En julehistorie

Er det pointen i julen, at blive nærværende både med dyr og mennesker. Det første har jeg lidt svært ved efter i går. Det med dyrene. Det er en skam, for juleevangeliet siger, at menneskene ikke vidste, hvad der skete i stalden, men der var dyr til stede. Dyrene var nærværende. Det gjorde ikke noget i går, hvis dyrene ikke havde været det, i mit hus, i min kælder.

Samme dag lærte jeg ellers at det er godt at være nærværende. På mit arbejde.
Vores afdelingschef viste os en kvarter minutter lang film om en fiskebutik i USA. Den har givet grundlag for et koncept der har bredt sig til mange andre virksomheder. Min datter fortæller også, at H&M har vist samme film for de ansatte. Budskabet i filmen er, at de ansatte skal lege, de skal gøre hinanden og kunderne glade, de skal være nærværende, de skal vælge deres holdning for hvordan deres dag skal være. I denne fiskebutik havde de udmøntet det i, at nogle ansatte spurgte kunderne hvad de ville have: Vil du smukke kunde have denne smukke fisk? Vil du i det mindste ikke røre lidt ved den? eller holde den?
Og det var kæmpe fisk. Når kunden så blev overtalt til købet, råbte sælgeren: Fisk til kassen. Og alle de 10 ansatte råbte: fisk til kassen. Og sælgeren kastede fisken op over skranken og kasseren stod parat med et stykke papir og greb fisken. Alle kunder og ansatte klappede. Det gav glæde.

Hos mig er det katten, som leger. Det er mig, som kaster, men ikke med fisk, derimod med andet kattefodder. Og der er ingen, som klapper. Det er meget få som bliver glade, måske kun den, som jeg kaster med. Og jeg vælger den holdning, at blive sur.

Det begyndte ikke godt allerede dengang vi fik vores kat. Jeg skulle hente min datter hos én af hendes veninder efter én af deres fester. Min datter havde sin store taske med ud i bilen og straks da hun havde sat sig ind, sagde hun: jeg har en kattekilling med. Jeg spurgte: Er du på stoffer? Hun svarede: nej, jeg har også en sutteflaske. Op af tasken tog hun en sutteflaske fyldt med mælk, og en killing. Jeg blev sur. Jeg valgte at blive sur. Hvad siger vores hund til det? spurgte jeg. Jeg vil gøre historien så kort som mulig: min kone er meget alene om formiddagen, hvor hun kun har hunden til at tale med og hun ville gerne prøve om katten var mere snakkesalig. Desuden var den løbet væk hjemmefra og vi vidste ikke hvor det var. Hvis vi ikke ville have den, gik den sin sikre død i møde. Det er som om den ikke husker det. Nu tager den jævnligt kattefodder med hjem og leger med det indtil den sikre død.

Det gjorde den også i går. Min ældste datter mener ikke, at hendes far er særlig kompetent, undtagen når katten har noget med ind i kælderen. Hun råbte højt: Mus i kælder. Det var næsten som om vi havde lært af fish-konceptet. Min kone, som godt kan lide hunde og katte, men ikke mus, råbte højt: Mus i kælder. Min yngste datter sad på første sal i sit værelse og så julekaldender. Hun har alle julekaldendre fra alle tv-kanaler fra de sidste mange år. Dertil kommer de julefilm som har gået i biografen. Hun ser dem hele året, når hun gerne vil hygge sig. Hun råbte undrende: Julebjælder???

Stolt over at blive tilkaldt løb jeg ned i kælderen. Ganske rigtigt. Katten havde trængt sit offer ind under et skab. Jeg løb op igen og hentede nogle arbejdshandsker. De var gode og solide. Jeg tænkte: det er godt ingen ser mig med disse enorme handsker når jeg bare skal tage en mus og bære ud i haven. Da jeg kom ned i kælderen, ønskede jeg først at give katten en lille belæring. Jeg sagde til den: Når du kommer med noget, som vi ikke vil have herinde, må du selv bære det ud igen. Katten lå på gulvet i badeværelset tæt ved skabet. Men den lå og slangede med halen som om den sagde: Se hvor dygtig jeg er. Julegaven er til dig. Og du må selv pakke den op.

Jeg tog katten og satte den ud under skabet, som står på 4 høje ben. Dyret under skabet gav lyd fra sig og løb frem og tilbage. Katten gad ikke sætte tænderne i og det forstår jeg godt bagefter. Jeg prøvede et par gange, men katten var ikke til at stikke i. Den ville ikke selv røre ved offeret. Det undrede jeg mig over, fordi den jævnligt har mus med inde og gerne vil lege med dem indtil de ikke kan mere.

