hvordan det er sket. Jeg fortæller. Han fortæller, at han for nogle dage siden kørte end ældre dame, som var faldet og havde brækket begge håndled. Der var ellers så meget hun skulle have lavet og nu kunne hun ikke engang tage sine briller af og på. Det kan jeg, som ligger og bliver helt opmuntret. Det var måske portørens formål med hans fortælling. Hvad mon han siger til en, som har brækket halsen.

Jeg lander på ortopædkirurisk afdeling på en stue længst nede ad en tom gang. Undertiden undrer det mig, at der slet ikke står senge på nogen af gangene. Dér ville jeg da gerne have ligget og fulgt med i sygeplejerskernes gøren og laden.

Der er meget stille og en sygeplejerske kommer og ønsker mig velkommen. Ja, tak, når det nu ikke kunne være anderledes. Da hun går ønsker hun mig god nat og sov godt med et sødt smil. Det er hende, som har det, smilet. Jeg undrer mig. Vi ved jo begge to, at jeg ikke får lukket et øje hele natten.







næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene1Akt5foerstenat

På scenen er et aflangt større værelse. Til venstre er en håndvask. Længst inde er en seng med en patient. Højt på den ene væg er et stort fladskærmstv. I endevæggen er et stort vindue, hvor det næste dag vil vise sig, er den mest strålende udsigt over Vejle. Der er mørkt i værelset, så man ikke kan se håndvasken og sengen og vinduet, men der er en lille lysende rød plet på tv-et.

Der lyder et ret højt "TAK". Hvad mon det er? Det varer længe, endnu et "TAK". Hvad mon det er? Er det et overvågningsapparat, som registrer mine hjerteslag. Så er jeg gået i dyb dvale. Mon det er uret. Varer et minut så længe. Jeg er meget i tvivl, men det vil senere vise sig, at det er uret. Mon det er til blinde? De kan følge minutterne; ved at tælle kan de altid vide, hvad klokken er. Jeg prøver at overtale mig selv til ikke at være utaknemmelig.(denraadgivendeingenioer1)



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

Scene2Akt1foerstedag

På scenen ses det, som ikke kunne ses om natten, men den røde plet på tv-et kan kun anes. I vinduet ser man strålende solskin udenfor.

Ved håndvasken står en yngre sygeplejerske. Hun ser ud i salen og oppe på en lille balkon til venstre, set fra hende, sidder en ældre mand uden ret meget hår på hovedet og med skæg. Han ser meget koncentreret ud. Hun kan ikke lade være med at vinke til ham, selv om det ikke står i manuskriptet. Han vinker ikke tilbage. Måske er det fordi han er blind eller også sidder han i sine egne tanker midt i en fortælling. (denlitteraerekommentator1)

Sygeplejersken (noteomsygeplejersker) vender sig mod patienten i sengen på scenen.

Hun kommer hen for at tage min puls. Det vil senere vise sig, at hun bliver en af mine yndlingsplejersker. Hun er kompetent og dygtig, god til at forklare og oplyse om hvad der skal ske, også til andre patienter end mig, hun er ens mod alle også besværlige patienter, som jeg mødte en af. Hun er smilende og humoristisk. Hun har orden i tingene. Hun husker aftaler. Hun kan svare velformuleret på ethvert spørgsmå og sige et opmuntrende ord til alle. Hun er helt naturlig og sig selv, og samtidig er hun professionel. Et ord man også kan bruge er sød.
Det ord rummer meget. (densprogligekommentator2)

I denne situation, hvor hun står ved siden af min seng og tager min puls og jeg ikke må sige noget til hende, fordi hun tæller, ser jeg på de små fine, lyse hår på hendes let brune arm. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var en ældre kvinde. Af hvilket køn man er, må man vel have lov til at glæde sig over dagens små mirakler.
(ForklarendeKommentator2)

Det er mærkeligt med hende. Jeg er sikker på, at hun har travlt hele dagen igennem, men de få gange om dagen, hvor hun kommer ind på min stue for at ordne noget, er hun lige så frisk og rolig, som om hun lige var mødt på arbejde.

