tirsdag den 4. september 2012
tirsdag den 19. april 2011
En korrespondent
(kapitlet før dette ses på En ven )
Jeg er som en korrespondent, der beretter fra Vejle by. Hver dag iagttager jeg folk og forholdene og undrer mig over dem. Det er ikke helt ufarligt. Jeg hørte om en korrespondent, som skulle til Japan, men i Singapore hørte han om en voldsom eksplosion på et japansk atomkraftværk, så han tog en flyver i den anden retning. Jeg går ned i Vejle hver dag uanset hvad jeg har hørt. En anden korrespondent, som var i Japan, fortalte at han boede på et hotel med 20 andre korrespondenter, og de havde talt med hinanden og han sagde: " Vi mener, at forholdene i Japan er meget alvorlig" og så rettede han det til " den japanske befolkning mener, at det er meget alvorligt." Det kunne tyde på, at han ikke havde været uden for hotellet. Det ville heller ikke nytte. Han kunne ikke japansk og han vidste ikke, at når han spurgte en japaner på engelsk om ikke situationen var alvorlig, så vil en japaner af høflighed altid give ham ret. Jeg taler ikke med andre korrespondenter eller udspørger borgerne. Jeg lytter. Jeg stiller mig f.eks. foran en butik med dametøj. Det er ganske vist lidt mistænkeligt at en tynd mand står og ser på dametøj. Men jeg lader som ingenting. Straks er der bid. To kvinder nærmer sig og skal se på butiksvinduet, mens de snakker. " Min læge siger, at jeg skal tabe mig, ellers er jeg i risiko." Den anden svarer:" Det er nederen. Hvordan vil du tabe dig." - " Jeg vil først prøve banankuren." Jeg ser for mig, at hun har stoppet en banan i munden og en i hvert øre og hvert næsebor osv.. Men den anden bryder ind: " Sidst jeg var på kur, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg syndede og alt det jeg ikke måtte spise, det spiste jeg rigtig meget af. Jeg følte mig som dårligt menneske."
En sådan lille samtale fortæller meget om forholdene i Vejle og blandt danskerne og den er ikke helt ufarlig. Man kan blive smittet af de synspunkter, som bliver udvekslet. Synspunkterne stammer jo ikke fra de to konkrete kvinder, men er spredt fra mund til mund og jævnlig holdt ved lige i medierne. Det er uskyldigt blandet ind mellem andre nyheder. Flyulykker, drab i Randers og storm i morgen, så står der pludselig: Den som spiser salt, dør af overvægt, kræft og blodpropper. For at forenkle risikoen nævnes altid kræft og blodpropper. Jeg tænker nogle gange, hvorfor der aldrig er risiko for fodsved eller vorter i armhulerne.
Jeg har hørt, at Jesus har sagt, det ikke er det som kommer ind ad munden, som gør et menneske dårligt; det er alle de dårlige ord og tanker som kommer ud af mennesket. Tænk hvis det som spredes fra mund til mund og fra medier, var rent, så ville den værste forurening være overstået. Men så ville der ikke være så mange ord i omløb. Jeg har også hørt, at Jesus har sagt, at dine ord skal være ja,ja, og nej,nej. Det er ikke meget. Selv var Jesus lige så kortfattet, som Gud er. Jeg selv prøver så vidt det er muligt at holde mund. Det ville være synd, hvis kvinder foran et butiksvindue skulle det. Det er så opmuntrende at lytte til dem. Størrelsen på en bluse. Farven på en kjole. Man kommer langt væk fra drab og stormvejr, som det er farligt hele tiden at gå og frygte.
Modvilligt giver jeg slip på de to kvinder og vandrer videre i Vejles verden.
Lige nu er der meget liv på gågaden. Folk snakker, folk går, folk kigger. Jeg ser på dem og tænker: nu bliver alting stille. Og sandelig hvor de går og står, standser de og bliver hvor de var. Hvis deres mund var åben, er den det. Ekspedienten, som lige kiggede ud af butiksdøren, bliver ved med det. En af damerne fra før peger på vinduet og er stivnet. Jeg kigger mig forundret omkring. Jeg prøver om jeg kan gå. Det går fint. De kan allesammen se og høre, men de kan ikke bevæge sig. Jeg kan frit gå rundt mellem dem. Jeg går hen og kigger en i øjnene og så hvisker jeg i hendes øre: " Der er mange, som godt kan lide dig. Det må du også gerne." En anden har et lidt besværet ansigt og til ham hvisker jeg: " Du er ikke den eneste, som er ked af det. Hver anden heromkring skjuler det. Det ved jeg alt om." En pige er meget nervøs, og jeg hvisker: " Tag det helt roligt. Der er én som passer på dig." Sådan går jeg fra person til person og finder på et eller andet. Jeg kigger en mand i ansigtet og hvisker til ham: "Du tror, at du bestemmer, men i virkeligheden er der mange, som hjælper dig. Det må du gerne sige til dem." Der er en kvinde, som har fire poser i sine hænder og til hende siger jeg i øret: " Du går meget op i tøj. Det er en trøst for dig og den hænger død hjemme i dit skab. Find hellere en, som du kan trøste." Jeg drejer om hjørnet ved kirkegade og går ned mod banegården. Her kører bilerne og folk er i bevægelse. Jeg sniger mig tilbage og kigger nedad gågaden. Jo, nu begynder de at røre på sig. Først lidt tøvende og lidt usikkert smilende. Og så er alt normalt igen, kiggen og snakken og gåen. Men det er som om nogle af dem er lidt eftertænksomme. Det var meget uheldigt, at de nu allesammen husker mit ansigt.
Jeg må indrømme, at øde og tomhed iriterer mig og sætter gang i min fantasi. Det samme gør larm og snak. Det var min fantasi, som fik alt til at stå stille og gav dem bløde ord i ørerne. Men en korrespondent må ikke påvirke dem, som han iagttager. Han skal neutralt berette om tomhed, larm, flugt og tristhed. Hvorfor er der ingen bomber, som skaber liv. Så kunne vi bede om hjælp fra Nato og de kunne sender jagere ind over Vejle og folk blev reddet fra alt det panser, som de omgiver sig med. De kunne være frie til at se hinanden i øjnene. Jeg må indrømme, at det er lidt for naivt og for højt et mål. Danskerne har det udmærket. Hver for sig har de det dårligt. Det er ikke med i de økonomiske planer, hvordan man har det, men hvor meget man tjener.
Jeg prøver igen: " Alle bliver løftet op en halv meter over jorden og bliver hængende dér." Men der sker ingenting. Det virker ikke hver gang. Vejlenserne havde ellers godt af at se det hele lidt ovenfra med alle sanser åbne og opdage, at de også er mellem himmel og jord. Men pludselig virker ordene på mig. Jeg løftes ganske lidt op, sikkert ikke mere end 10 cm. Men det er da altid noget. Det føles uvirkeligt.
Hovedet kan jeg dreje, og da jeg gør det, står Jesus foran mig. Jeg kender ham ikke, men jeg ved at det er ham. Han siger ikke noget men ser ind i mit ansigt. Han ser alt det som er og kan alligevel lide det han ser på en rolig måde. Det er både at forstå og blive forstået. Så er øjeblikket forbi, og jeg daler og jeg ser ham ikke længere. Det havde jeg ikke ventet midt på Kirkegade. " Gud, det er nok, at jeg må tale med dig. Skal jeg nu også til at se syner." Jeg ser op, men Gud svarer ikke. Til gengæld får jeg øje på de øverste etager på husene. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Flere af dem har fine udsmykninger øverst oppe. Folk ser nu en tynd mand gå gennem gaden med ansigtet vendt mod himlen. De går uden om ham og undrer sig og kigger selv op: " Er der noget?" Gud viser sig heller ikke for mig. Men det er som om nogen hvisker mig i øret:" Der er mere mellem himmel og jord, og det kan være smukt."
Der er boder og torvedag på kirkepladsen. Jeg er på jorden igen og går roligt rundt og ser på ost og fisk, som om jeg er en almindelig kunde og ikke en iagttagende korrespondent. Der er to som har fået øje på mig som et muligt offer og de stiller sig foran mig og spærrer vejen mens de rækker et blad til mig. Det tager jeg ikke imod, men venter på hvad de vil sige. " Kender du Jesus?" spørger den ene.
Jeg svarer: " Det ved jeg ikke, men jeg har lige set ham på hjørnet mellem gågaden og kirkegade. Det er kun et kort øjeblik siden. Måske er han der endnu. Hvis I skynder jer, kan I måske få ham at se. I må gerne hilsen fra malermester Madsen." De er ikke teknisk forvaltere, men reagerer lige sådan. De har svært ved at tro på mig og kan alligevel ikke lade være. Efter at have svinget frem og tilbage på fødderne skynder de sig afsted. Jeg hvisker efter dem: " Det kan være I skal hoppe lidt."
Hvorfor brugte de ordet "kende". Kender de sig selv;nej; og så kan de heller ikke kende det, som er større end dem selv. Kender de sandheden eller er de kun selvbestaltede forvaltere af et sæt sætninger, som de har lært udenad, og det kan aldrig være sandheden, som er rummelig og fri til nysgerrighed. De fleste ved ikke, hvad sandheden er, fordi de slet ikke ser i den retning. De ser kun deres egne meninger. Jeg har nok i at finde ud af løgnen i mig selv, og min fantasi og selvbestaltede tanker gør det så meget sværere.
Nu er ham, der skriver, kommet i selvsving. Folk hænger nærmest under skyerne og der er et helt afsnit om et ord. Det er som om han ikke kan finde på noget. Jeg ved hvorfor. Han har en søn, som er 30 år og en kone som er ældre. Sønnen taler han aldrig med, fordi han klarer sig fint, men det gør ham, der skriver, ikke. Han kan ikke klare hus og have og arbejde. Derfor er han flyttet over i lejligheden lige under mig. Dels var den ledig, dels vil han gerne være i nærheden af mig, som han tror han kender. Hvordan det ord så skal forstås. Da han ikke kan klare ret meget, har han indrettet lejligheden meget spartansk. Det mindste fjernsyn han kunne få. Det mindste bord han kunne få. En madras. Han bruger tiden i lejligheden. Jeg har hørt om japanske unge, som bor hjemme og pludselig beslutter, at de ikke vil ud af deres værelse. Døren er låst. Selv om forældrene trygler dem om at komme ud, får de ikke noget svar og døren forbliver lukket. Forældrene stiller engang imellem en tallerken med mad uden for døren, og senere står den tom tilbage. Hvis de stiller mælkekartoner eller poser, bliver det inde i værelset. På et tidspunkt når de unge er blevet sig selv og pludselig en dag kommer ud med langt hår og skæg. Det er mest drenge, som gør det, altså bliver inde og komme ud. Så er det værelse fyldt med skrald fra flere år.
Mon det er sådan ham, der skriver, har det. Hans forældre er døde for flere år siden. Nu har han meldt sig ud eller har lukket sig inde. Jeg stiller nogle gange en mælk og lidt kiks uden for hans dør. Han var ikke tynd, da han flyttede her over, men det skal han nok blive. Hvad sker der, hvis han holder op med at skrive. Så mister han den smule mad, som han har. Jeg har ondt af ham. Han har det næsten værre end mig. Det meste af dagen bruger han på at kigge gennem dørhullet for dog at se nogle mennesker og mig. Indimellem sidder vi stille i hver sin lejlighed og lytter til hinanden, men da vi sidder så stille, kan vi ikke høre noget.
Nu har jeg endnu mere brug for mine byture for at komme væk fra al denne ynkelighed. Mine fødder går af sig selv den korteste vej ned ad gågaden til Hennes og Mauritz. Jeg har hørt, at insekter er mere intelligente end man tror. Humlebier kan hurtigere end en computer udregne den bedste rute mellem alle de blomster, som den vil besøge. Jeg tænker tit på humlebier, når jeg sover til middag. Så kører postbudene rundt i kvarteret på små gule knallerter, der brummer som humlebier. Men intelligens har de ikke. De kører rundt uden mål og med og kommer flere gange den samme vej tilbage. Der skulle en stor fluesmækker til for at få ro i middagsstunden.
Jeg skal besøg en blomst. Det har mine fødder bestemt.
Jeg er som en korrespondent, der beretter fra Vejle by. Hver dag iagttager jeg folk og forholdene og undrer mig over dem. Det er ikke helt ufarligt. Jeg hørte om en korrespondent, som skulle til Japan, men i Singapore hørte han om en voldsom eksplosion på et japansk atomkraftværk, så han tog en flyver i den anden retning. Jeg går ned i Vejle hver dag uanset hvad jeg har hørt. En anden korrespondent, som var i Japan, fortalte at han boede på et hotel med 20 andre korrespondenter, og de havde talt med hinanden og han sagde: " Vi mener, at forholdene i Japan er meget alvorlig" og så rettede han det til " den japanske befolkning mener, at det er meget alvorligt." Det kunne tyde på, at han ikke havde været uden for hotellet. Det ville heller ikke nytte. Han kunne ikke japansk og han vidste ikke, at når han spurgte en japaner på engelsk om ikke situationen var alvorlig, så vil en japaner af høflighed altid give ham ret. Jeg taler ikke med andre korrespondenter eller udspørger borgerne. Jeg lytter. Jeg stiller mig f.eks. foran en butik med dametøj. Det er ganske vist lidt mistænkeligt at en tynd mand står og ser på dametøj. Men jeg lader som ingenting. Straks er der bid. To kvinder nærmer sig og skal se på butiksvinduet, mens de snakker. " Min læge siger, at jeg skal tabe mig, ellers er jeg i risiko." Den anden svarer:" Det er nederen. Hvordan vil du tabe dig." - " Jeg vil først prøve banankuren." Jeg ser for mig, at hun har stoppet en banan i munden og en i hvert øre og hvert næsebor osv.. Men den anden bryder ind: " Sidst jeg var på kur, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg syndede og alt det jeg ikke måtte spise, det spiste jeg rigtig meget af. Jeg følte mig som dårligt menneske."
