Postkort fra Hamburg

Die Möve

Her er Hamburg. Hamburg kalder: "Do you read me". Måske har jeg misforstået vendingen, som er fra radiokommunikation. Men den passer godt her. Do you read me. Det er vel ikke for meget forlangt, at der er en læser. Men dette medie er ikke særlig auditivt og jeg hører kun et ganske svagt svar på min råben: do you read me. Jeg mener at høre et svar fra en som uheldigvis for ham er begyndt på disse ord og nu bliver nødt til at fortsætte, i det mindste til næste afsnit. Pas på. Jeg vil gøre dette afsnit langt og spændende, så du ikke kan slippe. Jeg ved jo at du er begyndt og jeg hører svagt, at du også stiller krav. Du vil ikke høre noget om dansk politik. Nej, men derfor begynder vi også i Hamburg. Dér er venlige og hjælpsomme mennesker. Så du må ikke forvente blod og mord. Jeg kan dog ikke undgå løst krudt og røg. Men det er kun teater. Røgen er uægte. Pistolskuddet lyder højt, men er også uægte. Danseren falder, men rejser sig igen. Sådan foregår det på teatret: den som falder, rejser sig igen. Man kan ikke se om han alligevel er lidt fortumlet. Det skjuler han. Det er ikke til at se, hvis man i det hele taget har det held, at man kan se danseren. Men nu foregriber jeg begivenhederne og vil egentlig helst begynde på et nyt afsnit. Jeg vil helst have dig, min ene og kære læser, med over i det nye afsnit. Skal vi vove springet.

Det var ikke så slemt. Du kom godt med over. Det ved jeg, fordi du ellers ikke læste dette. Godt klaret. Vi går videre. Min agtværdige kone og jeg, som på en måde føler mig lidt miserabel, er ankommet til StaatsOper i Hamburg. Vi står uden for indgangen. Trods sin agtværdighed er min kone ryger og for at kunne klare de næste mange minutter inde i den røgfri Staatsoper, må hun suge en cigaret kraftigt ind. Nogle unge har konkurrencer, hvor de prøver at drikke en meget stor øl i én slurk. Min kone har det sådan, inden vi skal ind ad de imponerende glasdøre. Det ligner når en svømmer trækker vejret inden han skal dykke længe. Han prøver at få så meget ilt i lungerne, at han kan blive længe under vand. Er det farligt at gå ind i Hamburgerische Staatsoper. Kan man bliver kvalt af en eller anden mangel derinde. Kan man komme til skade? Ja, det kan jeg svare Ja til. Selv ikke rygere kan komme alvorligt til skade. Men det vil jeg ikke fortælle om nu. Vi er jo ikke kommet ind.

Hanne ryger og andre af hendes fæller står også og ryger. Det er venlige mennesker. Det kommer af at de er tyskere og de er rygere. I hvert fald har vi oplevet megen hjælpsomhed de to dage vi har været her, og det fra ganske almindelige mennesker, som ikke fik løn for at være hjælpsomme, men var det af et glad hjerte. Jeg synes, at rygere er meget hjertelige. De står og falder i snak. Jeg er såmænd helt ked at af jeg er udenfor og ikke-ryger. Ellers ville jeg også have pustet lidt røg ud og blandet mig med det gode selskab og lært nogle at kende, jeg ellers ikke havde mulighed for. Ha,ha, du har slet ikke opdaget, at du kom med over i et nyt afsnit, kære læser. Nu tror jeg vi kan være sikre på hinandens selskab, selv om jeg er ikke-ryger. Min kone har været meget overrasket over alle de steder man godt må ryge her i Hamburg. Men dog ikke inde i Staatsoper. Der står med fin guldskrift på hver etage: "Nicht-raucher Gebiet". Jeg tænker lidt på, hvad det betyder. Betyder det, at der her kun må færdes ikke-rygere. Og kan de fine ansatte finde på at bede min kone åbne munden for at lugte til hendes ånde. Og vil der så lyde et ramaskrig, som dem vi senere skal høre inde i salen. "Ein Raucher befindet sich im Nicht-Raucher Gebiet". Nej, sådan er de ikke i Hamburg. Men igen er jeg kommet for langt. Vi er jo slet ikke inden for endnu.