Med min ene tykke arbejdshandske greb jeg ind under skabet og fik fat i udyret. Den skreg. Det lød ikke særlig idylisk. Jeg fik hurtigt fat med min anden handske
omkring julegaven og løb op af trappen. Undervejs mærkede jeg at udyret bed i handsken. Jeg kan mærke det endnu. Selve fornemmelsen. Måske tænkte jeg: det er godt den er så lille og ikke fuldvoksen. Jeg blev i hvert fald meget nærværende. Øjeblikket står printet i min hukommelse. Gennem stuen hvisker jeg højt til min kone, som sidder og hygger sig i den julepyntede stue:
Rotte.Rotte. Luk verandadøren op. Det var ikke hende, som jeg tiltalte med disse ord: rotte, rotte. Jeg viste med betydningsfulde øjene ned til genstanden, som jeg holdt om med mine arbejdsbehandskede hænder og rakte dem bedende hen mod verandadøren. Nogle gange svarer min kone mig ikke straks, når jeg siger noget til hende. Men nu løber hun hen og gør som jeg siger og forsvinder derefter hurtigt. Hun er ellers ikke så meget for løbe-sport. Hun og 3 andre veninder mødes en gang om ugen og går en hurtig tur, eller går hurtigt en lang tur, undtagen når de aflyser. Men nu løb hun både hen for at åbne døren og for at komme hurtigt væk.

Alt det så jeg ikke. Jeg var glad for fri passage. Det troede jeg, at der var. Men nej. På terassen i mørket stod en solid terassestol. Det er nu december, men alle vores havemøbler står ude på terassen. Vi siger ellers til hinanden, når sommertiden er forbi: Hvad er det nu det betyder. Åh jo, man skal tage havemøblerne tilbage i garagen og sætte uret tilbage. Det sidste gør vi, men vi har så meget stående i garagen, at vi lader havemøblerne blive stående ude.

Se det i langsom gengivelse, i slow motion: Jeg mod stolen, begge hænder holdende om udyret, jeg faldende og væltende stolen og smidende en håndfuld udyr langt væk, gribende for mig, udyret smilende og tænkende: "Det gik godt denne gang"

Faldet var synkront. Det kunne give kunstneriske point. Jeg på knæ. Rotten på alle fire. Jeg blev liggende et øjeblik og kaldte på min kone. Udyret så jeg ikke mere til. Eller det håber jeg ikke. Katten er godt tilfreds. Eller den vælger at være det.

På grund af rabalderet kommer min kone og siger til mig: Du ved da, at stolen står dér. Det er måske hendes måde at smide kærlige ord til sin faldne mand, som rejser sig ved egen hjælp.

Mens jeg skriver dette sidder katten på skrivebordet ved siden af mig og slikker sig. Jeg har lige givet den død dåsemad. Vi har en høj spagettigryde, som jeg har sat på skrivebordet. Pc-en har jeg lagt ovenpå. Det er giver en passende ståhøjde. Søren Kierkegaard stod altid op, når han skrev. Måske havde han også ondt i knæene. Om Grundtvig har jeg hørt, at han tit røg pibe, når han digtede, og hvis han blev træt, stak han fødderne ned i en spand med iskoldt vand. På den måde er måske en af julesalmerne blevet til, f.eks. Velkommen igen Guds engle små. Jeg ville gerne prøve det med piben. Det dufter godt. Men nu om dage er der udregnet sikker statistik for sandsynligheden af en tidlig død, hvis man ryger. Jeg ved ikke, om der er regnet på farligheden af at stikke fødder i isvand. Grundtvig blev 90 år gammel. Måske ophæver røg og isvand hinanden. Det kan blive den nye trend: rygere uden for husene stående i isspande. Det er ikke godt hvis det bliver frostvejr. Det kunne ende med at blive til en lang allé af bundfrosne rygere med istapper i skægget, som kunne pyntes med lidt gran og lysguirlander.

Jeg vil i øvrigt forsikre om, at jeg ikke sammenligner mig selv med fortidens store ånder. Det er kun tynd biksemad jeg roder sammen oven på spagettigryden. Men katten hygger sig ved siden af gryden. Hunden ligger ved mine fødder, som bare står på gulvet. Skyderiet op til nytår er så småt begyndt og hunden kan ikke tåle det. Den går i hælene på mig for at finde beskyttelse. Det er jeg stolt over. Det er som om der er nogle, som regner med mig. Min kone er lige nu på arbejde og jeg glæder mig til at hun kommer hjem. Måske vil jeg kaste en rigtig julegave til hende og gøre hende glad. Dog ikke en med pels. Det har jeg ikke råd til. Og så vil vi alle være sammen, også dyrene. Lige som de var i stalden julenat. Jo, julehumøret har bredt sig både ude og inde.