En sådan lille samtale fortæller meget om forholdene i Vejle og blandt danskerne og den er ikke helt ufarlig. Man kan blive smittet af de synspunkter, som bliver udvekslet. Synspunkterne stammer jo ikke fra de to konkrete kvinder, men er spredt fra mund til mund og jævnlig holdt ved lige i medierne. Det er uskyldigt blandet ind mellem andre nyheder. Flyulykker, drab i Randers og storm i morgen, så står der pludselig: Den som spiser salt, dør af overvægt, kræft og blodpropper. For at forenkle risikoen nævnes altid kræft og blodpropper. Jeg tænker nogle gange, hvorfor der aldrig er risiko for fodsved eller vorter i armhulerne.
Jeg har hørt, at Jesus har sagt, det ikke er det som kommer ind ad munden, som gør et menneske dårligt; det er alle de dårlige ord og tanker som kommer ud af mennesket. Tænk hvis det som spredes fra mund til mund og fra medier, var rent, så ville den værste forurening være overstået. Men så ville der ikke være så mange ord i omløb. Jeg har også hørt, at Jesus har sagt, at dine ord skal være ja,ja, og nej,nej. Det er ikke meget. Selv var Jesus lige så kortfattet, som Gud er. Jeg selv prøver så vidt det er muligt at holde mund. Det ville være synd, hvis kvinder foran et butiksvindue skulle det. Det er så opmuntrende at lytte til dem. Størrelsen på en bluse. Farven på en kjole. Man kommer langt væk fra drab og stormvejr, som det er farligt hele tiden at gå og frygte.
Modvilligt giver jeg slip på de to kvinder og vandrer videre i Vejles verden.
Lige nu er der meget liv på gågaden. Folk snakker, folk går, folk kigger. Jeg ser på dem og tænker: nu bliver alting stille. Og sandelig hvor de går og står, standser de og bliver hvor de var. Hvis deres mund var åben, er den det. Ekspedienten, som lige kiggede ud af butiksdøren, bliver ved med det. En af damerne fra før peger på vinduet og er stivnet. Jeg kigger mig forundret omkring. Jeg prøver om jeg kan gå. Det går fint. De kan allesammen se og høre, men de kan ikke bevæge sig. Jeg kan frit gå rundt mellem dem. Jeg går hen og kigger en i øjnene og så hvisker jeg i hendes øre: " Der er mange, som godt kan lide dig. Det må du også gerne." En anden har et lidt besværet ansigt og til ham hvisker jeg: " Du er ikke den eneste, som er ked af det. Hver anden heromkring skjuler det. Det ved jeg alt om." En pige er meget nervøs, og jeg hvisker: " Tag det helt roligt. Der er én som passer på dig." Sådan går jeg fra person til person og finder på et eller andet. Jeg kigger en mand i ansigtet og hvisker til ham: "Du tror, at du bestemmer, men i virkeligheden er der mange, som hjælper dig. Det må du gerne sige til dem." Der er en kvinde, som har fire poser i sine hænder og til hende siger jeg i øret: " Du går meget op i tøj. Det er en trøst for dig og den hænger død hjemme i dit skab. Find hellere en, som du kan trøste." Jeg drejer om hjørnet ved kirkegade og går ned mod banegården. Her kører bilerne og folk er i bevægelse. Jeg sniger mig tilbage og kigger nedad gågaden. Jo, nu begynder de at røre på sig. Først lidt tøvende og lidt usikkert smilende. Og så er alt normalt igen, kiggen og snakken og gåen. Men det er som om nogle af dem er lidt eftertænksomme. Det var meget uheldigt, at de nu allesammen husker mit ansigt.
Jeg må indrømme, at øde og tomhed iriterer mig og sætter gang i min fantasi. Det samme gør larm og snak. Det var min fantasi, som fik alt til at stå stille og gav dem bløde ord i ørerne. Men en korrespondent må ikke påvirke dem, som han iagttager. Han skal neutralt berette om tomhed, larm, flugt og tristhed. Hvorfor er der ingen bomber, som skaber liv. Så kunne vi bede om hjælp fra Nato og de kunne sender jagere ind over Vejle og folk blev reddet fra alt det panser, som de omgiver sig med. De kunne være frie til at se hinanden i øjnene. Jeg må indrømme, at det er lidt for naivt og for højt et mål. Danskerne har det udmærket. Hver for sig har de det dårligt. Det er ikke med i de økonomiske planer, hvordan man har det, men hvor meget man tjener.
Jeg prøver igen: " Alle bliver løftet op en halv meter over jorden og bliver hængende dér." Men der sker ingenting. Det virker ikke hver gang. Vejlenserne havde ellers godt af at se det hele lidt ovenfra med alle sanser åbne og opdage, at de også er mellem himmel og jord. Men pludselig virker ordene på mig. Jeg løftes ganske lidt op, sikkert ikke mere end 10 cm. Men det er da altid noget. Det føles uvirkeligt.
Hovedet kan jeg dreje, og da jeg gør det, står Jesus foran mig. Jeg kender ham ikke, men jeg ved at det er ham. Han siger ikke noget men ser ind i mit ansigt. Han ser alt det som er og kan alligevel lide det han ser på en rolig måde. Det er både at forstå og blive forstået. Så er øjeblikket forbi, og jeg daler og jeg ser ham ikke længere. Det havde jeg ikke ventet midt på Kirkegade. " Gud, det er nok, at jeg må tale med dig. Skal jeg nu også til at se syner." Jeg ser op, men Gud svarer ikke. Til gengæld får jeg øje på de øverste etager på husene. Det har jeg ikke lagt mærke til før. Flere af dem har fine udsmykninger øverst oppe. Folk ser nu en tynd mand gå gennem gaden med ansigtet vendt mod himlen. De går uden om ham og undrer sig og kigger selv op: " Er der noget?" Gud viser sig heller ikke for mig. Men det er som om nogen hvisker mig i øret:" Der er mere mellem himmel og jord, og det kan være smukt."
Der er boder og torvedag på kirkepladsen. Jeg er på jorden igen og går roligt rundt og ser på ost og fisk, som om jeg er en almindelig kunde og ikke en iagttagende korrespondent. Der er to som har fået øje på mig som et muligt offer og de stiller sig foran mig og spærrer vejen mens de rækker et blad til mig. Det tager jeg ikke imod, men venter på hvad de vil sige. " Kender du Jesus?" spørger den ene.
Jeg svarer: " Det ved jeg ikke, men jeg har lige set ham på hjørnet mellem gågaden og kirkegade. Det er kun et kort øjeblik siden. Måske er han der endnu. Hvis I skynder jer, kan I måske få ham at se. I må gerne hilsen fra malermester Madsen." De er ikke teknisk forvaltere, men reagerer lige sådan. De har svært ved at tro på mig og kan alligevel ikke lade være. Efter at have svinget frem og tilbage på fødderne skynder de sig afsted. Jeg hvisker efter dem: " Det kan være I skal hoppe lidt."
Hvorfor brugte de ordet "kende". Kender de sig selv;nej; og så kan de heller ikke kende det, som er større end dem selv. Kender de sandheden eller er de kun selvbestaltede forvaltere af et sæt sætninger, som de har lært udenad, og det kan aldrig være sandheden, som er rummelig og fri til nysgerrighed. De fleste ved ikke, hvad sandheden er, fordi de slet ikke ser i den retning. De ser kun deres egne meninger. Jeg har nok i at finde ud af løgnen i mig selv, og min fantasi og selvbestaltede tanker gør det så meget sværere.
Nu er ham, der skriver, kommet i selvsving. Folk hænger nærmest under skyerne og der er et helt afsnit om et ord. Det er som om han ikke kan finde på noget. Jeg ved hvorfor. Han har en søn, som er 30 år og en kone som er ældre. Sønnen taler han aldrig med, fordi han klarer sig fint, men det gør ham, der skriver, ikke. Han kan ikke klare hus og have og arbejde. Derfor er han flyttet over i lejligheden lige under mig. Dels var den ledig, dels vil han gerne være i nærheden af mig, som han tror han kender. Hvordan det ord så skal forstås. Da han ikke kan klare ret meget, har han indrettet lejligheden meget spartansk. Det mindste fjernsyn han kunne få. Det mindste bord han kunne få. En madras. Han bruger tiden i lejligheden. Jeg har hørt om japanske unge, som bor hjemme og pludselig beslutter, at de ikke vil ud af deres værelse. Døren er låst. Selv om forældrene trygler dem om at komme ud, får de ikke noget svar og døren forbliver lukket. Forældrene stiller engang imellem en tallerken med mad uden for døren, og senere står den tom tilbage. Hvis de stiller mælkekartoner eller poser, bliver det inde i værelset. På et tidspunkt når de unge er blevet sig selv og pludselig en dag kommer ud med langt hår og skæg. Det er mest drenge, som gør det, altså bliver inde og komme ud. Så er det værelse fyldt med skrald fra flere år.
Mon det er sådan ham, der skriver, har det. Hans forældre er døde for flere år siden. Nu har han meldt sig ud eller har lukket sig inde. Jeg stiller nogle gange en mælk og lidt kiks uden for hans dør. Han var ikke tynd, da han flyttede her over, men det skal han nok blive. Hvad sker der, hvis han holder op med at skrive. Så mister han den smule mad, som han har. Jeg har ondt af ham. Han har det næsten værre end mig. Det meste af dagen bruger han på at kigge gennem dørhullet for dog at se nogle mennesker og mig. Indimellem sidder vi stille i hver sin lejlighed og lytter til hinanden, men da vi sidder så stille, kan vi ikke høre noget.
Nu har jeg endnu mere brug for mine byture for at komme væk fra al denne ynkelighed. Mine fødder går af sig selv den korteste vej ned ad gågaden til Hennes og Mauritz. Jeg har hørt, at insekter er mere intelligente end man tror. Humlebier kan hurtigere end en computer udregne den bedste rute mellem alle de blomster, som den vil besøge. Jeg tænker tit på humlebier, når jeg sover til middag. Så kører postbudene rundt i kvarteret på små gule knallerter, der brummer som humlebier. Men intelligens har de ikke. De kører rundt uden mål og med og kommer flere gange den samme vej tilbage. Der skulle en stor fluesmækker til for at få ro i middagsstunden.
Jeg skal besøg en blomst. Det har mine fødder bestemt.
fredag den 8. april 2011
En ven
(kapitlet før dette ses på Et kort kapitel )
Der er gået nogle dage siden I sidst hørte om mig. Det kan I ikke vide. Der skulle egentlig have været nogle kapitler med tomme sider. Jeg har hældt meget vand på mit humør i de dage og kun set fortorvet foran mig. Det var sådan set hvad der skete, flise efter flise. Heldigvis har jeg min plan, ellers var jeg ikke kommet ud af sengen. Min plan er at gå ned til byen og hjem og sove til middag, og så igen gå ned til byen og hjem og sove. Det er en overset beskæftigelse at sove. Tiden går så nemt. Man lægger sig og forsvinder og når man vågner er flere timer overstået. Det er som at sætte tomme sider ind i en bog.
I dag går det bedre og før jeg ser mig om, er jeg på vej ned ad Koldingbakken og befinder mig på gågaden. Og der er en, som råber: Malermester Madsen. Det skulle jo ske, at nogle genkendte mig, når jeg er begyndt at sige mit navn. Det kan være én af tre, som råber. Jeg har mest lyst til at gøre mig usynlig, men jeg vender mig og ser en blond pige, som løber hen imod mig. Hendes hår er ikke længere vådt. "Hvordan har du det," siger hun uden at vente svar, og fortsætter:" Du forsvandt så hurtigt. Vi fik slet ikke sagt tak til dig, og Peter og jeg fik snakket rigtig ud med hinanden bagefter." Jeg tænker, at hun vist aldrig får snakket ud, for hun snakker hele tiden, men det går jo rigtig godt, og jeg behøver ikke finde på noget at sige. Hun stråler. Hendes hår er mere blankt, skinnende hvidt end blond. Hendes grønne øjne stråler. Hendes smil er strålende. Hendes bevægelser med hænderne for at understrege hendes ord med små tegn, hendes person er strålende. Jeg må jo sige et eller andet for at holde gang i hendes talestrøm: "Går du i skole." Og hun svarer: " Ja, jeg går på Handelsskolen i HG. Det er andet år. Heldigvis skal jeg snart ud i en butik. Jeg har valgt Hennes og Mauritz. Det er så smart tøj og alle har råd til det. Bare de vil have mig. Jeg har været hjælpepige dernede. Så der er nok gode chancer. Jeg vil bare ikke ned i Bryggen. Dér er så trist og mørkt. Om vinteren kommer der måske flere end i buttiken nede på gågaden, men ikke om sommeren." Sådan bliver hun ved, mens hun smiler, dog kommer der nu noget mørkt i hendes øjne: " Som du så har jeg problemer med Peter. Nogle gange er han totalt passiv." Uden at jeg ved hvorfra det kommer, siger jeg: " Måske styrer du for meget. Hvis du giver ham mere frihed, bliver han mere sig selv." Hun ser eftertænksom ud: " Tror du? Måske har du ret. Min familie bor i Nordjylland. Så dem ser jeg sjældent. Jeg har mange veninder. Men jeg savner en voksen at tale, sådan som vi gør nu. Kan vi ikke snakke sammen igen." Jeg siger: "Det kan vi godt. Jeg er her ved Blockbuster hver dag kl. 10 og 16, undtagen om søndagen, hvor jeg kun er her kl. 16." - Hun undrer sig: "Det må jeg nok sige. Så ved jeg hvordan jeg kan møde dig. Det var dejligt at snakke. Du er så rolig. Vi ses snart igen."
Hun ved ikke at jeg er rolig i det ydre, på facaden af atomkraftværket, men indvendig buldrer skjulte kræfter, som indimellem slipper lidt damp ud. Lige nu er der godt kog i kedlerne. Jeg er ved at boble over. " Gud, hvad var det som skete. Her går jeg i fred og ro og så møder jeg sådan en solstråle. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om. Skal jeg nu gå og tænke på hende og hvordan hun har det." - Gud svarer:" Ja, du siger hele tiden at du er alene og ikke har nogen venner. Det har du nu. Du er i øvrigt selv skyld i det. Du kunne have lade være med at gå ombord i båden og ville lege frelser. I det mindste prøvede du ikke at gå på vandet. Nu hænger du på den. Det kan ikke spoles tilbage."