Vi befinder os ved askebægeret uden for glasdørene ved StaatsOper, en prægtig lysende bygning, men vi er ude i mørket tæt på fortorvet og de hamburgske folk haster forbi i mørket og blæsten og regnen. Jeg ser ud af øjenkrogen en som er mere sølle end jeg, sikkert en arbejdsløs østeuropæer, som sniger sig henimod mig sandsynligvis for at tigge lidt penge. Han siger på engelsk: "You can have much mony or you can have no mony. It does'nt matter. Life depends on your attitude". Jeg vælger at jeg ikke ser på ham. Jeg lader som om han ikke er der. Men jeg har hørt ham. Det er sværere at lukke ørerne for andre mennesker end øjnene. Man kan se væk men ikke høre væk. Jeg må indrømme, at jeg har problemer med min holdning. Indvendig ligner jeg en arbejdsløs østeuropæer. Jeg har dagen igennem set de hamburgske borgere i gågaderne og passagerne. Mændene har lange frakker i ren kasmir, der falder i fyldige folder. De har silkeslips og deres teint er sund brun. Mærkeligt at brun ikke er brun, for den uvaskede, arbejsløse og hjemmeløse østeuropæer er også brun. Jeg er ikke tilnærmelsesvis brun. I går aftes var vi nede i hotellets bar og få en øl. Tjeneren var i sort jakke og sorte bukser og han havde et langt sort forklæde stramt omkring sine slanke ben. Han havde designerbriller på, bredt, blankt metalstel og hans hår var også stylet. Han vimsede omkring og gik over gulvet for at rydde op efter gæster. Han gjorde det hellere en gang for meget end for lidt, fordi det gav ham lejlighed til at bevæge sin elegante krop. Han havde holdning.

Når jeg er på rejse, tænker jeg tit på alle de mennesker, jeg ser, hvor de kommer fra og hvor de skal hen og hvordan deres hverdag er. En tjener i en lille bar hvor nogle rejsende tilbringer en stund, hvad tilbringer han sin friaften med. Det får jeg svar på nu, da min kære hustru og jeg står foran Staatsoper, for dér kommer tjeneren, jeg kan genkende ham på de stylede briller og hår. Han har selskab af en ven, som ser ligesådan ud, slank og elegant klædt. Mon de er bøsser. De har en veltilfreds holdning.

Nu må jeg springe lidt. Ikke bogstaveligt endnu. Det vil senere komme. Det kan være irriterende med disse sidespring. Et godt hop fremad, det ved man hvad er, hvis man er danser. Det er jeg ikke. Det vil senere vise sig. Jeg ved ikke om jeg er forfatter, men lige nu skriver jeg, og skrivende mennesker har det med sidespring. Her er et. Bøsser. Det får mig til at tænke på Karin Böser. Navnet ligner og det er tysk. Det kan vel retfærdiggøre tanken og dertil kommer, at hun er en elegant og slank tværfløjtespiller. Hun studerer i solistklasse på konservatoriet. Det er den rene vellyd som klinger fra hendes instrument. Men hun er usædvanlig skeløjet. Måske er det hendes skjulte og dog meget iøjnefaldende force: hun kan se alle huller på den lange fløjte på én gang. Hun er meget glad og frisk og dygtig. Men jeg forstår ikke, at hun ikke får gjort noget ved det. Jeg mener ikke hendes gode humør, men hendes øjne.

Hvordan kan man være så grim og samtidig så glad. Jeg forstår det ikke. Jeg selv er gennemgående ret trist.

