En ateist om døden

Jeg hørte en levende ateist i DR1 radio "Apropos" for et par dage siden. Han mente, at det var naivt og umodent at tro på et liv efter døden.
Det var kun for at få trøst at man troede på Gud.
Og det kunne han ikke, bl.a. fordi hans bror havde sagt, at tsunamien i Thailand var Guds straf. De havde haft en længere diskussion om det.
Men han troede på kærlighed, at hans familie ville trøste ham, når han lå for døden.

Ondt sagt: det var som om han kun talte om sig selv. Tænkte han på svage mennesker, som har haft et dårligt liv, og som ikke har nogen kære, der sidder hos dem. Der forekommer vel et rimeligt antal mennesker, som har svigtet andre og er blevet svigtet, og som ikke kan tro på kærligheden

Ateisten fortalte også, at han ville også gerne dyrke sin livsanskuelse ved at holde ateistiske begravelser,
og en af hans begrundelser var, at han havde været til en indremissionsk begravelse,hvor præsten missionerede til de pårørende til den døde ateist, at de kunne nå at omvende sig og tro, inden de selv skulle dø.

Det forstår jeg godt var en meget ubehagelig oplevelse. Men jeg forstår ikke, at ateisten ud fra en enkel indremissionsk præst kan forkaste hele kristendommen.

Ateisten fortalte i øvrigt også om et traffikuheld, han havde været ude for. En af hans veninder var med i bilen og hun død. Selv var han i overhængende livsfare. Bagefter blev han plaget af skyld. Kunne han have gjort noget, så ulykken ikke var sket. Han følte sig skyld i, at hun døde. Det mente han så ikke, at han var. Han må have ment, at den anden bils chauffør bar hele skylden. Men ateisten talte ikke om, hvordan den person skulle kunne leve og dø med det.