Ham der skriver om mig, er nu gået i stå og ved ikke hvordan han kommer videre. Og det lige efter et af de mest afgørende øjeblikke i mit liv. Det kan du ikke være bekendt. Du må gerne fortælle det én gang til. Hvordan hun var og hvad hun sagde. Jeg ser det i hvert fald for mig hele tiden og hører hendes stemme og hendes smil og alvor. Åh, nu forstår jeg det. Han har ikke selv nogen venner og han ved ikke hvordan han får det. Men hvorfor er han så utilfreds. Han har en kone og to døtre. Det har jeg set. Dem taler han ikke så meget med.
Jeg for min part kan sige, at jeg har en ven. Det tegner det til. Måske er Peter også til at snakke med. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere være tavs og ikke knytte mig til andre, som jeg gjorde. Nu buldrer det i mit indre og jeg tager straks min vandflaske og tager et par slurke. Men hvad hvis de andre knytter sig til mig. Man kan vel ikke være bekendt at ryste dem af sig, hvis de hænger fast på én. Det er en umulig situation. Hvis man har reddet nogen, er deres liv i ens hænder. Så meget har jeg lært af Gud. Desværre har jeg også lært, at de mennesker man ikke har reddet, også er i ens hænder. Men det er noget uoverskueligt, så det ser jeg bort fra. Jeg har nok i at have en mulig ven, som jeg gerne vil skal have det godt. Og hvordan skulle jeg kunne gøre noget for det. Gud griber pludselig ind:" I dette tilfælde er det nok, at du lytter. Det er mere end rigeligt."
Efter en middagssøvn og endnu en beroligende tur til byen er jeg på vej hjem op ad Koldingbakken til krydset ved Pedersholms Allé, hvor jeg går langsomt og står stille nogle gange. Det er ikke for at få pusten, selv om stigningen sidst på bakken godt kan tage den. Det er for at blive set. Læg mærke til en mand, som har været på dagens dont. Jeg har engang hørt om en græsk filosof, som boede i en tønde. Hans by var i krig og fjenden ville angribe. Derfor havde borgerne i filosoffens by travlt med at forberede forsvaret. De samlede sten, som de kunne smide i hovedet på fjenderne. De kogte vand, som de kunne det samme med. Alle løb rundt i gaderne og havde travlt. Så gav filosoffen sig til at rulle sin tønde rundt i byen. Nogle standsede ham og spurgte, hvorfor han gjorde det. Han sagde: " Alle har så travlt. Jeg vil også gøre noget." Jeg har ikke en tønde med, når jeg går rundt i Vejle. Men jeg gør noget. Og når jeg kommer til krydset mellem Kolding bakken og Pedersholms Allé kl. 17.00 er dagens dont forbi.
Fakta ligger lige dér og jeg køber altid et eller andet for at være med. Jeg tager aldrig en kurv for jeg køber højest 3 ting. I dag vælger jeg en pakke toiletpapir med 16 ruller og løfter den op foran mig og går stolt med den hen til køen ved kassen. Foran mig står ham, der skriver om mig. Han handler også i Fakta. Jeg har set ham før. Han ser ikke godt ud. Mon han har været i bad i dag. Hans hud er lidt svedig. Han er måske ikke så tyk, men det er han i ansigtet, som er æggeformet ligesom en teknisk forvalter. Han siger altid en sætning til de unge ved kassen og de smiler til ham og de siger: Ha en god aften. Det gør de ikke til andre. Han vil aldrig have bon. Inden han bliver spurgt, siger han: "Nej tak til bon," og smiler og når den unge ved kassen har hørt det tilstrækkelig mange gange, behøver de ikke omtale bonen men kun smile til hinanden. Han skiller sig ud. Måske kunne jeg skrive en bog om ham. Det ville blive en spændende retssag, hvis en forfatter anklagede sin hovedperson for at skrive noget forkert om ham. Han kan heldigvis ikke se mig fordi jeg holder den 16 ruller store pakke med toiletpapir op foran mig. Når den unge ved kassen spørger om jeg vil have en bon, siger jeg:"Ja." Det er det eneste jeg siger. Når jeg får bonen, stirrer jeg på den. Jeg ved ikke hvad jeg ser, men jeg har set, at der er mange, som gør det. Og jeg vil gerne falde i med mængden ligesom filosoffen. Jeg vil ikke skille mig ud
Jeg går langsomt hjem til min lejlighed.
(næste kapitel ses på En korrespondent )
Der er gået nogle dage siden I sidst hørte om mig. Det kan I ikke vide. Der skulle egentlig have været nogle kapitler med tomme sider. Jeg har hældt meget vand på mit humør i de dage og kun set fortorvet foran mig. Det var sådan set hvad der skete, flise efter flise. Heldigvis har jeg min plan, ellers var jeg ikke kommet ud af sengen. Min plan er at gå ned til byen og hjem og sove til middag, og så igen gå ned til byen og hjem og sove. Det er en overset beskæftigelse at sove. Tiden går så nemt. Man lægger sig og forsvinder og når man vågner er flere timer overstået. Det er som at sætte tomme sider ind i en bog.
I dag går det bedre og før jeg ser mig om, er jeg på vej ned ad Koldingbakken og befinder mig på gågaden. Og der er en, som råber: Malermester Madsen. Det skulle jo ske, at nogle genkendte mig, når jeg er begyndt at sige mit navn. Det kan være én af tre, som råber. Jeg har mest lyst til at gøre mig usynlig, men jeg vender mig og ser en blond pige, som løber hen imod mig. Hendes hår er ikke længere vådt. "Hvordan har du det," siger hun uden at vente svar, og fortsætter:" Du forsvandt så hurtigt. Vi fik slet ikke sagt tak til dig, og Peter og jeg fik snakket rigtig ud med hinanden bagefter." Jeg tænker, at hun vist aldrig får snakket ud, for hun snakker hele tiden, men det går jo rigtig godt, og jeg behøver ikke finde på noget at sige. Hun stråler. Hendes hår er mere blankt, skinnende hvidt end blond. Hendes grønne øjne stråler. Hendes smil er strålende. Hendes bevægelser med hænderne for at understrege hendes ord med små tegn, hendes person er strålende. Jeg må jo sige et eller andet for at holde gang i hendes talestrøm: "Går du i skole." Og hun svarer: " Ja, jeg går på Handelsskolen i HG. Det er andet år. Heldigvis skal jeg snart ud i en butik. Jeg har valgt Hennes og Mauritz. Det er så smart tøj og alle har råd til det. Bare de vil have mig. Jeg har været hjælpepige dernede. Så der er nok gode chancer. Jeg vil bare ikke ned i Bryggen. Dér er så trist og mørkt. Om vinteren kommer der måske flere end i buttiken nede på gågaden, men ikke om sommeren." Sådan bliver hun ved, mens hun smiler, dog kommer der nu noget mørkt i hendes øjne: " Som du så har jeg problemer med Peter. Nogle gange er han totalt passiv." Uden at jeg ved hvorfra det kommer, siger jeg: " Måske styrer du for meget. Hvis du giver ham mere frihed, bliver han mere sig selv." Hun ser eftertænksom ud: " Tror du? Måske har du ret. Min familie bor i Nordjylland. Så dem ser jeg sjældent. Jeg har mange veninder. Men jeg savner en voksen at tale, sådan som vi gør nu. Kan vi ikke snakke sammen igen." Jeg siger: "Det kan vi godt. Jeg er her ved Blockbuster hver dag kl. 10 og 16, undtagen om søndagen, hvor jeg kun er her kl. 16." - Hun undrer sig: "Det må jeg nok sige. Så ved jeg hvordan jeg kan møde dig. Det var dejligt at snakke. Du er så rolig. Vi ses snart igen."
Hun ved ikke at jeg er rolig i det ydre, på facaden af atomkraftværket, men indvendig buldrer skjulte kræfter, som indimellem slipper lidt damp ud. Lige nu er der godt kog i kedlerne. Jeg er ved at boble over. " Gud, hvad var det som skete. Her går jeg i fred og ro og så møder jeg sådan en solstråle. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal mene om. Skal jeg nu gå og tænke på hende og hvordan hun har det." - Gud svarer:" Ja, du siger hele tiden at du er alene og ikke har nogen venner. Det har du nu. Du er i øvrigt selv skyld i det. Du kunne have lade være med at gå ombord i båden og ville lege frelser. I det mindste prøvede du ikke at gå på vandet. Nu hænger du på den. Det kan ikke spoles tilbage."
Ham der skriver om mig, er nu gået i stå og ved ikke hvordan han kommer videre. Og det lige efter et af de mest afgørende øjeblikke i mit liv. Det kan du ikke være bekendt. Du må gerne fortælle det én gang til. Hvordan hun var og hvad hun sagde. Jeg ser det i hvert fald for mig hele tiden og hører hendes stemme og hendes smil og alvor. Åh, nu forstår jeg det. Han har ikke selv nogen venner og han ved ikke hvordan han får det. Men hvorfor er han så utilfreds. Han har en kone og to døtre. Det har jeg set. Dem taler han ikke så meget med.
Jeg for min part kan sige, at jeg har en ven. Det tegner det til. Måske er Peter også til at snakke med. Det ønsker jeg ikke. Jeg vil hellere være tavs og ikke knytte mig til andre, som jeg gjorde. Nu buldrer det i mit indre og jeg tager straks min vandflaske og tager et par slurke. Men hvad hvis de andre knytter sig til mig. Man kan vel ikke være bekendt at ryste dem af sig, hvis de hænger fast på én. Det er en umulig situation. Hvis man har reddet nogen, er deres liv i ens hænder. Så meget har jeg lært af Gud. Desværre har jeg også lært, at de mennesker man ikke har reddet, også er i ens hænder. Men det er noget uoverskueligt, så det ser jeg bort fra. Jeg har nok i at have en mulig ven, som jeg gerne vil skal have det godt. Og hvordan skulle jeg kunne gøre noget for det. Gud griber pludselig ind:" I dette tilfælde er det nok, at du lytter. Det er mere end rigeligt."
Efter en middagssøvn og endnu en beroligende tur til byen er jeg på vej hjem op ad Koldingbakken til krydset ved Pedersholms Allé, hvor jeg går langsomt og står stille nogle gange. Det er ikke for at få pusten, selv om stigningen sidst på bakken godt kan tage den. Det er for at blive set. Læg mærke til en mand, som har været på dagens dont. Jeg har engang hørt om en græsk filosof, som boede i en tønde. Hans by var i krig og fjenden ville angribe. Derfor havde borgerne i filosoffens by travlt med at forberede forsvaret. De samlede sten, som de kunne smide i hovedet på fjenderne. De kogte vand, som de kunne det samme med. Alle løb rundt i gaderne og havde travlt. Så gav filosoffen sig til at rulle sin tønde rundt i byen. Nogle standsede ham og spurgte, hvorfor han gjorde det. Han sagde: " Alle har så travlt. Jeg vil også gøre noget." Jeg har ikke en tønde med, når jeg går rundt i Vejle. Men jeg gør noget. Og når jeg kommer til krydset mellem Kolding bakken og Pedersholms Allé kl. 17.00 er dagens dont forbi.
Fakta ligger lige dér og jeg køber altid et eller andet for at være med. Jeg tager aldrig en kurv for jeg køber højest 3 ting. I dag vælger jeg en pakke toiletpapir med 16 ruller og løfter den op foran mig og går stolt med den hen til køen ved kassen. Foran mig står ham, der skriver om mig. Han handler også i Fakta. Jeg har set ham før. Han ser ikke godt ud. Mon han har været i bad i dag. Hans hud er lidt svedig. Han er måske ikke så tyk, men det er han i ansigtet, som er æggeformet ligesom en teknisk forvalter. Han siger altid en sætning til de unge ved kassen og de smiler til ham og de siger: Ha en god aften. Det gør de ikke til andre. Han vil aldrig have bon. Inden han bliver spurgt, siger han: "Nej tak til bon," og smiler og når den unge ved kassen har hørt det tilstrækkelig mange gange, behøver de ikke omtale bonen men kun smile til hinanden. Han skiller sig ud. Måske kunne jeg skrive en bog om ham. Det ville blive en spændende retssag, hvis en forfatter anklagede sin hovedperson for at skrive noget forkert om ham. Han kan heldigvis ikke se mig fordi jeg holder den 16 ruller store pakke med toiletpapir op foran mig. Når den unge ved kassen spørger om jeg vil have en bon, siger jeg:"Ja." Det er det eneste jeg siger. Når jeg får bonen, stirrer jeg på den. Jeg ved ikke hvad jeg ser, men jeg har set, at der er mange, som gør det. Og jeg vil gerne falde i med mængden ligesom filosoffen. Jeg vil ikke skille mig ud
Jeg går langsomt hjem til min lejlighed.
(næste kapitel ses på En korrespondent )
Et kort kapitel
(kapitlet før dette ses på Tredje første og sidste kapitel )
Dette kapitel er kort og skal kun overstås.
Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadre bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd." Nu svarer Gud endelig: " Du kan tro, at der er rigtig mange som siger sådan til sig selv og deres biler."
Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig.
Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.
(næste kapitel ses på En ven )
Dette kapitel er kort og skal kun overstås.
Jeg har svært ved at stå op i dag. "Gud, hvorfor skal det være sådan. Hvor er mine dage. Hvor er de blevet af." Lige nu har jeg svært ved at finde mine ben, som langsomt kommer ud fra dynen. Kiksen og mælken står på bordet. Det ser ikke meget indbydende ud. Jeg har hørt at croiassant og café latte smager godt. Sådan er det med meget andet. En udsigt over provence, hvad det så end er, og morgensol, der varmer, og stilhed der svaler, og elegante mennesker, der går rundt som i en film. Er de virkelige, eller kan de også have ondt i maven. Sidder de i deres luksus og drømmer om, at de var i Vejle. De skælder ud på hinanden og bliver skilt og sommerresidensen kan ikke sælges. Så får de ondt i maven. Men de klæder sig smukt for lånte penge og bruger den dyreste creme og de forstår at føre sig. Her kommer jeg, som Klodshans sagde. En anden én har ikke hverken ged eller cykel eller bil. Så hvordan kommer jeg frem i verden. Men det er også kun et eventyr. Jeg hørte om en rig kineser, som havde en meget dyr italiensk bil, som lige havde været på værksted og som stadig ikke ville starte. Så tog han en jernstang og smadre bilen. Det ville jeg gerne med mit liv, trampe på det, rive det fra hinanden, spytte og arrigt råbe: "Du kan ikke engang starte. Hvad er du værd." Nu svarer Gud endelig: " Du kan tro, at der er rigtig mange som siger sådan til sig selv og deres biler."