Jeg skal faste resten af dagen. (det vil senere vise sig, at det er meget heldigt, da den varme middagsmad (noteommad) ikke er noget at råbe hurra for)


 

næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

denraadgivendeingenioer1

Det er muligvis foregået på denne måde. En indkøbschef for alle sygehuse i den vestlige verden gik ind i en urmagerbutik. Som bekendt er der mange ure i en sådan butik. Der lyder mange slags tik-tak. Indkøbschefen vil gøre en god handel, som drejer sig om et hospitalsur til samtlige sygehuse i den vestlige verden. Han har gjort sig sine ideer. Uret skal være enkelt og neutralt, tallene og viserne tydelige. Han finder det helt rigtigte og får endda rabat. (Han hører intet "TAK", fordi der er så mange tik-tak. Jo, måske siger ekspedienten, som er 1.års lærling og aldrig mere i sit liv vil gøre sådan en handel: tak)

Det er almindeligt, at man ved en stor handel kan tage varen med hjem og prøve den en dag, inden man beslutter sig. Indkøbschefen kunne køre til det nærmeste sygehus, bede om et tomt værelse, hænge uret på væggen og lægge sig i en seng og lade som om han er patient, måske stønne lidt, og så prøve at sove. Efter 5 minutter ville han blive skør i hovedet af det evindelige "TAK".

Men indkøbschefen er ikke til den slags petitesser. Han køber på stedet 5 millioner ure.


 

tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene2akt2rengøringsunderholdning

Når man ligger og faster, er man taknemmelig for den mindste underholdning. Og sandelig, hvor heldig kan man være. Midt i middagsstunden bliver der gjort rent ude på gangen. Jeg kan ikke se dem, men jeg kan høre dem. Det vil senere vise sig, at den danske rengøringsdame er rødhåret og ældre. Den bolivianske medhjælp ser gammel ud, men jeg tror hun er ung. Hun er hærget og tavs og stum. På et tidspunkt kommer hun som en stille mus ind på min stue. Man kan næsten ikke høre hende og måske tror hun, at man så heller ikke kan se hende. Hun tørrer af og vasker gulv uden at fortrække en mine. Jeg prøver ellers at smile venligt til hende. Det er et trik jeg nogle gange bruger. Hvis man smiler til nogen, kan de ikke lade være med at smile tilbage, og så forestiller jeg mig, at de godt kan lide mig. Hvorfor ville de ellers smile. Men ikke hende her. Hun ville allerhelst krybe ned i et boliviansk musehul.

Men først har jeg ikke set hende og hendes danske lærermester. Den rødhårede tror vel, at der er en forståelsesbarriere mellem dem, dels på grund af bolivianerens tilsyneladende stumhed og manglende kundskaber til dansk. I hvert fald råber den rødhårede meget højt til bolivianeren. Og alt hvad hun råber, råber hun to gange. "DU SKAL TØRRE LANGS KANTERNE AF GANGEN." Og lige efter: "DU SKAL TØRRE LANGS KANTERNE AF GANGEN." Mange råbende instrukser, indtil jeg hører bolivianeren sige roligt på rent dansk: "Du lyder skrap". Den rødhårede: "HVAD SIGER DU. (som om hun ikke kan tro sine egne ører. Jeg hørte klart bolivianerens ord helt ind på min stue helt henne ved vinduet, hvor min seng står. Men måske er det for at vinde tid), HVAD SIGER DU. LYDER JEG SKRAP" ( jeg ved ikke om den rødhårede vil have os som vidner og det er grunden til at hun råber højt). Og så griner hun (næsten lige som sygehusdirektøren). Jeg kan ikke bedømme om hun griner glad, fordi hun pludselig indser, at bolivianeren er et menneske med mund og mæle, ja, at bolivianeren er den stærkeste og den rødhårede er afvæbnet, og at det mærkeligt nok også passer hende bedst, hvis hun turde indrømme det over for sig selv. Men den rødhårede kommenterer ikke bolivianerens stille bemærkning. Hun lader den lige som hænge i luften, mens de arbejder videre og den rødhårede snart begynder at råbe igen. Måske er hun selv døv og dårlig til at tale dansk.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene2akt2intermezzo

Jeg ved ikke, at jeg to timer senere er død. Det er der ingen, som har fortalt mig. Og jeg vil da være uden for rækkevidde. Om tre dage foregår begravelsen fra Østre anlæg. Min kone vil gerne have det hurtigt overstået. Der er ikke mange ved begravelsen, fordi jeg har levet et rimelig ukendt liv og ikke gjort mig særlig bemærket.