Jeg lover jeg nok skal komme til indgangen ved Staatsoper, men tillad mig lige et ganske lille sidespring igen. Nu mens jeg skriver, får jeg så mange ideer, som jeg gerne vil holde fast i, fordi jeg synes, at du min ene læser fortjener hver eneste lille godbid. Her på min pc er der et program, som kan optage, ja, desværre ikke kun lyden men også mit talende ansigt. Jeg har lige prøvet. Det var grimt. Jeg indtalte en ide, mens jeg så på mig selv indtale ideen. Det var forfærdelig grimt. Jeg har ikke fået mit morgenbad. Men det var nok en større renselse, som skulle til. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke får gjort noget ved det. Det er svært at leve med. Jeg har det svært med min holdning til mig selv.

Derfor har jeg også gruet for at gå ind i den store vestibule i Staatsoper. Blive omgivet af elegant klædte mennesker. Jeg har en slidt seksårig trøje på og nogle bukser, som er lige så gamle og godt udvidet, så min mave føler sig tilpas, eller i hvert fald ikke protesterer. Jeg har en besværlig mave. Andre køber tøj, efter om det ser godt ud til dem. Jeg køber tøj, som min mave kan godkende. Og den taler ikke tydeligt de første gange jeg har nogle nye bukser på. Når jeg skal prøve nye bukser, tager det lang tid inde i prøverummet, hvor jeg sætter mig og taler med min mave. Selv om den har sagt ok, kan det senere vise sig at være snyd. Det viser sig ved, at maven puster sig op, så kommer bukserne til at stramme, det bliver maven sur over og den puster sig endnu mere op, en ond spiral. Min mave ser ikke ud af meget, undtagen når jeg sammenligner den med balletdanseres maver. Men min mave kan gøre sig meget stor. Der er en vending: "Do you have guts." Bogstaveligt betyder det vist: "Har du indvolde." Det har jeg ikke. Jeg har mave og tit har jeg luft i maven.

Jeg var bange for at få det i en loge i Staatsopen, 1. Loge, Erster Rang Rechts, Erster Etage. Jeg havde taget de meste prøvede og oftest accepterede bukser på. Elegant var det ikke.

Nu er vi endelig i vestibulen. Cigaretten er skoddet og vi voves os ind i menneskemylderet i den imponerende Statsoper. Ren, hvid og hård marmor overalt. Læg mærke til dette. Det får betydning senere. Trapper overalt, ned og op og til siden. I et sådant øjeblik er der altid lidt forvirring. Hvad skal man og hvor skal man gøre det. Jo, vi skal af med frakkerne. Vi bevæger os ned ad en meget bred marmor trappe mod et meget stort lokale med borde, som man kan stå ved. Hele den lange endevæg er dækket af en lysende hvid glasplade. Det er kælder, men der er stærkt lys bag den hvide glasplade. Til højre kan vi gå ind til garderoben og aflevere vores frakker.

Vi bevæger os nu op ad trapper sammen med de elegante hamburgeriske teatergæster. Jeg haler lidt op i bukserne. Jeg prøver at mande mig op. Men det falder jo straks til jorden. (læg også mærke til det). En ægte og velplejet mand, som der er mange af blandt disse velhavende og velsete hamburgeriske borgerlige teatergæster, ville aldrig hale op i bukserne. Min eneste redning er at nå så hurtigt som muligt frem til logen. Her vil jeg ikke komme med nogle sidespring. Vi skal så hurtigt som muligt derhen. Ned ad en lille gang med døre ud til siden, allersidste dør ind. Det er en smal altan klæbet ind til væggen og med front mod scenen. Der er 5 smalle rækker med 5 sæder på hver. Vores sæder er på 4. række. Jeg sidder inderst mod væggen.

Her må jeg forklare. Da vi købte billetterne, var ekspedienten meget hjælpsom og venlig. Hvilke pladser skal I have. Hun foreslog en pris, 500 kr, nej tak så velhavende er vi ikke, nåh, det er svært, ja, lad mig se, hvad siger i til 150 kr, jo, så lad gå, ja men I må regne med at I ikke ser så godt, nej selvfølgelig hvad kan man få til den pris.

