Ateister

Når jeg taler om ateisme er det to websteder, nogle avisartikler og nogle radioudsendelser som jeg taler ud fra. Det er nok for generaliserende, at sige at alle ateister er sådan, men da mit formål egentlig ikke er at beskrive ateismen, men derimod kristendommen, håber jeg på forståelse for min metode. Når jeg derfor senere taler om, hvad ateister livsanskuelse er, ved jeg godt, at jeg ikke kender alle ateister.

På mig virker ateister som fanatiske, dvs deres argumenter er følelsesladede og énøjede. De ser kun det, som de vil se. Jeg føler ikke, at de ser i den retning hvor jeg står; de ser i den stik modsatte retning. En ateist kan f.eks. tale om sin bror, som han engang diskuterede med, som mente, at Tsunamien i Thailand var Guds straf, og det får ateisten til at forkaste Gud, men er det ikke i virkeligheden broderens forkerte opfattelse af Gud, som ateisten forkaster, og under det ligger en masse skjulte følelser, som ateisten har mod sin bror. Deraf kommer det forskuede følelsesladede i ateisternes argumenter. De er blevet forulempet af yderliggående kristne og derfor farer ateisten frem kristendommen med stor voldsomhed.