Min kære kone har da også bestemt, at jeg skal i de ukendtes gravsted. Det passer mig fint, mener hun.

Nu vil du så indvende, kære ene læser eller tilskuer, at jeg ikke kunne skrive dette, hvis jeg var død. Men har du aldrig hørt om, at et kunstners ufuldendte værk blev fuldendt af en anden. Dette er min kone, som møjsommeligt skriver for dog at efterlade et minde om mig.




næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

foersteoperation

Ud af min venstre øjenkrog ser jeg den bramfri læge med maske blive iført et grønt forklæde/jakke/omslåsigting. Han virker som om han helst ikke vil ses og skammer sig over det han skal igang med. Han er skuespilleren som iføres sit kustume og forestillingen kan begynde. Han falder ind i rollen som den tavse kirurg. Tæt på mig er narkosesygeplejersken og andre. De spørger efter mit personnr og om det er venstre ankel, som jeg skal have opereret. Det gør de også anden gang, hvor de tydeligt kan se, at anklen skal genopereres. Måske er det for at tjekke om jeg kan tale. Jeg fik bedøvende piller for 10 timer siden, da jeg begyndte at faste, men operationstidspunktet er trukket ud, og nu mærker jeg ikke noget. De er dog i godt humør. Narkosesygeplejersken forklarer med en rolige glæde, som jeg ikke kan tage del i og undrer mig lidt over, at jeg skal total bedøves og jeg derefter vil få en total blokade i det venstre ben, så jeg ingen smerter har. Det vil senere vise sig, at denne blokade er meget virksom, ikke alene kan jeg ikke mærke smerte, jeg kan heller ikke mærke benet, dvs hvis jeg rækker min hånd ned og rører ved en tå, kan min finger mærke tåen, men tåen kan intet mærke.

Og så kommer de berømte ord, som sikkert gentages mange gange om dagen, men som lyder helt spontane for mig: Nu vil du sove lige om lidt. Kan du mærke det. Sov godt.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

opvaagning

Sekundet efter at jeg sov ind på operationsbriksen, vågner jeg igen i et stille rum, hvor jeg ligger alene og en sygeplejerske kommer og spørger om jeg har det godt. Mit blodtryk bliver målt. (noteomblodpoelse (inde på dette link skal du bruge browserens tilbage knap for at komme tilbage) ).

Da sygeplejersken er tilfreds med mig, sender hun bud efter en portør, som kommer mærkelig hurtigt. Det gør de hver gang. Mon de ligger på lur et sted. Og gennem de stille natlige gange bliver jeg svævende kørt på afdelingen, hvor jeg kan komme mig.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

scene3akt1doedfod

Det er nat og mørkt og jeg får pludselig sved på panden, da jeg vågner og min fod er død. Det var det sidste jeg havde ventet. Fodenden af sengen er hævet og der er også en pude under foden. Jeg tror først, at den sover. Men hvis en fod sover, kan den alligevel vrikke lidt bare med én tå. Det kan min fod ikke. Jeg trækker i kaldesnoren og lidt efter kommer natsygeplejersken. Hun undrer sig også. Kan du slet ikke mærke, når jeg nu rører ved foden. Men det kan jeg ikke, selv om jeg meget gerne vil.

(Næste formiddag bliver der gjort flere eksperimenter med min fod. Når jeg ser en sygeplejerske røre ved foden, tror jeg, at jeg kan mærke lidt. Men når hun løfter dynen og spørger hvilken tå hun nu rører ved, kan jeg ikke sige det mindste)

Nå, den er god varm, siger natsygeplejersken og tilføjer, at huden er fint levende. Men, siger hun, der er tilfældigvis en læge på gangen, som vi lige kan få til at se på din fod. Og straks kigger han ind ad stuens dør. Jeg ved ikke, om det er sygeplejersken han kigger efter, og hun forklarer ham om min fod. Det synes han også er mærkeligt. Dog mindskes hans undren, da han får at vide, at jeg lige er blevet opereret. Nå, så kan jeg bedre forstå det, siger han. Han prøver også at mærke på foden og gentager hendes spørgsmål to gange, med lidt højere stemmelege anden gang: Kan du slet ikke mærke, når jeg nu rører ved foden; kan du slet ikke mærke det. - Jeg bliver nødt til at sige nej hver gang, selv om jeg kan mærke på situationen, at det var bedst, hvis jeg sagde ja.