Jeg havde dog ikke troet at det skulle tages bogstaveligt. Jeg kunne kun se det halve af scenen. Der stod en trappe af træ. Jeg kunne ane, at et lavt stillads var midt på scenen. Jeg kunne se det ene hjørne. Det var her de allerstørste solopræstationen skulle foregå, viste det sig senere, uden for mit synsfelt. Jeg havde heller ikke sat mig ordentligt ind i programmet. Titlen var "Die Möve". Det lød jo godt nok. Flyvende balletdansere. Det kunne jo ikke være bedre. Men musikken havde jeg ikke bidt mærke i. Sjostakovitch. Jeg tror ikke det er stavet rigtigt. Hvem ønsker at kunne stave til Sjostakovitch. Hvem ønsker at høre ham. Det gør jeg ikke. Men man kan ikke høre væk. Jeg var indlagt til ramashang og ramarabalder. Min tinitus, en lettere susen i mit højre øre, pustede sig op. Jeg turde ikke tænke på min mave. For min skyld kunne komponisten lige så godt have heddet Rasputin. Det raspede og rev i mine øre. Det var ren russisk tortur.

Men danserne kunne jeg jo se på, dvs. kun halvdelen af dem og kun halvdelen af tiden; hvis der var solodansere, var de jo jævnligt på den scenehalvdel, som lå uden for mit synsfelt. Mon den danske dronning Margrethe den Anden også har det sådan når hun sidder i den kongelige loge på det Kongelige Teater i København. Hun smiler og vinker, men hun kan kun se halvdelen. Det er der ingen, der ved, og hun tør ikke klage. Jeg følte mig helt kongelig, da jeg sad i Erster Loge, Erster Rang. Det er der lidt kongeligt over. Jo, jeg prøvede virkelig at bearbejde min holdning. Jeg har engang lært en teknik, hvor man forestiller sig at følelser er uden for én og man kan tale til dem. Det skulle give fred i sjælen. Jeg prøvede: Fru irritation, jeg kan godt se dig stå dér, men jeg har ikke tid til at tale med dig. Onkel surhed, ja jeg ser dig, men jeg ikke tid til at tale med dig. Det hjalp dog ikke så godt. Jeg kunne ikke slappe af. Dels var der jo bragene fra paukerner og blæsergruppen. Dels sprang dansere ud fra trappen og ind til hinanden, og de kastede hinanden op i luften og sprang selv efter. I hvert fald det som jeg kunne se. Musikken fortalte også når der var strålende højdepunkter i forestillinger. Så foregik der intet på min halvdel af scenen. Det skete da den kvindelige hoveddanser og ballerina dansede udklædt som en hvid måge. Da hun var færdig kom hun frem til scenekanten, derfor ved jeg hvordan hun var klædt. Jeg klappede ikke. Jeg havde jo intet set. Jeg synes det er for meget forlangt at man skal klappe, fordi man synes, at en ballerina bukker smukt.

I øvrigt synes jeg også at forestillingen var lidt for surrealistisk. Så kom en danser gående ned ad trætrappen, så havde han frakke på. Så kom en danser springende ned ad trappen i bar overkrop og ble. Ja, det var vel blå underbukser, men det lignede ble. Det var gennemgående, at mændene viste deres smukke overkroppe, flade maver og lange muskuløse ben. Det gjorde de kvindelige dansere ikke, i hver fald ikke dem jeg kunne se. Sådan er der så meget, som Storm P ville have sagt. Men hvilke muskler. Når en danser strakte sit ene ben, så langt han kunne ud til siden og pegede på benet, så kunne man skelne hver enkelt muskel, hvor den var hæftet fast og hvordan den svulmede og strakte sig. Det kunne bruges til anatomi. Alle de muskler har hver deres latinske navn. Det er jeg sikker på, for jeg fik fornylig en beskrivelse af knop, som lægen skar af mig og sendte til undersøgelse. Lægen viste mig senere svaret og han sagde, at jeg ikke skulle være ked af, at jeg ikke forstod det mindste af det, for det var på latin, men jeg fejlede ikke noget alvorligt, kunne han berolige mig med.