Jeg har spist min kiks og drukket min mælk, som skulle have været i køleskab, men det kunne jeg ikke overskue i går. En lille sten siger klik mod min rude og jeg går som altid ud på altanen og ser et par smilende børn, som jeg kaster nogle vingummier ud til. Og de råber tak og smiler. De er bare tilstede dér på græsplænen og har hele dagen foran sig.
Selv om jeg ser børnene, gnaver surheden i mig. Denne dag og dette kapitel i mit liv skal bare overstås hurtigst muligt.
(næste kapitel ses på En ven )
mandag den 28. marts 2011
Tredje første og sidste kapitel
(begyndelsen ses på Første og sidste kapitel )
(kapitlet før dette ses på Andet Første og sidste kapitel )
Jeg vågner og jeg husker. Det er jeg glad for. Tænk at vågne og ikke huske hvem man er. Jeg har dog svært ved det, for jeg har har en meget livagtig drøm, hvor Ægyptens syv plager blev blandet sammen med Vejle. Først fik Vejle byråd besked på af fjerne alt rustent jern i byen. Det var en tynd mand med meget hår og skæg. Jeg forestiller mig Moses som en lille rund person. Han og jeg ligner dog hinanden deri, at vi kan gå meget langt. Vejle byråd lyttede til budbringeren, men gjorde ikke noget. Så kom første plage. Jeg kan ikke huske hvad det var. Men byrådet gjorde stadig ingenting. Sådan fortsatte det. Ved den 5. eller 6. plage blev vandet i åen farvet blodrødt. Stadsarkiteten erklærede, at det var Tulips skyld. De havde ledt svineblod ud vandløbene i Vejle og omegn. Han mente også, at han havde set en pølserest.
Den sidste plage i min drøm var ikke dødens engel, som gik fra hus til hus og tog den ældste søn. I min drøm var det farvens engel, som hvirvlede gennem byen og undersøgte hvert hus og hver plads for at se om der var rustent jern. Det blev overmalet. Og alle regnbuens farver blev brugt. Det var tydeligt, at en overnaturlig kraft stod bag, for hele Bryggens enorme jern-tag, var blevet malet knaldende blåt, og en lille jern-lampe på en villa i Bredballe var ikke overset, men malet lysegrøn.
Det var en dejlig drøm, som gjorde mig glad og jeg så frem til at komme ned i byen.
I radioen har jeg hørt om en forfatter, som ikke kunne huske, hvem han var, dvs. han klædte sig ud som hjemløs og gik rundt i vores hovedstad og lod som om han ikke kunne huske hvem han var. Flere aviser tog det meget alvorligt og skrev om det. De troede at han hverken havde et hjem eller et navn og havde ondt af ham. Jeg ved ikke hvordan det blev opklaret, men det var ikke med hans gode vilje. Kort tid efter blev forfatteren skilt på meget dramatisk vis fra sin kone, som ikke vidste, hvem han var, og hans hus røg på tvangsauktion. Men da han fortalte det til aviserne, ville de ikke tro på det.
I dag skinner solen og fuglene er begyndt at synge. Det ville jeg gerne kunne. Det ville være morsomt, hvis en tynd mand gik kvidrende gennem byen. Koldingbakken ligner sig selv. Jeg kender hver en sten og hvert et strå. Jeg går tit og kigger ned. Men bilerne er forskellige hver dag. Hvor mon de kommer fra. De kører meget målbevidst, som om de skal noget meget vigtigt. Det kunne trænge til en undersøgelse. Politiet kunne lave en vejspærring midt på bakken og stikke hovedet ind ad vinduet i hver bil og spørge: "hvor skal du hen og hvorfor er det vigtigt." Og hvis det ikke var det, skulle bilisten vende om og køre tilbage.
Den forfatter som ikke kunne huske hvem han var, fandt også på andre ting. Han skrev en bog, hvor forsiden var en dødsannonce, hvor han blev erklæret for død med årstal og dato. Han selv tog navneforandring, så han kunne sige, at den første ham virkelig var død. Under det nye navn skrev han endnu en bog, hvor hovedpersonen var et virkelig levende menneske. Han blev beskrevet ned i alle detaljer. Det meste stemte til punkt og prikke. Det blev denne levende person sur over, fordi der var nogle tanker som han havde i bogen, som han mente, at han ikke havde i virkeligheden. Og hovedpersonen lagde sag an mod forfatteren. Desværre for mig vandt forfatteren. Landsretsdommeren sagde, at bogen var fiktion og at forfatteren måtte skrive lige hvad han ville. Det er jeg ked af. Jeg havde håbet, at jeg kunne lægge sag an mod ham, der skriver om mig. Ham, der skriver, indskyder her en kommentar: "Jeg har det så dårligt for tiden. Jeg kunne godt trænge til at blive opmuntret og ikke nedgjort og forfulgt." Jeg siger: Du kunne bare gå en tur ned i byen. Der sker altid noget. Eller vi kunne gå en tur sammen.
I dag vil jeg i hvert fald gå ned til havnen. Dér er vandet blåt, når solen skinner. Jeg går midt ned i byen og drejer til højre ved kirken og banegården.
Lidt fra banegården ligger Peters isbar, som viser at foråret er kommet. Der er rigtig mange kunder som går ind og kommer ud med is. Der er også et butiksvindue fra loft til gulv og dér sidder 3 unge piger ud til gaden og spiser is, mens de smiler og snakker. Det er et yndigt forårssyn og jeg bliver stående indtil de bliver generte.
Det er en lang gade, som fører ned til havnen. Allerede fra starten af gaden kan man se havnen og fjorden. Et stykke ude ses den høje bro med de slanke søjler. Det er meget smukt. Jeg går som i drømme lige ned til kajen og ser ud over havnen. Alle skibene ligger til kajs, undtagen en lille båd med påhængsmotor. Den styrer midt gennem havnebassinet lige mod mig. Jeg kan ikke se nogen personer om bord. De må ligge ned i bunden af båden. Jeg kommer i tanke om mit første skoleår for mange år siden, hvor vi hørte et sagn i historietimen. Det var en periode i Danmarks historien hvor alt gik galt. Der var hungersnød og krig. Der var reseccion og hvis man havde kunne aktier, var prisen helt i bund. Da så danskerne, som stod på strandbredden og ventede et mirakel, at et stort sejlskib kom styrende ind mod stranden. Et flag vajede øverst oppe og sejlene var spændt til bristepunktet, som om det hastede. Danskerne kunne ikke se matroser i rigningen, som forberedte at rebe sejlene. Nej, skibet fortsatte med fuld fart indtil det støtte på grund for an danskernes måbende øjne. De vadede ud og så ind over rælingen, og dér lige ved masten lå en lille nøgen, blond baby på et havreneg på et skjold. De tog ham op og han var i live. De kunne se, at det var en han, særlig da der kom en stråle ud og ramte ham, som bar ham, lige på maven. Det kan ske, når man tager en baby op, som er trængende. Danskerne løftede den blonde baby over deres hoveder og bar ham ind i det danske rige, og de kaldte ham kong Skjold, og han blev en god konge, og da han blev voksen, dræbte han bl.a. en bjørn med sit bælte.
Den lille båd med påhængsmotor er nu nået helt hen til mig og at jeg kan se, at der desværre ikke en nogen baby i båden. Der er nok mere uheld og uhygge ved denne båd. Jeg kravler ned ad en stige og går tøvende ud i båden, hvor motoren stadig kører. Der er en pind i roret, så man kan stå og styre og jeg drejer båden, og jeg sejler ud gennem havnen forbi alle de store døde skibe. Der er i hvert fald ikke noget liv på dem. Ellers ville de have set en mand stå op i en lille båd. Han ser ud som om han er ude og gå en tur og lige står og hviler sig. De ville også se, at han langsomt løfter sit højre ben bagud under knæet og står som en vadefugl på ét ben. Det ser ud som om han er artist, for det er svært at stå på ét ben i en lille båd på vandet. Jeg er nu snarere en autist, for jeg lægger ikke mærke til det højre ben. Jeg har nok at gøre med at stirre ud i det fjerne, hvor jeg ser en orange plet, som jeg styrer hen imod. Det er ikke en baby, men en ung mand, som ser ud til at være ligeglad med det hele, i hvert fald den del af ham som er over vandet. Han giver mig ikke nogen varm velkomst, så jeg siger heller ikke noget til ham, men haler ham indenbords, hvor han giver sig til at klapre. Han må virkelig trænge til varme, så jeg vender stående båden og vil sejle ind til havnen. Men nu kan han godt tale. Iblandet klap fra tænderne siger han: nej,nej, der er én mere. Stående bliver jeg ved med at dreje båden så den igen peger ud ad. Og nu gentager sceneriet sig. Jeg står stirrende og spejder efter liv, forhåbentlig. Denne gang kommer der også en orange plet til syne, som bliver større og et blond, vådt pigehoved dukker op. Hun er i live, for hun råber: hvad fanden har du gang i.
Jeg får hende dog trukket op i båden. Jeg tænker på om det er et tegn, at der dog også er lidt blond i denne redningssituation. Hvis de i det hele taget gerne vil reddes. De giver sig til at skændes, mens de klapre.
Hun: hvorfor fanden skubber du mig ud af båden.
Han: du gjorde mig så forbandet ophidset. Du skylder mig for, at jeg aldrig har sejlet en båd, at jeg ikke duer til at fiske, at jeg ikke duer til at kysse, og at jeg aldrig gør rent. Jeg tænkter, at så duer jeg da til at skubbe og du havde godt af en kold dukkert.
Hun: du er fandme ikke til at leve sammen med. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke være i nærheden af dig.
Han: Ja, sådan var det. Sådan sagde du også. Og jeg tænkte, det kan vi da godt ordne lige med det samme.
Hun: hvorfor kom du så ikke tilbage. Det er jo det rene mord.
Han: både sejlede af sig selv, og jeg kom i tvivl, om jeg overhovedet duer til noget og til at være i nærheden af. Så jeg hoppede selv ud for at gøre en ende på det hele. Dér lå vi så et godt stykke vand fra hinanden og det hele var meget trist, særlig når forårssolen skinner.
De sagde meget mere til hinanden og var begge meget godt til at klapre og der var ikke rigtig nogen udvikling i deres samtale. Jeg tænkte: det er nok sådan de plejer at tale sammen, undtagen klapren.
Imens havde båden styret hen til trappen på kajen, hvor jeg var kravlet ned. Jeg bandt båden til trappen og kravlede op. Da jeg var kommet op, hørte jeg en af dem råbe: Hvem er du. Jeg stak hovedet ud over kanten på kajen og sagde: Malermester Madsen.
Uden at se mig tilbage går jeg videre ud ad kajen. Vejen ved siden af kajen er meget bred og øde og lang. Jeg kommer forbi et lille dødt fragtskib, som hedder "Monsunen fra Svendborg". I gamle dage ville den være kaldt en plimsoller. Men navnet ændrer synet, som ser eventyr, hårdt arbejde på asisatiske floder og stormende kærlighed. Jeg går på den øde kajplads og undersøger båden. Hvordan ville det være at snige sig om bord på det døde skib og stikke til søs til ægte kærligheden og stormende eventyr med livet som indsats. Da ser jeg en ældre mand, hvis arbejdstøj er snavset, ja, det er hele hans person. Han bliver overrasket over at se mig i dette øde og stirrer uden hæmninger. Han ser lidt alene ud. Han fungerer måske både som matros, kok og kaptajn og har ikke tid til at blive vasket. Hvordan kan det være at olie i ansigtet på Humfrey Boggart er så charmerende, at enhver smuk kvinde falder for ham på skibet "Afrikas dronning." Her ved "Monsunen fra Svendborg" lugter jeg elendighed og bristede forhåbninger. Skibet kommer fra Svendborg, som ellers er en smuk by, og ligger nu til kaj i Vejle og lastrummet er tomt og der sker intet. Det er mere end et dødt skib. Det dræber alle drømme og jeg skynder mig videre uden at se tilbage.
Der er stadig trist og øde, selv om jeg kan se over på en stor beton lagerbygning med siloer og åbninger her og der, som solen skinner ind ad. Den er smukkere og mere ærlig end "den ensomme, syge kvinde." Ud for en lagerplads for cosangasflasker hører jeg et lille knald og jeg forestiller mig også en vislen og jeg standser. Pludselig kommer der en mand med stort hår på hovedet og ild i det. Han løber i rasende fart ud til kajkanten og springer i på hovedet og ilden. Jeg er meget i vildrede. Skal jeg løbe efter og springe i og redde manden. Det ligner ikke mig. Eller skal jeg løfte mit højre ben bagud ved knæet og gøre mig usynlig. Jeg bliver reddet af, at der nu kommer løbende en anden mand ligeså rasende og springer i vandet. Jeg går hen til kajkanten og kigger ned på de to hoveder, hvor af det ene ser ud som et bål der er slukket, og jeg spørger på bedste teknisk forvalter-vis: Hvad kan jeg hjælpe med. De svarer: Vi bliver her. Du må hellere skynde dig videre. Jeg er ikke god til at gå hurtigt, men skynder mig uden at se mig tilbage, mens jeg hører andre større knald og mere end vislen bagude.
Jeg indrømmer at dette sidste afsnit var et udslag af min fantasi, fordi der var så øde og intet skete, nærmest som en middagsvarm, stille by i det vilde vesten, hvor kun blæsten hvirvler lidt op, men dér bliver alligevel en gang imellem smidt en mand ud fra værtshuset og lander i støvet sammen med flere skud. Jeg måtte have noget til at ske og jeg hørte virkelig en lyd fra en cosangasflaske. Jeg siger: Gud, du ved, hvordan det er, når alt er øde og tomt, og lige siden har du brugt din fantasi. Jeg kom også lige til det, uden nogen sammenligning i øvrigt.