Men hun siger et eller andet på latin, som lyder bekymrende, og at man skal være opmærksom på det. Han lader sig dog ikke påvirke af det, men beroliger med, at foden ikke vil falde af. Så indskyder han et spørgsmål til hende om en dødsattest og side 2. Er de allerede ved at udfærdige min dødsattest, for en sådan kan vel ikke kun dreje sig om en fod og være på to sider.

På en måde er det i orden, at jeg ikke kan mærke foden. Sygeplejersken roser den og min anden fod, som hun sammenligner med, og siger, at de begge er beundringsværdige varme og at mange ville være misundelige over det. Hun nævner blandt andet sine egne kolde tæer, som jeg egentlig gerne ville have mærket. Men jeg ikke lide, at jeg ikke kan rokke det mindste med mine tæer. Jeg ved svagt, at der er sat nogle skruer i min ankel. Er de skruet så langt ind, at forbindelsen til tæerne er afbrudt.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

skeeniegenhaand

Et eksempel på en kompetent sygeplejerske. Roen på mit eneværelse bliver brudt, da en mand humper ind.
Jeg kan forstå, at han også var på sygehuset sidste uge og blev røntgenfotograferet. Af en eller anden grund kom der ikke mere ud af det, selv om han har meget ondt i ryggen og i flere år har lidt af diskosprolaps. Nu har han igen fået taget et røntgenfoto.
Sygeplejersken kommer over middag og taler med ham. Hun kan heller ikke forstå, at der ikke er sket noget, og jeg kan se på hendes ansigtsudtryk, at hun beslutter sig til at tage skeen i egen hånd. Måske bruger hun den til at slå nogen oven i hovedet med, for meget kort efter kommer en overlæge ud af intet, selv om det er uden for stuegang. Overlægen indrømmer, at de ikke vidste, at patienten kom i dag og blev fotograferet, og vel heller ikke, at han var blevet det ugen før, og nu skal der pludselig ske noget. Inden vi kan se os om kommer falck folk med en båre, og patienten bliver overført til Give sygehus, hvor de er bedre til at bedømme den slags fotos. Et stort hurra for sådan en sygeplejerske.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

fodenvaagner

Hele dagen prøver jeg flere gange at tage mig sammen og vrikke bare med storetåen. Men den adlyder ikke til min store bekymring.
Så havde det været bedre hvis hele foden var blevet amputeret over anklen, når jeg nu alligevel ikke kan mærke den. Eller dvs. jeg har hørt om nogen, som fik en arm amputeret og som alligevel kunne mærke smerte i den hånd, som ikke var der. Måske er det alligevel bedst at have en død fod, som man ikke kan mærke, end have ondt i en fod, som ikke er der.

Lige pludselig over middag kan jeg bevæge storetåen ganske lidt. Det er som et mirakel.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

valrossen

Indtil nu har jeg været heldig med at ligge på enestue og endda langt nede ad gangen, hvor der kun er lidt traffik. Kun ganske få går forbi. Jeg ser bl.a. en meget alvorlig hostende og humpende indisk udseende mand gå forbi og nogle øjeblikke komme tilbage med en lugt af cigaretrøg omkring sig og endnu mere negotinfarvet i ansigtet. Senere vil jeg møde ham i spisestuen. Han er inder og hans fingre er meget negotinfarvede. Han ser ikke glad ud.

Det gør jeg heller ikke, da sygeplejersken hen på eftermiddagen siger, at de vil samle patienterne nede i den ende hvor vagstuen er, så de ikke skal gå så langt og så jeg ikke ligger helt alene. Det er alt for meget.