Jeg har mange knopper. Det har jeg at vise frem. Men de har fine latinske navne.

Jeg vedlægger lige bevis for, at mine knopper er meget interessante. Patologisvaret lyder sådan. Jeg citerer kun halvdelen. " Hud beklædt med flerlaget keratiniserende pladeepitel, der er lamel hyperkeratose og et enkelt sted med fokal parakeratose. Epitelet fremtræder hyperplastisk og med enkelte lymforcytter. Morfologisk ligner det mest en insektstikreaktion. Der er ikke fundet dyspase eller tegn på malignitet.

Min ene kære læser, lagde du mærke til at der var et forståeligt ord, insektstik. Det forstår jeg. Alt det andet forstår jeg ikke, men ordet insekstik ved jeg hvad er. Og det er det ikke. Kun hvis insekter kan komme indefra. Ude fra har jeg ikke være i nærheden af insekter, og knopperne bliver ved med at komme. Men sådan er der så meget.

Så skyder en danser en pistol af. Han falder, ligger dog kun et kort øjeblik og rejser sig igen. Måske kan jeg lære noget af det. Jeg tænker ikke på pistolen. Men holdningen. Lige i øjeblikket tænkte jeg kun:

Det var falsk alarm. Ja, i hvert fald larm og det var på min halvdel af scenen. Hvor heldig kan man være.

Så er der nogle på scenen som råber: HA,HA.

Det virker lidt tilfældigt.

Hvis jeg stod op og råbte ud over logekanten: "Ich kann nicht sehen"

og en balletdanser svarede: "Du muss zum Artz"

og jeg sagde: "Ich bin nicht schlecht. Das Haus ist schlecht"

og danseren svarede: "Das Haus muss zum Artz"

Så er jeg sikker på, at hele teatersalen ville klappe, fordi de troede det var en del af forestillingen.

Hen mod slutningen blev der helt tomt på scenen (min halvdel). Musikken døede langsomt hen og tæppet gik ned.

Det var et stort chok, selv for de teatergæster som kunne se. Der var den dybeste stilhed, men derefter bragede bifaldet løs og det ville ingen ende tage. Danserne kom frem og bukkede. Gik tilbage og bukkede. Løb ud og løb ind og bukkede.

Hanne og jeg sagde til hinanden: "Det er vist færdigt. Lad også skynde os ned og få vores frakker inden alle de hamburgere kommer i vejen."

Og nu kære ene læser ville du måske tro, at denne lille skitse lakker mod enden og at højdepunktet har været og at det ikke var særlig højt, men dér tager du fejl: nu kommer vi til den vigtige halvdel af min fortælling og grunden til at jeg har sat mig til at skrive.

Mens bifalder bruser bag os, løber min kære kone og jeg op ad den smalle logegang og ud i det blændende hvide marmorlys. Vi styrter ned ad de brede trapper, kun ganske få teatergæster har fået samme ide. Man taler om fartblindhed. Hvis man har kørt længe på motorvejen på højeste hastighed og drejer fra er det svært at komme ned i fart. Mon min agtværdige kone og jeg var blevet forført af de springende dansere, så vi troede vi kunne det samme.