(næste kapitel ses på Et kort kapitel )
(kapitlet før dette ses på Andet Første og sidste kapitel )
Jeg vågner og jeg husker. Det er jeg glad for. Tænk at vågne og ikke huske hvem man er. Jeg har dog svært ved det, for jeg har har en meget livagtig drøm, hvor Ægyptens syv plager blev blandet sammen med Vejle. Først fik Vejle byråd besked på af fjerne alt rustent jern i byen. Det var en tynd mand med meget hår og skæg. Jeg forestiller mig Moses som en lille rund person. Han og jeg ligner dog hinanden deri, at vi kan gå meget langt. Vejle byråd lyttede til budbringeren, men gjorde ikke noget. Så kom første plage. Jeg kan ikke huske hvad det var. Men byrådet gjorde stadig ingenting. Sådan fortsatte det. Ved den 5. eller 6. plage blev vandet i åen farvet blodrødt. Stadsarkiteten erklærede, at det var Tulips skyld. De havde ledt svineblod ud vandløbene i Vejle og omegn. Han mente også, at han havde set en pølserest.
Den sidste plage i min drøm var ikke dødens engel, som gik fra hus til hus og tog den ældste søn. I min drøm var det farvens engel, som hvirvlede gennem byen og undersøgte hvert hus og hver plads for at se om der var rustent jern. Det blev overmalet. Og alle regnbuens farver blev brugt. Det var tydeligt, at en overnaturlig kraft stod bag, for hele Bryggens enorme jern-tag, var blevet malet knaldende blåt, og en lille jern-lampe på en villa i Bredballe var ikke overset, men malet lysegrøn.
Det var en dejlig drøm, som gjorde mig glad og jeg så frem til at komme ned i byen.
I radioen har jeg hørt om en forfatter, som ikke kunne huske, hvem han var, dvs. han klædte sig ud som hjemløs og gik rundt i vores hovedstad og lod som om han ikke kunne huske hvem han var. Flere aviser tog det meget alvorligt og skrev om det. De troede at han hverken havde et hjem eller et navn og havde ondt af ham. Jeg ved ikke hvordan det blev opklaret, men det var ikke med hans gode vilje. Kort tid efter blev forfatteren skilt på meget dramatisk vis fra sin kone, som ikke vidste, hvem han var, og hans hus røg på tvangsauktion. Men da han fortalte det til aviserne, ville de ikke tro på det.
I dag skinner solen og fuglene er begyndt at synge. Det ville jeg gerne kunne. Det ville være morsomt, hvis en tynd mand gik kvidrende gennem byen. Koldingbakken ligner sig selv. Jeg kender hver en sten og hvert et strå. Jeg går tit og kigger ned. Men bilerne er forskellige hver dag. Hvor mon de kommer fra. De kører meget målbevidst, som om de skal noget meget vigtigt. Det kunne trænge til en undersøgelse. Politiet kunne lave en vejspærring midt på bakken og stikke hovedet ind ad vinduet i hver bil og spørge: "hvor skal du hen og hvorfor er det vigtigt." Og hvis det ikke var det, skulle bilisten vende om og køre tilbage.
Den forfatter som ikke kunne huske hvem han var, fandt også på andre ting. Han skrev en bog, hvor forsiden var en dødsannonce, hvor han blev erklæret for død med årstal og dato. Han selv tog navneforandring, så han kunne sige, at den første ham virkelig var død. Under det nye navn skrev han endnu en bog, hvor hovedpersonen var et virkelig levende menneske. Han blev beskrevet ned i alle detaljer. Det meste stemte til punkt og prikke. Det blev denne levende person sur over, fordi der var nogle tanker som han havde i bogen, som han mente, at han ikke havde i virkeligheden. Og hovedpersonen lagde sag an mod forfatteren. Desværre for mig vandt forfatteren. Landsretsdommeren sagde, at bogen var fiktion og at forfatteren måtte skrive lige hvad han ville. Det er jeg ked af. Jeg havde håbet, at jeg kunne lægge sag an mod ham, der skriver om mig. Ham, der skriver, indskyder her en kommentar: "Jeg har det så dårligt for tiden. Jeg kunne godt trænge til at blive opmuntret og ikke nedgjort og forfulgt." Jeg siger: Du kunne bare gå en tur ned i byen. Der sker altid noget. Eller vi kunne gå en tur sammen.
I dag vil jeg i hvert fald gå ned til havnen. Dér er vandet blåt, når solen skinner. Jeg går midt ned i byen og drejer til højre ved kirken og banegården.
Lidt fra banegården ligger Peters isbar, som viser at foråret er kommet. Der er rigtig mange kunder som går ind og kommer ud med is. Der er også et butiksvindue fra loft til gulv og dér sidder 3 unge piger ud til gaden og spiser is, mens de smiler og snakker. Det er et yndigt forårssyn og jeg bliver stående indtil de bliver generte.
Det er en lang gade, som fører ned til havnen. Allerede fra starten af gaden kan man se havnen og fjorden. Et stykke ude ses den høje bro med de slanke søjler. Det er meget smukt. Jeg går som i drømme lige ned til kajen og ser ud over havnen. Alle skibene ligger til kajs, undtagen en lille båd med påhængsmotor. Den styrer midt gennem havnebassinet lige mod mig. Jeg kan ikke se nogen personer om bord. De må ligge ned i bunden af båden. Jeg kommer i tanke om mit første skoleår for mange år siden, hvor vi hørte et sagn i historietimen. Det var en periode i Danmarks historien hvor alt gik galt. Der var hungersnød og krig. Der var reseccion og hvis man havde kunne aktier, var prisen helt i bund. Da så danskerne, som stod på strandbredden og ventede et mirakel, at et stort sejlskib kom styrende ind mod stranden. Et flag vajede øverst oppe og sejlene var spændt til bristepunktet, som om det hastede. Danskerne kunne ikke se matroser i rigningen, som forberedte at rebe sejlene. Nej, skibet fortsatte med fuld fart indtil det støtte på grund for an danskernes måbende øjne. De vadede ud og så ind over rælingen, og dér lige ved masten lå en lille nøgen, blond baby på et havreneg på et skjold. De tog ham op og han var i live. De kunne se, at det var en han, særlig da der kom en stråle ud og ramte ham, som bar ham, lige på maven. Det kan ske, når man tager en baby op, som er trængende. Danskerne løftede den blonde baby over deres hoveder og bar ham ind i det danske rige, og de kaldte ham kong Skjold, og han blev en god konge, og da han blev voksen, dræbte han bl.a. en bjørn med sit bælte.
Den lille båd med påhængsmotor er nu nået helt hen til mig og at jeg kan se, at der desværre ikke en nogen baby i båden. Der er nok mere uheld og uhygge ved denne båd. Jeg kravler ned ad en stige og går tøvende ud i båden, hvor motoren stadig kører. Der er en pind i roret, så man kan stå og styre og jeg drejer båden, og jeg sejler ud gennem havnen forbi alle de store døde skibe. Der er i hvert fald ikke noget liv på dem. Ellers ville de have set en mand stå op i en lille båd. Han ser ud som om han er ude og gå en tur og lige står og hviler sig. De ville også se, at han langsomt løfter sit højre ben bagud under knæet og står som en vadefugl på ét ben. Det ser ud som om han er artist, for det er svært at stå på ét ben i en lille båd på vandet. Jeg er nu snarere en autist, for jeg lægger ikke mærke til det højre ben. Jeg har nok at gøre med at stirre ud i det fjerne, hvor jeg ser en orange plet, som jeg styrer hen imod. Det er ikke en baby, men en ung mand, som ser ud til at være ligeglad med det hele, i hvert fald den del af ham som er over vandet. Han giver mig ikke nogen varm velkomst, så jeg siger heller ikke noget til ham, men haler ham indenbords, hvor han giver sig til at klapre. Han må virkelig trænge til varme, så jeg vender stående båden og vil sejle ind til havnen. Men nu kan han godt tale. Iblandet klap fra tænderne siger han: nej,nej, der er én mere. Stående bliver jeg ved med at dreje båden så den igen peger ud ad. Og nu gentager sceneriet sig. Jeg står stirrende og spejder efter liv, forhåbentlig. Denne gang kommer der også en orange plet til syne, som bliver større og et blond, vådt pigehoved dukker op. Hun er i live, for hun råber: hvad fanden har du gang i.
Jeg får hende dog trukket op i båden. Jeg tænker på om det er et tegn, at der dog også er lidt blond i denne redningssituation. Hvis de i det hele taget gerne vil reddes. De giver sig til at skændes, mens de klapre.
Hun: hvorfor fanden skubber du mig ud af båden.
Han: du gjorde mig så forbandet ophidset. Du skylder mig for, at jeg aldrig har sejlet en båd, at jeg ikke duer til at fiske, at jeg ikke duer til at kysse, og at jeg aldrig gør rent. Jeg tænkter, at så duer jeg da til at skubbe og du havde godt af en kold dukkert.
Hun: du er fandme ikke til at leve sammen med. Jeg gider ikke mere. Jeg vil ikke være i nærheden af dig.
Han: Ja, sådan var det. Sådan sagde du også. Og jeg tænkte, det kan vi da godt ordne lige med det samme.
Hun: hvorfor kom du så ikke tilbage. Det er jo det rene mord.
Han: både sejlede af sig selv, og jeg kom i tvivl, om jeg overhovedet duer til noget og til at være i nærheden af. Så jeg hoppede selv ud for at gøre en ende på det hele. Dér lå vi så et godt stykke vand fra hinanden og det hele var meget trist, særlig når forårssolen skinner.
De sagde meget mere til hinanden og var begge meget godt til at klapre og der var ikke rigtig nogen udvikling i deres samtale. Jeg tænkte: det er nok sådan de plejer at tale sammen, undtagen klapren.
Imens havde båden styret hen til trappen på kajen, hvor jeg var kravlet ned. Jeg bandt båden til trappen og kravlede op. Da jeg var kommet op, hørte jeg en af dem råbe: Hvem er du. Jeg stak hovedet ud over kanten på kajen og sagde: Malermester Madsen.
Uden at se mig tilbage går jeg videre ud ad kajen. Vejen ved siden af kajen er meget bred og øde og lang. Jeg kommer forbi et lille dødt fragtskib, som hedder "Monsunen fra Svendborg". I gamle dage ville den være kaldt en plimsoller. Men navnet ændrer synet, som ser eventyr, hårdt arbejde på asisatiske floder og stormende kærlighed. Jeg går på den øde kajplads og undersøger båden. Hvordan ville det være at snige sig om bord på det døde skib og stikke til søs til ægte kærligheden og stormende eventyr med livet som indsats. Da ser jeg en ældre mand, hvis arbejdstøj er snavset, ja, det er hele hans person. Han bliver overrasket over at se mig i dette øde og stirrer uden hæmninger. Han ser lidt alene ud. Han fungerer måske både som matros, kok og kaptajn og har ikke tid til at blive vasket. Hvordan kan det være at olie i ansigtet på Humfrey Boggart er så charmerende, at enhver smuk kvinde falder for ham på skibet "Afrikas dronning." Her ved "Monsunen fra Svendborg" lugter jeg elendighed og bristede forhåbninger. Skibet kommer fra Svendborg, som ellers er en smuk by, og ligger nu til kaj i Vejle og lastrummet er tomt og der sker intet. Det er mere end et dødt skib. Det dræber alle drømme og jeg skynder mig videre uden at se tilbage.
Der er stadig trist og øde, selv om jeg kan se over på en stor beton lagerbygning med siloer og åbninger her og der, som solen skinner ind ad. Den er smukkere og mere ærlig end "den ensomme, syge kvinde." Ud for en lagerplads for cosangasflasker hører jeg et lille knald og jeg forestiller mig også en vislen og jeg standser. Pludselig kommer der en mand med stort hår på hovedet og ild i det. Han løber i rasende fart ud til kajkanten og springer i på hovedet og ilden. Jeg er meget i vildrede. Skal jeg løbe efter og springe i og redde manden. Det ligner ikke mig. Eller skal jeg løfte mit højre ben bagud ved knæet og gøre mig usynlig. Jeg bliver reddet af, at der nu kommer løbende en anden mand ligeså rasende og springer i vandet. Jeg går hen til kajkanten og kigger ned på de to hoveder, hvor af det ene ser ud som et bål der er slukket, og jeg spørger på bedste teknisk forvalter-vis: Hvad kan jeg hjælpe med. De svarer: Vi bliver her. Du må hellere skynde dig videre. Jeg er ikke god til at gå hurtigt, men skynder mig uden at se mig tilbage, mens jeg hører andre større knald og mere end vislen bagude.
Jeg indrømmer at dette sidste afsnit var et udslag af min fantasi, fordi der var så øde og intet skete, nærmest som en middagsvarm, stille by i det vilde vesten, hvor kun blæsten hvirvler lidt op, men dér bliver alligevel en gang imellem smidt en mand ud fra værtshuset og lander i støvet sammen med flere skud. Jeg måtte have noget til at ske og jeg hørte virkelig en lyd fra en cosangasflaske. Jeg siger: Gud, du ved, hvordan det er, når alt er øde og tomt, og lige siden har du brugt din fantasi. Jeg kom også lige til det, uden nogen sammenligning i øvrigt.