Jeg bliver kørt ned til første stue på afdelingen, hvor al traffik kommer forbi. Værre er da jeg hilser på min medpatient. Det er en ældre herre, rimelig korpulent. Han er vist faldet og har i hvert fald slået sin ene arm, som ligger i en slynge. Han er kort og kraftig og det ligner napoleon, som han ligger med sin ene hånd inden for vesten. Det vil senere vise sig, at han også af væsen ligner Napoleon, som var god til at udstede kommandoer. I hvert fald har min medpatient et meget stort organ; jeg tænker her på stemmen.

Undertiden har jeg undret mig over dyr af grisefamilien, store søer f.eks., når de grynter har deres lyd enorm volumen, som jo nok skyldes deres store klangbund. Det kommer jeg til at tænke på, da jeg hører min medpatients lyde.



næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )

blodetdrypper

Indimellem har jeg hørt sygeplejerskerne tale om, at der kan være blodsivning under bandagen ved min fod, som første gang ikke er i gips. Men når de en sjælden gang skifter forbindingen er de rimelig tilfreds og jeg beroliget. Dette ligesom forklaring på det næste.

Jeg vil gerne børste tænder, inden jeg måske skal sove, hvis valrossen tillader det. Jeg humper forbi ham med et gangstativ og ud på toilettet, som støder op til vores stue. Mit dårlige ben hænger nedad for første gang hele dagen, mens jeg børster tænder på det andet ben. Det skriver jeg sådan, fordi min opmærksomhed nok mest er rettet mod ballancen på det ben og ikke på mine tænder. Derfor ser jeg straks og tydeligt, at der drypper blod fra mit syge ben. Først nogle små dryp og så en strøm. Jeg vidste ikke at blod er så rødt, når det ligger i en blodpyt. Jeg tænker om jeg skulle nå så langt og så dø på denne måde på et toilet. Da det drypper rimelig meget, synes jeg det er for makabert at humpe hen til sengen med et tydeligt blodspor efter mig og lægge endnu en blodpøl i den rene hospitalsseng, så jeg satser på, at sygeplejerskerne skal komme mens jeg står i slagterummet, og jeg beder venligt valrossen om han ikke vil ringe med kaldeklokken, for jeg bløder. Det synes han lyder rimeligt. Vi venter og der kommer ingen.Jeg hører flere sygeplejersker snakke og rumstere i spisestuen ved siden af. De er ved at ryde service til side og det er meget vigtigt. Jeg råber: jeg står og bløder. Jeg må indrømme, at jeg gør det flere gange, næsten med valros røst. Der sker ingenting. Jeg tænker: nu må de selv om det og humper hen til sengen og lægger mig og trække i min kaldestreng. Der sker stadig ingenting. Så kigger en sygeplejerske alligvel ind ad døren og spørger: hvad så. Jeg sur og modvillig fra min seng: jeg har blødt ude på toilettet. Hun kigger kort gennem skydedøren derud og må lettere rystet indrømmme, at der er den del blod, men hun tager sig hurtigt sammen og tager min forbinding af og siger, at såret ser fint ud. Det må have været en blodsivning, som har samlet sig i løbet af dagen. Det er ganske almindeligt. Jeg lader være med at se på såret, fordi jeg er vrangvillig. Nu kommer den anden sygeplejerske, som også spørger om der er sket noget. Jeg forklarer surt ironisk, at jeg har mistet en del blod og været helt alene om det, fordi der ikke kom nogen og hjalp. Hun er en skælmsk sygeplejerske, så hun rækker sin hånd hen til mig med håndfladen nedad, og jeg indser, at hun vil, at jeg skal give hende et tjat som straf, men jeg kommer til at grine.

I øvrigt har hun en dejlig hånd, som hun også kan tage skeen i over for overlæger, hvis det er nødvendigt. Den perfekte sygeplejerske kan være mange slags. Og hun er en af dem. Kompetent, frisk, humoristisk og tør endda fortælle om sig selv. Gør det noget, at hun også er smuk. Jeg kan se en smuk kvinde også i en ældre en af slagsen. Må jeg så ikke også gøre det ved en ung.

Sådan ender det optrin med fred og gammen og jeg ligger i min seng og tænker (makabernoteomblod)


næste
tilbage

(hvis du ved et tilfælde er havnet her, er det nok bedst du starter ved begyndelsen )