Ved nederste trin af den brede trappe inden vestibulen falder jeg. Jeg ved ikke at jeg falder. Jeg ved først da jeg er faldet. Jeg opdager at jeg ligger på alle fire, som man siger. Knæene godt plantet i marmorgulvet og håndfladerne klasket ned i samme materiale. Hannes taske som jeg galant har båret for hende, stryger meget ugalant hen over det hvide blanke gulv. Tasken drejer rundt og indholdet ryger ud, bl.a. en læbestift som rasler og klirrer hen over den fine hvide flade. Hvilken forestilling. Se det er ikke teater. Men der er ingen, som klapper. Det var dog ellers et spring og en landing. Venlige hamburgerborgere strømmer til. Er der sket noget. Har du det godt. Selv min kone spørger bekymret. Nej, nej, det går fint. Jeg rejser mig. Mon det er sådan danserne har det i når de rejser sig. De skjuler smerten. De bider den i sig. Jeg får dog ikke noget bifald.

Kære ene læser, jeg må bedrøvet sige, at historien vist nok at ved at tage sin ende. Hanne og jeg vandrer til Ubahn og sætter os og venter på undergrundstoget. Henne på trappen ned til perronen ser jeg en arbejder komme gående med en trillebør foran sig, efter ham kommer en arbejder også med trillebør og efter ham en tredje. De går i takt med deres trillebøre hen ad perronen. Er det balletten som er fortsat herud i virkeligheden og ser vi normalt kun det halve af virkeligheden: hovedsolonumrene ser vi ikke. Og vi råber ikke hurra og klapper, når en snavset, østeuropæisk natarbejder udøver hverdagens dansetrin.

Jeg nynner stille et vers for mig selv:

Sig månen langsomt hæver..

Betragter månens bue,

den kun er halv at skue

og er dog hel og rund;

så er vel flere sager,

som nu vort hjerte vrager,

fordi vi halvt dem skuer kun.

..

og trøst mig i min kummer,

og trøst min syge nabo med.

Jeg sidder og har lidt ondt i knæene. Men det kunne have været værre. I ét øjeblik mærkede jeg min kones omsorg for mig

og at hun nødig vil miste mig. Det gør på en måde godt i sjælen og styrker min holdning, mens jeg sidder ved siden af min kone på bænken i undergrundsbanen.

Jeg er glad for, at mit spring ikke denne gang var springet ud i intetheden, eller er det den halvdel vi ikke kan se, og hvor det smukkeste findes.

Lige nu synes jeg at min kone er smuk og jeg glæder mig til at hvile ved hendes side i hotelværelset efter dagens strabadser.

Jeg ser hotellets tjener komme gående på perronen, fordi han også skal med ubanen hjem med sin ven, som går roligt ved siden af ham, og jeg ville egentlig gerne råbe hurra efter dem og ønske dem alt godt.

En julehistorie

Er det pointen i julen, at blive nærværende både med dyr og mennesker. Det første har jeg lidt svært ved efter i går. Det med dyrene. Det er en skam, for juleevangeliet siger, at menneskene ikke vidste, hvad der skete i stalden, men der var dyr til stede. Dyrene var nærværende. Det gjorde ikke noget i går, hvis dyrene ikke havde været det, i mit hus, i min kælder.

Samme dag lærte jeg ellers at det er godt at være nærværende. På mit arbejde.
Vores afdelingschef viste os en kvarter minutter lang film om en fiskebutik i USA. Den har givet grundlag for et koncept der har bredt sig til mange andre virksomheder. Min datter fortæller også, at H&M har vist samme film for de ansatte. Budskabet i filmen er, at de ansatte skal lege, de skal gøre hinanden og kunderne glade, de skal være nærværende, de skal vælge deres holdning for hvordan deres dag skal være. I denne fiskebutik havde de udmøntet det i, at nogle ansatte spurgte kunderne hvad de ville have: Vil du smukke kunde have denne smukke fisk? Vil du i det mindste ikke røre lidt ved den? eller holde den?
Og det var kæmpe fisk. Når kunden så blev overtalt til købet, råbte sælgeren: Fisk til kassen. Og alle de 10 ansatte råbte: fisk til kassen. Og sælgeren kastede fisken op over skranken og kasseren stod parat med et stykke papir og greb fisken. Alle kunder og ansatte klappede. Det gav glæde.