(næste kapitel ses på Et kort kapitel )
søndag den 20. marts 2011
Andet første og sidste kapitel
(foregående kapitel ses på Første og sidste kapitel )
Jeg er sammenbidt. Det kan ses. Mine kæbemuskler er veludviklede på grund af deres overdrevne brug og det gør at mit underansigt ser firkantet ud. Det påvirker også min gang, så det ser ud som om jeg konstant er trængende. Hele min underkrop er så sammenbidt, at jeg jævnligt må standse op på mine gåture for løsne mine muskler mange steder i kroppen. Mens jeg står stille i nogle minutter, ser jeg ikke på andre mennesker. Mange af dem har nemlig samme gangstil som jeg er og har mange ting som de skal have bidt sammen om, og det får mig ikke til at slappe af. I dag så jeg en mand, som havde en usædvanlig ret ryg. Den gik nærmest bagover. Han så ikke ud som os andre, som er mere foroverbøjede for at holde på kroppens spændte muskler. Men det havde nu sin naturlige forklaring. Manden havde så stor og omfangsrig en mave, som stod ud flere meter foran ham, så han måtte læne sig bagover for at skabe ligevægt. Alternativet var at han kunne have taget en indkøbsvogn, som han kunne lægge maven i. Han skulle ind i fakta og havde måske ikke en mønt til en vogn. I sådan et tilfælde, kan det være afslappende at se på en anden person. Man tænker, at der dog er nogle mennesker, som man ikke så gerne vil ligne.
Jeg lod manden gå ind i Fakta og fortsatte selv min gang, der som sædvanlig førte ned ad Koldingbakken til Vejle by. Jeg lever meget alene undtagen på mine gåture i Vejle. Det får mig til at glemme mig selv at se mange mennesker, selv om de i deres indre ikke er så forskellige fra mig.
Bakken slynger sig, det gør de larmende lastbiler også, den ene efter den anden, så man ikke kan tænke. Det kan jeg godt lide ved dem. Det er afslappende ikke at tænke, at være helt tom indvendig. Mon de også er det. Store stærke lastbiler med store anhængere, som er tomme kasser. Og ingen kan se det, undtagen chaufføren, som prøver ikke at se flov ud, fordi han larmer så meget, selv om han kun kører med luft. Sådan må buschaufføren også have det mens han styrer sin lange bus op ad bakken. Der er ingen passagerer i den. Får han slet ikke lyst til at standse og råbe ud af døren: Er der ingen, som vil køre med en runde. Bare for min skyld. Jeg betaler. Nej, han bider det i sig og lader som ingenting.
Jeg har hørt, at der i gamle dage var buschauffører, som gjorde det til en oplevelse at være passager. De kunne finde på at sige i højtaleren: Solen skinner. Det er en dejlig dag og bussen er nyvasket. Og så smilede alle i bussen. Det er der ingen som gør mere, for ganske vist er de stadig højtalere i bussen, nok flere end i gamle dage, men det er en automatisk stemme, som taler uden følelser eller humor om navnet på næste stoppested og om navnet på endestationen, hvor man endelig kan slippe for alle disse glædesløse oplysninger. Vejle går foran i udviklingen og har indført hvad de kalder "talende busser". I gamle dage kunne man spørge buschafføren, et talende mennesker, eller en af de andre passagerer og de kunne få lejlighed til at føle sig hjælpsomme. Nu sidder alle tavse og tomme og har ikke noget at tale med hinanden om, mens bussen taler i ét væk.
Heldigvis får jeg øje på vandtårnet øverst på bakken i det nordlige Vejle. Jeg har altid syntes, at der er noget uhyggeligt ved et vandtårn. Det ligner en ufo, som er landet. Neden for tårnet breder sygehuset sig. Det er helt hvidt og syner meget i landskabet. Herfra hvor jeg står, ser sygehusets vinduer meget små ud og der er mange af dem. Det kunne ligne skydehuller og sygehuset kunne ligne et fort, som ikke havde til formål at beskytte byen, men at angribe den. Måske er det ufofolkene, som er gået ned ad bakken og har sat sig ved hver sit skydehul og nu kun venter på tegnet til at fyre løs, og jeg befinder mig i direkte skudlinie.
Med det lysende hvide sygehus i baggrunden ser den ensomme, skæve dame syg ud. Hun er helt grå. Jeg får medlidenhed med hende. Ikke nok med, at kommune har opført dette ene ti-etagers runde beton tårn med lejligheder og kalder den "de fem søstre" og så ikke har haft penge til de 4 andre. Nu lader de hende også forfalde, som om de ved at glemme hende skjuler deres egen fiasko, som er meget iøjnefaldende. Jeg vil fra nu kalde hende "den syge og ensomme og faldne kvinde."
Eller også er det mit humør, som er dårligt. Det indser jeg pludselig nu. Her har jeg gået og skældt ud på tomme lastbiler, talende busser, vandtårne og faldne kvinder.
Jeg må hellere forklare om mit humør. Det er som et atomkraftværk, der hele tiden skal køles ned for ikke at eksplodere, dvs. det er vel mig som er atomkraftværket, og indvendig hælder jeg hele tiden koldt vand på humøret, så jeg udadtil ser klippefast ud, men indvendig hele tiden er i fare for at eksplodere. Jeg går altid med en flaske vand på mig og nu tager jeg to slurke og siger til Gud: "Gud, hvad skal jeg gøre. Jeg mangler at blive livet op og det gør kommunen også." Gud siger: "Du kan jo gå hen på teknisk forvaltning. Jeg skal nok lægge mine ord i din mund."
Nu har jeg et mål med min vandring. Jeg skal forbi biografen Lido over den runde bro, forbi Blockbuster, over parkeringspladsen og op til hallerne, ind ad kirkegade og ind på teknisk forvaltning.
Foran Lido lægger jeg mærke til at de skæve master har spidserne beklædt med et lysegult metal. Mon det skulle ligne guld. Det ser nærmest ud som om én ovenfra har tænkt: " De spidser kan man stikke sig på. Jeg sætter et midlertidig futteral på dem." Jeg undrer mig som sædvanlig over en lang, lav figur i rustent jern tæt ved muren ved Lido. Det er jern-bogstaver som er sat sammen. De er svære at læse. Jeg hørte to, som stod og så på det. Den ene sagde: "Det er kunst". Det kan jeg ikke se. Den anden sagde: "Det er et cykelstativ." Det kan jeg slet ikke se. Og der står da heller aldrig cykler.
Broen er rund som andre broer. Den starter på den ene å-bred, går lidt op, og går ned på den anden å-bred. Men belægningen buer også opad hele vejen over broen. Det føles mærkeligt, som om man skal passe på ikke at glide ud mod siden. Stadsarkitekten har sikkert tænkt: der må ikke ligge vand på broen. Derfor skal den være høj midt på, hele vejen, så vandet løber ud til siden og ned i åen. Så gik der gang i hele tekniske forvaltning med beregninger. Hvor meget regn kommer i værst tænkelig tilfælde her midt i Vejle by. Det er meget pinligt hvis folk skal gå over broen i vand til knæene. I det fjerne udland hørtes om tsunami og teknisk forvaltning åndede lettet op: dér har vi det. Og de tegnede belægningens bue som en vold, der løber hen over broen. Folk går helst over ude i siderne af broen, fordi det virker farligt at gå oven på volden. Jeg kender en anden forklaring. Byrådet havde besluttet, at den gamle smukke bro skulle restaureres, for nu var turen kommet til den og man ikke kunne standse midt i det hele. Men da hele byrådet stod og så på broen, opdagede de, at den fortsatte ud i gågaden, som ved en restaurering gennem flere år havde fået en belægning af marmor, som var kommet helt fra Kina. Hurtigt blev rådet enig om, at den lille bro også skulle have marmor. Men det skulle være lige så pragtfuldt og dyrt som kom det fra Kina. Flade mamorplader er ikke så dyre. Det er runde tykke plader, en marmorvold. Beslutningen blev taget og tiden gik og byrådet kastede sig over andre projekter, hvor de enten kunne bruge marmor eller rustent jern. Så kom dagen hvor den lille bro skulle indvies og rådet igen var samlet. De turde ikke sige det til hinanden, men tænkte: Den vold er vist blevet for høj, men det kan man vel ikke gøre noget ved nu uden at tabe ansigt. De kunne nok heller ikke få kunstneren til at ligge på alle fire på broen og pudse på mamoren, så den blev flad. Det var kun få af rådet, som vovede sig over broen. Det er flere år siden, og meget vand er løbet i åen siden.
Når man på en eller anden måde er kommet over broen, ligger Blockbuster på højre hånd. Her er netop færdiggjort et af byrådets nyeste projekter og det viser, at de ikke har tabt modet. Hvor der før var parkeringspladser, så folk hurtigt kunne gå ind i butikken og leje en film, er der nu brede og lange marmorplader. Denne gang er de flade. Men til gengæld er der store marmorblokke, hvor folk kan sidde og spekulere på, hvor de skal parkere hvis de vil leje en film.
Når man drejer til venstre, ses projekt, som ikke er færdigt endnu. Her lå en fin, almindelig smuk parkeringsplads. Nu er de fleste parkeringsbåse fjernet, for at gøre plads til et meget langt hegn af rustent jern. Mon stadsarkitekten for mange år siden voksede op på en skråtplads, som han længes tilbage til. Da Adam og Eva stod uden for paradiset, som de ikke måtte komme ind i igen, begyndte de at fryse, og de begyndte at skabe sig et sted, hvor de kunne være, og de byggede og plantede en have, som skulle ligne den, som de havde mistet. Mon det er samme følelser, som har besjælet stadsarkitekten, bortset fra at det ikke er en have han længtes efter.
Jeg går så hurtigt som muligt forbi skråtpladsen og drejer til højre på kirkepladsen. Den ligger der sandelig endnu, men det bliver nok snart dens tur. Derhenne er kirkegade, hvor teknisk forvaltnings kontor har til huse.
Det er en lidt gammeldags glasindgang og det første man møder inden for er en skranke. Da jeg ser den siger jeg til Gud:"Jeg har glemt, hvad jeg skulle her." Gud siger:" Du skal oplive dig selv og den som du møder." Jeg siger: "Det med at oplive, er det ikke dit job. Mine oplivningsforsøg er vist ikke meget værd." Gud svarer:"Nej, men det er også mine ord du skal bruge. De skal nok gøre deres virkning."
Jeg går hen til skranken og en venlig dame rejser sig og kommer mig i møde og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med en teknisk forvalter. Hun studser lidt og beslutter at hun vil sætte en anden på opgaven og går over til en ældre, skaldet herre med skæg. Hans hoved er nærmest æggeformet. Efter at hun har hvisket lidt med ham rejser han sig nødtvunget og kommer hen til skranken og siger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger nu meget hurtigt efter hinanden den længste sætning, som jeg har talt i flere år: "Jeg vil gerne advare om, at der er en forening mod rustent jern, som har samlet penge ind på gågaden og nu snart har så stort et beløb, at de kan købe maling nok til at overmale alt rustent jern i Vejle en nat, hvor ingen ser det, og det vil skabe en stor forandring i bybilledet, som ikke mere vil ligne sig selv." Jeg kan tydeligt se, hvad den ældre herre tænker. Først tænker han ikke, så tænker han rigtig meget. Han ved ikke, om han tør tro på, hvad jeg siger, og han tør heller ikke lade være med at tro det, hvis han kan forhindre et omfattende hærværk. På den anden side kan han heller lide alt det rustne jern, men stadsarkitekten har ikke været til at standse. Det kan en borgerbevægelse. Den har byrådet respekt, for den kan få meget frem i lyset, som rådet ikke ønsker. Måske kan det skabe frisk luft og nyt liv i gaderne med en sådan borgerbevægelse. Måske vil de mennesketomme pladser og marmorblokke blive besat af levende mennesker.
Mens den ældre herre tænker, siger han ikke noget og jeg venter og ser neutralt på ham. Jeg prøver at lade være med at stirre. Jeg har i radioens P1 hørt om en kendt politiker, at han som forberedelse til politikergerningen øvede sig i at stirre, dvs ikke blinke med øjnene i mange minutter. Han mente, at han så mere professionel ud, når han ikke blinkede med øjnene. Når han stod over for andre og stirrede det bedste han havde lært, undrede de andre sig og tænke, at der måtte være noget i vejen med hans øjne og de hørte ikke ordentligt efter, hvad han sagde. Han var så disciplineret, at han kunne have øvet sig i hvad som helst, hvis han mente, at det gavnede hans karriere, f.eks. at prøve at få sit hjerte til at holde op med at slå et par timer. Så kunne han stå som en kold statue. P1 har hørt, at denne politiker på det sidste har indset, at det gavner ham at virke mere menneskelig, så han er gået igang med at lære at blinke med øjnene. Det er meget svært og ikke helt lykkedes endnu. Han virker stadig som en statue.
Den ældre herre ser også ud som en statue, men tager sig sammen og spørger: "Hvem står bag dette." Jeg svarer: "Det er en, som ikke træder offentligt frem. Det har han gjort engang, men det gik grusom galt. Nu er det mest med ord, at han handler, og han lader andre gå med sine budskaber, som alle har ét eneste formål: at skabe liv og frisk luft mellem mennesker."
Jeg kan se, den ældre herre er ved at miste modet og troen på, at det er et troværdigt menneske han står over for, så jeg siger hurtigt: "Måske kan I nå at få fjernet det meste rustne jern, hvis I skynder jer, inden det bliver overmalet."
Det får den ældre herre igen på sporet, men inden han kan samle sig, siger jeg: "Det var, hvad jeg gerne ville have, at I skulle hjælpe mig med." Jeg vender om og går hen mod udgangsdøren. Han råber efter mig: " Hvad er dit navn." Jeg vil helst svare: "Jeg er den jeg er." Men jeg siger over skulderen: "Malermester Madsen" Og så er jeg ude i det fri. Og det føles også sådan. Byen og mit humør har det bedre, for jeg har gjort en forskel. Den vending er der mange som bruger, når de har gjort noget ganske almindeligt som ikke er særligt forskelligt fra hvad andre gør. Min forskel kan måske sætte gang i noget, som har sit eget liv. I hvert fald er der begyndt noget i en teknisk forvalter. Måske kommer der flere farver i hans liv og det vil hans kone mærke osv.
Jeg føler, at jeg har gjort nok for i dag og er bange for at starte mere, som jeg ikke kan overskue, så jeg vandrer langsomt nedad gågaden og op af Koldingbakken. Men denne gang tager jeg smutvejen ind gennem et villakvarter og kommer bagfra op til de røde boligblokke, hvor mit hjem er. Jeg bruger nogle gange denne bagvej, så ham, der skriver om mig, ikke kan se, at jeg er kommet hjem. Jeg skal også have fri engang imellem. Han tror, at jeg kl 17 kommer hjem fra byen, fordi jeg da går hele vejen op ad bakken og drejer ind af Pedersholms Allé, hvor han bor i et af husene og står parat for at konstatere at alt er som det skal være.