Hos mig er det katten, som leger. Det er mig, som kaster, men ikke med fisk, derimod med andet kattefodder. Og der er ingen, som klapper. Det er meget få som bliver glade, måske kun den, som jeg kaster med. Og jeg vælger den holdning, at blive sur.

Det begyndte ikke godt allerede dengang vi fik vores kat. Jeg skulle hente min datter hos én af hendes veninder efter én af deres fester. Min datter havde sin store taske med ud i bilen og straks da hun havde sat sig ind, sagde hun: jeg har en kattekilling med. Jeg spurgte: Er du på stoffer? Hun svarede: nej, jeg har også en sutteflaske. Op af tasken tog hun en sutteflaske fyldt med mælk, og en killing. Jeg blev sur. Jeg valgte at blive sur. Hvad siger vores hund til det? spurgte jeg. Jeg vil gøre historien så kort som mulig: min kone er meget alene om formiddagen, hvor hun kun har hunden til at tale med og hun ville gerne prøve om katten var mere snakkesalig. Desuden var den løbet væk hjemmefra og vi vidste ikke hvor det var. Hvis vi ikke ville have den, gik den sin sikre død i møde. Det er som om den ikke husker det. Nu tager den jævnligt kattefodder med hjem og leger med det indtil den sikre død.

Det gjorde den også i går. Min ældste datter mener ikke, at hendes far er særlig kompetent, undtagen når katten har noget med ind i kælderen. Hun råbte højt: Mus i kælder. Det var næsten som om vi havde lært af fish-konceptet. Min kone, som godt kan lide hunde og katte, men ikke mus, råbte højt: Mus i kælder. Min yngste datter sad på første sal i sit værelse og så julekaldender. Hun har alle julekaldendre fra alle tv-kanaler fra de sidste mange år. Dertil kommer de julefilm som har gået i biografen. Hun ser dem hele året, når hun gerne vil hygge sig. Hun råbte undrende: Julebjælder???

Stolt over at blive tilkaldt løb jeg ned i kælderen. Ganske rigtigt. Katten havde trængt sit offer ind under et skab. Jeg løb op igen og hentede nogle arbejdshandsker. De var gode og solide. Jeg tænkte: det er godt ingen ser mig med disse enorme handsker når jeg bare skal tage en mus og bære ud i haven. Da jeg kom ned i kælderen, ønskede jeg først at give katten en lille belæring. Jeg sagde til den: Når du kommer med noget, som vi ikke vil have herinde, må du selv bære det ud igen. Katten lå på gulvet i badeværelset tæt ved skabet. Men den lå og slangede med halen som om den sagde: Se hvor dygtig jeg er. Julegaven er til dig. Og du må selv pakke den op.

Jeg tog katten og satte den ud under skabet, som står på 4 høje ben. Dyret under skabet gav lyd fra sig og løb frem og tilbage. Katten gad ikke sætte tænderne i og det forstår jeg godt bagefter. Jeg prøvede et par gange, men katten var ikke til at stikke i. Den ville ikke selv røre ved offeret. Det undrede jeg mig over, fordi den jævnligt har mus med inde og gerne vil lege med dem indtil de ikke kan mere.

Med min ene tykke arbejdshandske greb jeg ind under skabet og fik fat i udyret. Den skreg. Det lød ikke særlig idylisk. Jeg fik hurtigt fat med min anden handske
omkring julegaven og løb op af trappen. Undervejs mærkede jeg at udyret bed i handsken. Jeg kan mærke det endnu. Selve fornemmelsen. Måske tænkte jeg: det er godt den er så lille og ikke fuldvoksen. Jeg blev i hvert fald meget nærværende. Øjeblikket står printet i min hukommelse. Gennem stuen hvisker jeg højt til min kone, som sidder og hygger sig i den julepyntede stue:
Rotte.Rotte. Luk verandadøren op. Det var ikke hende, som jeg tiltalte med disse ord: rotte, rotte. Jeg viste med betydningsfulde øjene ned til genstanden, som jeg holdt om med mine arbejdsbehandskede hænder og rakte dem bedende hen mod verandadøren. Nogle gange svarer min kone mig ikke straks, når jeg siger noget til hende. Men nu løber hun hen og gør som jeg siger og forsvinder derefter hurtigt. Hun er ellers ikke så meget for løbe-sport. Hun og 3 andre veninder mødes en gang om ugen og går en hurtig tur, eller går hurtigt en lang tur, undtagen når de aflyser. Men nu løb hun både hen for at åbne døren og for at komme hurtigt væk.