Men i virkeligheden har jeg været hjemme og sove til middag og hørt radioens P1 på min lille transistor og smuttet ad bagvejen ned i byen igen. Det er godt for mit image, at det ser ud som om jeg hele dagen har gået rundt i byen og sat gang i ting
(næste kapitel ses på Tredje første og sidste kapitel )
Jeg er sammenbidt. Det kan ses. Mine kæbemuskler er veludviklede på grund af deres overdrevne brug og det gør at mit underansigt ser firkantet ud. Det påvirker også min gang, så det ser ud som om jeg konstant er trængende. Hele min underkrop er så sammenbidt, at jeg jævnligt må standse op på mine gåture for løsne mine muskler mange steder i kroppen. Mens jeg står stille i nogle minutter, ser jeg ikke på andre mennesker. Mange af dem har nemlig samme gangstil som jeg er og har mange ting som de skal have bidt sammen om, og det får mig ikke til at slappe af. I dag så jeg en mand, som havde en usædvanlig ret ryg. Den gik nærmest bagover. Han så ikke ud som os andre, som er mere foroverbøjede for at holde på kroppens spændte muskler. Men det havde nu sin naturlige forklaring. Manden havde så stor og omfangsrig en mave, som stod ud flere meter foran ham, så han måtte læne sig bagover for at skabe ligevægt. Alternativet var at han kunne have taget en indkøbsvogn, som han kunne lægge maven i. Han skulle ind i fakta og havde måske ikke en mønt til en vogn. I sådan et tilfælde, kan det være afslappende at se på en anden person. Man tænker, at der dog er nogle mennesker, som man ikke så gerne vil ligne.
Jeg lod manden gå ind i Fakta og fortsatte selv min gang, der som sædvanlig førte ned ad Koldingbakken til Vejle by. Jeg lever meget alene undtagen på mine gåture i Vejle. Det får mig til at glemme mig selv at se mange mennesker, selv om de i deres indre ikke er så forskellige fra mig.
Bakken slynger sig, det gør de larmende lastbiler også, den ene efter den anden, så man ikke kan tænke. Det kan jeg godt lide ved dem. Det er afslappende ikke at tænke, at være helt tom indvendig. Mon de også er det. Store stærke lastbiler med store anhængere, som er tomme kasser. Og ingen kan se det, undtagen chaufføren, som prøver ikke at se flov ud, fordi han larmer så meget, selv om han kun kører med luft. Sådan må buschaufføren også have det mens han styrer sin lange bus op ad bakken. Der er ingen passagerer i den. Får han slet ikke lyst til at standse og råbe ud af døren: Er der ingen, som vil køre med en runde. Bare for min skyld. Jeg betaler. Nej, han bider det i sig og lader som ingenting.
Jeg har hørt, at der i gamle dage var buschauffører, som gjorde det til en oplevelse at være passager. De kunne finde på at sige i højtaleren: Solen skinner. Det er en dejlig dag og bussen er nyvasket. Og så smilede alle i bussen. Det er der ingen som gør mere, for ganske vist er de stadig højtalere i bussen, nok flere end i gamle dage, men det er en automatisk stemme, som taler uden følelser eller humor om navnet på næste stoppested og om navnet på endestationen, hvor man endelig kan slippe for alle disse glædesløse oplysninger. Vejle går foran i udviklingen og har indført hvad de kalder "talende busser". I gamle dage kunne man spørge buschafføren, et talende mennesker, eller en af de andre passagerer og de kunne få lejlighed til at føle sig hjælpsomme. Nu sidder alle tavse og tomme og har ikke noget at tale med hinanden om, mens bussen taler i ét væk.
Heldigvis får jeg øje på vandtårnet øverst på bakken i det nordlige Vejle. Jeg har altid syntes, at der er noget uhyggeligt ved et vandtårn. Det ligner en ufo, som er landet. Neden for tårnet breder sygehuset sig. Det er helt hvidt og syner meget i landskabet. Herfra hvor jeg står, ser sygehusets vinduer meget små ud og der er mange af dem. Det kunne ligne skydehuller og sygehuset kunne ligne et fort, som ikke havde til formål at beskytte byen, men at angribe den. Måske er det ufofolkene, som er gået ned ad bakken og har sat sig ved hver sit skydehul og nu kun venter på tegnet til at fyre løs, og jeg befinder mig i direkte skudlinie.
Med det lysende hvide sygehus i baggrunden ser den ensomme, skæve dame syg ud. Hun er helt grå. Jeg får medlidenhed med hende. Ikke nok med, at kommune har opført dette ene ti-etagers runde beton tårn med lejligheder og kalder den "de fem søstre" og så ikke har haft penge til de 4 andre. Nu lader de hende også forfalde, som om de ved at glemme hende skjuler deres egen fiasko, som er meget iøjnefaldende. Jeg vil fra nu kalde hende "den syge og ensomme og faldne kvinde."
Eller også er det mit humør, som er dårligt. Det indser jeg pludselig nu. Her har jeg gået og skældt ud på tomme lastbiler, talende busser, vandtårne og faldne kvinder.
Jeg må hellere forklare om mit humør. Det er som et atomkraftværk, der hele tiden skal køles ned for ikke at eksplodere, dvs. det er vel mig som er atomkraftværket, og indvendig hælder jeg hele tiden koldt vand på humøret, så jeg udadtil ser klippefast ud, men indvendig hele tiden er i fare for at eksplodere. Jeg går altid med en flaske vand på mig og nu tager jeg to slurke og siger til Gud: "Gud, hvad skal jeg gøre. Jeg mangler at blive livet op og det gør kommunen også." Gud siger: "Du kan jo gå hen på teknisk forvaltning. Jeg skal nok lægge mine ord i din mund."
Nu har jeg et mål med min vandring. Jeg skal forbi biografen Lido over den runde bro, forbi Blockbuster, over parkeringspladsen og op til hallerne, ind ad kirkegade og ind på teknisk forvaltning.
Foran Lido lægger jeg mærke til at de skæve master har spidserne beklædt med et lysegult metal. Mon det skulle ligne guld. Det ser nærmest ud som om én ovenfra har tænkt: " De spidser kan man stikke sig på. Jeg sætter et midlertidig futteral på dem." Jeg undrer mig som sædvanlig over en lang, lav figur i rustent jern tæt ved muren ved Lido. Det er jern-bogstaver som er sat sammen. De er svære at læse. Jeg hørte to, som stod og så på det. Den ene sagde: "Det er kunst". Det kan jeg ikke se. Den anden sagde: "Det er et cykelstativ." Det kan jeg slet ikke se. Og der står da heller aldrig cykler.
Broen er rund som andre broer. Den starter på den ene å-bred, går lidt op, og går ned på den anden å-bred. Men belægningen buer også opad hele vejen over broen. Det føles mærkeligt, som om man skal passe på ikke at glide ud mod siden. Stadsarkitekten har sikkert tænkt: der må ikke ligge vand på broen. Derfor skal den være høj midt på, hele vejen, så vandet løber ud til siden og ned i åen. Så gik der gang i hele tekniske forvaltning med beregninger. Hvor meget regn kommer i værst tænkelig tilfælde her midt i Vejle by. Det er meget pinligt hvis folk skal gå over broen i vand til knæene. I det fjerne udland hørtes om tsunami og teknisk forvaltning åndede lettet op: dér har vi det. Og de tegnede belægningens bue som en vold, der løber hen over broen. Folk går helst over ude i siderne af broen, fordi det virker farligt at gå oven på volden. Jeg kender en anden forklaring. Byrådet havde besluttet, at den gamle smukke bro skulle restaureres, for nu var turen kommet til den og man ikke kunne standse midt i det hele. Men da hele byrådet stod og så på broen, opdagede de, at den fortsatte ud i gågaden, som ved en restaurering gennem flere år havde fået en belægning af marmor, som var kommet helt fra Kina. Hurtigt blev rådet enig om, at den lille bro også skulle have marmor. Men det skulle være lige så pragtfuldt og dyrt som kom det fra Kina. Flade mamorplader er ikke så dyre. Det er runde tykke plader, en marmorvold. Beslutningen blev taget og tiden gik og byrådet kastede sig over andre projekter, hvor de enten kunne bruge marmor eller rustent jern. Så kom dagen hvor den lille bro skulle indvies og rådet igen var samlet. De turde ikke sige det til hinanden, men tænkte: Den vold er vist blevet for høj, men det kan man vel ikke gøre noget ved nu uden at tabe ansigt. De kunne nok heller ikke få kunstneren til at ligge på alle fire på broen og pudse på mamoren, så den blev flad. Det var kun få af rådet, som vovede sig over broen. Det er flere år siden, og meget vand er løbet i åen siden.
Når man på en eller anden måde er kommet over broen, ligger Blockbuster på højre hånd. Her er netop færdiggjort et af byrådets nyeste projekter og det viser, at de ikke har tabt modet. Hvor der før var parkeringspladser, så folk hurtigt kunne gå ind i butikken og leje en film, er der nu brede og lange marmorplader. Denne gang er de flade. Men til gengæld er der store marmorblokke, hvor folk kan sidde og spekulere på, hvor de skal parkere hvis de vil leje en film.
Når man drejer til venstre, ses projekt, som ikke er færdigt endnu. Her lå en fin, almindelig smuk parkeringsplads. Nu er de fleste parkeringsbåse fjernet, for at gøre plads til et meget langt hegn af rustent jern. Mon stadsarkitekten for mange år siden voksede op på en skråtplads, som han længes tilbage til. Da Adam og Eva stod uden for paradiset, som de ikke måtte komme ind i igen, begyndte de at fryse, og de begyndte at skabe sig et sted, hvor de kunne være, og de byggede og plantede en have, som skulle ligne den, som de havde mistet. Mon det er samme følelser, som har besjælet stadsarkitekten, bortset fra at det ikke er en have han længtes efter.
Jeg går så hurtigt som muligt forbi skråtpladsen og drejer til højre på kirkepladsen. Den ligger der sandelig endnu, men det bliver nok snart dens tur. Derhenne er kirkegade, hvor teknisk forvaltnings kontor har til huse.
Det er en lidt gammeldags glasindgang og det første man møder inden for er en skranke. Da jeg ser den siger jeg til Gud:"Jeg har glemt, hvad jeg skulle her." Gud siger:" Du skal oplive dig selv og den som du møder." Jeg siger: "Det med at oplive, er det ikke dit job. Mine oplivningsforsøg er vist ikke meget værd." Gud svarer:"Nej, men det er også mine ord du skal bruge. De skal nok gøre deres virkning."
Jeg går hen til skranken og en venlig dame rejser sig og kommer mig i møde og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med en teknisk forvalter. Hun studser lidt og beslutter at hun vil sætte en anden på opgaven og går over til en ældre, skaldet herre med skæg. Hans hoved er nærmest æggeformet. Efter at hun har hvisket lidt med ham rejser han sig nødtvunget og kommer hen til skranken og siger: Hvad kan jeg hjælpe med. Jeg siger nu meget hurtigt efter hinanden den længste sætning, som jeg har talt i flere år: "Jeg vil gerne advare om, at der er en forening mod rustent jern, som har samlet penge ind på gågaden og nu snart har så stort et beløb, at de kan købe maling nok til at overmale alt rustent jern i Vejle en nat, hvor ingen ser det, og det vil skabe en stor forandring i bybilledet, som ikke mere vil ligne sig selv." Jeg kan tydeligt se, hvad den ældre herre tænker. Først tænker han ikke, så tænker han rigtig meget. Han ved ikke, om han tør tro på, hvad jeg siger, og han tør heller ikke lade være med at tro det, hvis han kan forhindre et omfattende hærværk. På den anden side kan han heller lide alt det rustne jern, men stadsarkitekten har ikke været til at standse. Det kan en borgerbevægelse. Den har byrådet respekt, for den kan få meget frem i lyset, som rådet ikke ønsker. Måske kan det skabe frisk luft og nyt liv i gaderne med en sådan borgerbevægelse. Måske vil de mennesketomme pladser og marmorblokke blive besat af levende mennesker.
Mens den ældre herre tænker, siger han ikke noget og jeg venter og ser neutralt på ham. Jeg prøver at lade være med at stirre. Jeg har i radioens P1 hørt om en kendt politiker, at han som forberedelse til politikergerningen øvede sig i at stirre, dvs ikke blinke med øjnene i mange minutter. Han mente, at han så mere professionel ud, når han ikke blinkede med øjnene. Når han stod over for andre og stirrede det bedste han havde lært, undrede de andre sig og tænke, at der måtte være noget i vejen med hans øjne og de hørte ikke ordentligt efter, hvad han sagde. Han var så disciplineret, at han kunne have øvet sig i hvad som helst, hvis han mente, at det gavnede hans karriere, f.eks. at prøve at få sit hjerte til at holde op med at slå et par timer. Så kunne han stå som en kold statue. P1 har hørt, at denne politiker på det sidste har indset, at det gavner ham at virke mere menneskelig, så han er gået igang med at lære at blinke med øjnene. Det er meget svært og ikke helt lykkedes endnu. Han virker stadig som en statue.
Den ældre herre ser også ud som en statue, men tager sig sammen og spørger: "Hvem står bag dette." Jeg svarer: "Det er en, som ikke træder offentligt frem. Det har han gjort engang, men det gik grusom galt. Nu er det mest med ord, at han handler, og han lader andre gå med sine budskaber, som alle har ét eneste formål: at skabe liv og frisk luft mellem mennesker."
Jeg kan se, den ældre herre er ved at miste modet og troen på, at det er et troværdigt menneske han står over for, så jeg siger hurtigt: "Måske kan I nå at få fjernet det meste rustne jern, hvis I skynder jer, inden det bliver overmalet."