Alt det så jeg ikke. Jeg var glad for fri passage. Det troede jeg, at der var. Men nej. På terassen i mørket stod en solid terassestol. Det er nu december, men alle vores havemøbler står ude på terassen. Vi siger ellers til hinanden, når sommertiden er forbi: Hvad er det nu det betyder. Åh jo, man skal tage havemøblerne tilbage i garagen og sætte uret tilbage. Det sidste gør vi, men vi har så meget stående i garagen, at vi lader havemøblerne blive stående ude.

Se det i langsom gengivelse, i slow motion: Jeg mod stolen, begge hænder holdende om udyret, jeg faldende og væltende stolen og smidende en håndfuld udyr langt væk, gribende for mig, udyret smilende og tænkende: "Det gik godt denne gang"

Faldet var synkront. Det kunne give kunstneriske point. Jeg på knæ. Rotten på alle fire. Jeg blev liggende et øjeblik og kaldte på min kone. Udyret så jeg ikke mere til. Eller det håber jeg ikke. Katten er godt tilfreds. Eller den vælger at være det.

På grund af rabalderet kommer min kone og siger til mig: Du ved da, at stolen står dér. Det er måske hendes måde at smide kærlige ord til sin faldne mand, som rejser sig ved egen hjælp.

Mens jeg skriver dette sidder katten på skrivebordet ved siden af mig og slikker sig. Jeg har lige givet den død dåsemad. Vi har en høj spagettigryde, som jeg har sat på skrivebordet. Pc-en har jeg lagt ovenpå. Det er giver en passende ståhøjde. Søren Kierkegaard stod altid op, når han skrev. Måske havde han også ondt i knæene. Om Grundtvig har jeg hørt, at han tit røg pibe, når han digtede, og hvis han blev træt, stak han fødderne ned i en spand med iskoldt vand. På den måde er måske en af julesalmerne blevet til, f.eks. Velkommen igen Guds engle små. Jeg ville gerne prøve det med piben. Det dufter godt. Men nu om dage er der udregnet sikker statistik for sandsynligheden af en tidlig død, hvis man ryger. Jeg ved ikke, om der er regnet på farligheden af at stikke fødder i isvand. Grundtvig blev 90 år gammel. Måske ophæver røg og isvand hinanden. Det kan blive den nye trend: rygere uden for husene stående i isspande. Det er ikke godt hvis det bliver frostvejr. Det kunne ende med at blive til en lang allé af bundfrosne rygere med istapper i skægget, som kunne pyntes med lidt gran og lysguirlander.

Jeg vil i øvrigt forsikre om, at jeg ikke sammenligner mig selv med fortidens store ånder. Det er kun tynd biksemad jeg roder sammen oven på spagettigryden. Men katten hygger sig ved siden af gryden. Hunden ligger ved mine fødder, som bare står på gulvet. Skyderiet op til nytår er så småt begyndt og hunden kan ikke tåle det. Den går i hælene på mig for at finde beskyttelse. Det er jeg stolt over. Det er som om der er nogle, som regner med mig. Min kone er lige nu på arbejde og jeg glæder mig til at hun kommer hjem. Måske vil jeg kaste en rigtig julegave til hende og gøre hende glad. Dog ikke en med pels. Det har jeg ikke råd til. Og så vil vi alle være sammen, også dyrene. Lige som de var i stalden julenat. Jo, julehumøret har bredt sig både ude og inde.