Det får den ældre herre igen på sporet, men inden han kan samle sig, siger jeg: "Det var, hvad jeg gerne ville have, at I skulle hjælpe mig med." Jeg vender om og går hen mod udgangsdøren. Han råber efter mig: " Hvad er dit navn." Jeg vil helst svare: "Jeg er den jeg er." Men jeg siger over skulderen: "Malermester Madsen" Og så er jeg ude i det fri. Og det føles også sådan. Byen og mit humør har det bedre, for jeg har gjort en forskel. Den vending er der mange som bruger, når de har gjort noget ganske almindeligt som ikke er særligt forskelligt fra hvad andre gør. Min forskel kan måske sætte gang i noget, som har sit eget liv. I hvert fald er der begyndt noget i en teknisk forvalter. Måske kommer der flere farver i hans liv og det vil hans kone mærke osv.
Jeg føler, at jeg har gjort nok for i dag og er bange for at starte mere, som jeg ikke kan overskue, så jeg vandrer langsomt nedad gågaden og op af Koldingbakken. Men denne gang tager jeg smutvejen ind gennem et villakvarter og kommer bagfra op til de røde boligblokke, hvor mit hjem er. Jeg bruger nogle gange denne bagvej, så ham, der skriver om mig, ikke kan se, at jeg er kommet hjem. Jeg skal også have fri engang imellem. Han tror, at jeg kl 17 kommer hjem fra byen, fordi jeg da går hele vejen op ad bakken og drejer ind af Pedersholms Allé, hvor han bor i et af husene og står parat for at konstatere at alt er som det skal være.
Men i virkeligheden har jeg været hjemme og sove til middag og hørt radioens P1 på min lille transistor og smuttet ad bagvejen ned i byen igen. Det er godt for mit image, at det ser ud som om jeg hele dagen har gået rundt i byen og sat gang i ting
(næste kapitel ses på Tredje første og sidste kapitel )
søndag den 2. januar 2011
Ufuldendt postkost
Postkort fra London
Her er London. Her er london: it is a security anouncement. Hvad der ikke lykkedes i den sidste store krig, er nu virkelighed. I Londons gader høres kun ord på tysk, fransk, italiensk, vietnamesisk og sprog der ikke kan stedfæstes, som om der er fra fremmedplaneter. Den eneste bastion som holdes, er Downing Street. Der er lagt en jernring om denne gade. Der står politibetjente udstyret med alle de våben, som det er menneskeligt muligt at bære på én gang, indclusive en flaske ketchup til at sprøjte i øjnene på folk, der kommer for nær. Resutaltet er at Downing Street er totalt menneskeforladt. Her er det kun tavsheden, som råder, mens en symfoni af fremmede menneskestemmer bølger forbi uden for. Mon statsministeren, som ikke hedder Churcill, sidder tavs i en lænestol bag tunge panserruder.
Blandt sprogene høres også nogle danske ord, som kommer fra to fra dette land. De er også ankommet ovenfra via Ryan Air. Og de kæmper sig vej gennem mylderet, konen først.
Adskillige gange bliver vi sluset ind i Undergrundsbanen. Den er altid svær at finde. Mærkeligt for englænderne elsker skilte. Når man skal ind ad en dør, står der tit: "Keep the door shot". Det undrer mig. Døren kan ikke holdes lukket, hvis man vil ind ad den. Skilte med rygning forbudt står over alt. På en dør, inden for døren, længere inde i rummet, uden på toilettet og inden for. Og så er der overvågning. Nogle gange følte jeg mig i en fremtidsfilm, hvor fjerne robotter har taget styringen om menneskene, som drives over underjordiske gange og rullende trapper, mens højtalerstemmer pisker dem af sted. Det er vel mennesker, som i en fjern fortid har indtalt beskedderne, men nu er det bånd, som afspilles igen og igen. Hver gang min kone og jeg suges ind i undergrundsdybet, lyder der straks en stemme, som om de i overvågningskameraer tydeligt har set min kone og ved hvor glemsom hun er: "This is a security announcement. Don't leave any belongings be unatended. They maybe removed with out any notice and will be destroyed." Det er så nogenlunde hvad der bliver sagt. Højtalerne er meget dårlige. Båndene er måske også så gamle, at stemmerne er blevet utydelige. Det er tit jeg får underlige associationer ved at høre alle disse højtalerbeskeder. Måske sagde stemmen lige nu: "Alle gravide bedes føde nu på platform 4." I øvrigt er det mærkelig sammensætninger: hvis man går fra en kuffert, er der ingen, som ved hvem den tilhører. De kunne under ingen omstændigher "give notice" til vedkommende. Og mon de virkelig bomber enhver taske, som står unanteded eller er det bare for at gøre mig bange, så jeg klamrer mig til alle mine ejendele. På perronen siger en skinger stemme: "lav ikke forstoppelse midt på platformen. Pas på mellemrummet mellem toget og perronen. Dette er cirkle-line via Oxford." Englænderne må elske lyde. Knirkende og hylende rullende trapper. Skærende fløjt lyder, når togdøren lukkes, samtidig med at en stemme højt annoncere at dørene lukkes. En motor i toget larmer nu rigtig højt, efter et øjeblik slukkes den igen og så kører toget, som toget først nu opdager, at det er elektrisk og slet ikke behøver en motor, men det jo bare for at give sit besyv med. I toget kan man bruge sin tid på at læse alle skiltene. Selvfølgelig må man ikke ryge. Det havde jeg da også fuldstændig glemt. På et skilt fortælles, at man straks skal henvende sig til myndighederne, hvis man ser nogle som vandaliserer toget og på skiltet er billedet af en helikopter. Den ser rimelig stor og almindelig ud af en helikopter at være, men den må være lille og meget moderne, hvis den kan flyve ind gennem de smalle underjordiske togtunneller og lande på den smalle perron og destroere vandaler.
I fremtidsfilm er menneskene altid meget slukørede og triste og underkuede. Det er de også i undergrundsbanen. De stirrer frem for sig uden at se noget. Det skete en enkelt gang, at jeg fik én til at smile. Det var i myldretiden, som strækker sig fra morgen til aften. Toget kommer ind på perronen. Man ser den ene dør efter den anden forsvinde forbi og så åbner en dør og dér står allerede så mange at der ikke kan være flere. Min kone, som er forrest, skubber jeg ind og sniger mig selv lige indenfor under stor palaver. Jeg ser til venstre og dér sidder en måbende, yndig, indisk pige, som ligner en af mine to døtre, som også er yndige. Da hun ser, at jeg ser på hende, smiler hun et strålende smil, men ser hurtigt væk. Måske er hun bange for at overvågningskameraerne og højtalerne skal opdage det og det skal runge ud over det hele: " A smile is not permitted at Paddington station on platform 4, CircleLine. It will be removed and destroyed."
Underground viser dog englændernes modstandsvilje sig. For her nede under grunden høres englænderne. En ældre dame, som vi mødte på vores vej hjem til Ryan Air, fortalte, at hun altid gik med sin tunge, rullende kuffert.(Det forstår jeg så ikke, at hun altid havde den med). Men straks når hun kom ind underground, kom der en ung mand og bar hendes kuffert nedad trapper. Under en regnbyge, som vi heldigvis ikke havde mange af, var der en mand i Nottinghill, som sagde, at vi skulle gå ind ad gitterdøren og stå under halvtaget på hans grund, og han gik op ad trappen og ind ad en anden gitterdør. Men det var venlighed og det mødte vi mange steder. Jeg tror at deres undergrundsbevægelse er meget stærk.
Vi kom til London i stille regnvejr og var stærkt slukørede. Vi gik langt og kunne ikke finde hotellet. Mærkeligt at der nu kun findes rullende kufferter, som man trækker efter sig i regnvejret. Hvad gjorde man førhen. Hotellets adresse var ved en fin plads hvor der var mange fine hoteller, som ikke havde det navn vi søgte. Bag ved lå vores hotel. Det var nogenlunde, men vi havde jo heller ikke betalt mere. Min eneste bekymring var elevatoren. Den rokkede meget og sagde engelske lyde og vi skulle kun på 3. sal men det varede som 16. sal. Jeg kiggede efter i en elevator, hvor den sidst er efterset og hvornår den næste gang skal efterses. Det stod der intet om.
Her er London. Her er london: it is a security anouncement. Hvad der ikke lykkedes i den sidste store krig, er nu virkelighed. I Londons gader høres kun ord på tysk, fransk, italiensk, vietnamesisk og sprog der ikke kan stedfæstes, som om der er fra fremmedplaneter. Den eneste bastion som holdes, er Downing Street. Der er lagt en jernring om denne gade. Der står politibetjente udstyret med alle de våben, som det er menneskeligt muligt at bære på én gang, indclusive en flaske ketchup til at sprøjte i øjnene på folk, der kommer for nær. Resutaltet er at Downing Street er totalt menneskeforladt. Her er det kun tavsheden, som råder, mens en symfoni af fremmede menneskestemmer bølger forbi uden for. Mon statsministeren, som ikke hedder Churcill, sidder tavs i en lænestol bag tunge panserruder.
Blandt sprogene høres også nogle danske ord, som kommer fra to fra dette land. De er også ankommet ovenfra via Ryan Air. Og de kæmper sig vej gennem mylderet, konen først.
Adskillige gange bliver vi sluset ind i Undergrundsbanen. Den er altid svær at finde. Mærkeligt for englænderne elsker skilte. Når man skal ind ad en dør, står der tit: "Keep the door shot". Det undrer mig. Døren kan ikke holdes lukket, hvis man vil ind ad den. Skilte med rygning forbudt står over alt. På en dør, inden for døren, længere inde i rummet, uden på toilettet og inden for. Og så er der overvågning. Nogle gange følte jeg mig i en fremtidsfilm, hvor fjerne robotter har taget styringen om menneskene, som drives over underjordiske gange og rullende trapper, mens højtalerstemmer pisker dem af sted. Det er vel mennesker, som i en fjern fortid har indtalt beskedderne, men nu er det bånd, som afspilles igen og igen. Hver gang min kone og jeg suges ind i undergrundsdybet, lyder der straks en stemme, som om de i overvågningskameraer tydeligt har set min kone og ved hvor glemsom hun er: "This is a security announcement. Don't leave any belongings be unatended. They maybe removed with out any notice and will be destroyed." Det er så nogenlunde hvad der bliver sagt. Højtalerne er meget dårlige. Båndene er måske også så gamle, at stemmerne er blevet utydelige. Det er tit jeg får underlige associationer ved at høre alle disse højtalerbeskeder. Måske sagde stemmen lige nu: "Alle gravide bedes føde nu på platform 4." I øvrigt er det mærkelig sammensætninger: hvis man går fra en kuffert, er der ingen, som ved hvem den tilhører. De kunne under ingen omstændigher "give notice" til vedkommende. Og mon de virkelig bomber enhver taske, som står unanteded eller er det bare for at gøre mig bange, så jeg klamrer mig til alle mine ejendele. På perronen siger en skinger stemme: "lav ikke forstoppelse midt på platformen. Pas på mellemrummet mellem toget og perronen. Dette er cirkle-line via Oxford." Englænderne må elske lyde. Knirkende og hylende rullende trapper. Skærende fløjt lyder, når togdøren lukkes, samtidig med at en stemme højt annoncere at dørene lukkes. En motor i toget larmer nu rigtig højt, efter et øjeblik slukkes den igen og så kører toget, som toget først nu opdager, at det er elektrisk og slet ikke behøver en motor, men det jo bare for at give sit besyv med. I toget kan man bruge sin tid på at læse alle skiltene. Selvfølgelig må man ikke ryge. Det havde jeg da også fuldstændig glemt. På et skilt fortælles, at man straks skal henvende sig til myndighederne, hvis man ser nogle som vandaliserer toget og på skiltet er billedet af en helikopter. Den ser rimelig stor og almindelig ud af en helikopter at være, men den må være lille og meget moderne, hvis den kan flyve ind gennem de smalle underjordiske togtunneller og lande på den smalle perron og destroere vandaler.
I fremtidsfilm er menneskene altid meget slukørede og triste og underkuede. Det er de også i undergrundsbanen. De stirrer frem for sig uden at se noget. Det skete en enkelt gang, at jeg fik én til at smile. Det var i myldretiden, som strækker sig fra morgen til aften. Toget kommer ind på perronen. Man ser den ene dør efter den anden forsvinde forbi og så åbner en dør og dér står allerede så mange at der ikke kan være flere. Min kone, som er forrest, skubber jeg ind og sniger mig selv lige indenfor under stor palaver. Jeg ser til venstre og dér sidder en måbende, yndig, indisk pige, som ligner en af mine to døtre, som også er yndige. Da hun ser, at jeg ser på hende, smiler hun et strålende smil, men ser hurtigt væk. Måske er hun bange for at overvågningskameraerne og højtalerne skal opdage det og det skal runge ud over det hele: " A smile is not permitted at Paddington station on platform 4, CircleLine. It will be removed and destroyed."
Underground viser dog englændernes modstandsvilje sig. For her nede under grunden høres englænderne. En ældre dame, som vi mødte på vores vej hjem til Ryan Air, fortalte, at hun altid gik med sin tunge, rullende kuffert.(Det forstår jeg så ikke, at hun altid havde den med). Men straks når hun kom ind underground, kom der en ung mand og bar hendes kuffert nedad trapper. Under en regnbyge, som vi heldigvis ikke havde mange af, var der en mand i Nottinghill, som sagde, at vi skulle gå ind ad gitterdøren og stå under halvtaget på hans grund, og han gik op ad trappen og ind ad en anden gitterdør. Men det var venlighed og det mødte vi mange steder. Jeg tror at deres undergrundsbevægelse er meget stærk.
Vi kom til London i stille regnvejr og var stærkt slukørede. Vi gik langt og kunne ikke finde hotellet. Mærkeligt at der nu kun findes rullende kufferter, som man trækker efter sig i regnvejret. Hvad gjorde man førhen. Hotellets adresse var ved en fin plads hvor der var mange fine hoteller, som ikke havde det navn vi søgte. Bag ved lå vores hotel. Det var nogenlunde, men vi havde jo heller ikke betalt mere. Min eneste bekymring var elevatoren. Den rokkede meget og sagde engelske lyde og vi skulle kun på 3. sal men det varede som 16. sal. Jeg kiggede efter i en elevator, hvor den sidst er efterset og hvornår den næste gang skal efterses. Det stod der intet om.
Abonner på:
Opslag (Atom)